Lærke Bagger fandt en fyldt kurv hos sin afdøde far – og indholdet kom fuldstændig bag på hende
Strikdesigner Lærke Bagger har fundet ud af, at hun kan strikke smerten ud. Det er blevet til en ny strikkebog, som samtidig fortæller historien om det komplicerede forhold, hun havde til sin far.
I oktober 2016 var Lærke Baggers far indlagt på Rigshospitalet. Han var i behandling for lungecancer, men både han og Lærke vidste, at han ikke havde langt igen.
En dag, da Lærke var på besøg på patienthotellet, hvor han boede, gik de en lille tur og endte på en bænk, der stod lige foran den hospitalsstue, hvor Lærke ni måneder tidligere havde født sit første barn, datteren Lulu. Igennem hele sin opvækst og ungdom havde Lærke drømt om en eneste ting: Sin fars anerkendelse. Og den dag foran Rigshospitalet kom den endelig.
"Min far var konfus en stor del af tiden på grund af al den medicin, han fik, men der på bænken var han helt klar i et øjeblik. Han tog et billede frem af sin mormor, min oldemor, og begyndte at fortælle mig, hvor sej en kvinde, hun havde været.
Pludselig tog han om mig – noget han ikke havde gjort i mange år – og sagde: ”Du minder mig meget om min mormor, hun gjorde heller aldrig, hvad der blev sagt, og heldigvis for det. Jeg er så stolt af, at du er din egen, Lærke. Bare vi havde fået noget mere tid sammen.” Jeg begyndte at græde, og så – sekundet efter – var min far ”væk” igen. Men der var et lille bitte, bitte, bitte vindue, hvor han endelig fik sagt det, jeg havde ønsket altid. At han var stolt af mig. To måneder senere var han død."
Lærke bliver stærkt berørt, da hun nu, syv et halvt år senere, fortæller om det øjeblik, der ændrede alt, og selvom hun samtidig siger, at det jo slet ikke var nok kun at få farens anerkendelse den ene gang, så bærer hun den med sig i hjertet. Lærkes mor fortalte hende efterfølgende, at farens mormor var det menneske, han elskede og respekterede allermest, og det gav sammenligningen endnu større værdi.
Historien om faren er blot en af mange, som danner grundlag for den bog, Lærke er aktuel med. 'Strik 2' hedder den, og ja, det er en strikkebog fyldt med Lærkes kreative og vilde designs. Men bogen er også Lærkes opgør med faren og ikke mindst hendes tilgivelse. Både af faren og af sig selv. For hun er helt bevidst om, at hun også har fejlet i deres relation, og at de begge var alt for fokuserede på det, der skilte dem ad, i stedet for at holde blikket rettet mod det, der bandt dem sammen. Hun håber, at bogen og hendes historie kan hjælpe andre til ikke at begå de samme fejl, som hun og hendes far gjorde.
Lærke har altid været helt vild med tøj, og det er nok derfor, at hendes første minde om faren handler om hans tøj.
"Han havde altid skovmandsskjorte, lædervest og stonewashed jeans på. Og så ”trassere”. Træsko. Han var sygeplejerske, og på arbejdet havde han hvide sygehustrassere på, og så de rigtige sorte trassere, når han var hjemme. Vi boede i udkanten af Aalborg, men min mor og far gik fra hinanden, da jeg var omkring et halvt år. Min mor flyttede, og min far blev boende i huset. Da jeg var tre-fire år, flyttede han med sin nye kæreste ud i et hus, der lå i en æbleplantage.
Jeg var hos min far hver anden weekend, og resten af tiden boede jeg med min mor i byen. Hos min far var der høns og ænder, og jeg havde mine egne kyllinger. Et af mine første minder med min far er, at jeg var ude og hente æg med ham. Da jeg var fem-seks år, viste han mig og min fætter, hvordan man kunne drikke mosten fra gærede æbler ved ligesom bare at vride dem som en karklud ned i munden. Uden tanke for, hvor mange orm og alt muligt, der var i saften, og at den var gæret, så man kunne blive skidefuld af det.
