Ritt Bjerregaard: Dette ene råd, jeg har lært nu, ville jeg gerne have kendt som ung

Hun er blevet kaldt en arrogant snedronning og mere af samme skuffe. Samtidig har det dog også regnet ned over hende med lovord om, hvor flittig, målrettet og seriøs hun er. Ritt Bjerregaards mere end 40 år i politik er aldrig gået stille af, det medgiver hun gerne.

– Jeg er stolt og stædig, og hvis det er nødvendigt at slås, så gør jeg det, som hun siger.

Både de store opture, men også de mindst lige så markante nedture beskriver hun uden bitterhed i sin anden erindringsbog, Valgt, der netop er udkommet og handler om den vilde periode, hvor hun både var undervisningsminister, socialminister og gruppeformand for Socialdemokratiet.

Det har kostet kræfter at skrive bogen, ikke mindst fordi Ritt fortsat bakser med sin kræftsygdom. Egentlig troede hun, at hun var rask, da hun for tre år siden fik fjernet en svulst. Men kræften spredte sig, og der dukkede metastaser op i hendes lunger.

– Og denne gang er meldingen, at kræften er uhelbredelig. Naturligvis græd jeg og var chokeret, da jeg fik det at vide. Jeg har fået kemobehandlinger, og det har stoppet metastaserne i at vokse, så jeg har ikke været under behandling det sidste år. Det er dejligt. Søren, min mand, har også haft helbredsproblemer, han fik en ny hjerteklap sidste forår. Vi har talt om, at tiden er kostbar nu, og om vi manglede at gøre noget sammen. Det gjorde vi. Vi manglede at holde vores guldbryllup, så det fejrede vi med en skøn fest sidste år. Og ellers synes vi bare, at vi gerne vil have mange flere hverdage sammen, hvor vi hygger os.

LÆS OGSÅ: "Man skal stå ved sin alder uden at stå af"

Savner ikke politik

Æbleplantagen i Stestrup på Sjælland, som Ritt har haft siden 1980'erne og holdt så meget af, er solgt. I stedet har hun og Søren købt et sommerhus nord for Kerteminde, hvor de tilbringer sommeren. Resten af året kan hun stadig bedst lide at bo i deres kartoffelrækkehus midt i København, hvor hun nyder at cykle rundt i den by, hun for otte år siden sluttede sin karriere af med at være overborgmester i.

– Oprindeligt havde jeg tænkt, jeg skulle blive i to perioder på rådhuset. Men jeg kunne ikke holde styreformen ud og sagde stop. Søren var imod det, han frygtede vel, at det ville blive svært for mig at gå derhjemme.

Men hun har ikke savnet politik et øjeblik, siger hun, tværtimod.

– Jeg er ret tilpasningsduelig og er jo blevet ved med at blande mig, når jeg har noget på hjerte. Senest er jeg sammen med skuespilleren Søs Egelind gået ind i kampen for at gøre cannabis lovligt til medicinsk brug.

Lysten til at lave om på ting og sige sin mening har Ritt altid haft.

– Første gang jeg fik karakterer på Christianshavns Gymnasium, spurgte læreren, om nogle var utilfredse. Jeg rakte hånden op og sagde, at jeg syntes, jeg var dygtigere, end mine karakterer gav udtryk for. Så spurgte han, om jeg troede, jeg var bedre til at vurdere det end ham. Det troede jeg, men jeg var klar over, at det skulle jeg nok trods alt holde mund med.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmanns råd til unge, der har for travlt med at samle på 12-taller og likes

Ankers nye pinup

Første skridt i Ritt Bjerregaards politiske karriere var, da hun kom i Odense byråd i 1970. Dengang blev en 30-årig kvinde som hun mest af alt betragtet som kølerfigur. Sådan var det også, da hun et år senere kom i Folketinget.

– Jeg ville for alt i verden ikke havne i samme situation som politikeren Lene Bro, der kom på alverdens forsider, fordi hun optrådte i hotpants i Folketinget og siden mest blev bedømt på sit udseende. Jeg ville bedømmes på min politik. Så jeg sørgede for altid at klæde mig diskret, gå i lange bukser og bluser, som ikke vakte opsigt. Jeg er forfængelig og kan godt lide at gøre mig umage med mit udseende, men det var nødvendigt, mente jeg.

Og så gik det alligevel galt.

Da Anker Jørgensen i 1973 udnævnte hende til undervisningsminister, og hun næste morgen gik ned for at købe dagens aviser, stod der "Ankers nye pinup" i overskriften på Ekstra Bladets spiseseddel.

