Ny trend vinder frem: Er OAP'steren den nye hipster?

Nu var vi lige kommet på fornavn med ham. Hipsteren. Ham med skovmandsskjorten, det buskede, men velplejede skæg, Macbook i kernelæderrygsækken og et passioneret forhold til nænsom kaffebrygning, sydesalt, chufaboller, veganske wraps og mikrobrygget Pale Ale. Og så svinger pendulet igen, en ny karakter træder ind på scenen, og han stjæler fokus fra vores umiskendeligt socialbevidste, men også selvhøjtidelige folkehelt.

For der er forandring under opsejling, og den knytter an til langt mere end blot modeluner og madtrends. Vi er simpelthen mætte. Og trætte. Af at finde på navne til vores børn, der ikke figurerer på top 100-listen, motionsformer, der kræver personlige trænere eller intense yogaworkshops, og diæter, der udelukker hele fødevaregrupper og alt, hvad der rimer på sukker, synd og sjov. Obama er ikke længere præsident, klimaet er ikke til at redde, Facebook er ikke til at stole på, og fake news foruroliger os dagligt. Så hvad stiller vi op? Vi kigger tilbage. På den generation, der ikke havde en smartphone klistret til højre hånd og Instagram som vindue til verden udenfor. Vi kigger på den generation, der fik to børn, lavede frikassé og farsbrød til dem og drømte om en carport, en Nilfisk-støvsuger og en ferie med Spies. Dem, der hed Werner og Preben, Tove og Jytte.

Fra urban-romantiker til hjemstavns-discipel

Ifølge etnolog og forfatter Julia Lahme, der til dagligt bedriver feltarbejde i den nære hverdag, er den nye type, vi skal orientere os imod, ikke bare en sympatisk arketype, der ikke gør stort væsen af sig; det er også et kærligt gensyn med nogle af de værdier, som støvede fotoalbums fra 1950'erne kan dokumentere. OAP'ster kalder hun dem, og det står for Old Age Pensioners. Det er yngre mennesker, der orienterer sig mod bedsteforældrenes værdier, og som annekterer dem, de kan spejle sig i, til deres egen hverdag. Det er ikke boomer-generationen, der praktiserede fri kærlighed og salonkommunisme, men derimod dem, der kan sætte 100 lys i lagkagen, kan huske 2. Verdenskrig og lod sig forarge af Mick Jagger. Så hvem er OAP'steren, og hvorfor møder vi ham nu?

– Hvor hipsteren orienterer sig mod det urbane rum, så vender OAP'steren byen ryggen og søger mod landet. Ikke bare forstaden, men små mindre byer i provinsen, hvor der er nærmiljø og naboskab i stil med det, bedsteforældrene og endda oldeforældrene har fortalt om, siger Julia Lahme, der selv bor i byen, men har oplevet de fysiske ryk i sin egen vennekreds og ikke udelukkende i statistikkerne, der også bekræfter, at fraflytningen fra København til landets andre kommuner i 2015 for første gang var større end tilflytningen til København.

– I disse år oplever vi en ny måde at se os selv i forhold til omgivelserne på. Vi har haft en lang periode, hvor omgivelserne skulle forholde sig til os, og den nye teknologi skulle interagere med os. OAP'sterens tilværelse er en modreaktion. Her er det mennesket, der vil interagere med omgivelserne.

Vi vil væk fra interface-livet og tilbage til den taktile oplevelse. Vores køleskab skal ikke fyldes magisk ved tryk med en knap – vi vil gerne røre ved de ting, vi omgiver os med, forklarer Julia Lahme.

At netop 1950'erne er det guldrandede forbillede, skyldes, at dette årti repræsenterer tiden, inden den teknologiske bølge tog over. Den usikkerhed, vi føler nu, hvor vi dagligt underrettes om teknologisk overvågning og hackerangreb, overforbrug og bæredygtighedsproblematikker, gør, at vi orienterer os mod en tid, hvor familiemønstre var stabile, hverdagen forudsigelig, og tiden gik langsommere. Vi opdager lykken ved vintagemode og familiemønstre, hvor mor, til trods for en lang videregående uddannelse, prioriterer at gå hjemme, mens børnene er små. Det er blevet socialt acceptabelt at gå hjemme.

– OAP'sterne vil have nærheden tilbage i forhold til børn og forbrug. Derfor flytter de væk fra store byer og hylder aktiviteter, som prægede 1950'erne: Bilvask i forhaven, lystfiskeri, kortspil og syltetøj, der er lavet fra havens brombærbuske. De er ikke til hånddyrket biovin, men til snaps og smørrebrød. De er ikke vegetarer, men køber en halv kalv fra den lokale gårdbutik og spiser leveren såvel som mørbraden.