Hjemme hos min mor og Henning, som min mor fandt sammen med, da jeg var seks år, legede jeg med Barbier og elskede at dimse, tegne og sy. Alle de ting, som min far ikke syntes var fedt. Så jeg havde følelsen af, at jeg var to forskellige personer. Selvom jeg var meget lille, havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg skulle passe ind i det liv, min far levede, når jeg var hos ham. Men jeg var – og er – bare slet ikke shelterturstypen. Og det var min far. Primus i rygsækken, noget fornuftigt tøj, vandresko og så op på et bjerg for at se, hvad der sker. Og på samme måde med æbleplantagen.
Hvis man er den slags barn, der elsker naturen og at være ude, var det jo et vidunderligt sted at kunne boltre sig. Jeg måtte være alle steder i plantagen undtagen inde i mosteriet med alle maskinerne, og jeg kravlede op på traktorer og i træer, fra jeg var helt lille. Men jeg syntes bare, at det var federe at lege med Barbie og at dimse, tegne og sy. På et tidspunkt ønskede jeg mig en Jasmin-Barbie, men min far gav mig en snittekniv, en sættekasse og en udstoppet harekilling."
Hun holder en pause.
Annonse
"Og jeg ville bare gerne have den Jasmin-Barbie…"
Lærke ligner et kort øjeblik en lille pige igen, og man kan næsten fysisk mærke hendes smerte over ikke at blive set som den, hun var.
"Min mor har senere fortalt, at jeg tit havde ondt i maven, når jeg kom hjem efter en weekend hos min far. Min mor og far kom egentlig nogenlunde ud af det med hinanden, men de havde bare meget forskellige opfattelser af, hvad børneopdragelse var.
Som syvårig blev jeg f.eks. sat op på ladet af min fars bil, hvorefter han kørte afsted med 80 km i timen, og så skulle jeg ellers bare holde fast. Det er jo fuldstændig sindssygt, og jeg fortalte det ikke til min mor før mange år senere. Hun anede det ikke dengang. Jeg tror, at det er meget typisk for børn i skilsmissefamilier, at man ikke ønsker at spille forældrene ud mod hinanden, og derfor tier man.
Jeg fortalte heller ikke min far ret meget om, hvad jeg lavede hjemme hos min mor, for han syntes ikke, at det at lege med dukker og lave tøj til dem var sund leg. Det er noget, jeg tænker meget over i dag i forhold til mine egne børn. Der er helt vildt mange, der spørger mig, om jeg ikke skal lære min datter at strikke. Eller hækle. Og jeg har tilbudt hende det.
Men jeg har også sagt, at hvis hun aldrig vil, så er det helt cool. Det er min ting at strikke, det behøver ikke at være hendes. Men tilbuddet står ved magt, også i forhold til min søn."
Hvad tænker du om din fars måde at opdrage og være på dengang?
"Jeg tænker, at han på intet tidspunkt har haft en ond mening med det. Han har tænkt, at det, han tilbød, var det sunde børneliv."
Og det er vel også rigtigt i en eller anden forstand, at det er bedre, at ens børn kommer ud, end at de sidder og lumrer inde på værelset?
"Men så er der altså bare os, der lumrer. Og hvor det faktisk ender med at blive en karriere, ik’. Jeg har jo gjort en karriere ud af at sidde og lumre. Og det er også stadig det bedste, jeg ved. For nylig, da jeg skulle læse korrektur på min nye bog, var jeg alene i nogle dage, og jeg læste også korrektur. Men meget af tiden sad jeg og så fjernsyn og strikkede. Selvom det var vildt godt vejr udenfor. For hvornår har man nogensinde mulighed for det, når man har mand, små børn og et travlt arbejde? Jeg rejste mig kun for at gå på toilettet. Jeg er bare ikke en udetype.
