Det har brystkræften lært os

"JEG HAR TAGET HOVEDROLLEN I MIT LIV"

Astrid Helene Larsen. 36 år. Arbejder på kontor.

Mor til to børn på 9 og 11. Nyligt fraskilt.

36-årige Astrid Helene Larsen var overbevist om, at hun skulle dø, da hun fik diagnosen brystkræft for tre år siden. Hun overlevede og kan i dag tilslutte sig det gamle mundheld om, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Astrid Helene Larsen reagerede voldsomt, da lægerne kunne bekræfte, at den mistænkelige knude i hendes venstre bryst VAR kræft.

– Det var et kæmpe chok. Jeg levede i en boble af angst og troede, jeg skulle dø fra mine børn, der var seks og otte på det tidspunkt. Jeg vågnede om natten i panik og lå og planlagde min begravelse og hvilke fotos, mine børn skulle have, og hvilke ting jeg ville skrive til dem. Jeg var bange for, at de skulle glemme mig.

Den voldsomme reaktion gjorde, at hun næsten gik over i den anden grøft, da hun først var ovre de indledende undersøgelser og fik at vide, at der ikke var nogen spredning.

– Så var det, som om jeg slap min angst og tænkte, "det skal jeg nok klare". Jeg havde jo troet, jeg skulle dø, så da lægerne sagde, at jeg ville overleve, tænkte jeg, "nå ja, så er det med et bryst eller ingen bryster. Jeg bliver skaldet af kemo, men håret vokser ud igen". Det føltes som en bagatel, fordi jeg alligevel fik lov at leve.

Åben og stærk

Desværre var det ikke slut med det ene bryst. Lægerne fandt ud af, at Astrid har en genfejl, der betød 60-80 procent risiko for kræft i det andet bryst og 40-60 procent risiko for kræft i æggeledere og æggestokke. Hvis hun valgte at få fjernet både det andet bryst og æggestokke og æggeledere, var hendes risiko nede på de fem procent, der gælder for almindelige raske mennesker. Så det gjorde hun.

– Det var endnu en grænse, der blev rykket. Bare et år tidligere ville jeg have tænkt, "jeg kan ikke leve et liv uden bryster", og så stod jeg pludselig der som 34-årig – uden bryster. Det var frygteligt.

Siden har hun været igennem rekonstruktion af begge bryster. En til tider smertefuld proces, der tog halvandet år oveni de hårde kræftoperationer. Og Astrid er overbevist om, at hun kun kom igennem det, fordi hun fra starten besluttede at være åben og råbe om hjælp, når der var brug for det.

– Åbenheden har været min styrke, den har fået mig igennem og har gjort, at jeg har fået en utrolig støtte. Min mor kom og boede hos os, mens jeg fik kemo, og jeg fik blomster fra nær og fjern, også fra folk, jeg egentlig ikke vidste, tænkte så meget på mig.

Astrid havde ellers hørt mange historier om berøringsangst og været bange for, at folk skulle have svært ved at håndtere hendes sygdom, men alle reagerede positivt, og ikke en eneste ven forsvandt undervejs. Det mener hun selv skyldes, at der ikke var noget, der var skjult eller tabu.

– Jeg har altid tænkt, at hvis jeg var åben, ville folk også være åbne og ikke synes, at det var farligt at komme hen til mig og spørge, hvordan det gik. Og jo mere åben jeg var, og jo mere jeg snakkede, jo mere fik jeg også selv bearbejdet det.

Lært at se det positive

Det omfattende indgreb har betydet, at Astrid er gået i tidlig overgangsalder med svedeture, begyndende nedbrydning af knoglerne og andre store gener. Hun er først nu ved at lære at leve med sine nye bryster, der ikke var dem hun ammede sine børn med, og med en krop, der er fuld af operationsar. Oven i det hele holdt hendes ægteskab ikke. Alligevel er Astrid fortrøstningsfuld omkring fremtiden og føler, at sygdomsforløbet har lært hende at være mere positiv.

– Jeg håber da, at jeg skal møde en ny mand på et tidspunkt og tør vise mig, selvom min krop ligner en krig. Jeg har ikke behov for at sætte mig ned og have ondt af mig selv. Selvfølgelig gør det ondt at stå midt i en skilsmisse, men jeg er jo blevet rask og synes stadigvæk, at jeg er en pæn kvinde, så hvorfor skal jeg ikke bare gøre alt, hvad jeg kan for at få det gode liv? Det at blive syg, hold kæft det er nedtur, men nu hvor jeg er kommet igennem, kan jeg også se, at jeg er vokset. Jeg har udviklet mig i stedet for at stå stille, siger Astrid, der tit får kommentaren "du er så glad – hvordan kan du være det?"

