"Donér" dit bryst til kunstprojekt
Vær med til at støtte kampen mod brystkræft ved at "donere" dit ene bryst til kunstprojektet "Mit Bryst".
Kunstprojektet "Mit Bryst", blev stiftet af Helle Høvelskov i 2012, og har til formål at sætte fokus på de 1300 kvinder, der hvert år dør af brystkræft i Danmark. Målet er, at værket i sidste ende skal bestå af 1300 brystafstøbninger, der skal symbolisere de kvinder, der hvert år mister livet.
I sidste ende skal værkerne sælges, og 25 % af salgsprisen går til Kræftens Bekæmpelse. Lige nu er der 260 brystværker, så derfor søger "Mit Bryst" flere medvirkende til projektet.
Sådan kan du være med
Har du lyst til at være med, kan du se hvordan på mitbryst.com. Brysterne og Helle er også til stede ved "Støt Brysterne Løbet" 15. september i Charlottenlund, hvor du kan høre mere om projektet og købe et sæt med hjem. Du kan tilmelde dig løbet her.
"Brystkræft er en vigtig sag, som desværre rammer alt for mange og det både unge og ældre. I "Mit Bryst" handler det ikke kun om at donere et beløb, men at kvinderne også skal deltage. Mange kvinder oplever dels en refleksion omkring emnet, mens de sidder og laver brystet, og flere har sagt, at de husker bedre på at lave selvundersøgelser. Historier bliver fortalt, hvad enten man selv har haft brystkræft eller kender en der har. Man får gjort sig nogle tanker. Men heldigvis så er det største budskab i de små brystværker, livsglæde, humor, og styrke. Desuden så er det en fin måde at vise fællesskab, og når man er sammen, så får budskabet langt større betydning", siger Helle Høvelskov.
Alle kvinder kan være med i projektet, uanset om man har haft brystkræft inde på livet eller ej. Du skal ud over afstøbningssættet som koster 125 kr. også selv lave afstøbningen, samt male det.
"Mit Bryst" udstilles til åbningen af "Støt Brysterne" kampagnen som afholdes i Århus d. 28 september.