Det var faktisk først, da jeg lavede DR-programmet 'Feldthaus & Bagger taber masken', hvor vi var i Grønland, Island, Norge og på Færøerne, at det gik op for mig, at okay, naturen kan noget. Der er rigtig meget drama på drengen, når man kommer ud og ser fjeldene, og det var vildt og voldsomt for mig at komme til Grønland, fordi det var der, min far boede de sidste mange år af sit liv."
For Lærke føltes det utrygt, at der ikke var nogen grænser hjemme hos faren. Og hun brød sig ikke om, når han fik hende til at ringe hjem for at spørge, om hun måtte blive en ekstra dag hos ham. Hun turde ikke sige fra, selvom hendes største ønske altid var at komme hurtigst muligt hjem til de trygge rammer hos moren og stedfaren – og dukkerne – i byen.
Da Lærke var omkring otte år, fik hun omsider sagt til sin mor, at hun ikke havde lyst til at være hos sin far mere, og moren fik stoppet den faste aftale, da det gik op for hende, hvor meget det stressede Lærke at være i æbleplantagen.
"Jeg havde lige lært at skrive på det tidspunkt, og i forbindelse med min bog har jeg fundet flere breve, jeg har skrevet til min far. Breve, hvor jeg skriver, at han gør mig ked af det, og at jeg ikke kan lide, når han siger, at jeg ikke er en god datter. Det er frygtelig læsning."
Annonse
Hvad sagde din far til, at du ikke havde lyst til at komme mere?
"Jamen det blev han meget vred over og ked af, og så gik der nogle år, hvor vi kun har kontakt sådan on-off. Jeg var meget glad for hans kæreste, og hun var også den eneste grund til, at jeg gad at komme hen til ham engang imellem. Hun var den trygge bastion.
Min fars humør var meget omskifteligt, og han kunne blive meget hurtigt vred, men han var også et meget, meget karismatisk menneske. Som det ofte er med den slags specielle typer, så havde han mange venner, var enormt festlig og virkelig vellidt, men for mig var det utrygt, at jeg aldrig vidste, hvilket humør han var i.
Det var dejligt at slippe for at være der hver anden weekend, men det var ikke dejligt, at han blev ved med at sende mig breve, hvor han gav mig skylden for, at vi ikke så hinanden. Jeg har måske 1000 breve og emails, som han har sendt mig gennem årene."
På et tidspunkt, da Lærke var begyndt på sin designuddannelse, prøvede hun og faren igen at få deres forhold til at fungere. Det gik dog i stykker igen, da hun rejste til London for at være i praktik og arbejde i et halvt år.
"Det var dyrt at bo derovre, så min far gav mig 30.000 kroner til huslejen, mod at jeg skulle sende ham et postkort om ugen. Det gjorde jeg så ikke. Jeg arbejdede meget. Jeg havde kærester. Og jeg var 25 år gammel. Hvad kan man forvente?
Jeg overholdt altså ikke min del af aftalen – sendte måske kun tre-fire postkort – og det blev han så vred over, at vores forhold gik fuldstændig fra hinanden, og han krævede at få de 30.000 tilbagebetalt."
Retrospektivt kan man sige, at han faktisk havde et stærkt ønske om at have kontakt med dig?
"Ja, det må man sige om ham, han slap mig på intet tidspunkt. Han sendte mig breve, uopfordret, hele sit liv, undtagen de tre sidste år, inden han døde. Der hørte jeg slet ikke fra ham, men inden da havde jeg også sendt ham en mail, hvor jeg havde skrevet, at han ikke skulle kontakte mig mere. Det gjorde jeg efter en episode, hvor han var hjemme fra Grønland et par dage og boede hos mig, og hvor vi bare var uvenner hele tiden.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt i løbet af de dage ringede grædende til min mor og sagde: ”Mor, jeg kan ikke holde det ud, jeg kan faktisk ikke holde det ud”. Og hvor hun sagde til mig, at jeg ikke behøvede at se ham, hvis jeg ikke ville. Derefter hørte jeg ikke fra ham, før han ringede og fortalte, at han skulle dø."
