For lidt søvn gør børn dumme
Blot en times mindre søvn per nat kan sætte dit barn to år tilbage i skolen.
Børn får i dag i gennemsnit en times mindre søvn, end de gjorde for 30 år siden. Og det kan meget vel gå hen og blive et stort samfundsmæssigt problem, advarer overlæge og søvnforsker Søren Berg fra søvnklinikken Scansleep.
”Folk anerkender ikke, hvor vigtig søvn er. I den vestlige verden er det ikke velset at sove. Det er velset at arbejde og sove så lidt som muligt, og det er en meget uheldig indstilling. Vi bliver nødt til at indse, at søvn er lige så vigtigt som at spise rigtigt og motionere mere. Ellers kan det ende med at blive et ekstremt stort problem for samfundet,” siger Søren Berg.
Hans udtalelser bakkes op af en undersøgelse af professor Avi Sadeh fra Tel Aviv Universitet. Sadeh udstyrede 77 skoleelever med et specielt armbåndsur, der kunne registrere, hvor meget børnene sov. Efter tre dage blev børnene IQ-testet, og her viste det sig, at de af børnene, som i snit sov en time mindre end deres jævnaldrende klassekammerater, havde en viden der var to skoleår tilbage i forhold til det klassetrin, de gik på.
”Der er ingen tvivl om, at børn, der sover for lidt, falder tilbage rent læringsmæssigt. De bliver simpelthen dårligere i skolen end deres jævnaldrende. Netop derfor er det sindssygt vigtigt, at især børn får nok søvn,” forklarer Søren Berg.
Svigt i hjernen
Børn der ikke sover nok får et såkaldt kognitivt svigt i hjernen. De kan ikke huske, hvad de lige har lært. Dette skyldes, at hjernecellerne ved for lidt søvn mister deres ’elasticitet’, så de ikke længere er i stand til at forme nye forbindelser. Forbindelser der er nødvendige for at lagre noget nyt i hukommelsen.
I et forsøg på at få danskerne til at indse, hvor vigtig søvn er, har Søren Berg derfor i samarbejde med forskningssygeplejerske Marian Petersen, lavet pjecen ’Fakta om spæd- og småbørns søvn’. Pjecen er blevet så populær, at hele 170 daginstitutioner har bestilt den.
”Vi er blevet vildt overraskede over, hvor populær den er. Institutionerne bestiller en hel bunke hjem, og så deler de dem ud til forældrene til de børn, som møder trætte op om morgenen. Pædagogerne fortæller, at det er overraskende mange, som er usikre på, hvor meget deres børn bør sove per nat,” siger Søren Berg.
Ud over generelle anbefalinger om antallet af søvn-timer per nat, så giver pjecen også gode råd til, hvordan man får sit lille barn til at sove. På tegnebrættet er nu pjecer om skolebørn og teenageres søvn. For det er ikke altid lige let for børn, uanset alder, at få søvn nok.
”Der er kommet så mange tilbud, som gør, at børn ikke kommer i ordentligt tid i seng. Det gælder både computer, mobiltelefoner, men også masser af sport og fritidsaktiviteter. Men det handler også om, at forældrerollen er ændret. Mange forældre ser deres børn som kammerater og ikke som børn. De tager ikke forældrerollen alvorligt og kræver ikke, at børnene skal i seng i ordentlig tid.”
Risiko for overvægt
Der er dog flere grunde til, at forældre bør fokusere på deres børns søvn. Ud over at de altså risikerer at blive sat tilbage i skolen, så har det også tidligere været fremme, at børn der sover for lidt, har større risiko for at blive overvægtige. En tese som Søren Berg er enig i.
”Når man ikke får sovet nok, så udskiller hjernen et sult stimulerende hormon, og man får simpelthen trang til at ’snacke’ hele tiden. Hvorimod hvis man får nok søvn, så udskiller hjernen i stedet et mætheds stimulerende hormon,” forklarer søvn-eksperten og fortsætter:
”Når vores børn er teenagere, så bekymrer vi os over, om de nu ikke drikker for meget alkohol eller ryger for meget hash. Når de er lidt mindre, er vi fokuserede på, om de spiser sundt nok og får rørt sig. Men det er i lige så høj grad vigtigt, at de får sovet nok. Hvis et barn ikke spiser eller på anden vis ikke er velfungerende, så kan det være en god idé at kigge på søvnen – får dit barn søvn nok?”
Men hvad er så nok?
”Jeg plejer at sige, at et barn har sovet tilstrækkeligt, når det er udhvilet. Hvis man skal stå og ruske sit barn om morgenen for at vække det, så ved vi jo inderst inde godt, at det ikke har fået nok søvn,” lyder det fra Søren Berg.