En aftale med en god veninde hjalp Tine Høgh gennem sorgen
Da Tine Høgh mistede sin mand, fodboldtræneren Lars Høgh, blev hendes barndomsveninde Marianne Lander et fast holdepunkt gennem sorgen. Her fortæller de om, hvordan sorg påvirker et venskab, og hvordan man hjælper en ven, der står midt i mørket.
Marianne: "Jeg kunne ikke tage det fra hende, selvom jeg gerne ville."
Sådan fortæller Marianne Lander om sin veninde Tine Høgh, der i 2021 mistede sin mand til kræft i bugspytkirtlen.
De to veninder har altid fulgt hinanden gennem livets op- og nedture, men da Tine stod midt i livets mørke, følte Marianne pludselig, at der var meget langt til Odense.
Marianne: "Vi havde lavet en aftale om, at jeg ringede hver dag. Tine kunne tage den, hvis hun havde lyst, og hvis ikke, så var det også helt i orden. Jeg forventede ikke noget, og hun skulle ikke have dårlig samvittighed, hvis hun ikke havde overskud til at tale sammen."
Det var langt fra hver gang, telefonen ringede, at den blev taget, men det hjalp Tine at vide, at Marianne altid var til rådighed.
Tine: "Jeg får helt gåsehud, når vi snakker om den tid. Det er ikke, fordi jeg ikke kan tale om det, men det viser bare, hvor voldsom den tid var."
Det var også en svær tid for Marianne, der sad på første række, mens hendes bedste og ældste venindes verden blev vendt på hovedet.
Marianne: "Jeg kunne ikke sige noget, der ville gøre det nemmere. Så jeg lyttede bare til, hvad hun sagde, og når vi lagde på, så kunne jeg selv græde."
Og selvom det var en hård tid for dem begge, var det slet ikke svært for Marianne at vide, hvordan hun skulle hjælpe Tine gennem sorgen. De to har nemlig altid haft en tæt relation, og de har været der for hinanden i livets opture og støttet hinanden, når tilværelsen har gjort ondt.
Et livsvidne
”Vi er hinandens bedste tilskuere til livet.”
Sådan beskriver Tine Høgh forholdet til sin bedste veninde Marianne Lander. I 54 år har de to fulgt hinanden – både i dagligdagens trivialiteter og når livet gør store udslag. Og selvom der i dag sidder to kvinder på 60 – der, uden at aftale det, er iført nærmest identisk tøj – startede de ud som to 6-årige piger, der mødte hinanden i klasseværelset.
Marianne: "Vi startede i første klasse sammen på Åby Skole ved Aarhus."
Tine: "Men da vi gik i 6. klasse, fik min far arbejde i Odense, og så skulle min familie flytte. Det var bare et vanvittigt tidspunkt at flytte på, husker jeg. Mine venner, veninder og hele mit grundlag var jo i Aarhus."
Marianne: "Så i en periode boede du henholdsvis hos din farmor i Risskov og hos mig, så du kunne gøre skoleåret færdigt. Derefter rejste vi frem og tilbage mellem Odense og Aarhus, så vi kunne besøge hinanden."
Siden dengang har de delt mange store øjeblikke med hinanden, og da Tine mødte ham, der senere blev hendes mand, var Marianne også med. Som 18-årige tilbragte de to unge kvinder pinseferien i den dejlige ferieby Kerteminde. Her mødte de Lars Høgh, selvom de faktisk først var faldet i snak med nogle andre unge mænd.
Tine: "Vi havde lavet bål nede på stranden sammen med nogle ”smarte fra byen”, som Lars ville kalde dem."
Lars’ forældre havde også sommerhus i området, og det var ikke helt tilfældigt, at han sørgede for at falde i snak med Tine, da han kom forbi stranden sammen med sin ven Benny.
Tine: "Han fortalte, at han havde set mig i bussen på Sønder Boulevard, når han skulle frem og tilbage til Odense Boldklub, hvor han spillede dengang. Jeg syntes, det var lidt skørt, men den var god nok."
