Skal jeg blive i mit iskolde ægteskab?
I takt med at vores datter er blevet ældre, er det gået op for mig, hvor forskellige min mand og jeg er. Han lægger mig is, når vi er uenige og er generelt uengageret i vores ægteskab. Når jeg har forsøgt at starte samtale og tale om tingene, svarer han kun kortfattet, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om ægteskab fyldt med forskelligheder
Jeg er en kvinde på 50 år, gift og mor til en datter på 17.
Mit problem er, at jeg ikke trives i mit ægteskab.
Jeg kommer selv fra en opløst familie, så jeg ved ikke, hvordan ”en rigtig” familie skal være. Min mand er meget dominerende, egoistisk og har svært ved at udvise empati. Han lever sit eget liv med karriere og sport, og vores datter og jeg indordner os altid efter ham. Jeg har været hjemmegående i alle årene, da vi i perioder har boet i udlandet grundet min mands job.
Jeg har altid drømt om, at vi lavede ting sammen som familie, men det har aldrig interesseret min mand. Efter arbejde, tager han direkte ud for at spille golf eller går i svømmehallen uden at give besked om, hvad tid han kommer hjem. Det samme sker i weekenderne, hvor han sjældent er hjemme. Vores datter er nu så gammel, at hun har sit eget liv.
Jeg oplever her, at mit ægteskab for alvor er i krise, for min mand og jeg har intet tilfælles. Hvis vi går en tur, går han altid foran mig, beder jeg ham om at sætte farten ned, bliver han vred. Hvis jeg gør noget, han ikke er enig med mig i, lægger han mig på is og taler ikke til mig i flere dage. Det er ubehageligt, og det påvirker også vores datter. Når jeg forsøger at tale med ham om vores problemer, afviser han mig og går sin vej.
Nu er jeg kommet i kontakt med en gammel kæreste, som jeg ses med som ven. Han er fraskilt, men er i et forhold, som han ikke mener vil holde. Han siger, at jeg er hans livs store kærlighed, og jeg føler mig selv tryg og respekteret i hans selskab, han er alt det, min mand ikke er. Nu ved jeg ikke, om jeg skal blive i mit ægteskab og samle mod til at tale med min mand? Eller skal/tør jeg satse på ham den anden, der gør mig så glad?
Vibeke Dorph råder til samtale
Før du flygter fra dit ægteskab til fordel for en mand, du dybest set ikke kender, så skal du gøre noget andet: Hold fast i den sunde frustration, du mærker i forhold til din mand og jeres ægteskab og ager på den. For jeg forstår godt, at du ikke trives, som tingene er nu. Det virker jo til, at din mand slet ikke forstår, de følelsesmæssige og sunde behov, du og de fleste andre forventer indfriet i et forhold.
Nu indeholder et ægteskab ganske meget praktisk logistik. I har således også igennem tilværelsen indrettet jer, så din mand har tjent pengene, mens du har taget dig af familien. Jeres barn er nu ved at være voksen, og du kan derfor mærke alle de ting, der mangler i jeres fælles liv. Det virker ikke til at være tilfældet for din mand, men før du tager dit gode tøj og går, så giv ham chancen for at vågne op.
Tag derfor hul på en løbende samtale med ham om jeres ægteskab og lad her være med at anklage ham, for husk på, du har også selv et ansvar for, at jeres ægteskab er kørt af sporet. Fortæl ham i stedet, hvad du savner, og sig, at du ikke kan leve med, at tingene fortsætter som nu og giv ham så mulighed for selv at fortælle, hvad han tænker. Igen, der skal to mennesker til at skabe et godt forhold, så det er ikke kun din mands ansvar, at det sker. Jeg tror f.eks. at du har et arbejde at gøre med hensyn til dit eget liv, og det, du fremover fylder i det.
Foretrækker din mand at fortsætte sin stivstikker tilværelse, kan han ikke selv se behovet for ændringer, og vil han ikke kæmpe for jer, så synes jeg helt sikkert, at du skal se at komme videre, før du dør af kulde.
Lad dog være med i første omgang at kaste dig i armene på den anden mand, for det er ikke løsningen. Du skal først lære at stå på dine egne stærke ben og skabe dig en god tilværelse. For først, når vi kan det, er vi i stand til at træffe de sunde og helt rigtige valg for os selv og vores fremtid.