”Anne Bech blev min redning. I dag har jeg tabt 22 kilo”
Charlotte Grønborg har fået sit liv tilbage efter en syv år lang kamp mod overvægt og dårligt selvværd.
27-årige Charlotte Grønborg år vejede 57 kilo, inden hun blev mor til sine to børn. Hun var glad, udadvendt og tilbragte meget tid sammen med sine venner. Men to fødsler, en lille dreng med kolik og manglende overskud i hverdagen resulterede i, at Charlotte Grønborg tog 22 kilo på. Det har haft store konsekvenser for Charlotte Grønbords selvværd og ikke mindst hendes sociale liv.
-Jeg har været utrolig ked af det. Min selvtillid har været ikkeeksisterende, og i lange perioder har jeg bare haft lyst til at gemme mig på sofaen. Når jeg endelig tog ud, var det for andres skyld og ikke min egen, fortæller Charlotte Grønborg.
-Generelt har jeg bare haft det rigtig dårligt med mig selv. Og det blev ikke bedre af, at en bekendt for et år siden kiggede på mig og sagde: "Synes du ikke, at du er blevet lidt stor"? Det gjorde virkelig ondt, fortsætter hun.
Det gik ud over hele familien
Charlotte Grønborgs kamp mod kiloene har ikke kun påvirket hende selv, men også forholdet til familien.
-Jeg har ikke haft overskud til at sidde på gulvet og lege med min datter, fordi de mange ekstra kilo gav mig smerter i knæene. Og kun sjældent har jeg taget børnene med på legepladsen, for jeg blev forpustet af fysisk aktivitet, siger hun.
Charlotte Grønborg mindes en dag, hvor det gik op for hende, hvilke konsekvenser hendes vægt og selvhad havde for kvalitetstiden med børnene.
-Jeg kan huske en dag, hvor jeg var i forlystelsespark med mine børn. Den ældste ville have mig med op i en karrusel, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå med. Det var ikke, fordi jeg var for stor til at være i den, men jeg var bange for, at den ville brase sammen.
På grund af sin vægt, har Charlotte hverken følt sig tilstrækkelig i sin rolle som mor eller som kæreste.
-Jeg har prøvet at tabe mig flere gange, men uden held. Specielt i de perioder hvor mine vægttab har mislykket, er det gået ud over min mand. Jeg har været sur og svær at være i nærheden af.
Vendepunktet
Efter syv års kamp med vægten, er det nu lykkedes Charlotte Grønborg at tabe sig. Og det med hjælp fra træningsekspert og personlig træner Anne Bech.
- En sen eftermiddag sad jeg i min sofa og så fjernsyn, hvor Anne Bech fortalte om sine bøger 'Top trimmet på 12 uger' og 'Tab dig, hvor du vil'. Hun virkede så oprigtig, så jeg købte bøgerne med det samme. Det blev mit wake up call, siger Charlotte Grønborg.
- Man kan sige, at Anne Bech blev min redning. I dag har jeg tabt 22 kilo. Det er specielt hendes træningsprogram, der har hjulpet mig. Jeg laver det fast tre gange om ugen, hvor jeg kombinerer motions- og styrketræning. Og så har jeg lavet en seriøs kostomlægning, hvor jeg mere eller mindre har droppet alt sukker.
Vægttabet har ændret Charlotte Grønborgs liv, men kampen mod kiloene fortsætter lidt endnu.
- Jeg er gået fra 87 til 65 kilo på et år, og det har betydet rigtig meget for mig. Jeg har fået min selvtillid tilbage, og jeg er glad og nyder hvert et øjeblik sammen med mine børn. Men min kamp er ikke slut endnu. Mit mål er at smide de sidste fem kilo inden næste år, og jeg glæder mig til, at jeg igen kan være tilfreds med mit udseende.
LÆS OGSÅ: "Fra den ene dag til den anden stod jeg alene med min sorg og to børn"
LÆS OGSÅ: "Jeg kunne ikke kende mig selv, når jeg kiggede mig i spejlet"
LÆS OGSÅ: "Min mors sidste ønske til mig var, at jeg skulle love at tabe mig"