B.S. Christiansen: "Det beriger mit liv, at jeg er sammen med en kvinde, der har sin egen mening og ved, hvad hun vil"

Udgangspunkt

– Min familie og nære relationer er mit fundament. Mit udgangspunkt. Hvis man ikke har det godt, er det svært at gå ud og gøre noget godt. Det er sådan, jeg arbejder, og det er det, jeg underviser i. Jeg har somme tider illustreret det ved at stille den dygtigste skytte op på et bord ude på skydebanen og give ham det bedste gevær og den bedste kikkert. Han kan ramme alt, hvis bordet står stille, men hvis jeg ryster bordet, kan han ikke ramme noget som helst. Og så spørger jeg ham: "Hvad er det vigtigste vi har? Er det verdens bedste gevær og kikkert? Eller er det vores fundament?" Og alle kan jo se – helt bogstaveligt – at det er fundamentet. Hvis fundamentet vakler, bruger man alle kræfterne på at holde balancen, og det er ikke det, man skal bruge sine kræfter på. Man skal bruge sine kræfter på det, man vil med sit liv. I forhold til kærlighedslivet bygger et godt fundament for mig på tillid, ordentlighed, respekt og ærlighed. Hvis de værdier er til stede og bliver efterlevet af begge, kan man stort set klare alt sammen.

– Jeg bruger tid hver dag på at skabe og vedligeholde et godt fundament. Det gør jeg ved at interessere mig for – og kere mig om – de mennesker, jeg elsker og holder af. Jeg er med til at gøre dem gode. I forhold til min hustru, Karin, opfører jeg mig ordentligt og troværdigt, så hun ved, at hun kan stole på mig. Jeg roser – ikke bare for at rose – men for at vise Karin, at jeg sætter pris på de ting, hun gør for mig og for at vise min omsorg og min kærlighed.

– Jeg er så heldig med Karin. Vi har det sindssygt godt sammen. Og vi siger faktisk til hinanden næsten hver dag: "Hvor ER vi heldige, at vi har hinanden." Det er vigtigt at huske på. Karin og jeg er også meget forskellige, men det er godt. Det beriger mit liv, at jeg er sammen med en kvinde, der har sin egen mening og ved, hvad hun vil. Jeg er sådan en, der lige skal tænke over det, hvis Karin siger mig nogle sandheder. Det skal bundfælde sig, og jeg skal have det vendt og drejet med mig selv. Og så siger jeg til hende dagen efter: "Ok, nu skal du høre, jeg har tænkt over det, og jeg har det sådan og sådan, og jeg kan godt se, at jeg har været dum." Andre gange står jeg helt fast på det, jeg har sagt eller gjort. Karin melder lige så klart ud til mig. Nogle gange får jeg at vide, at jeg er verdens største fjols. Men alligevel elsker hun mig højt. Det er vigtigt at vide, at man kan have forskellige synspunkter, uden at det overhovedet influerer på kærligheden.

B.S. Christiansen. Foto: Franne Voigt.

– Jeg kan ikke have en god dag, hvis Karin er lidt sur på mig eller utilfreds med mig, men jeg har det ikke som mange andre, der føler, at de bliver belastet af deres ægtefælle eller partner. I går var jeg f.eks. på jagt. Karin kan ikke lide, at man skyder dyr. Hun synes, det er unødvendigt, men hun accepterer, at jeg gør det. Jeg kan godt lide at være ude i naturen. I går sendte jeg et billede af den flotte vinterbøgeskov hjem til hende fra jagten. Og så fik jeg en sms tilbage med en sød besked og et hjerte. Mange andre får beskeder, hvor der står: "Hvorfor skal du nu være på jagt, mens jeg bare går rundt herhjemme?" Og det belaster et forhold. Det betyder, at man får to dårlige oplevelser. Den ene dårlige oplevelse er, at man ikke er sammen med sin familie, og den anden dårlige oplevelse er, at man gør noget, man gerne vil, men som man bliver bebrejdet for. For mig at se er det så vigtigt, at den, man lever sammen med, accepterer én, som man er, og dét, man gerne vil. Det var noget, jeg lærte som jægersoldat. Ens bagland skal være godt. Når man er ude på en mission, kan det ikke nytte noget, at man skal belastes af skyldfølelse. Men det gør mange par. Og når det sker, begynder folk at lyve. De siger: "Jamen, jeg gider egentlig ikke tage på jagt eller til fodbold, men jeg bliver jo nødt til at gøre det for de andres skyld, selvom jeg hellere ville være hjemme hos dig, skat." Men det er jo løgn. Karin og jeg ser det at savne som noget positivt. Tænk, hvis man ikke havde nogen

at savne!

