Skab balance i dit arbejdsliv
Skal du vælge at præstere på arbejdet og blive den time længere eller lukke ned og bruge lidt mere tid på dig selv og dine kære? Personlig rådgiver Daisy Løvendahl guider dig til en bedre work-life-balance i en travl hverdag.
Indret din optimale hverdag
Hvad er en god uge for dig? Hvad skal der ske i løbet af en uge, for at din krop har det godt? For at du føler dig forbundet til din kæreste? Dine børn? Bedste venner og familie? For at du er med på arbejdet og synes, det er sjovt? For at du får sagt hej til dig selv og tjekket ind? Lav en liste over de elementer, og hæng den et sted, hvor du ser den, for det er din genvej til en hverdag med balance. Din udfordring er hver uge at sætte dig ned og finde ud af, hvordan du kan få plads til det hele. Inviter din kreativitet med, og hvis du kan se, at det er umuligt, så slut fred med det i visheden om, at der lige om lidt kommer en ny uge.
Gør teknologien til din ven
Du kan hade din telefon og synes, at alting var meget bedre før Facebook, eller du kan få en robot, der støvsuger for dig, og holde Skype-møder hjemme, når du har syge børn. Jeg vil råde dig til det sidste. Teknologien er ikke årsagen til, at vi ikke er nærværende nok eller arbejder for meget, ligesom sukker heller ikke er grunden til, at jeg spiser for meget chokolade. Grunden er, at jeg nogle gange tager dårlige valg. Så drop at bebrejde teknologien, og find ud af, hvordan den bliver din ven. Skriv en helt konkret liste over de muligheder, computeren, du har i din telefon, giver dig, og kryds dem af, som giver dig værdi.
Hav tid, hvor du er offline
Selvom jeg er stor fortaler for de muligheder, teknologien giver os, er jeg også meget bevidst om, hvor svært det er ikke bare at flyde med. Det er højst vanedannende at kunne kigge på den lille dims, der summer, vibrerer, sender små beskeder og lokker mig til at tro, at jeg skal se på den NU. Så tag en bevidst beslutning om hver dag også at være offline. Tag gerne beslutningen sammen med dem, du bor med. Hvilke to timer om dagen er telefoner, skærme og anden elektronik slukket, så I kan være offline med jer selv eller hinanden?
Be’ om hjælp
Det kan være næsten umuligt at få enderne til at nå hinanden, så det moderne par har brug for mere fællesskab. Om det er bedsteforældrene, den unge kusine, børnenes venners forældre eller naboskabet, der er fundamentet i det fællesskab, er op til dig. Men lad være med at tro, du skal det hele selv. Der er ikke noget smukkere end at række ud mod andre og selv give en hånd. Så den største gave, du kan give dig selv og dem, du holder af, er flere mennesker, der er en del af jeres liv. Dyrk nogle relationer, der ligesom jer ønsker mere end en kop kaffe hver tredje måned, og brug dem. Ligesom du tilbyder dem at bruge jer.
Find balancen i det lange løb
I stedet for at vurdere dig selv fra dag til dag, så se det bredere perspektiv. Balance er ikke nødvendigvis at være hjemme hver dag kl. 15 eller aldrig arbejde efter 19. Det er at kunne mærke på dig selv og dine kære, at du over længere tid er til stede i alt det, der er vigtigt for dig. Så dediker nogle dage til at give den gas med business-stiletterne. Og tag så tid til nærvær og ro andre dage, hvor du arbejder mindre og er hjemme hver aften. Har du en længere periode, hvor du arbejder igennem, så gør det med god samvittighed, og skab så mere fritid i perioden efter.
Stå ved dine valg
Når du har truffet et valg, så tag konsekvenserne af det, for det kan spare dig for mange frustrationer. Hvis du har sagt ja til at holde fødselsdag for veninderne med bobler og tjubang, når du nok ikke også at lægge sidste hånd på et arbejdsprojekt og lave matematik med sønnike dagen efter. Er det en konsekvens, du er okay med? Tag en kalender for næste uge, se på det, du skal, og spørg dig selv: Hvordan vil jeg have det, når jeg prioriterer sådan her? Er svaret, at du vil være træt, når du når onsdag, så tag konsekvenserne af det. Tag tid til at hvile torsdag eller sig nej til andre aftaler inden onsdag.
Få styr på the basics
Det er utroligt, hvor meget tid og god energi, der kan spildes med at rette dumme fejl på arbejdet eller stå med hovedet nede i supermarkedets frysedisk helt uden formål. Sæt hverdagens praktikaliteter i system, så de bare fungerer – også på de dage, hvor du egentlig ikke gider. Mange opgaver på arbejdet bliver udført lidt mere effektivt, hvis de ikke klares lige op til deadline, og ingen mennesker får mere overskud af skrupsultne indkøbsture. Genvejen til mere balance i hverdagen begynder med at få styr på det basale, for det skaber energi til det mere interessante.