Og Lars gjorde også indtryk på Tine, for det endte med, at kvinderne droppede de smarte fyre og tog med Lars og Benny tilbage til byen. Hverken Tine eller Marianne havde regnet med, at det ville blive starten på en 40 år lang kærlighedshistorie.
Tine: "Altså han var jo pæn, syntes vi."
Marianne: "Og så var han fodboldspiller. Det var lidt spændende. Men jeg tænkte nok ikke, at han var den eneste ene for Tine, for vi har tit været ude og mødt folk. Men sådan blev det. Heldigvis."
En kæmpe sorg
Man siger, at når kærligheden er stor, er sorgen det også. Og når sorgen for alvor klemmer om hjertet, kan det være svært at se, hvordan man skal leve videre med det evige livsvilkår, det er, at den person, man ville dele det hele med, er borte.
D. 8. december 2021 døde Lars Høgh efter en lang kamp mod kræften. Efter 3,5 år med sygdom var han væk, og de, der blev tilbage, var efterladt med et stort tomrum. Et tomrum, Marianne også måtte håndtere.
Marianne: "Det var en kæmpe sorg, at Lars var syg, og at han døde. Det var meget hårdt at se Tine være så ked af det. Deres børn var kede af det. Min mand var ked af det. Mine drenge var kede af det. Og jeg var selv ked af det. Det var bare frygteligt, at det skete. Det var meget hårdt for os alle."
Tine: "Han var for ung, for sund og det mest positive menneske. Og uanset om han havde været det, eller han havde været noget andet, så er sorgen bare kæmpestor. Det er den vildeste følelse, og du skal simpelthen have prøvet det, før du kan vide, hvordan det føles. Jeg kunne mærke det helt ind i mine knogler, og jeg kunne ikke bare skubbe det væk. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke sove, og jeg kunne ikke spise noget. Det eneste, jeg kunne, var at græde."
Hvordan var det for dig, Marianne, at se Tine have det sådan?
Marianne: "Det var frygteligt. Bare jeg tænker på det, så begynder det herinde bagved."
Hun tager den ene hånd op mod øjnene.
Marianne: "Der var så lang tid, hvor jeg virkelig havde troet på, at Lars ville klare den. Jeg tænkte: ”Kan vi være så heldige?”. Men på et tidspunkt kunne jeg godt se, at det ville han ikke."
Den Danske Ordbog definerer sorg som en dyb, vedvarende, smertelig følelse af tab. Det er en følelse, som de fleste af os – med en knugende fornemmelse i maven – kan forestille os. Alligevel er det svært helt at sætte sig ind i, hvordan det er, når man mister den, der står en allernærmest, hvis man ikke selv har oplevet det, fortæller Marianne.
Marianne: "Selvom jeg var så tæt på Tine og nærmest så det hele fra første række, så forstår jeg stadig ikke, hvad Tine gik igennem. Selvom jeg kender hende så godt, og jeg kender til alle hendes mønstre og følelser, så kan jeg ikke sætte mig ind i det. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må have været."
Tine: "Marianne har været mit mest faste holdepunkt i hele processen. Mine børn var også fuldstændig opløste, og vi kunne faktisk ikke holde ud at være sammen, fordi vi var så kede af det.
I en lang periode så vi ikke hinanden særligt meget, fordi det gjorde for ondt. Marianne var alligevel lidt længere ude, og hun kunne bedre håndtere min sorg og styre sine egne følelser, når vi var sammen. Det havde jeg brug for på det tidspunkt."
Tine beskriver, at der var over et år, efter Lars var død, hvor hende og børnene ikke kunne holde til at være sammen. Heldigvis er de et bedre sted i dag, og de har netop været ude at rejse i forbindelse med Tines 60-års fødselsdag. Turen gik til Hawaii, og både hendes børn og børnebørn var med.
Tine: "Det var en fantastisk tur. Det var en rejse, Lars og mig havde snakket om, at vi skulle på, som vi desværre ikke nåede. Så det var meget afgørende for mig, at vi kom afsted. Som familie trængte vi også til det."