– Jeg blev virkelig ærgerlig. Jeg oplevede det som groft og diskriminerende. Og det blev endnu værre, da chefredaktøren på Berlingske Tidende skrev, at min udnævnelse fik ham til at tænke på kejser Caligulas hest, som blev udnævnt til konsul.

Udnævnelsen gjorde Ritt berømt i hele Danmark, og det har hun været lige siden.

– Det har aldrig generet mig, egentlig synes jeg bare, det er fornøjeligt. Så sent som i dag da jeg ventede på en taxa, kom nogle folk hen og ville snakke om mine holdninger til cannabis. Ansigt til ansigt er folk meget venlige.

Hvad ville hun med den viden, hun har i dag, gerne have hvisket den unge Ritt i ørerne?

– At der er er tid nok, hun kunne godt have slappet lidt mere af. Men det ville jeg aldrig have hørt efter dengang. Jeg var meget ambitiøs. Det var først, da jeg blev lidt ældre, at jeg også satte tid af til f.eks. at tage på sightseeing, når jeg var til møder i udlandet og i det hele taget gav mig tid til at beskæftig mig med ting udenfor politik.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger om de tre forskellige mænd, hun har delt sit liv med

Den lille, berømte tåre

Måske var det netop Ritts ambitioner, der førte til de store skandaler. I hvert fald kan hun selv se et mønster, hvor hun skulle skubbes ned fra piedestalen, når hun blev for populær.

– Det bliver lige lidt ekstra saftigt, når der er langt at falde for den, som skandalen rammer, som hun siger.

I 1978 sendte nogen et anonymt brev til Ekstra Bladet om, at Ritt Bjerregaard i løbet af nogle uger, hvor hun var til møder i Paris, havde overnattet på hotel Ritz og brugt cirka 50.000 kroner på diverse udgifter. Alt for luksuspræget ifølge statsministeren Anker Jørgensen.

– Formålet for mig var at få en dansker valgt ind i Unescos styrelsesråd, og jeg mener stadig, at jeg brugte de penge helt rimeligt til det formål.

I aviserne blev hun anklaget for at have overklassevaner og kaldt dronningen af Saba, da hun nægtede at betale sit overforbrug tilbage og sige undskyld. Sagen endte med, at hun måtte gå af som undervisningsminister. Det var ved den lejlighed, hun ikke kunne lade være med at knibe en lille tåre, selv om hun kæmpede for at lade være. Rigsrevisionen erklærede siden, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.

Hvordan kom hun op igen efter sådan en omgang?

– Jeg er ikke opdraget til, at noget er let. Hvis jeg beklagede mig over modstand og modgang derhjemme, sagde mine forældre altid, at så måtte jeg bare gøre mig lidt mere umage. Det ligger dybt i mig. Også at jeg ikke bare lægger mig ned, men hurtigt vil op på hesten igen. 

Politik er ikke "dame-te med blødt brød", understreger hun.

– Politikere konkurrerer hele tiden om at få mest magt og indflydelse. Der bliver lavet alliancer, og alliancer går i stykker, folk bliver fyret og andre hentet ind. Derfor kan intriger ikke undgås. Jeg var rasende over at blive så urimeligt behandlet i Ritz-sagen og også hunde ked af det. Men selvmedlidenhed fører ikke til andet end selvbebrejdelse. Jeg tror, det er en stor fordel, at jeg altid er blevet så vred, det har givet mig energi til at fortsætte.

Og så har Ritt også haft stor glæde af sin mand i de svære situationer.

– Vi er enormt gode til at snakke tingene igennem. På den måde hober jeg ikke ting op i mig. For eksempel var han under hele Ritz-skandalen ved min side og fungerede nærmest som en spindoktor for mig.

Når det koster venskaber

En anden stor skandale ramte Ritt i 1991, kort efter hendes 50 års fødselsdag hvor der netop havde været den ene rosende omtale af hende efter den anden. Denne gang drejede det sig om en stor lejlighed, hun havde lejet på Vesterbrogade, og som hun blev anklaget for ikke at have ret til at bo i, når hun havde folkeregisteradresse på Fyn.

– Det fik jeg senere rettens ord for, at jeg havde. Men da havde sagen kostet mig jobbet som gruppeformand i Folketinget, og endnu mere smertefuldt kostede det mig også den nære alliance med min daværende partiformand, Sven Auken.

At miste venner er en af de hårdeste sider ved politik, synes hun.

– Men det kan ikke være anderledes på grund af de mange magtkampe.

Selv om Ritt kan blive meget vred, ser hun egentlig sig selv som et roligt gemyt, der har klaret mange skær ved ikke at hidse sig op.

– Når jeg opdager, at jeg vrisser af andre, er det et sikkert tegn på, at jeg er stresset og trænger til en pause. Sådan har det altid været.