klumme om tøj til børn

Klumme: Hvorfor giver vi vores små piger prinsessetøj på, når vi ikke selv kunne drømme om at gå i det?

Vi skal have ændret på normen om, at styrke og kompetencer hænger sammen med slips og sorte jakker, lyder det fra klummeskribent Marie Hundebøll Plum. Og som rollemodeller for vores børn har vi ansvaret for at udfordre tøjhierarkiet ved at gakke lidt mere ud i tøjet. For så længe kvinder i magtpositioner klæder sig ud som små mænd, reproducerer de bare ideen om, at kun mændenes garderobe er værd at tage seriøst.

Jeg er grundlæggende modstander af ideen om, at tøj har anden betydning end at holde dig varm. Hvis det stod til mig, så gik alle i lige præcis det, de nu har lyst til. Om det så er body paint eller en kjole af fjer.

Men det slog mig en dag, hvor usandsynlig meget magt tøj faktisk har. En dag hvor jeg så en flok små piger komme gående med deres forældre. Pigerne smeltede nærmest sammen i et inferno af lyserøde, pink og lilla nuancer, med strutskørter, glimtende hårspænder og sølvfarvede sandaler. Et Barbie-eventyr af tøsethed og prinsesse vibes. Men rundt om dem gik deres mødre, som på trods af sammenfaldende kromosomsammensætning hverken havde lyserødt eller glimmer på. Derimod havde de stort set præcis det samme på som fædrene. Sorte bukser, en skjorte-agtig bluse og en sort eller mørkeblå jakke.

Og der ramte tanken mig.

Vi klæder vores små piger ud i lyserødt og sløjfer, men vi kunne aldrig drømme om selv at tage den slags på som voksne. På et eller andet tidspunkt skifter vi tøjet ud med det, som mændene går i. Og hvorfor? Fordi ellers ville ingen nogensinde kunne tage os seriøst.

Når man så skeler til drengebørn, så er der ikke særlig stor forskel på det, de går med som børn og som voksne. Måske er der ikke lige en dinosaur på t-shirten længere, og måske er den udskiftet med en skjorte, hvis det er påkrævet på arbejdspladsen. Men ellers kan drengebørn stort set fortsætte med at tonse rundt i nogenlunde samme slags beklædningsdele og farver hele livet igennem. Betyder det så, at de som børn er nemmere at tage seriøst? Det virker skræmmende nærtliggende at tro.

Opgør med stereotyperne

Nu skal det her endelig ikke forstås som et opråb til, at piger skal stoppe med at gå i lyserøde kjoler og glimmersko, for at vi kan tage dem mere seriøst. For som jeg indledte med, synes jeg, at alt tøj burde være lige godt og have lige meget værdi.

Men det har det bare ikke, og det bør vi gøre noget ved.

For det kan ikke komme bag på nogen, at alt hvad der hører til det maskuline stadig rangerer højest i vores samfund. Og hvis det alligevel skulle komme bag på en derude, så kan man bare vende blikket mod Christiansborg et øjeblik. Hvis en kvindelig politiker vil tages bare en lille smule seriøst, så iklæder hun sig selvfølgelig mandens garderobe. Jakkesæt og skjorte. Håret skal hun sørge for at gemme så langt væk som muligt i en ansigtsløftende stram knold.

Der er kun én ting, der nu adskiller hende udseendemæssigt fra manden. Stilletterne. En sko forbundet med så meget smerte, ubehag og ødelagte tæer, men som de her intelligente kvinder alligevel vælger at stavre rundt i dagen lang. Måske for at blive lige så høje som mændene. Måske for alligevel at bibeholde en vis form for kvindelig selvsikkerhed, som er god at have i en ophedet debat.

Forestil dig hvis de her kvindelige politikere kom anstigende til finanslovsforhandlingerne i lyserøde flæser og glimmersko. De ville blive grint ud af borgen. Men fordi de kommer som små kopier af mændene, bliver de mødt med respekt og anerkendelse (sådan nogenlunde da).

Hvis man, som mig, synes, det er problematisk, at vi tillægger det maskuline udtryk mere værdi end det feminine, hvad skal vi så gøre ved det? Skal vi begynde at give vores små piger blå bukser og hættetrøjer på, så de i hvert fald tøjmæssigt har samme status som drengene? Eller skal vi i stedet få voksne kvinder, også politikerne, til at udfordre normen om det maskulines magt ved simpelthen at droppe habitten og bare gå klædt, som de har lyst?

Behov for at blive taget seriøst

Jeg er selv ret begejstret for jeans, skjorter og kondisko. Og jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at det helt klart skyldes et behov for at blive taget seriøst og vække respekt i dem, jeg omgås.

Jeg kan bedre lide, at folk på gaden tænker ”sej type”, end at de tænker ”yndig pige”. For det ved jeg godt ikke har en skid status. Men hvad nu hvis kønsnormerne var omvendte? Hvad hvis det feminine var det stærke og attråværdige? Ja, så tror jeg faktisk, at jeg ville vimse rundt i lidt flere violette skrud og fyre en kende op for glimmeret. For federe er sorte bukser heller ikke. Så ville både Støjberg og Ellemann-Jensen give den gas i debatterne i en blomstret sarong og fede halskæder. Og alle ville se på dem og tænke, hold kæft, de har styr på sagerne de to!

Så måske vi alle sammen skulle blive lidt bedre til at udfordre tøjhierarkiet og gakke lidt mere ud i tøjet. Vise at styrke og kompetencer ikke hænger sammen med slips og sorte jakker. Måske vi skulle overveje, hvorfor vi giver vores små piger prinsessetøj på, når vi ikke selv kunne drømme om at gå i det. Måske vi skulle ryste posen og ikke KUN give vores børn kønsstereotypt tøj på og lige huske os selv på, hvad det er for nogen normer, vi er med til at reproducere. Vi skal huske os selv på, at vi er rollemodeller, og at vi kan ændre på magtens udtryk ved simpelthen at skide på kønsnormerne og gå i lige præcis det, vi har lyst til.

DET ville være et seriøst fashion statement.

Om skribenten

Marie Hundebøll Plum er journalist og har bloggen slowdowntiger.dk med sin mand Mattias Hundebøll.

Hun er mor til Carl-Egon på 4 år og Ejner Bob på 2 år.

Du kan følge med på @Marieplumski på Instagram.

Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.