Men det havde ikke kunnet lade sig gøre før nu, fordi familien havde det svært med at være samlet, fortæller Tine.
Tine: "Vi kunne ikke hjælpe hinanden, og det synes jeg, vi har været meget bevidste om. Vi skulle håndtere det på hver vores måde, og vi kunne simpelthen ikke rumme hinanden. Nu kan vi heldigvis både grine og græde sammen, og vi er en normal familie igen."
Heldigvis kunne Marianne godt rumme alle følelserne og lægge sine egne på hylden, når Tine havde brug for en ven.
Marianne: "Det var ikke hver gang, vi snakkede sammen, at jeg også græd. Jeg prøvede at holde det tilbage, så jeg kunne hjælpe Tine bedst muligt. Det var ofte svært for mig, især hvis det var en meget voldsom dag, og Tine spekulerede i, om det var nu, han ville dø. For jeg ville gerne sige det rigtige, men hvad skulle det være?"
Og selvom det kunne være en udfordring at finde de helt rigtige ord, der måske kunne lindre en smule, har Marianne aldrig været i tvivl om, hvordan hun skulle støtte Tine.
Marianne: "Det kom meget naturligt for mig, fordi vi kender hinanden så godt."
Tine: "Marianne er heller ikke blevet skånet for noget, fordi vi er så tætte. Jeg har delt alt med hende. Også de meget svære tanker og følelser. Hun har været god til også at fortælle mig, når hun ikke var enig i det, jeg sagde. Når jeg har sagt: ”Jeg kan ikke mere”, så har hun altid svaret: ”Jo, du kan, og du skal nok klare det”. Det var en kæmpe hjælp, for jeg kom ofte til at tvivle på mig selv, fordi det var så hårdt."
”Kan du ikke ringe til Tine?”
Der er en bestemt ting, som Tine og Marianne har tilfælles, og det er meget heldigt, for det er ikke alle i deres omgangskreds, der er lige vilde med det.
Tine: "Jeg snakker meget, og det gør Marianne også. Det er nok endnu værre nu, hvor Lars ikke er her mere, for så kan jeg ikke snakke med ham. Han sagde også til mig, da han var syg: ”Hold kæft, hvor du snakker, Tine”. Han kunne ikke holde ud at høre på det til sidst."
Hun fortæller historien med et grin, for hun ved, at hun ikke er den eneste ved bordet, der kender den udmelding.
Marianne: "Når min mand, Per, og jeg står op på samme tid, så går jeg jo bare i gang med at snakke. Så siger han tit: ”Åh nej, kan du ikke ringe til Tine?”."
Tine: "Det er jo det, vi gør. Vi kan faktisk snakke i rigtig mange timer."
Marianne: "Og når vi snakker i telefon, så er vi ved at ringe af fem, syv, måske ni gange, men så er der altid lige noget, vi mangler at fortælle. Så siger jeg tit: ”Jeg har faktisk lidt travlt, så du kommer lige med ud i bilen”."
Tine: "Vi snakker faktisk næsten sammen hver dag. Det er bare hyggeligt. Vi deler alt med hinanden. Det er også, fordi vi stadig har noget at snakke om. Vi har kendt hinanden længere, end vi har kendt vores ægtefæller. Det kan du ikke købe for penge."
De deler både, når det går godt, og når det går rigtig skidt, og der er ikke noget, den anden ikke kan tåle at høre. Der er dog én ting, de aldrig undlader.
Marianne: "Selv når vi er rigtig kede af det, har vi meget let til grin."
Tine: "Hver gang vi taler sammen, så uanset hvor frygteligt det er, det, vi har talt om, så slutter vi altid af med at spørge: Har jeg taget på? Har du købt noget nyt tøj? Har jeg fået nye rynker? Vi kan sagtens græde sammen, men vi lander altid der. Det er meget befriende."
Marianne: "Efter Lars døde, hvor du nærmest ikke fik noget at spise i hundrede år, der sagde jeg til dig: ”I det mindste taber du dig”."
