Kristina er fristrikker: ”Jeg beder til Gud hver gang jeg skal sætte ærmer på"

Man tror det næsten ikke, men for tre år siden havde Kristina Aamand aldrig prøvet at strikke. Jo, hun kendte lige ret og vrang, men ikke mere end det. Hvad hun ikke selv vidste – men skulle finde ud af – var, at hun i den grad havde brug for at strikke.

– Jeg var ret stresset på det tidspunkt. Jeg var blevet forfatter som 40-årig, og jeg skrev hele tiden. Jeg skrev hele dagen, og når jeg vågnede klokken tre om natten, stod jeg op og skrev igen. Til sidst var det en regulær dødsangst. Kunne jeg blive ved med at skrive så meget, siger Kristina Aamand, som er 47 år i dag.

I den forbindelse skal det nævnes, at Kristina er mor til seks børn mellem 23 og tre år. De fem ældste har hun med sin eksmand, og den yngste, Njord, har hun med sin nuværende mand, Martin, som også havde to børn i forvejen, da de to mødtes.

– Det var mine bøger, der stressede mig, men der var også mange børn omkring mig plus to hunde og en kat. Vi holdt aldrig ferie eller weekend, og det var efterhånden et regulært helvede, jeg havde skabt omkring mig. Man skal have pauser, leg og luft. Det havde jeg ikke fået i lang tid, siger hun.

Der var nok at se til, og en dag fik Kristina pludseligt lyst til at strikke.

– Jeg har altid syntes, at strik var fantastisk, så jeg gik ned i et supermarked og købte noget garn og nogle plastikpinde.

Det terapeutiske halstørklæde

Kristina oplevede, at når hun sad med strikkepindene mellem hænderne, kunne hun ikke skrive. I stedet kunne hun være sammen med sin familie.

– Så strikkede jeg det, jeg kalder det terapeutiske halstørklæde. Det gjorde noget godt for mig. Men jeg ville gerne strikke en sweater, siger Kristina og kigger på noget af den færdige produktion af strikketøj fra de seneste to år. Resten kunne hun simpelthen ikke bære på én gang.

– Hvis jeg kun skulle strikke halstørklæder, havde jeg jo kunnet brolægge motorveje med dem nu, siger hun så med et grin.

Men Kristina er ikke som andre strikkeentusiaster. Da hun gik på Youtube for at se, hvad andre strikkede og mestrede af teknikker, mistede hun modet fremfor at blive inspireret.

– Det mindede mig om at arbejde, hvor du også skal præstere og kunne ting. Pludselig var det lige så stressende at strikke en sweater som at skrive en bog, husker hun.

Men så fandt hun ud af, at hvis hun blot strikkede firkanter, så kunne hun sætte dem sammen til en sweater. Hun tog en gammel sweater og dissekerede den, så hun kunne se præcist, hvordan den var sat sammen. Og da hun lærte sig at strikke på rundpinde, kunne hun strikke tre rør og sy dem sammen. Et til kroppen og et til hver af ærmerne.

Fejl er meningen

Kristina er heldigvis ikke bange for at grine af sig selv og alle de færdige stykker tøj, hun har fremstillet siden sidste år, da hun gik i gang.

– Jeg beder til Gud hver gang, jeg skal sætte ærmer på, griner hun.

– Det er ikke altid, de passer, men så strækker jeg dem. Nogle gange går det godt, andre gange ikke.

Som udgangspunkt strikker Kristina altid sweaters – og som udgangspunkt til sig selv. Men garnet taler til hende undervejs, og en sweater kan blive til en nederdel, eller en trøje kan blive en gave til en veninde, hvis Kristina ikke selv får den brugt. Hun har også besluttet sig for, at hun aldrig laver noget om. Hvis der kommer fejl i strikketøjet undervejs, så er det meningen.

– For eksempel de her elefanter, som går rundt på min trøje, siger hun og kigger ned af sin multifarvede oversize sweater, hvor en bort af elefanten slynger sig om hendes hofter. – Der kom den første og den sidste elefant for tæt på hinanden, så det ligner, at den ene elefant har snablen helt oppe i røven på den anden, griner hun.

– For mig har strikketøjet historier. Når to mennesker i motivet kommer for tæt på hinanden, tænker jeg på, hvorfor de mon er det, og så kommer der en historie ud af det.

– Denne her sweater f.eks. er strikket under coronakrisen. Se her, hvordan menneskerne danser i starten, men da landet blev lukket ned, var der kun otte personer på ærmet, og de står meget langt fra hinanden, siger hun, inden hun hiver endnu en trøje – en tæt sweater med vide trekvartærmer – op af en kurv og bedyrer, at også den har en god historie.

– Den var oprindeligt dobbelt så stor. Den var enorm! Jeg havde tænkt, at det skulle være sådan en casual sweater, du ved, men jeg gik vist lidt i blodrus, da jeg strikkede den. Jeg troede, den ville falde pænt. Men da den var færdig, kunne jeg se, at den ville falde pænt, hvis der var to mennesker inden i den. Så tænkte jeg, at det enten var skraldespanden eller vaskemaskinen. Jeg kom den i vaskemaskinen, og i dag elsker jeg den.

Mors eget rum

I dag strikker Kristina hver dag. Og hun strikker kun til sig selv – ikke til de seks børn.

– Strikningen er mit! At strikke er ligesom at drømme, og det er mit rum. Mit liv handler rigtig meget om at tage sig af børn hele tiden, men det her er mit eget. Jeg gider heller ikke spilde min kreativitet og et halvt år på at strikke en vest, som et barn så synes kradser efter at have haft den på i to minutter.

– Det næste jeg skal i gang med, er en PMS-poncho. Den skal have sådan nogle sure ansigter i siden, siger hun med et smil.

I dag er Kristina Aamand atter en glad forfatter. Hun er helt sikker på, at det er strikketøjet, der har hjulpet hende med at genfinde arbejdsglæden.

– I starten da jeg skrev, var jeg meget begejstret over historierne, men det var gradvist blevet smadret, efterhånden som jeg fik travlt. Nu har jeg fundet begejstringen ved at skrive igen.

Begge dele er nemlig afløb for hendes kreativitet.

– At skrive og strikke er to vandhaner fra samme brønd. Hvis der er en prop i det ene sted, kommer vandet bare ud det andet sted.