Marianne og Phillippe har børn i hver sit land og ses kun hver anden weekend: "Vi prioriterer tiden benhårdt"

En sen efterårsaften i 1999 gik Marianne ind på et fint, gammelt dansested i det centrale Paris. Hun var på rejse med nogle kolleger, og de skulle have en godnatdrink, inden de skulle tilbage til hotellet. Her fik hun øje på franskmanden Phillippe, og han fik øje på hende, og sådan stod de og kiggede lidt på hinanden, før de senere endte med at sidde sammen ved et bord og forsøge at udveksle nogle ord.

Marianne: – Der var høj musik, jeg talte meget lidt fransk, og Phillippe talte ikke så godt engelsk på det tidspunkt, så vi fik egentlig ikke sagt så meget, men det sagde "bang!". Det var vi ikke i tvivl om. Vi aftalte at mødes igen næste dag, inden jeg skulle flyve hjem, og det blev til en to timer lang gåtur i Tuileries-haven. På de timer blev vi bare hamrende forelskede, og da mit fly lettede fra Charles de Gaulles-lufthavnen, var det, som om mit hjerte hang dernede endnu. Det gjorde næsten fysisk ondt!

I 1999 var flybilletter dyre, så man rejste ikke til Paris uden at overveje det en ekstra gang. Telefonopkald til udlandet var også dyre, og e-mail og mobiltelefoner var endnu ikke en almindelig del af hverdagen, men alligevel holdt de kontakten med hinanden via lange telefonsamtaler og ved at skrive breve til hinanden næsten hver uge. Første gang de mødtes fysisk igen var d. 1. januar 2000, efter hele verden havde festet sig ind i et nyt årtusinde.

Marianne og Philippe. Foto: Privat.

Marianne: – Det var lidt skræmmende at skulle mødes igen, for så godt kendte vi jo ikke hinanden. Men det gik selvfølgelig godt og viste sig at være det helt rigtige.

Hvad tænkte familie og venner om jeres forelskelse?

Philippe: – De fleste syntes, at det var helt fantastisk, og nogle få sagde "Er I ikke bare lidt teenageagtige og naive?". Og vi var vel at mærke 32 og 35, men vi var smaskhamrende forelskede, og det er vi stadig. Men der var nogle enkelte, der mente, at det var fuldstændig urealistisk, at det ville holde.

Hvordan og hvornår troede I, det kunne blive til et længerevarende forhold?

Philippe: – Det krævede, at vi tog beslutningen om, at vi var et par! Da vi havde gjort det efter cirka et halvt år, var den ikke længere. Vi havde skrevet lange breve til hinanden næsten hver uge, og det er faktisk en meget spændende måde at lære hinanden at kende på, for så skal du skrive dig igennem dine følelser.

Marianne: – Og du bliver også meget opmærksom på dit eget liv, fordi du skriver det hele ned. Man tænker meget over sit liv og sine følelser, når man skal formulere det på skrift. Der var selvfølgelig tidspunkter, hvor jeg tænkte, at det var besværligt med afstanden, men jeg kunne ikke undvære Philippe, og så måtte jeg leve med afstanden. Parret besluttede meget hurtigt, at de ikke skulle flytte sammen, fordi de begge havde små børn fra tidligere forhold. Phillippe havde en lille datter på tre i Paris, og Marianne havde to børn på fire og seks i Danmark. Ingen af dem syntes, at børnene skulle flytte væk fra den anden biologiske forælder.

Marianne: – Det ville vi slet ikke kunne holde ud. Vores kærlighed måtte være så stærk, at vi kunne leve hver for sig.

Hvordan fik I det til at fungere?

Philippe: – Helt praktisk er vi heldige med vores jobsituationer. Jeg er kunstlærer i Paris og har set med danske øjne gode, lange ferier, eksempelvis to måneders sommerferie og fire ferier af to ugers varighed ved højtider. Det betyder, at jeg kan komme til Danmark ofte og i lang tid.