Tine: "Ja, vi kan heldigvis bruge ironi og humor. Det kan du selvfølgelig ikke i starten, når du mister nogen, men ligesom det kan lindre at græde, så kan det også lindre at grine."
Marianne: "Min mand var også engang meget syg, hvor vi faktisk troede, vi skulle miste ham, og han svandt ind til ingenting. Så sagde Tine til ham: ”Prøv at tænke på, at du har smidt de 10 kilo, som du altid har ønsket”."
Socialt afsavn
Tine beskriver, hvordan det lange sygdomsforløb også påvirkede hende socialt, og faktisk følte hun sig meget alene.
Tine: "Det var svært for mig at rumme mine venskaber, fordi Lars var så dårlig. Han havde ikke lyst til at se så mange til sidst, for der var noget stolthed, han gerne ville beholde. Men det var et savn for mig, og jeg følte mig faktisk ensom i den tid."
For der er nogle ting, som man kun kan få fra gode venner, og det er faktisk ikke anderledes, når man er 60, end når man er 20. Altså på nær lige en enkelt ting.
Tine: "Vi går ikke så meget i byen mere."
De griner begge to.
Marianne: "Men ellers tror jeg ikke, at der er så meget forskel i det, vi får ud af vores venskab. Vi følger med i hinandens liv og deler alle glæder og sorger. Og så er vi faktisk også enige i mange ting, hvilket er rart. Og det er jo ikke, fordi vi har bestemt os for, at hvis den ene synes noget, så synes den anden det også. Vi synes bare tit det samme."
Tine: "Hvorfor har vi egentlig ikke bare bestemt os for det? Det kunne da være dejligt."
Udover at deres meninger ofte er ens, så har de også mange fælles referencer, som gør de fleste ord overflødige.
Marianne: "Jeg skal bare sige et ord, så ved Tine, hvad jeg mener."
Tine: "Nogle gange skal vi bare kigge på hinanden, så ved vi det. Vi har en særlig forbindelse. Se bare på os i dag."
Hun peger mellem dem og hentyder til, at de nærmest er iført det samme sæt tøj. Armygrønne bukser og en hvid overdel. Marianne i strik og Tine i en skjorte.
Tine: "Vi har overhovedet ikke talt om det, og så kommer du i det samme tøj, Marianne."
Marianne: "Og faktisk havde jeg også en skjorte på i morges. Det var kun, fordi det var så koldt, da jeg skulle ud i bilen, at jeg skiftede til en striktrøje. Det er da lidt skørt.
Men det er også, hvis jeg har været til noget, hvor jeg har siddet sammen med en bestemt type af menneske, som Tine og jeg måske synes er et ”spændende” menneske, så behøver jeg ikke at pensle det ud. Jeg kan bare sige: ”Det var sådan en rigtig Ove”. Så ved Tine præcis, hvilken type det var."
De to veninder deler også interesser, og de sørger for at holde den anden opdateret på, hvad der rører sig.
Tine: "Vi bliver inspirerede af hinanden. Med politik, tøj, bøger, mad, ferier, film og meget andet. For vi vil gerne følge med og vide, hvad der sker inden for de områder. Så der hjælper vi også hinanden. Hvis jeg sad og så ”Det lille hus på prærien” og havde gjort det i 30 år, så er jeg ikke sikker på, at Marianne gad at snakke om det mere."
Marianne: "Nej, det gad jeg nok ikke. Men jeg tror faktisk aldrig, at vi kan løbe tør for ord. Når jeg besøger Tine i Odense, og vi selvfølgelig sover i den samme seng, så taler vi hinanden i søvn."
Tine: "Vi kan både snakke om hverdagsting og have dybe snakke om livet. Vi har begge dele i os."
Marianne: "Hvis der sker noget i vores liv, så går der aldrig mere end en halv dag, før vi deler det med hinanden."
Bare lyv alt det, du kan
Det er ikke svært for Tine og Marianne at finde de smukke ord frem, når der bliver spurgt til, hvorfor den anden er en god veninde.