– Men jeg har jo også dage, hvor jeg er rigtigt ked af det, og det giver jeg mig selv lov til at være. Til at tude alt det jeg kan, når det rammer mig. Det giver mig en styrke til bagefter at sige, "det skal nok gå". Jeg er i live, jeg har mine børn og mine fantastiske forældre, venner og veninder. Jeg har så meget at leve for, så jeg ville da være et skarn, hvis jeg gav op. Jeg tror på det og VIL det.

Astrid Helene Larsens nye motto er taget fra en sang af Danser med drenge, som hun hørte rigtigt meget under sin sygdom.

– Den hedder "Grib chancen" og handler om, at det er dig, der har hovedrollen i dit liv og kun dig, der kan spille den. Det er det, jeg skal, det er min hovedrolle og mit liv. Jeg vil ikke sidde som gammel kone og sige "ja, nu har jeg været negativ og sur siden jeg var syg, så nu gik jeg desværre glip af det gode liv". Jeg skal tage styring, og jeg skal nok få det godt.

"Åbenheden har været min styrke, den har fået mig igennem og har gjort, at jeg har fået en utrolig støtte"

"Bare et år tidligere ville jeg have tænkt, "jeg kan ikke leve et liv uden bryster", og så stod jeg pludselig der som 34-årig – uden bryster. Det var frygteligt"

"Jeg håber da, at jeg skal møde en ny mand på et tidspunkt og tør vise mig, selvom min krop ligner en krig"

Læs Anettes historie på næste side

"JEG HAR LÆRT AT RYDDE KALENDEREN"

Kirsten Øbo, 45 år. Jordemoder.

Gift og mor til tre døtre.

Kirsten Øbo havde et godt liv med fuld fart på. Så blev hun ramt af kræft og måtte skrue tempoet helt ned. I dag har hun lært, at tid kan virke helbredende i sig selv.

For bare et år siden, gik Kirsten Øbo stadig op i, om hun boede på den rigtige måde, og om hun selv og hendes tre døtre havde det rigtige tøj på. Hovedet var fuldt af lange lister og langtidsplanlægning. Det var et godt liv med søde kolleger, gode venner, en dejlig mand og tre skønne døtre. Et liv med glæde og gang i den. Men så indtraf katastrofen. Under det daglige brusebad opdagede Kirsten Øbo en knude i brystet, og bare fjorten dage senere var hun blevet opereret for brystkræft, et bryst fattigere og på vej i kemobehandling.

– Jeg var sindssygt ked af det. Fortvivlet og krydsede hele tiden fingre for, at det var en fejl. Jeg havde hørt om et tilfælde, hvor en kvinde var blevet opereret ved en fejl, men det var det jo desværre ikke. Jeg kan huske, at jeg bare ikke VILLE! Men der var jo ikke noget at gøre. Jeg skulle.

Først fik Kirsten det ene bryst og alle lymfer i armhulen fjernet, og efter endt strålebehandling fik hun, efter eget ønske, fjernet æggestokkene også, fordi hendes kræftform havde vist sig at være østrogenfølsom.

– Jeg havde det sådan, at de skulle gøre alt hvad de kunne for at mindske risikoen for, at det kom igen. Det kunne ikke være anderledes, siger Kirsten Øbo, der ser tilbage på det seneste år som sit livs mareridt, som hun kun kom igennem, fordi hendes mand og bedste veninde var der til at passe på hende. Til at støtte og agere stødpuder mod verden.

Ensomt forløb

Noget af det sværeste var accepten. At acceptere sygdommen og angsten og ikke mindst acceptere sig selv som kræftpatient.

– Jeg vil ikke ses som kræftpatient. Jeg vil ikke være hende, man snakkede om i kaffestuen: "nej, har du hørt... Jeg vil ikke være en god historie på den ufede måde. Derfor har jeg meget prioriteret, hvad jeg ønskede at sige, og hvad jeg ikke ønskede at sige. Jeg har ikke haft lyst til at hejse flaget udadtil og sige "hør nu her...". Over for min mand og min bedste veninde har jeg skrællet af til under huden, ellers ikke. Generelt har jeg trukket mig meget socialt. Dels selvfølgelig fordi behandlingsforløbet er så hårdt, at man bare kæmper for at holde sig oppe, og så har jeg tre piger, som det har været vigtigt for mig blev mærket så lidt som muligt. Men jeg havde også svært ved at komme i større forsamlinger, for "åh nej, hvad skal jeg nu præstere?" Når man er midt i et kræftforløb, er man rigtig ensom.

Derfor vil Kirsten også råde veninder til kvinder i hendes egen situation til at holde kontakten. Også selvom den i perioder ikke bliver gengældt.