Vendepunkter

– Jeg har to store vendepunkter. Det ene var, da jeg mødte Karin. Og det andet var, da jeg forlod Jægerkorpset. Jeg mødte Karin i 1997, hvor jeg slet ikke var kendt. Jeg arbejdede med at lave sikkerhed på spillefilm og tv-programmer, når jeg afspadserede fra mit job som jægersoldat. Jeg var i gang med programserien "Vovehalsene", da jeg mødte Karin ude på Nordisk Film. Jeg var den, der sørgede for, at der ikke skete noget under optagelserne. Jeg havde levet alene et par år på det tidspunkt, og det var slet ikke planen, at jeg skulle møde en ny kvinde. Men så var Karin der bare. Og det skulle bare være os. Jeg kunne mærke, at hun ville være sød ved mig, og at hun ikke ville lave mig om. Jeg havde det som om, jeg havde kendt hende altid. 

B.S. Christiansen. Foto: Franne Voigt.

– Der er en vis aldersforskel på Karin og mig, men jeg går ikke op i alder. Det er uvæsentligt. Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke går op i fødselsdage. Jeg siger, at hver dag er en fødselsdag. Jeg har været ude og besøge nogle afrikanske stammer langt væk fra turistområderne, og de aner ikke, hvornår de er født. Det betyder ikke noget for dem, for de lever NU. Sådan har jeg det også. Der er mange, der bliver belastet af deres fødselsdag, og hvorfor skal man så gå og spekulere over det? Det er klart, at det havde en betydning for Karin, da vi mødte hinanden, for jeg havde allerede børn, og hun ville gerne have børn. Jeg ville også vildt gerne have flere børn, så det var ikke noget problem, men det var vigtigt, at vi talte om det fra begyndelsen. Jeg oplever mange, der glemmer at afstemme forventninger, inden de bliver gift. Først når de har været sammen i nogle år, begynder de at snakke om, hvad de egentlig gerne vil med deres liv. Men vi har kun et liv, så det er vigtigt, at man får talt om de ting fra begyndelsen, så man ved, om man vil det samme. 

– At møde Karin var det, der motiverede mig til at forlade Jægerkorpset. Jeg fandt ud af, at jeg ville noget andet. Jeg havde været operativ jægersoldat og havde været et halvt år i Sarajevo bl.a. i forbindelse med den internationale indsats for at fange krigsforbrydere, mens jeg kendte Karin. Men da jeg kom hjem, kunne jeg pludselig ikke længere være operativ. Jeg skulle have administrative opgaver og forfremmes. Men det var slet ikke mig. Jeg ville noget andet. Systemet dengang var sådan, at jeg ikke selv kunne vælge at fortsætte som operativ, så selvom jeg ikke havde troet, at jeg nogensinde skulle forlade Jægerkorpset, så sagde jeg op i 2001 efter 28 år. Jeg fik nogle gode jobtilbud som sikkerhedschef, men jeg sagde nej. Jeg skulle ikke være ansat. Det havde jeg prøvet. Jeg ville selv bestemme, og det har jeg gjort lige siden.

