Camilla kæmper med psykisk sygdom men fik hjælp til at komme på ferie med sin søn: ”Jeg var tæt på at fortryde”
Camilla Jensen har det svært i hverdagen, så da hun fik tilbudt at komme på ferie sammen med sin søn med Dansk Folkehjælp, gik hun næsten i panik, for kunne hun klare det? Det blev en uge, hvor solen på mere end en måde skinnede fra morgen til aften, og som kom til at gøre en positiv forskel for dem begge.
Sidste sommer fik Camilla Jensen, 40 år, og hendes søn, Emil, en oplevelse, de meget sent glemmer.
For første gang kom de på en ferie, som var så vellykket, at de stadig glæder sig over den.
"Faktisk begyndte det med, at jeg søgte julehjælp hos Dansk Folkehjælp. Jeg vil helst klare mig selv, så det er ikke noget, jeg går rundt og praler af, men jeg var glad for støtten, da jeg havde brug for den," siger Camilla, som er alene med Emil på 11 år og sin datter på 14, som ikke medvirker i artiklen.
Da Camilla hentede julehjælpen, kiggede repræsentanten for Dansk Folkehjælp på hende og spurgte: ”Sig mig, skal du ikke på ferie med dine børn?”
Siden sine teenageår har Camilla kæmpet med psykisk sygdom, og hun fik tilkendt førtidspension som 26-årig. – Min socialangst gør, at jeg har svært ved at være sammen med fremmede mennesker. Men for børnenes skyld besluttede jeg at sige ja tak til det gode tilbud.
Ferien skulle foregå i Landal Strandpark Middelfart, og Camilla, børnene og alle de øvrige familier blev hentet på opsamlingssteder i bus.
"Jeg var tæt på at fortryde, men fra det sekund, jeg satte mig ind i bussen, skete der noget, der gjorde hele min ferie god. Jeg kom til at sidde ved siden en kvinde, der hjalp mig. Hun læste mig som en åben bog og var så hjertevarm," siger Camilla.
Med i fællesskabet
Undervejs købte deltagerne ind for det gavekort, der var en del af feriehjælpen. Camilla havde skrevet en indkøbsliste hjemmefra, så hun var klar, da bussen nåede feriecenteret i Middelfart.
"Da vi fik overrakt en nøgle til vores egen hytte, blev vi så overvældede! Hytten var beregnet til seks personer, og da vi kun var tre, fik vi hver vores værelse. Vi havde også vores egen terrasse. Det var så luksuriøst," siger Camilla og kaster et blik rundt i sin lille lejlighed i Dianalund.
Hun tilføjer det allerbedste:
"I hytten lige ved siden af kom min nye veninde og hendes to sønner til at bo."
Da familien havde sat taskerne fra sig, opdagede Emil, at der var pool, endda både en indendørs og en udendørs. Og lykkelig var han.
"Jeg eeelsker pool," siger Emil og svæver henført tilbage i tankerne.
Han fandt sammen med de to nabodrenge, som heldigvis delte hans begejstring.
Camilla indskyder til Emil:
"Ja, jeg vidste præcis, hvor jeg kunne finde dig på resten af ferien."
Hver dag arrangerede de frivillige fra Dansk Folkehjælp aktiviteter i en time til halvanden, som feriegæsterne forventedes at deltage i.
"Vi ville da også gerne være med. Vi spillede rundbold, og vi spiste sammen. Og vi var på kreaværkstedet og puslede med perler, malede og lavede smykker. Børnene, hvoraf en del havde særlige behov, hyggede sig så godt med hinanden, at de på et tidspunkt hellere ville lege sammen. Så til sidst sad vi voksne tilbage og klippe-klistrede til den store guldmedalje," siger Camilla med et smil.
Hjertevarme hjælpere
Vejret var lige til topkarakter hele ugen. Det samme var oplevelserne.
"Vi var alle på sådan en god tur til Odense Zoo," fortæller Emil og viser stolt et foto, hvor han er malet i ansigtet som et dyr.
Camilla undrer sig stadig over, at familien bare blendede så godt ind:
"Det tog helt fusen på mig, at vi kunne være så sociale. Men vi blev mødt med så meget hjertevarme fra de frivillige fra Dansk Folkehjælp. De havde forståelse for vores forskelligheder, og det var ok, hvis vi fik behov for lige at trække os tilbage og holde en pause."
Fantastisk var det for Camilla at se, hvordan Emil hyggede sig med mennesker, han aldrig havde mødt før:
"Han fik så meget ros af de frivillige, fordi han var så sød og hjælpsom overfor de andre børn. Det varmede virkelig mit hjerte."
Camilla holder stadig kontakt med sin nye veninde, hvilket er et lyspunkt i hendes hverdag.
Familien taler jævnligt sammen om alle de gode oplevelser på ferien. Og også denne sommer, bliver der uden skabt nye ferieminder for den lille familie:
"Emil vil så gerne afsted igen, så han har overtalt mig til at søge Dansk Folkehjælp. Vi har fået lov til at komme med, og denne gang skal vi til Jylland. Det glæder vi os meget til," siger Camilla.
Hendes søn nikker energisk. Han har allerede snorkel og dykkerbriller klar.