Hvad virker bedst: Terapi versus anti-depressiv medicin?
Kan det i nogle tilfælde være sundere at gå i terapi end at tage medicin?
Det kommer an på, hvor deprimeret du er, forklarer Anne Lindhardt, der er psykiater og formand for Psykiatrifonden.
– Der er efterhånden meget forskning på samtaleterapi kontra medicin, og det, man kan se, er, at det giver god mening at behandle en let depression med psykoterapi frem for medicin, siger hun og fortæller, at man inden for lægeverdenen inddeler depression i tre grader: let, moderat og svær.
- Det har vist sig, at 70 procent af dem med en let depression får det bedre af terapi. Når det kommer til moderat og svær depression vil en kombination af samtaleterapi og medicin ofte være det mest effektive.
LÆS OGSÅ: 11 ting du skal vide, hvis du er ensom
– Det er kun meget sjældent, at det er nok med medicin, og derfor er anbefalingen, at der altid er et menneske at tale med, når man får medicin, siger hun og fortæller, at omkring 2/3 af dem med svær depression, oplever at blive hjulpet af antidepressiv medicin.
Og hvornår er man så deprimeret?
– Vi har alle prøvet ikke at have lyst til at stå ud af sengen i et par dage, og det er helt normalt. Man kan først tale om depression, når det har varet i over 14 dage. Folk med en let depression kan som regel godt gå på arbejde, mens det vil være næsten umuligt for folk med en moderat eller svær depression, forklarer Anne Lindhardt.
LÆS OGSÅ: Derfor hjælper det at have et kæledyr, hvis du er stresset
LÆS OGSÅ: 5 grunde til, at du taler grimt til dig selv i spejlet
LÆS OGSÅ: Sådan lærer du at tale pænt til dig selv i spejlet