Anna og Vigga Bro: "Det er forældrene, der skal lære at give slip"

De to kvinder kigger smågrinende på hinanden, mens de prøver at finde et svar på, hvordan de selv vil karakterisere deres forhold. Deres umiddelbare reaktion er "godt!", men efter lidt tid forsøger Anna sig med en uddybning.

– Hvis det nu var min datter, Agnes, så ville hun sige: "Mor, du er kærlighed, du er nuttet, du er smuk". Når der er nogen, hun godt kan lide, så siger hun bare: "Du er kærlighed". Det, synes jeg, er så fedt.

– Det er jo meget flot udtrykt i stedet for at sige "jeg elsker dig" så at sige "du er kærlighed". Det er da helt poetisk, siger Vigga, der blev bedstemor for fire år siden, og Anna siger let undskyldende:

– Som du nok kan høre, handler vores forhold meget om Agnes lige for tiden. Min mor ser jo min datter mere, end hun ser mig, fordi min datter er her en gang om ugen og sover. Jeg tror, man har forskellige faser i et mor-datter-forhold, men lige for tiden går der nok mest hjælp den her vej – igen.

I Viggas hyggelige lejlighed er der disket op med småkager, som hun og barnebarnet har lavet sammen en af de gange, hun har overnattet her. At se sin datter blive mor giver en ekstra dimension til forholdet, fortæller Vigga.

– Når man ser sin lille datter være en skide kompetent og tænksom og god mor, så tænker man: "Tænk, at hun kan det, min lille datter!" Man bliver lidt begejstret. Lidt stolt over det. Det er jo et under, at slægten går endnu engang videre. Da jeg fik Anna, var det jo stort, fordi jeg havde ønsket mig det så meget – siden jeg var 21, og jeg fik først Anna, da jeg var 43 – men da jeg fik et barnebarn, var det, som om jeg forstod historiens hjul.

Familiearven

Anna er nærmest opflasket i teaterverdenen. Som helt lille gik hun fra arm til arm under forestillingsprøver, og der er blevet sovet på mange teatersofaer, ligesom der i hjemmet blev øvet monologer og ofte talt om arbejdet.

– Teater og kunst har bare altid været måden, vi kommunikerede på hjemme hos os, fortæller Anna.

Efter gymnasiet flyttede Anna til Paris for at arbejde på et teater. Og hverken mor eller datter mener, at den klassiske drejebogsmodel på teenageoprør blev fulgt.

– Det kommer an på, hvad man forstår ved oprør, fordi alt det der med at have sindssyge frisurer og hårfarver og alt muligt... da jeg havde min lidt punkede periode, der hjalp du mig jo bare med at farve mit hår blåt, siger Anna og kigger på Vigga:

– Ja, det klædte hende vældig godt!

– Måske skulle jeg være gået i en anden retning, hvis jeg rigtig skulle have provokeret dig. Jeg kender folk, som kommer fra små flækker i Jylland, der har gjort oprør ved at flytte væk og sådan, hvor jeg tror, at vi mere er sådan nogle, der gør oprør ved, at "vi skal kraftedeme have en fornuftig økonomi, og børnene skal ikke for meget ud og ind af institutioner", siger Anna.

Når man går ind i samme branche som sine forældre, oplever man til gengæld i højere grad, at det er vigtigt at finde sin egen plads. Uafhængigt af familiearven.

– Jeg er blevet spurgt nogle gange "vil du lave et interview med din fætter eller din kusine eller din mor eller...", og så har jeg altid sagt nej, fordi jeg i starten følte, at det var den der meget store teaterfamilie, som man let kunne forsvinde ind i. Men sådan har jeg det jo ikke mere. Det, tror jeg egentlig, er meget kendetegnende for et godt forældre-barn-forhold, at man skal ud og finde sine egne ben, og så kan man faktisk komme tilbage og måske endda få et tættere forhold, end man havde, da man var barn, fordi den ene ikke er afhængig af den anden på samme måde.

Kvalitetstid

Anna fortæller, at hun ikke har den type mor, der ringer ustandselig.

– Jeg synes mere, at man ringer til dig, og så siger du: "Jeg er i Barcelona!" eller et eller andet "Forbindelsen er dårlig!". Nu får jeg det til at lyde, som om du altid er væk, sådan mente jeg det ikke. Men du har jo i høj grad dit eget liv.

– Jeg synes, det er vigtigt, at man som forældre bevarer sin verden. Når barnet er lille, så er du jo hele tiden på barnet som mor, men på et eller andet tidspunkt skal du jo give slip, ellers bliver det ulideligt – for barnet altså. Det er jo vanetænkning, hvis man tror, man hele tiden skal være der. Hvis Anna ringer og siger: "Mor, kan du ikke...?", så kommer jeg da med stor fornøjelse og vil gøre hvad som helst for at puffe tingene til side for at komme, men jeg synes, det er forældrene, der skal lære at give slip. Hvis børnene vil en noget, så ved de, hvor man er. Hellere have kvalitetstid end at have en hel masse tid, hvor man forsøger at slæbe ungen til at være nærværende, det kommer der ikke noget godt ud af.