Klumme: Nej, det bliver ikke nemmere, når børnene bliver større - her er 5 klokkeklare beviser

Jeg elskede at have små børn. De var så nuttede, sjove og ville hele tiden være helt tæt på mig. Men jeg synes også, at det var rigtig hårdt. Og ofte, når jeg stod i lort til halsen (helt bogstaveligt), fandt jeg trøst i tanken om, at det jo ville blive nemmere, når de blev større og selv kunne en masse ting. Det var i min verden præmissen med børn; at det ville være hårdt nogle år og så blive meget lettere.

I dag er mine børn 8 og 10 år, og jeg er ked af at sige det, men jeg synes ikke, at forældreskabet er blevet nemmere i takt med, at mine børn selv kan børste tænder, skifte underbukser og gå til og fra skole.

Udfordringerne med store børn er naturligvis nogle andre end med små. Det er ikke længere bleskift, impulsive skrige-ture i Metroen og børnesygdomme, du aldrig før har hørt om, der trækker tænder ud. I stedet står jeg med to store børn, der oplever og føler en masse, som jeg som deres mor skal hjælpe dem med at navigere i. Og det er overhovedet ikke nemt skulle jeg hilse at sige! Dagene, hvor en banan i klapvognen kunne rede humøret, synes pludselig meget langt væk.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du finde ud af, hvor din grænse går – og vise dit barn det

Men hvad er det så, der helt konkret gør, at jeg synes, det er ligeså udfordrende at have store børn? Der er især 5 situationer med mine børn, der i hvert fald ikke er blevet nemmere i takt med, at de har fået voksentænder og kan læse og skrive, men som blot er blevet udfordrende på en anden måde.

1. Puttescenariet

Dengang: Kampscene omkring putteritual

Nu: Tvunget til at være længe oppe

Puttescenariet var ofte et minefelt, da mine børn var små; jeg var selv døden nær af træthed, og mine børn var overtrætte. Rigtig dårlig kombi, der nemt kunne udløse en katastrofal puttesituation. Til gengæld var det de færreste dage, hvor der ikke var ro i lejren klokken 21.

Store børn har ikke brug for at sove så meget som små børn. Surprise! Mange dage sover min søn først klokken 23:15 – og det er altså et stykke tid efter, jeg helst selv ville være gået i seng. Og da han ikke bryder sig om at være den eneste vågne i hjemmet, er min mand eller jeg nødt til at vente med selv at gå i seng, til han sover. Så når min søn er gået til køjs, holder jeg skarpt udkig med min mand på den anden sofa, så jeg lige præcis når at gå i seng, inden ham. Ellers kan det blive en meget lang aften.

2. Valg af tøj

Dengang: Fransk småblomstret

Nu: Polyester og selvbestemmelse

Min datter var den smukkeste baby (helt objektivt ja ja) med kuglerundt hoved, kæmpe øjne og de længste øjenvipper. Jeg elskede at sammensætte små outfits til hende (ligesom rigtigt mange andre mødre, der også først har fået en pige i anden omgang). Især i småblomstret Liberty-stof på de fineste franske kjoler (som jeg jagtede på udsalg som en besat) og små fløjs-betrukne hårbøjler, som hun altid endte med at tage af og bide i.

I dag har mine børn en fast holdning til, hvad de vil have på. Og sådan skal det være. Meeen jeg savner da lidt at kunne bestemme, at min datters sandaler skal være i kernelæder, og med det der look á la da farmor var barn – frem for lyserøde laksandaler med glimmer-sommerfugle på. Eller at min søn skal blive ved med at have blødt joggingtøj på i afdæmpede farver og økologisk bomuld frem for som 10-årig KUN at ville gå med de der stribede Adidas-træningsbukser i 200% polyester. Suk.

LÆS OGSÅ: 21 tegn på, at du har en tumling i huset

3. Spørgsmål - og mine svar

Dengang: Alvidende mor-orakel

Nu: Følelsen af at være sat bagud

”Mor, bor der en heks derinde?” Spurgte min datter, da hun var lille, hver gang vi gik forbi toilethuset i Fælledparken i København.

Spørgsmålet med heksen var et af de lettere for mig at svare på. Ofte ville spørgsmålene være lidt sværere og kræve en hurtig Google-søgning. Men jeg kunne næsten altid svare. Jeg var den alvidende voksne i mine små børns øjne. Mor-helten.

I dag, hvor jeg har store børn, er situationen lidt en anden.

”Mor hvorfor kan jeg ikke gemme det her Word-dokument, og hvorfor siger den, at der ikke er mere plads?”

Min søn har sin egen computer og oplever indimellem udfordringer med den, som jeg ikke kan hjælpe med. Det er til stor frustration for alle og kan udløse voldsomme kvaler for min søn, der synes, jeg er dum og ”ikke ved noget som helst.”

Især mine store børns spørgsmål til elektronik får mig til at tænke tilbage på deres småbørns-spørgsmål med længsel.

4. Konflikter

Dengang: Sovsen må ikke røre kartoflerne

Nu: Pigefnidder i skolen

I tidernes morgen kunne mine børn gå amok over de helt små ting. For eksempel hvis maden ikke var blevet arrangeret til – efter deres optik - perfektion på tallerkenen. Sætningen, ”sovsen rører ved kartoflerne!” – er blevet ytret mere end én gang hjemme hos os. Det kunne også være mere ”alvorlige” ting som, når man for eksempel pludselig hverken ville gå selv eller sidde i klapvognen, der kunne udløse en katastrofe.

I dag er det nogle lidt mere indviklede sager, der bliver bragt til bords. For eksempel forleden aften, da min datter var ked af det. Først ville hun ikke sige, hvad det handlede om. Men med møje og besvær fik jeg hevet ud af hende, at én af pigerne i klassen havde sagt til min datter, at min datters bedste veninde i virkeligheden slet ikke kunne lide min datter. Og ligegyldigt hvor ulogisk det kunne lyde i mine voksenører, så havde det gjort min datter rigtig bekymret og ked af det.

At skulle rede trådene ud imellem piger i 8-års alderen og ofte involvere både klasselærer og de berørte forældre, synes jeg, er uendeligt meget mere indviklet end at skulle amme to gange i løbet af natten!

LÆS OGSÅ: 11 sikre hits: Her er de bedste legepladser i København

5. Madlavning

Dengang: Kræsne børn

Nu: Endnu mere kræsne børn

Det krævede ofte et par ekstra dybe vejrtrækninger, når jeg som mor til småbørn havde lavet en stor omgang grønsagsmos med en masse gode (læs dyre økologiske) ingredienser til baby for så at finde ud af, at baby absolut ikke havde tænkt sig at smage. Nogensinde.

På 10. år må jeg nu erkende, at mine børn har en særligt stærk vilje, når det kommer til mad. Og hvis der er noget, de ikke kan lide (det vil sige en hel del ting), så har de nu argumenterne klar for, hvorfor de i hvert fald ikke skal smage. For eksempel: ”Mor, kan du huske, hvad der skete, da du tvang mig til at spise champignon?” Og ja, det kan mor godt huske.

Selvom jeg stadig synes, mine børn er lige så krævende, som de var, da de var små, så vil jeg til hver en tid hellere udfordres på min egen holdning til emner som venskaber, kærlighed, livets mening og computerspil. Det er trods alt bedre end natlige skiftninger, ubegrundede humørsvingninger og en masse trivielt samlebåndsarbejde.