Christian Grau om skilsmissen: Det er sgu et nulpunkt
Travl karriere og familieliv er en svær kombination. Og i vinter fik det Christian Grau, der er livsstilsekspert i DR's "Kender du typen" og hans kone til at beslutte sig for en skilsmisse, fortæller han i ugens store interview i ALT for damerne om de vigtigste "punkter" i sit liv.
– Efter moden overvejelse gik Louise og jeg fra hinanden i vinter. Vi blev enige om, at der må være mere i livet end det der lidenskabsløse logistikforhold, der handler om, hvem der henter, hvem der afleverer, hvem der handler ind, hvem der ringer til elektrikeren. Man får vanvittigt travlt – og så handler det hele pludselig om at holde menageriet kørende, og man glemmer at være kærester. Det skal man holde fast i, for er kæden først hoppet af, så er det svært at sætte den på igen, og jeg må indrømme at troen, på at det kunne reddes, ikke rigtigt har været der, siger Christian Grau og fortsætter:
– Det er sgu et nulpunkt. Det er jo ikke derfor, man bliver gift. Kærlighed er nok det bedste, livet har at give, og bliver man skilt, fordi kærligheden ikke er vigtig, eller bliver man skilt, fordi kærligheden er vigtig? Jeg synes, vi bliver skilt, fordi kærligheden er enormt vigtig. Og hvis kærligheden og lidenskaben ikke er der mere, så er ægteskabet måske ikke den rigtige konstruktion, selvom man har børn og hus og alt muligt sammen.
Børnene bliver boende - forældrene flytter
Christian Grau er selv barn af forældre, der gik fra hinanden og både i hverdagene hos sin mor og i weekenderne hos sin far fra en alder af fem år. Når det det gælder hans egen skilsmisse har han og ekskonen valgt en anden løsning.
– Vi har gjort det på den måde, at vi har lejet en ekstra lejlighed, og så skiftes vi til at bo der uden børn – og derefter bytter vi og har en uge i vores dejlige familiehjem med drengene. Folk siger: "Hvordan kan I holde det ud?" Men tænk engang, jeg synes faktisk, det er en supergod løsning, og definitivt det bedste for børnene. Tingene kan jo ændre sig, men jeg lever i øjeblikke og siger "Har jeg det godt her og nu, så er det jo en dejlig dag og et godt setup."
Læs hele interviewet med Christian Grau i denne uges ALT for damerne nr. 36/2013.