– Jeg viste ikke, hvad jeg ville arbejde med, men pludselig dukkede Bjarne Riis op, og så hjalp jeg ham med at bygge verdens bedste cykelhold op. Det var vi fire år i træk i de ti år, jeg var på holdet, og det var jeg meget stolt af. Samtidig begyndte jeg at lave tv-programmer. Man skal turde gribe de muligheder, der er og ikke tro, at man skal tage en uddannelse for livet. Jeg startede med at være elektriker, og siden har jeg lavet så mange andre ting. Alle mine tv-programmer handler om mennesker, der udvikler sig. Det, jeg kan, er at få folk til at reflektere. Og så giver jeg dem lysten, modet og motivationen til at skifte spor og til at tro på, at det godt kan lade sig gøre. For nylig kom en nydelig dame hen til mig og sagde, at jeg var skyld i, at hendes og ægtefællens liv var lavet om. Nå, sagde jeg, jeg håber da ikke, at det er noget dårligt? Og nej, det var det ikke. Hun og hendes mand havde siddet og set mit program ”Ægteskabsprøven”, hvor jeg stillede deltagerne forskellige spørgsmål: Lever du det liv, du gerne vil? Hvad vil du gerne lave om? Og hvordan vil du gøre det? Kvinden fortalte mig, at hun havde kigget på sin mand og havde spurgt ham: ”Lever du det liv, du gerne vil?” Nej, det gjorde han ikke, og det gjorde hun heller ikke. ”Skal vi så ikke begynde på det?”, spurgte hun. Og det gjorde de. De solgte huset, flyttede ud på landet, og de har aldrig været mere lykkelige.

Det bløde punkt

– Det er mine børn. Og Karin selvfølgelig. Jeg er meget sårbar i forhold til mine børn, og jeg ser aldrig film, hvor børn kommer til skade, for det minder mig om min egen sårbarhed. Mange tror, at BS’ børn står ret og går i takt. Det gør de overhovedet ikke. Jeg forsøger at opdrage med et godt eksempel, og jeg råber heller aldrig af dem. Måske er jeg i virkeligheden lidt for blød overfor mine børn, ha, ha…

– Vores yngste søn, Peter, er en fuldstændig kopi af mig. Det har jeg lidt svært ved at stå for. Forleden dag skulle jeg hjælpe ham med noget med computeren, og så sagde jeg: ”Peter, sid nu stille.” Hvortil han svarede: ”Jamen far, du har jo selv sagt, at jeg er lige som dig, og du havde også ild i røven som barn!” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg kunne måske godt presse mine børn noget mere, men jeg tror på, at jo mere kærlighed og omsorg de får, jo mere trygge er de, og jo bedre kommer de til at klare sig i verden.

– Alle de dage, hvor jeg er hjemme, følger jeg Peter i skole. Hånd i hånd. Og jeg går helt med ind i klassen, snakker lidt med hans klassekammerater og sidder somme tider lidt i hjørnet og lytter til, hvad drengene snakker om. Når jeg kigger på deres adfærd, får jeg et tydeligt indtryk at, hvordan Peter interagerer med de andre, og det går jeg meget op i. Og jeg bliver glad, når jeg kan se, at han har det godt med sine kammerater.

– Jeg er ikke en hård mand. Tværtimod. Jeg er på toppen, fordi jeg er en blød mand. Når jeg træner ledere, siger jeg altid, at hvis man er en hård, præcis og konsekvent leder, som samtidig også er hård indeni, så er man livsfarlig.

– Hvis jeg møder en erhvervsleder, som udøver leading by fear, så tænker jeg altid, at det er fordi, han har det ad helvede til og skal vise sig som en macho, der træffer beslutninger bare for at demonstrere, at han kan. Og det er livsfarligt. Men hvis man er hård, præcis og konsekvent udenpå og blød indeni, så er den rigtig konstellation. Når jeg står derude og siger, "nu hører I godt efter, nu gør vi sådan og sådan", så kan jeg være virkelig konsekvent og benhård. Men det kan jeg kun, fordi jeg har mine følelser med. Jeg får tårer i øjnene af mange ting, men når jeg står med folk, jeg skal lede, så kan jeg være så fuldstændig knivskarp, at folk tænker: Han har ingen følelser. Men det er lige præcis det, jeg har.  