Lærkes far flyttede til Sydgrønland, da hun var 15 år. Det efterlod hende umiddelbart med en følelse af lettelse, men samtidig blev hun dybt såret over, at han skrev til hende, at han flyttede derop, fordi der ikke rigtig længere var noget for ham her i Danmark, og fordi hun jo heller ikke ønskede at have kontakt med ham. Et stort ansvar at lægge på en 15-årig, synes Lærke i dag, men hun medgiver, at det var rigtigt, at hun ikke havde lyst til at se ham på det tidspunkt.
Sydgrønland er ikke et sted, man lige rejser til, så Lærke fik aldrig besøgt sin far deroppe, og når han var hjemme en gang om året i sommerferien, var det altid med meget kort varsel, hun fik at vide, hvornår han ankom, og så regnede han med, at hun havde tid til at se ham. Det betød, at Lærke aldrig kunne lægge planer for sin sommer, for hun ville gerne se ham, når han var i landet. Relationen fortsatte på den måde frem til 2013, hvor Lærke tog beslutningen om, at hun ikke længere ville stå model til det, og hun hørte derefter først fra sin far i juli 2016.
"I løbet af de tre år havde jeg mødt Sune, min mand, og i 2015 havde vi fået Lulu. Jeg ved ikke, om min far vidste det, men jeg havde i hvert fald ikke fortalt ham det. Lulu var omkring otte måneder gammel, da min telefon en dag ringede, mens jeg var hos min mor og Henning i Aalborg.
Jeg kunne se på landekoden, at det var min far. Han fortalte mig, at han var alvorligt syg af lungecancer, og så begyndte han at græde. Det var første gang, jeg nogensinde havde hørt ham græde. Jeg græd også, mens jeg fortalte ham, at jeg var blevet mor, og jeg skyndte mig at tage et billede af Lulu, som jeg sendte til ham."
Var det anderledes for dig at tale med ham på det tidspunkt, hvor du selv havde fået familie?
"Ja, helt sikkert. Der var ikke tid til pjat, tovtrækkeri og udenomsting. Og det første, jeg tænkte, var, at han skulle nå at møde Lulu, inden det var for sent. På den måde trådte jeg selv lidt i baggrunden. Noget tid efter kom han til Danmark for at få behandling, og der tog jeg ud på patienthotellet for at besøge ham med Lulu. Der oplevede jeg, at hun fungerede lidt som lynafleder imellem os, men også, at han var meget bedre til at være sammen med hende, end han var til at være sammen med mig.
Da Lulu blev lidt træt og sur, gik min far op til morgenmadsbuffeten og tog nogle rosiner, som han puttede ned i en tom medicinkasse og gav hende. Den kasse legede hun med i næsten en time. Jeg kan slet ikke huske, hvad vi talte om, men jeg kan huske, at jeg registrerede den kreativitet, min far udviste, og at han havde set Lulus behov og havde taget sig af det."
I modsætning til, at han ikke så dine behov som barn?
"Ja, præcis. Og samtidig tænkte jeg også, gad vide, hvordan han egentlig var med mig som baby, for det, han gjorde den dag med Lulu, var jo helt fantastisk. Jeg blev meget rørt og glad over at se ham sammen med min datter, selvom jeg samtidig sad og ønskede, at det var mig, han så på den måde."
Lærke stopper op og får tårer i øjnene.
"Åh, nu bliver jeg helt rørt igen. Men det er også fordi, jeg slet ikke var klar til at miste min far, da han blev syg. Jeg var ikke voksen nok til, at han skulle dø. Man tror altid, at man har mere tid sammen, men det har man ikke altid. Min far havde faktisk noget tid forinden sendt mig en mail, hvor han skrev, at han havde købt et hus i Nordjylland, og at han gerne ville have, at vi prøvede at starte forfra sammen. Men det nåede vi ikke."
I forbindelse med, at Lærke har skrevet 'Strik 2', har hun været igennem al den korrespondance, der har været mellem hende og faren. Og nu, hvor hun selv er mor til to, forstår hun ikke, hvordan han kunne flytte så langt væk fra hende.
