Indretning

Vi er i Brønshøj, men stilen er ren Provence...

Kig med indenfor hos Lone og Kim, der har skabt en drøm af et kolonihavehus, hvor sydlandsk og nordisk stemning går op i en højere enhed.

Selvom GPS’en viser Brønshøj, bliver man alligevel i tvivl, om det er Provence, man er havnet i, for her i Kim og Lones kolonihavehus hersker en helt vidunderlig sommerstemning. Huset er malet i en smuk støvet lyseblå farve, og flere steder er der plantet både vin og blåregn, som sørger for et duftende grønt tag over terrassen.

“Når vi er i kolonihaven, er det næsten som at være på ferie hele tiden. Der falder så megen ro på, når vi træder ind ad havelågen, og det er uanset, om vi har familie og venner på besøg eller bare er os selv”, fortæller Kim. Parret flytter kun tilbage til deres lejlighed i Værløse i de koldeste vintermåneder, for kolonihavehuset har helårsvand, så de bor i deres feriebolig næsten otte måneder om året. “Vi skynder os herud, lige så snart den første snert af forår viser sig”, fortæller Kim.

Lad skvalderkålen stå

Kim og Lone foretrækker at være ude det meste af tiden, så der er tænkt over flere hyggekroge til de forskellige stunder i løbet af dagen. På verandaen nydes de første varme stråler fra den lave forårssol i selskab med hunden Fifi og masser af lune tæpper. Og i hjørnet af haven står en flot antik indonesisk bænk, hvor parret ofte sidder med et glas vin om aftenen i læ under  det store kirsebærtræ. Overalt står rustikke krukker fyldt med stauder og krydderurter, som Lone nyder at indrette uderummet med.

“Det hele må godt se lidt vildt, råt og tilfældigt ud, med en lille smule romantik. Det må endelig ikke blive for pænt. Her fjerner vi f.eks. heller ikke skvalderkål i bedene, for det er jo også dejligt grønt at se på”, fortæller Lone.

48 veludnyttede kvadratmeter

Indenfor er der indrettet i let og nordisk stil med lyst træ tilsat hvide, blå og turkise farver. Der er højt til loftet, og de mange vinduer samt et ovenlysvindue lader lyset strømme ind fra morgen til aften.

“Lyset betyder alt for os, og man bliver bare så glad af at være her. Det er dejligt livsbekræftende”, fortæller Lone. Huset er kun 48 kvadratmeter, men med et åbent køkken og en hems til de voksne børns besøg, er den sparsomme plads udnyttet godt. “Vi bor småt og godt, og vi elsker den livskvalitet, det giver os at bo simpelt. Vi tænker aldrig over, at vi har halvt så lidt plads som derhjemme i lejligheden, fordi vi altid er udenfor. Vi føler os meget privilegerede at kunne leve på denne måde. At have en så lang sommerferie hvert eneste år”, siger Kim.

Blaa_baenk.jpg

Lige så snart man træder ind ad havelågen til Kim og Lones kolonihavehus, betages man af den smukke sydlandske stemning med blåregn, krukker og blomster. Bord og bænk er loppefund – for lignende prøv stentebjerg-antik.dk

Pejs.jpg

Da Lone og Kim overtog kolonihavehuset for 6 år siden, satte de en brændeovn ind for at kunne holde varmen i det tidlige forår samt om efteråret. Stolen er fundet via Den Blå Avis, og lampen er et loppefund.

Baenk_udenfor.jpg

Lone og Kim har selv bygget en lille tilhørende udestue, som er malet i den samme støvblå farve som huset. De bruger den til at spise ‘ude’, når det er koldt, eller hvis de har mange gæster. Bænken i udestuen er lavet af gulvbrædder lagt oven på mursten og små kommoder. Spisebordet er fundet på lauritz.com.

Hems.jpg

Loft til kip med en lille hems tjener som en funktionel soveplads, når de voksne børn er på besøg. Den lyseblå kommode er fra en lille genbrugsbutik, som Lone og Kim havde for nogle år tilbage.

Krukke.jpg

En stor krukke med chokoladeblomster og dekorative strandsten byder velkommen. På plankeværket hænger en træfisk fra Kreta.

Koekken.jpg

Parret fik sat nye fronter på køkkenskabene og satte trækasser under til ekstra opbevaring. I loftet hænger en stige, som Lone fandt i Sverige. Den lå på klipperne og var skyllet op af havet og tjener nu som et flot og rustikt indslag til indretningen.

Badevaerelse.jpg
Lilla_blomst.jpg
Knage.jpg

De vigtigste redskaber skal naturligvis være inden for rækkevidde både ude og inde.

Blaa_skab.jpg

Det gamle patinerede skab fandt parret på et loppemarked i København. For lignende prøv wiingaard-bi.dk.

Blaa_kande.jpg

Parret har samlet keramik og glas fra loppemarkeder og genbrugsbutikker i blå farver, så tingene let kan matches.

Spisebord.jpg

Det vælter ind med lys dagen lang i det lille kolonihavehus, som både har mange vinduer og loft til kip med ovenlysvinduer. I køkkenalrummet har Kim og Lone indrettet med et spisebord, de fandt til 200 kr. i Den Blå Avis, og Eames spisebordstole. Lampen er fra Ikea. Den sorte vase er fra Lyngby by Hilfling.

Snup ideen

Kopier en af de kreative løsninger fra Kim og Lones skønne kolonihave.

Blaa_baenk_2.jpg

Levende tag

Lad klatreplanter som vin og blåregn danne et grønt tag på terrassen. Vælger du vinen, er der ekstra bonus, når du kan høste druer senere på sommeren.

Knage.jpg

Handy øloplukker

Brug en hulsten til at lave et ophæng til nøgler eller øloplukker. De dekorative hulsten er altid smukke og giver sommerstemning, uanset hvordan man bruger dem.

I_haven.jpg

Hjemmelavet espalier

Du kan selv bygge et espalier af bambusgrene og snor omkring en bænk, ligesom Kim har gjort. Brug tykke grene til skelettet og mindre grene som tværpinde, planterne kan vokse op ad. Her vokser en blåregn.

Cykelstativ.jpg

Grønt cykelstativ

Plant et stykke hæk i havensom et skjulested til cykler. Detsamme kan du gøre, hvis du vilskjule skraldespandene.

Hems.jpg

Hems til gæsterne

Når man kun har 48 kvadratmeter og gerne vil have plads til overnattende gæster, er en hems genial. Du behøver ikke have specielt højt til loftet, hvis det blot skal være en ‘sovehems’ som her.

Hvem og hvor?

HVEM: Kim Lerborg, ejer af reklamebureau, og Lone Nissen, underviser på universitetet

HVAD: Kolonihavehus på 48 m2 fra 1930’erne

HVOR: Brønshøj