Højdepunkter

– Jeg har mange højdepunkter. De største er, da mine børn kom til verden, da jeg mødte Karin og da jeg blev jægersoldat. Og i al beskedenhed, da jeg blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. Men højdepunkter for mig er også hver gang, jeg har opnået et resultat, f.eks. når jeg har taget en uddannelse. Det kan man godt komme til at glemme. Da jeg stod med mit svendebrev som elektriker, er du gal, hvor var jeg stolt! Eller da jeg var uddannet jægersoldat som 20-årig – wauw! Eller da jeg i 1978 var på den sindssygt hårde Rangerskole i USA og omsider fik det rangermærke til uniformen, som der ikke er så mange, der har. Jeg følte jo, at jeg kunne gå på vandet. Men så går der nogle år, og så tager man det bare for givet. Så ER man jo det. Elektriker. Jægersoldat. Ranger. Jeg siger tit til folk: ”Det handler ikke om, hvem du VAR, det handler om, hvem du ER.” Og derfor kan jeg godt lide ordet højdepunkter, for det var jo netop højdepunkter for dig engang, men du skal ikke dvæle ved dem. Man udvikler sig jo. Når folk siger til mig, at de har været gift med den samme i 30 år, så siger jeg: ”Det håber jeg da ikke!” For du er da ikke det samme menneske. Du har udviklet dig. Jeg er ikke den samme, som da Karin mødte mig, jeg har udviklet mig sammen med hende og i takt med, at vi har fået børn. Jeg udvikler mig også med mit job, og jeg forsøger at tilpasse mig den verden, vi lever i nu og her.

B.S. Christiansen. Foto: Franne Voigt.

Nulpunkter

– For nogle mennesker er nulpunktet der, hvor man er helt nede på bunden. Men for mig handler nulpunkt om at nulstille. På samme måde, som jeg resetter min computer, hvis den pludselig ikke fungerer ordentligt. I går, da jeg sad ude i skoven på jagten, fik jeg nulstillet mig selv. Det gør jeg ved at reflektere over tre ting: Lever jeg det liv, jeg gerne vil leve? Hvad vil jeg gå hjem og lave om på, hvis der er noget, der ikke fungerer? Og så kommer den svære: Hvornår og hvordan gør jeg det? Jeg kan jo sagtens sidde og tænke, at jeg vil være mere glad eller blive bedre til at sige nej til opgaver. Men hvordan gør jeg det? Og hvornår? Det er en aftale, jeg skal lave med mig selv. Og det kræver en efterfølgende aktiv handling. Det kan f.eks. også være, at jeg skal sige undskyld til en. Eller, at der er noget, jeg har dårlig samvittighed over, jeg ikke har fået gjort.

– Jeg synes faktisk, at jeg er rimelig god til at få gjort de ting, jeg beslutter. Måske handler det også om, at jeg ikke føler, jeg skal bevise noget. Jeg skal være noget. Når man er ung, føler man ofte, at man skal bevise en masse ting. Det oplever jeg også, når jeg arbejder med elitesportsfolk. Jeg siger tit til dem: ”Lad nu være med at gå ud og bevise noget, prøv i stedet at gå ud og være noget.” Og for at være noget, skal jeg i hvert fald være nulstillet, for så er jeg mere i balance. Man kan tænke på en mælkekarton. Hvis man hælder den liter ud, der er i kartonen, er der plads til en ny liter. Og engang imellem er det godt lige at rydde op og få langt tingene ind på de rette hylder i hovedet og få plads til noget nyt.

Kontrolpunkt

– Jeg er et kontrolmenneske. Somme tider bliver jeg spurgt, om det ikke er at svært at være sådan en ”kontrolfreak”? Men nej, det er lige præcis det modsatte. Tænk, hvis jeg ikke havde kontrol. En forudsætning for at styre derhen, hvor man gerne vil, er, at man er i kontrol. Og så er der nogle mennesker, der tror, at det er kedeligt at være i kontrol, men det er det ikke. Jo mere man har styr på tingene og har kontrol, jo mere kreativ, fantasifuld, impulsiv kan man være. Det værste er da at være ude af kontrol. Nu er jeg jo uddannet pilot, og det værste, der kan ske for en pilot, er at komme ud af kontrol. Og jeg ser mig selv som pilot i mit eget liv.