– Min egen omgangskreds har ændret sig. Nogle er faldet fra, mens andre er dukket op ud af den blå luft med tilbud om at lave aftensmad, eller "vil du med ud og gå en tur?" Når man er under behandling, er man drænet for energi og får ikke altid taget telefonen eller svaret på en sms, derfor dur det ikke, at veninderne siger, "du kan bare ringe", for man ringer ikke. Send en sms og skriv "hej". Ring og spørg, om hun vil gå en tur. Jeg er selv meget taknemmelig for, at jeg har veninder, der blev så ihærdigt ved, også selvom jeg ikke altid opførte mig venindepænt overfor dem.

Lykken er en hybenbusk

Veninderne må finde sig i, at aftaler kan blive aflyst i sidste øjeblik en rum tid endnu. For Kirsten har med egne ord lært at "leve kortsigtet", hvilket vil sige absolut ingen langtidsplanlægning.

– Jeg lever med en evig angst, som jeg fik med i købet ufrivilligt. Men jeg gik til noget samtaleterapi, hvor jeg blev spurgt, hvad jeg havde mest lyst til, og mit svar var: "at sidde i min have og kigge ud i luften og drikke kaffe", og så sagde hun "gør det" – og så gjorde jeg det. På en eller anden måde arbejder tiden positivt for mig, bare ved at jeg er i nuet. Derfor har jeg også af to omgange ryddet min kalender fuldstændig for aftaler, for at finde roen i mig selv og mærke efter, hvor jeg er henne. Jeg er blevet meget bedre til at prioritere, hvad der er godt for mig. Det nytter ikke noget, at jeg skal tre ting på en dag, for det kan jeg ikke. Jeg bekymrer mig ikke længere om det, der skete i går, for det betyder ikke noget, og jeg bekymrer mig heller ikke særligt meget om det, der skal ske i morgen. Lykken er, når jeg er ude at løbe og løber forbi en hybenbusk, der dufter dejligt. Eller at sidde på en klit på Fanø og kigge ud over vandet og tænke, "hvor er det bare fantastisk smukt". Jeg har lært at være her lige nu og yde det, jeg kan. Jeg har fået mere nærvær over for min nærmeste familie og mere nærvær over for mig selv. Jeg har lært at lytte til min mavefornemmelse og melde fra, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til. Det var jeg nok ikke så god til før. Jeg ved ikke, om jeg har en dag eller tyve at være her i – og så skal jeg ikke bruge tiden på noget, jeg ikke har lyst til.

"Under det daglige brusebad opdagede Kirsten Øbo en knude i brystet, og bare fjorten dage senere var hun blevet opereret for brystkræft, et bryst fattigere og på vej i kemobehandling"

"Jeg er blevet meget bedre til at prioritere, hvad der er godt for mig. Det nytter ikke noget, at jeg skal tre ting på en dag, for det kan jeg ikke"

"Jeg bekymrer mig ikke længere om det, der skete i går, for det betyder ikke noget, og jeg bekymrer mig heller ikke særligt meget om det, der skal ske i morgen"

"Jeg har lært at lytte til min mavefornemmelse og melde fra, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til""JEG ER BLEVET OPTIMIST"

Anette Lagerstorf, 39 år. Kundeservicechef.

Gift og mor til to drenge på 18 og 15.

39-årige Anette Lagerstorf takker hver eneste morgen for at have fået endnu en dag. Efter at have overlevet to omgange brystkræft, er livet blevet en gave, der skal værnes om.

At få konstateret kræft er slemt, men at få kræft to gange er næsten ikke til at klare. Anette Lagerstorf oplevede det, som om verden gik i stå, den dag for tre år siden, hvor hun fik diagnosen brystkræft.

– Jeg kunne ikke samle mig om noget. Det var et kæmpe chok. Kræft – det er sådan noget, der sker for naboen, det var ikke mig, det skulle ske for, husker hun sin første reaktion.

Men det største chok kom, da hun halvandet år efter operation og raskmelding fik konstateret to knuder i det andet bryst. Knuderne var en anden kræfttype og havde ikke noget med den første knude at gøre, Anette Lagerstorf havde bare været usædvanligt uheldig at blive ramt to gange i træk.

– Der troede jeg simpelthen, jeg skulle dø. Jeg var overbevist om, at det bare var et spørgsmål om tid. Jeg havde jo kæmpet den kamp en gang, og var begyndt at se fremad og gå i gang med alle de tanker om, hvad jeg skulle med mit liv – som kommer når man har været kræftsyg og set døden i øjnene – og så skulle jeg til det igen. Det var et hårdt slag.

