Ferieflirt: Jeanette mødte sin Barry på en ferie med sine forældre: "Jeg syntes, han var hylende morsom"

Setuppet lignede et manuskript til en klassisk, uforpligtende ferieflirt: Der var gang i den i baren på det feriested, hvor 18-årige Jeanette var på camping med sine forældre. Musikken var tarvelig "lørdag aften-diskoteksmusik", og fyren, som fik øje på den danske pige i baren, var dykkerinstruktør for sæsonen. Det begyndte også som en sjov aften med grin og snak og store fadøl, men kemien var så god, at det fortsatte i alle dagene den efterfølgende ferieuge og via breve og telefonopkald, da ferien var slut. Efter to år på langdistance følte Jeanette og Barry sig overbevist om, at de kunne få forholdet til at holde og flyttede sammen i England, hvor de stadig bor med deres to drenge på 14 og 11 år.

Hvornår tænkte I, at det kunne være mere end en ferieflirt?

Barry: – Når man er på ferie, er man mere afslappet, og det er meget almindeligt med en flirt, men vi lavede rigtig mange ting sammen i den uge, vi havde, før Jeanette skulle hjem. Alligevel tænkte jeg, at hun måske ville glemme mig, når hun kom tilbage til virkeligheden.

Jeanette: – Men så ringede Barry og sagde, at han skulle til Danmark og besøge nogle venner i Århus, og at han tænkte, at han kunne komme forbi. Vi sagde farvel med et "lad os holde kontakten", og vi tænkte begge, at det måske kunne blive til noget og måske ikke. Jeg var glad for at have haft en rigtig god tid sammen, og jeg ville rigtig gerne se ham igen, men det ville også være okay, hvis det ikke blev, men så ringede han. Det var et par måneder senere imod slutningen af sæsonen, og indtil da havde vi ringet sammen og skrevet breve. Det var før mobiltelefoner.

Barry: – Jeg kom forbi, og så fortsatte det sådan set fra, hvor vi slap i Spanien. Jeg tog videre til Århus og kom så tilbage til København, inden jeg skulle tilbage til England, fordi sæsonen var slut i Spanien. Vi fortsatte med at ringe og skrive sammen, og vi tænkte begge, at det måske kunne føre til noget. Det var specielt.

Hvordan kunne I holde kærligheden i live i på langdistance i to år?

Jeanette: – Brevene hjalp. Når vi savnede hinanden, og vi ringede sammen, sagde vi "kan du ikke skrive til mig?".

Barry: – Vi besøgte også hinanden, og da jeg var i Spanien igen den næste sæson, kom Jeanette ned og var der i 14 dage. Hvis man ved, at man kan overleve et langdistanceforhold, så tror jeg, man ved, at man kan få det til at fungere.

Jeanette og Barry. Foto: Privat.

Hvad faldt I for hos hinanden?

Jeanette: – Med Barry var det hans humor. Jeg syntes, han var hylende morsom. For mig er det virkelig tiltrækkende, når nogen kan få dig til at grine. Han fik mig til at føle mig tilpas og tryg, og vi havde det bare sjovt sammen.

Barry: – Altså Jeanette stod der med en halv liter fadøl, og jeg tænkte, at det var anderledes, ha ha. Men hende havde jeg lyst til at tale med, og vi grinede og klikkede med det samme. Der var bare en kemi der.

Hvordan var det at flytte sammen efter to års langdistanceforhold?

Barry: – Når man korresponderer via breve, tror jeg, man åbner lidt mere og kommer til at kende hinanden virkelig godt. Man åbner sit hjerte mere, når man kommunikerer via breve og telefon, så jeg vidste allerede, før vi flyttede sammen, at det her var rigtigt. Så prøver man bare at finde en måde, man kan være sammen på. Jeanette havde til at begynde med sine studier, hun skulle gøre færdig, og jeg havde et job i Spanien, så der var selvfølgelig lidt "vil det virke?", men inderst inde tror jeg, at man ved det, når det er rigtigt.

Jeanette: – Vi havde en god kemi og havde det sjovt sammen.

Barry: – Ja, vi fik hinanden til at grine, og det, tror jeg, var nøglen. Du ved, man siger, at der skal være lidenskab og romantik – altså det var romantisk, men vi fik hinanden til at grine, og det var det afgørende. Kulturen er så anderledes med danske piger. En af de første ting, jeg kan huske, var, da Jeanette lige var kommet herover, og hun bestilte en pint på pubben. Det var ikke noget, en engelsk pige ville gøre. Jeanette kunne altid matche mig, når det kom til at drikke, ha ha.

Hvad sagde familien og vennerne?

Jeanette: – De så, hvor glade vi var sammen, så jeg tror, de forstod,

at vi måtte være sammen. Vi klikkede, og jeg tror endda, at nogle af vores venner misundte os på en god måde, fordi vi så åbenlyst havde noget særligt sammen. De fleste var meget glade på vores vegne.

Barry: – Jeg tror, at Jeanettes forældre accepterede det, men at de samtidig var lidt bekymrede for, om det nu var seriøst for deres lille pige at bruge tid sammen med en engelsk strandfyr. Ville det nu holde?

Jeanette: – Jeg tror bare, de var lidt bekymrede og ønskede det bedste for mig, og de var selvfølgelig også kede af det, da jeg flyttede til England. Det er ikke rart at rejse og vide, at man sårer sine forældre. Det var det sværeste ved at flytte, og jeg kan stadig føle mig lidt trist ved at være rejst væk, men det er den pris, jeg har betalt. Man går selvfølgelig glip af en masse med familie og venner, polterabender og så videre, men det er blevet nemmere at holde kontakten nu med de sociale medier. Men jeg blev nødt til at tage af sted, for ellers ville jeg for evigt tænke "what if?". Og heldigvis gik det!

Er det specielt at mødes på en ferie?

Jeanette: – Nej, jeg tror, det ville have været det samme, hvis vi havde mødt hinanden på et kontor eller hvor som helst.

Barry: – Man hører om mange ferieflirts, der ikke fører til noget, men vi ville begge to have det til at virke.

Jeanette: – Hvis man vil have det til at lykkes, så får man det til at ske.

Barry: – Man skal gøre en indsats. Det ville have været nemt bare at gå tilbage til hverdagen, men vi ville begge to inderst inde have det til at fungere, så det fik vi.