– Jeg tror, at mange ikke helt forstår, hvad kontrol er. Det bliver tit opfattet negativt. Jeg drikker mig f.eks. aldrig fuld til fester, for så mister jeg kontrollen. Er det så ikke kedeligt, spørger folk? Nej, jeg laver lige så meget sjov, som alle de andre, jeg er bare ikke fuld. Jeg kommer ikke ud i en situation, som jeg ikke kan klare, fordi jeg ikke har kontrol. Og jeg tror bare, mange misforstår det lidt. Forestil dig, at du er kaptajn på et sejlskib en mørk nat. Det er uvejr, det er dig, der styrer, og du har andre mennesker ombord. En af de unge knægte kommer hen til dig og siger: ”Nå skipper, hva’ så?” Hvis jeg var skipper, kunne jeg godt finde på at svare: ”Jeg ved ikke lige, hvor vi ender henne, jeg ved heller ikke, hvor vi er, men vi skyder fandeme en god fart, og jeg har styr på mit skib.” Folk tror, at et menneske i kontrol er et menneske, der altid ved, hvor man skal hen, men det gør jeg ikke. Det er netop det, der gør det spændende. At jeg somme tider kommer derhen, hvor tingene nu bringer mig. Men jeg har fandeme styr på mit skib undervejs!

– Det har reddet mig mange gange at have kontrol, og det har også reddet andre. For nylig skulle jeg til Østrig, og jeg sætter mig ned bagerst i flyet. Jeg bestiller altid plads der, så jeg kan holde lidt øje med, hvad der sker ombord. Der kommer et svensk par og sætter sig ved siden af mig, og jeg lukker øjnene for at sove lidt. Pludselig hører jeg, at der er en, der skriger helt vildt. Jeg tænker, ”okay, så skal vi sgu i gang”. Det er den svenske mand, der er helt bevidstløs, og konen skriger og forsøger at give ham kunstigt åndedræt, mens han sidder i sædet. Det virker jo ikke. Jeg tager hårdt fat i nakken på ham, for at se, om han reagerer, det gør han heldigvis, og sammen med stewardessen får jeg ham ned på gulvet og får ham tilbage. Men tænk nu, hvis jeg havde fået flere sjusser og var ude af stand til at gøre noget! Nej, sådan vil jeg aldrig have det, jeg vil være klar til at gøre det, der skal gøres.

B.S. Christiansen. Foto: Franne Voigt.

Endepunkt

– Ja, det er jo et lidt barskt punkt. Men for mig er det tydeligt nok. Det slutter. Det er rart, at de fleste af os ikke ved, hvornår det hele ender, men jeg synes, det er vigtigt at fokusere på, at endepunktet kommer på et tidspunkt. Det er også vigtigt for mig, at jeg har styr på, hvad der skal ske, når jeg ikke er her længere. Så det ikke bliver sådan, at mine efterladte skal stå og tænke, hvor skal vi nu begrave ham? Karin og jeg er gode til at snakke om de ting. Vi har styr på, hvor og hvordan det skal foregå.

– For mig er endepunktet også en motivation til at bruge livet, mens jeg har det og gøre de ting, jeg drømmer om. Det nytter ikke noget at vente. Jeg tror ikke på et liv efter døden, men jeg tror på, at der er noget, der er større end os. Jeg talte med præsten, da Karin og jeg skulle giftes, og hun spurgte, hvad jeg troede på? ”Hmmm, egentlig ikke noget”, svarede jeg. Men hun sagde: ”Du må tro på noget?” Og ja, alle, der har været i livsfare tror på noget. Når man er derude, hvor man tænker, at nu er der ikke mere tilbage, så er man nødt til at bruge troen. Så jeg sagde til præsten: ”Jeg tror på Den Store Jæger.” Han har altid reddet mig. Ham talte vi altid om i Jægerkorpset. ”Den Store Jæger”. Og så sagde præsten: ”Det er den samme”. Altså den samme som Gud. Hvortil jeg svarede: ”Det er godt nok fedt at vide, at Gud har været jægersoldat”, ha, ha.