Marianne: – Jeg er leder i erhvervslivet og kan flekse min arbejdstid og tage lidt tidligere afsted en fredag og lande i København tidligt mandag morgen. Det giver en frihed, som er vigtig i vores situation, hvor hver en time tæller.

Philippe: – Vi prioriterer tiden benhårdt, når vi kun har en weekend sammen. Vi forsøger at have lavet alle praktiske gøremål som indkøb og tøjvask, inden vi mødes, så vi ikke skal bruge tiden på de kedelige ting. Vi forsøger også at have maksimum ét arrangement i weekenden med venner og familie, og vi siger stort set altid nej tak til arrangementer, hvor den anden part ikke er involveret.

Marianne: – Det kan godt være svært at forstå for andre, da det jo "bare er en lørdag", men for os er det 50 procent af en weekend og dermed 50 procent af den tid, vi er sammen i de næste to uger. Omvendt er der mange af mine og Phillippes venner, der har lært noget af vores forhold, for eksempel helt praktisk sådan noget som at få gjort rent og slået græs, inden det bliver weekend, så man har noget tid sammen, når weekenden kommer. Vores familie, venner og kollegaer er også blevet gode til at spørge os i rigtig god tid, hvis de ønsker, vi skal være med til et arrangement, da de ved, vi både geografisk og tidsmæssigt kan være udfordret. Senest fik vi lov at bestemme dagen for et vennepars bryllup, da de ville være sikre på, vi kunne deltage.

Philippe: – Vi går ikke og glæder og til om tre uger, når vi skal på ferie. Når vi er sammen, glæder vi os NU. Vi har talt om, at det er lidt som med mindfulness, at fordi vi har så kort tid sammen, så er vi meget til stede.

Marianne og Philippe. Foto: Privat.

Hvad har været det sværeste ved ikke at bo sammen?

Marianne: – Vi har vænnet os til adskillelserne, men nogle få gange i vores lange forhold har vi virkelig haft brug for hinanden, når der er sket svære ting. Det har været ved dødsfald i familien eller sygdom, hvor man har brug for en hånd eller en skulder. Men heldigvis er vi hurtigt sprunget på en flyver og har fundet sammen i de situationer.

Hvad er fordelen ved at komme fra to forskellige lande?

Marianne: – Vi plejer at sige, at mine børn og jeg har fået Paris i gave af Philippe, og når jeg så siger, at jeg har givet ham København og Køge, hvor jeg kommer fra, så griner folk. Men faktisk er det to meget forskellige kulturer, og vi sætter begge to stor pris på at have fået noget nyt forærende. For Philippe handler det meget om vores smukke natur, den danske mentalitet og alle de traditioner, jeg har introduceret ham for her i forbindelse med jul/nytår, påske, fødselsdage, konfirmationer, studenterfester og så videre. Der er ikke ret mange traditioner i hans bagland. Jeg troede, vi var meget tæt på hinanden kulturelt, men forskellen er faktisk kæmpe stor.

Philippe: – Vi planlægger, at jeg skal flytte til Danmark, nu hvor børnene er blevet store, men vi har ikke travlt med det. Jeg vil gerne have et godt job at flytte op til først. Og vi har talt om, at vi vil holde fast i nogle af de vaner, vi har nu, og eksempelvis prioritere tiden til at være sammen og til at tage på kunstudstillinger, på ture med overnatning og den slags, selvom vi kommer til at bo sammen og får en mere sammenhængende hverdag.

Marianne: – Vi har sådan et lille mål, som vi nogle gange giver videre, og det er, at vi prøver at score hinanden hver dag. Det kan man selvfølgelig ikke helt, men man kan sende en sms med en sød besked eller lægge en lille seddel i tasken – et eller andet, der gør den anden glad. Det kan også være at give hinanden små komplimenter. Det giver positiv energi og opmærksomhed, og det betyder meget for os.