"Jeg fatter ikke, han gjorde det så tidligt, som han gjorde det. Men i min læsning af brevene og gennem min analyse af vores historie føler jeg, at jeg kan konkludere, at han i et vist omfang har følt en total afmagt.
Jeg tror, der er mange forældre, der føler afmagt, for det er jo virkelig svært at være forælder. Det er ikke kun kærlighed og krammere. Det er også tvivl og fejltagelser. Og forsøg på at gøre det godt igen. Men samtidig må jeg også sige, at jeg aldrig kunne flytte så langt væk fra mine børn. Lige meget om de ville se mig eller ej. Og jeg tænker også vildt meget over, at jeg aldrig må få mine børn til at føle sig forkerte. De skal have lov til at være, som de er."
Har du tilgivet din far?
"Ja, jeg tilgiver ham med bogen. Og jeg har også tilgivet mig selv. I mange år har jeg bebrejdet mig selv alt muligt. Hvorfor sendte jeg ikke bare de postkort fra London? Hvorfor var jeg ikke mere ærlig om, at jeg ikke kunne lide at kravle i træer og snitte i pinde? Hvad var der sket, hvis jeg havde sagt tingene, som de var? Måske havde han forstået det.
Jeg har også skrevet nogle forfærdelige mails til ham. Det har jeg også tilgivet mig selv for. Det er jeg nødt til, ellers kan jeg ikke se fremad. Og hvis man ikke tilgiver, så tror jeg også, at der er en reel risiko for, at man selv kommer til at begå de samme fejltagelser. Angsten for at gentage fortiden sidder i hvert fald dybt i mig. "
Lærkes far døde i december 2016, og selvom det var ganske forfærdeligt for hende, kan hun i dag se, at der også var en lille forløsning i det. Deres forhold den sidste tid havde også været meget anstrengt, selvom Lærke jo heldigvis havde nået at få krammet og anerkendelsen den dag foran Rigshospitalet. Som enebarn var det Lærke, der stod for at rydde op i det hus, som faren havde købt i Danmark, og her fandt hun bl.a. en kurv med en kæmpe stak udklip om hende og hendes succes som strikdesigner.
"Det blev jeg glad for, men jeg blev også meget ked af det og vred over det. For han havde hele tiden ladet som om, at han ikke vidste noget som helst om, hvad der foregik i mit liv. Men det gjorde han jo. Han havde klippet det hele ud.
Jeg forstår det ikke, hverken som datter eller mor, men jeg tænker, at han må have følt sig usikker på, hvad det var for en verden, jeg befandt mig i. Han vidste ikke, hvad det gik ud på, for han havde altid syntes, at alt, hvad der handlede om tøj, mode og materielle ting, var tomt og ligegyldigt."
Er bogen dit endelige punktum i forhold til din far?
"Der bliver aldrig noget endeligt punktum, for jeg vil for evigt bære en sorg i mig over, at min far ikke er i mit liv, og at han ikke er i mine børns liv. Jeg tror, han ville være blevet vred over bogen, men jeg tror også, at han ville være blevet stolt over den. Han elskede bøger. På en måde er bogen et punktum, fordi arbejdet med den har hjulpet mig til at forstå, hvad der skete, og et punktum behøver jo ikke at betyde en endelig afslutning."
Sidst i bogen har Lærke skrevet et brev til sin far. ”Fuck, hvor var du cool. Jeg ville ønske, at jeg var lige så fucking cool som dig”, skriver hun blandt andet.
"For han VAR jo så cool. Han så cool ud. Han havde fede venner, han var sej, og som sygeplejerske hjalp han så mange mennesker i Grønland igennem 15 år."
Men du ønsker vel ikke at være som ham?
"Nej, det gør jeg ikke, men jeg tror, at lige præcis den epilog – det brev i bogen – og også bogens prolog, er skrevet at et voksent barn. Eller en barnlig voksen. Jeg har skrevet brevet til ham, ikke til læserne, og jeg skriver det, jeg gerne ville have sagt til ham. Men jeg forstår godt spørgsmålet, og nej, jeg vil ikke være som ham, men samtidig kan jeg også bare se, at der også var mange vidunderlige ting ved ham. Han havde bare svært ved de nærmeste relationer."