Tine: "Det er meget nemt for mig at forklare, hvorfor Marianne er en god veninde. Hun er enormt omsorgsfuld, loyal og charmerende. Hun er skæg, dygtig og klog. Jeg kan faktisk næsten ikke finde noget negativt at sige om hende. Måske lige med undtagelse af …"
Hun holder en lille pause i sætningen, og Marianne ved straks, hvad hun hentyder til.
Marianne: "Tine og jeg er begge mindre gode til at bruge nutids-r. Og vi kan da godt stave, men vi er måske ikke de bedste. Vores mænd har også altid sagt: ”Årh for helvede, men de har jo også gået på den samme skole”."
Tine: "Dengang skulle man bare stave, som man selv syntes."
De ler begge ved tanken om deres faglige mangler, men Marianne kommer hurtigt tilbage til at svare på, hvordan Tine er en god veninde.
Marianne: "Jeg kan jo sige alle de samme ord til Tine."
Tine: "Bare lyv alt det, du kan."
De griner begge to, men det er tydeligt, at det næste, Marianne siger, langt fra er en løgn.
Marianne: "Jeg elsker Tines humør og hendes livsindstilling. Jeg ved godt, at der har været meget sorg, men generelt har hun altid gået meget op i, at vi skulle have det skægt og ikke være kedelige. Jeg elsker mennesker, der ikke er kedelige."
Og det er måske netop det sidste, der er svaret på, hvorfor de to stadig er venner efter 54 år. De keder sig nemlig aldrig i hinandens selskab.
Tine: "Jeg tror, at vi begge to har det sådan, at hvis tingene bliver for ordentlige, bryder vi os ikke om det. Jeg kan nærmest ikke holde ud, hvis jeg sidder i et selskab, hvor alle opfører sig helt korrekt og nærmest ikke kan sige noget som helst. Sådan er det ikke, når jeg er sammen med Marianne, og det er meget befriende. Det er ofte, at vi ikke er helt perfekte. Det bedste, vi ved, er, når vi kommer hjem og får tulletøj på."
Marianne: "Ja, vi går meget i tulletøj."
Tulletøj lægger sig op af ordet tulle, der betyder, at man går rundt uden at fortage sig noget særligt. I praksis er det ofte tøj, der føles afslappende at have på. Og det er også den følelse af behag, der beskriver, hvordan Tine og Marianne har det i hinandens nærvær.
Tine: "Der er ikke noget filter mellem os. Vi skal ikke opretholde en facade, det er slet ikke nødvendigt, og det er jo det, der er rigtig dejligt ved et godt venskab. Jeg tror næsten ikke, at jeg kan sige noget, hvor Marianne ville tænke, at det var helt skidt, eller at det var en grim tanke. Vi kan rumme hinandens følelser og tanker."
Gode venner er guld værd
Når man har været vant til at dele hverdagen med en anden i 40 år, kan det nemt føles ensomt pludseligt at være alene. Og når man befinder sig midt i tomrummet, hjælper det, hvis man har nogen at læne sig op ad.
Tine: "Det har været en hård omgang, må jeg sige. Det har været så vanvittigt hårdt at miste Lars, så det har været guld værd at have gode venner, der har hjulpet mig gennem sorgen."
Og dem har Tine heldigvis mange af.
Tine: "Marianne har kendt mig gennem et helt liv, og hun kendte også Lars helt fra starten, så det er selvfølgelig et meget særligt venskab. Men jeg er meget heldig, at jeg også har mange andre gode veninder, og særligt Vini Iuel og Mette Laudrup har været helt fantastiske. De har også været der 100% for mig gennem hele forløbet. Jeg er meget heldig med de mennesker, jeg har i mit liv."
Og selvom det ikke altid var nemt for Marianne at vide, hvad der var bedst at sige eller gøre, så er der intet, hun ville gøre om.
Marianne: "Jeg har aldrig tvivlet på, hvordan jeg skulle hjælpe Tine, og jeg ville gøre det hele igen. Jeg ved også, at hvis jeg kommer ud for en lignende krise, så vil hun gøre præcis det samme for mig."