Det afgørende er, at maden er hjemmelavet, og at mål-tidet genetableres som et samlingspunkt for familien; vi vil ikke snacke en raw bar på vej til træning, vi vil spise i fællesskab og til en fastlagt spisetid (gerne klokken seks!), som ikke er til forhandling eller debat.

Lange gåture med familien er guld værd. Foto: Peter Nørby. 

OAP'steren konsulterer mormors køkken

Cecilie Sofie Svensson, madskribent og foodstylist, har også oplevet et mærkbart skifte i danskerne fokus på mad. At vi har rykket os fra raw, rigiditet og komplicerede kostforskrifter til at forbinde mad med ro, nydelse og personligt velbefindende. Og der er pludselig blevet plads til brunsviger, smør på de lyse boller og medister med surt.

– Jeg oplever, at de krav, vi stiller nu, ikke kun handler om kropsidealer og kostpyramider, men om retten til at bestemme selv og dermed retten til at spise, som det føles rigtigt "for mig". I flere aspekter af tilværelsen begynder vi at forstå vigtigheden af fordybelse, og når vi giver os selv tid og ro, bliver vi også bedre til at mærke efter, hvad der føles rigtigt. Dette gælder i høj grad også for, hvad vi vælger at putte i munden. Nu er fornuften pejlemærket og ikke en stringent diæt. Hvor der i samfundet i høj grad hersker krav om effektivitet og resultater, begynder vi i stedet at fokusere på, om vi egentlig har det godt. Glæde er blevet et nyt succesparameter, og derfor oplever vi også, at det i lige så høj grad er historien rundt om den mad, vi indtager, som ligger os på sinde. Har vi tid til at nyde den? Er kagen lavet af ordentlige råvarer af mennesker, som har fået en ordentlig løn, og dyr, som har haft det godt? Spiser vi sammen med de mennesker, som vi elsker? Kan vi svare ja her, betyder det mindre, hvad vi spiser, ligegyldigt om det er en lækker snasket kage, en god bøf med hjemmelavede fritter eller en sprød salat. Vi er blevet bevidste om, at sundhed har flere ansigter og ikke kun relaterer sig til næringsindhold, men også til de rammer, vi indtager vores mad under. Giver det mig ægte glæde at spise noget, så har det også sin berettigelse på tallerkenen.

Cecilie Sofie Svensson ser også OAP'sterens livsstil afspejle sig i samtidens køkkensyslerier. Det er pludselig blevet vigtigt at sylte, bage og lade der gå lidt "mormor" i madplanen.

– I takt med at vi bliver mere og mere globale, har vi også brug for at kunne vende blikket indad mod det nære, det intime, det langsomme. Vi mærker kvaliteten og behovet for et mindre, overskueligt univers midt i den store verden. Det kan være haven, køkkenbordet eller i krearummet, at vi har mulighed for at opleve en proces med begyndelse, midte og afslutning. Et mikrokosmos. Den hjemmelavede mad kræver mere tid end det købte, den kræver fordybelse, og derfor er vi blevet så positivt stemte for den igen. Vi har fået lysten til at frembringe ét vellavet, enkelt måltid med få komponenter, som vi til gengæld har taget os tid til at kræse om, fremfor et udstyrsstykke af en middag, som vi har stresset rundt for at få på plads.

Men hvorfor har vi fået lyst til at spise sandkage og lave de retter, vi husker fra vores bedsteforældres kolonihavehus?

– Det symboliserer overskud at kunne nyde uden dårlig samvittighed og i stedet lade kvaliteten af den chokoladekage, vi spiser, være en afgørende faktor, og lade rammen for den nydelse, det er at spise kagen, være glædesfyldt og rar. Overskud er lig med en form for sundhed, for når vi er i overskud, har vi det godt. Det er det rustikke, hjemmelavede bagværk baseret på sæsonens råvarer, lavet fra bunden og af ordentlige ingredienser, som hitter nu. Det behøver ikke være perfekt, det må gerne se lidt rustikt og hjemmelavet ud, det er "det perfekte uperfekte", som hiver point hjem. Vi tør rive os løs fra idéen om, at kun det perfekte resultat er godt nok. Og når mormormaden finder vej tilbage til vores tallerken, er det jo fordi, at det er klassikere, siger Cecilie Sofie Svensson.

– Vi vender gerne blikket bagud i en verden, som konstant har fremdrift på menuen, og det føles godt at tære på nogle af vores danske madtraditioner fremfor hele tiden at søge udad. Jord-til-bord og sæson er supervigtige komponenter i vores forhold til mad, og her giver det så fint mening at starte med vores egne danske klassikere, som jo netop fra gammel tid er udsprunget og skabt af de grøntsager, urter og dyr, som har groet og græsset uden for døren. Selv tror jeg på, at frikasséen får en renæssance, lavet med masser af dejlige sprøde grøntsager og kød fra en kalv eller en kylling, som har haft det godt, og smagt til med friske urter klippet fra højbedet eller vindueskarmen. Også krebinetter har et tvivlsomt ry, men laves det af godt kød i en sprød nænsom panering, er det en herlig spise.