Forstod du din far bedre, da du kom til Grønland med tv-programmet med Feldthaus, og følte du dig tættere på ham?
"Stort ja til begge dele. Allerede på flyet derop så jeg en, der mindede om min far med rygsæk, praktisk tøj og iltert hår. Og jeg syntes, at jeg så ham flere gange deroppe. At være i Grønland er uden tvivl en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft i mit liv, og jeg har aldrig følt mig så tæt på min far, som jeg gjorde deroppe.
Pludselig forstod jeg, hvorfor han havde været der. Den grønlandske natur var som min far. Utæmmet, vild og uudgrundelig. Ikke til at regne med."
Hun stopper og får tårer i øjnene igen.
"Det var meget voldsomt for mig at være deroppe. Og jeg synes også, at det er frygteligt at sige, at jeg aldrig har følt mig så tæt på ham, som da jeg var der, for han var der jo ikke. Han var død. Men det var sådan, jeg havde det. Da jeg kom hjem derfra, havde jeg det som om, nogen havde smidt en atombombe inden i mig, men så var det fedt bare at sætte sig med strikketøjet."
Og her er vi fremme ved koblingen mellem strik og livshistorie. For Lærke har nemlig fundet ud af, at de to ting er uløseligt forbundet med hinanden. Hun brød for alvor gennem strikkemuren under corona, hvor hun på Instagram udgav opskriften på sin Alone Together Sweater, som tusindvis af mennesker verden over har strikket. Og hun har siden fundet ud af, at inspirationen til netop den sweater kommer fra en af hendes fars tegninger.
"Da jeg ryddede op i min fars hus, fandt jeg også en masse tegninger og skitser. Jeg anede ikke, at min far tegnede. Jeg hængte en af tegningerne op på mit gamle værksted, og først efterfølgende gik det op for mig, at min 'Alone Together Sweater' faktisk er en abstraktion over den landskabstegning fra Grønland, som han havde lavet med forskellige kuglepensfarver.
Jeg tror i virkeligheden, at det var den oplevelse, der gjorde mig nysgerrig på, hvordan sindet og hænderne arbejder sammen, uden man nødvendigvis kan fortælle om forbindelsen før efterfølgende."
Bogens mantra er ”knit it out”, hvad ligger der i det?
"Det handler om, at håndværk får ens tanker væk fra noget og ud i noget andet. Da jeg gik i gang med bogen, kiggede jeg i alle mine skitsebøger, som er registreringer af mit kreative liv, og sammenholdt det med det, jeg oplevede. Og der gik det op for mig, at det faktisk var to parallelle spor. 'Alone Together Sweateren' er et eksempel. Min 'Fancy Cardi' og min 'Fancy Bag' er inspireret af nogle af de store klassiske modehuse, hvis design jeg altid har elsket.
Min 'Familysweater' er en hyldest til min far og Grønland. Og min 'Inner Child Sweater' designede jeg, da jeg begyndte på bogen og pludselig kunne mærke mit indre barn røre på sig. Og sådan er det med alt, hvad jeg laver.
Når jeg åbner ”Pandoras æske”, og alle monstrene, slangerne og bussemændene begynder at hoppe ud, så holder mit håndarbejde mig i hånden. Så er jeg ikke alene. Jeg var for nylig i Barcelona og skulle finde en garnbutik. Der var en, der anbefalede en butik, der hed ”All You Knit is Love”, men der måtte jeg bare sige, at det vist ikke var en butik for mig.
For jeg strikker altså ikke kun kærlighed. Jeg strikker også sorg og vrede."
Lærke Bagger Strik 2
Lærke Baggers nye strikkebog rummer ud over opskrifter også historien om
at strikke sig ud af kriser.
Gyldendal, 272 s., 400 kr.