Den første knude var blevet fjernet ved en brystbevarende operation, men anden gang valgte Anette Lagerstorf af få fjernet begge bryster, hun turde simpelthen ikke andet. Det har været vigtigt for hende at have så meget kontrol, som hun overhovedet kunne i en ukontrollabel situation. Derfor ragede hun også selv sit hår af, da det begyndte at falde af under kemoterapien.

– Det ville jeg selv beslutte – det skulle kemoen ikke have lov til.

Lader sig ikke slå ud

Forløbet har sat gang i en masse tanker hos Anette Lagerstorf. Tanker om, hvad der er vigtigt i livet og ikke mindst, hvad der skal have lov til at fylde, og hvad der er ligegyldigt. Først og fremmest er hun fokuseret på at leve sundere og passe bedre på sig selv. Anette har røget, siden hun var 13 og aldrig tænkt så meget på, hvad hun spiste. Men nu er cigaretterne lagt på hylden, og der er sund mad på tallerkenen. Det meste af tiden.

– Jeg skal være sund, så kræften ikke kommer igen. Jeg har fået et vink med en vognstang to gange.

Men det skal være en balance. Engang imellem vil jeg jo også gerne leve og have et glas rødvin og en stor bøf med ulækker sovs til. Jeg skal også nyde det, ellers bliver det en belastning. Det er blevet vigtigt for mig virkelig at leve, her og nu. Før i tiden havde jeg for eksempel en drøm om at betale vores hus ud, men nu vil jeg hellere låne penge i huset til et nyt køkken, for det er nu jeg skal nyde det. Hvem ved, om jeg er her om ti år?

Efter to omgange kræft, tager Anette ikke livet for givet så meget som et sekund. Bare det smerter lidt i storetåen, melder tanken sig "er det nu...".

– Men jeg har lavet en aftale med mig selv om, at det ikke må fylde. Selvom jeg har en masse dystre tanker indimellem, er det vigtigt for mig at bevare optimismen og være glad og tro på, at jeg nok skal komme igennem det her. Det er kommet i forbindelse med, at jeg har været syg. Jeg har sagt til mig selv, at det ikke skal få lov at slå mig ned. Jeg vil se mine børn blive gift og få børn, og jeg vil leve med min mand i mange år endnu. Før jeg blev syg, var jeg ikke optimist på den måde, jeg lod mig lettere slå ud, men det gør jeg ikke mere. Jeg er blevet fantastisk meget stærkere. Jeg ville godt have været foruden den oplevelse, jeg har været igennem, men den har gjort mig glad for at leve. Før tog jeg det bare givet at være her, nu takker jeg hver morgen helt bogstaveligt for, at jeg får lov at være her en dag mere.

Selvfølgelig kan jeg

Anette finder en stor styrke i sine venner – de gode af slagsen, der har holdt ved under hele forløbet, og ikke mindst sin familie – mand og to drenge på nu 18 og 15 år.

– Vi har fået et sammenhold uden lige som familie. Min store søn fandt på, at vi skulle have en familietatovering som er brystkræftsløjfen med vores navne skrevet ovenover, og nedenunder står der vores forbogstaver, Anette, Torben, Nicklas og Patrick – Always Together Never Parted. Han har selv tegnet tegningen, det var vigtigt for ham. Der er ingen tvivl om, at der er kommet et bånd. Vi er kommet tættere sammen, alle sammen. Også mig og min mand. Jeg har det sådan, at hvis ikke to gange sygdom kunne få os til at gå fra hinanden, så bliver vi sammen forever. Det er jeg overbevist om.

Næste projekt for Anette Lagerstorf er brystrekonstruktion til januar, og efter det måske et spring ud i livet som selvstændig. Hun har altid haft en drøm om at lave kunstige negle, og efter sygdomsforløbet, fandt hun selvtilliden til at tage et kursus. Om det munder ud i et karriereskift, ved hun ikke endnu, det hele er en proces.

– Det er en stor beslutning, og jeg er ikke klar til at tage skridtet endnu. Men jeg ved, at hvis jeg ikke havde været syg, så havde jeg slet ikke turdet drømme om det. Men nu har jeg selvtilliden. Selvfølgelig kan jeg det. Det skal jeg.

"Det er blevet vigtigt for mig virkelig at leve, her og nu"

"Jeg har sagt til mig selv, at det ikke skal få lov at slå mig ned. Jeg vil se mine børn blive gift og få børn, og jeg vil leve med min mand i mange år endnu"

"Jeg ville godt have været foruden den oplevelse, jeg har været igennem, men den har gjort mig glad for at leve. Før tog jeg det bare givet at være her, nu takker jeg hver morgen helt bogstaveligt for, at jeg får lov at være her en dag mere"

Læs Kirstens historie på næste side