'Det betyder meget for mig, at de er med'

"Det betyder meget for mig, at de er med"

Nathalie løb for sin mor Trine, som har brystkræft til Støt Brysterne 2012, hvor vi talte med jer deltagere om, hvorfor I bakkede op om initiativet.

Stefanie og Lise

Stefanies mor fik brystkræft for halvandet år siden, men er heldigvis rask igen. Lises mor døde af kræft, da hun var ni år.

"Vi synes det er en rigtig sød tanke, at man kan skrive, at man løber for dem. Det virker som om, der er en god opbakning til det og samtidig er der er en rigtig hyggelig stemning."


Natascha

Natascha var til Støt Brysterne med sin mor og løb for alle dem i familien og blandt vennerne som har haft kræft. Hun synes det er en god idé at man kan vælge, hvem man vil løbe for og får opbakning af sin mor, som deltager i løbet og går meget ind for at støtte kampen mod kræft.


Mie og Nanna

Mie: "Det er fedt, at der er så mange med og at det er et kvindeløb."

Nanna: "Min svigerfar og min bedstemor er begge to døde af kræft. Vi har ikke trænet så meget, så jeg ved ikke, om det betyder, at vi løber bedre, men mentalt tror jeg, at det kommer til at betyde noget."



Nathalie

Nathalie løber for sin mor Trine, som har brystkræft sammen med Trines veninde:

"Der er ikke så meget andet, man kan gøre end at støtte hende, så det prøver vi ved at være her," lød det fra Nathalie, som med de ord fik sin mor til at fælde et par tårer.


Hanne

Hanne løb for Foreningen af sygdomsramte erhvervsaktive borgere. Den hjælper fx borgere, som har haft kræft med at komme på fode igen ved at donere penge til et ophold i Syden, inden de skal ud på arbejdsmarkedet igen, eller til rekreation i Danmark.

"Hovedparten af dem vi støtter er tidligere kræftpatienter og de fleste af dem har haft brystkræft, derfor er jeg med i dag."


Susanne

Susanne løb for sig selv - og alle andre kvinder som har været ramt af kræft. Selv har hun haft brystkræft. Veninden er med for at bakke op.

"Jeg synes, det er en fantastisk idé, at man kan løbe for nogen. Det giver en supergod stemning. Det er første gang vi er med, men det er i hvert fald ikke den sidste. Det er et godt formål, og så ved man, at kræft kan ramme alle."


Veninden Anne-Dorthe løber for sin veninde Mette Mather, som døde af brystkræft, da hun var 42 år.

Betina

Betina tilmeldte sig Støt Brysterne selv og skrev det på Facebook. Det fik hendes datter og Betinas gode veninde samt dennes datter til også at tilmelde sig for at bakke hende op.

"Det betyder meget for mig, at de er med. Personligt betyder det også meget, at jeg overhovedet er kommet afsted i dag og har gået 2,5 km. Det kan jeg jo godt normalt, selvom motion aldrig har været min stærke side, men når man gennemgår kemo, skal der noget ekstra til for at trække en afsted for at motionere som et løb som Støt Brysterne," sagde Betina.


Familien

Efter løbet pustede en stor gruppe kvinder udpå kanten af en af de lastbiler, som fragtede goodiebags, æbler, vand og brød til deltagerne.

"Vi er en stor familie," lød forklaringen.

"Vi løber for både en mor, svigermor og mormor. Mange i vores familie er døde af kræft, og den seneste døde så sent som i mandags. Det er et rigtig godt arrangement, og man kan ikke lade være med at læse, hvad alle andre har skrevet på deres skilte. Det er fedt, at der er kommet så mange."