Ferie er fællesskab

Ifølge Julia Lahme er OAP'ster-livstilen opstået ud af en ny pragmatisme. Vi er trætte af, at det hele skal gå hurtigt, at de sociale medier konstant minder os om alt det, vi går glip af, og at vi føler os utilstrækkelige, når vi ikke træner til en ironman, er klædt bæredygtigt i Aiyayu fra inderst til yderst eller har råd til at tage på yogaretreat til Goa. Så vi står af og følger den logik, vi kender fra bedsteforældrene. Vi lufter vores store hund i stedet for at få store muskler i et motionscenter, vi gider ikke følge trends, og selvom vi gerne dyrker ramsløg og havtorn, skal der også være plads til roser og lavendler i haven. OAP'steren vil hellere arve en pose tøj end købe den i genbrug, og ferierne handler ikke om, hvad der kan generere likes eller misundelse på Instagram, men handler derimod om at være sammen. Derfor er bilferien (gerne med tilkoblet campingvogn, termokandekaffe og yatzy) OAP'sterens foretrukne

ferieform.

– I virkeligheden drømmer OAP'sterne om ro og enkelhed, siger Julia Lahme.

– Det afgørende er, at alle har det godt omkring dem. De nyder at køre gennem Europa eller tværs over USA, men de kører ikke efter en pool eller for at trække stikket. De kører for fælleskabet. OAP'ster-par er ofte gymnasiekærester, der er blevet sammen, får børn relativt tidligt og genvælger det klassiske kønsrollemønster, hvor moderen går hjemme eller har deltidsansættelse, mens børnene er små. De reagerer på samfundets uro ved at være handlingsanvisende i deres livsstil. De ønsker at skabe ro og tryghed og genopdager bedsteforældrenes doktrin om, at børn skal have faste rammer uden udsving – ro, renlighed og regelmæssighed.

Fra ekstremsportshysteri til gedigne gåture

Moderation er et gennemgående tema, når man kigger på OAP'steren. Men også glæde og en konservativ respekt for naturen – ikke bare som et sted, vi kan udnytte og bruge, men som en åben og gratis kilde til refleksion, samvær og rekreation. Af samme grund bliver lystfiskeri, spejderliv og i særdeleshed gåturen som restorativ praksis pludselig hyldet igen. Forfatter Anna Skyggebjerg er netop udkommet med bogen "Gå tur – om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden", der hylder OAP'sterens tilgang til motion og natursyn: "For en gåtur er ikke bare en gåtur. En gåtur tilbyder den, som går, muligheden for at fylde sit liv med de kvaliteter, de fleste af os savner i vores hverdag: ro, nærvær, fordybelse, taknemmelighed og en pause, hvor vi glemmer os selv. Kort sagt er noget af det største i livet tilgængeligt gennem det allerenkleste: at gå en tur."

Hun forklarer, hvordan den lyksalige gåtur ikke handler om at presse pulsen op eller finde den smukkeste udsigt – og slet ikke om at komme fra A til B. Den ægte, lykkebringende gåtur er formålsløs og rutinepræget. "For jeg holder af gentagelsen. Jeg holder af at opleve, at jeg kender et område og dets mennesker godt, at jeg kan registrere de rutiner, der udgør livet det sted – og jeg efterhånden selv bliver en del af dem. Jeg holder af det, at jeg både mærker og afmærker stedet med mine fødder og dermed kommer til at høre til. Jeg ved, at de fleste foretrækker at køre hen til steder, hvor der er pænt eller interessant, og begynde gåturen der: i parken, ved søerne, i skoven, ved Triumfbuen. Jeg ved, at en gentagelse af den samme tur, der begynder ved hoveddøren, for de fleste vil opleves som uendeligt monotont og derfor kedeligt, men sådan er det ikke for mig. Gentagelsen og monotonien er tværtimod en stor del af glæden", skriver Anna Skyggebjerg.

Og sådan gælder det for hele OAP'sterens livssyn: ro og rutiner giver overskud til glæde og nærvær.

– OAP'sterne er dine venlige og imødekommende naboer. Du ville kunne overlade din baby til dem, og du kan være sikker på, at de både arrangerer påskefrokosten, vejfesten og faciliterer, at vi alle kan bygge juledekorationer med ler, græs og mos, siger Julia Lahme og afrunder:

– De viser os andre, at man godt kan skabe fremgang for sig selv, uden at det går hurtigt. At vi ikke behøver at aktivere familien eller lægge planer hele tiden. Omvendt kan de godt lukke sig omkring det lille fællesskab og glemme verden udenfor. Alle er velkomne, men de husker måske ikke altid at ringe og invitere med indenfor.