Hormonterapi

Farvel til hedeture & ømme muskler: Forstå hormonterapi på 2 minutter

Nogle er tilhængere af behandling med hormoner i forbindelse med overgangsalderens gener, mens andre er mere forsigtige. Men hvad er det egentlig, hormonerne kan? Hvem har særligt gavn af hormonterapi, og er det så farligt, som nogen siger? Læge og specialist i kvindesygdomme, Ditte Trolle, giver dig overblikket her.

Hvad er hormonterapi?

– Hormonterapi betyder egentlig bare behandling med hormoner. Det kan være mange ting og for mange forskellige tilstande. Men typisk forstår vi det som behandling med kønshormonerne østrogen og gestagen efter, at en kvindes æggestokke er holdt op med at danne dem.

Hvad kan hormonterapi?

– Hormonterapi kan lette eller fjerne de symptomer, man kan få som følge af lavt østrogenniveau efter overgangsalderen.

Hvem har særligt gavn af hormonterapi?

– Man regner med, at cirka 20 procent af alle kvinder har minimale gener af overgangsalderen og ikke mærker andet end, at menstruationen holder op. De øvrige plages i varierende grad. Hvis symptomerne er generende, kan man overveje behandling med hormoner. Østrogen kan hjælpe på hedeture, nattesved, tynde, tørre og irriterede slimhinder specielt i underlivet og muligvis smerter i muskler og led. Behandling med østrogen forebygger også knogleskørhed. Gestagen gives kun for at forhindre, at livmoderslimhinden vokser vildt, hvilket kan give blødningsproblemer og med årene celleforandringer i livmoderen. Hvis kvinden har fået fjernet livmoderen, har hun ikke brug for gestagen.

Hvordan gives hormonterapi?

– Hormonerne kan gives som enten stikpiller eller creme til skeden, hvis formålet er at behandle dårlige slimhinder. Til hedeture og nattesved er det ikke nok. Så skal man give enten tabletter, plaster eller gel, der smøres på huden. Hormonterapi med plaster eller gel, hvor hormonerne altså optages gennem huden, har flere fordele i forhold til tabletter. Man skal bruge en betydeligt mindre dosis, og leveren påvirkes mindre af hormonerne. Det betyder, at der ikke dannes så mange af de blodbestanddele, der kan forårsage blodprop. Og så påvirker det heller ikke mængden af mandligt kønshormon, som kan have betydning for sexlivet.

Kan det være farligt?

– Raske kvinder under 60, der har haft deres sidste menstruation for mindre end 10 år siden, har flere fordele end ricisi ved at bruge hormoner. Ved ren østrogenbehandling er der ikke øget risiko for brystkræft, tværtimod er den muligvis mindre, end hvis man slet ikke tager hormoner. Ved langtidsbehandling med østrogen og gestagen er der en lidt øget risiko for brystkræft. Risikoøgningens størrelse svarer til, at hvis 1000 kvinder bruger østrogen og gestagen i et år, så vil mindre end én af dem få brystkræft som følge af behandlingen. Risikoen er mindre, end hvis man fx drikker to genstande dagligt eller lever et stillesiddende liv. Desuden er der kvinder, der har en øget risiko for sygdom i forbindelse med hormonterapi. Det gælder kvinder med visse leversygdomme, kvinder med arvelig tendens til blodpropper og kvinder, der har haft en blodprop. Der er dog ikke forskning, der tyder på, at det er farligt at tage hormoner, hvis man har brystkræft i familien.

Ca. 80 % af alle kvinder plages i varierende grad af gener i forbindelse med overgangsalderen.

Ophør med behandling

Der er ingen fast regel for, hvor lang tid man bør behandles. Det er ikke muligt at sige på forhånd, hvor længe generne vil vare. Hvis du bruger hormoner mod overgangsgener, kan du selv bestemme, hvornår du vil ophøre med det. Du kan prøve at trappe ned eller stoppe brat. Hos omkring halvdelen vil generne komme tilbage, og hvis det sker, kan du i samråd med din læge begynde på behandlingen igen.

Kilde: www.sundhed.dk

Sådan bør du bruge hormonerne

  • Man bør kun tage hormoner i overgangsalderen, hvis man har generende symptomer. Risikoen for bivirkninger stiger med behandlingens varighed, og derfor bør behandlingstiden være så kort som muligt. • Den første tid af overgangsalderen, hvor hovedproblemet er uregelmæssige blødninger, kan man bruge gestagentabletter for at få en regelmæssig cyklus, eller man kan få en hormonspiral.
  • Hvis man får generende hedeture, mens man stadig har menstruationer, bør man bruge sekvensbehandling. Sekvenspræparater indeholder både østrogen og gestagen, som varierer gennem en cyklus.
  • 1-2 år efter menopausen kan man bruge kombinationsbehandling, som indeholder både østrogen og gestagen. Man får tilført samme mængde hormon hver dag. Østrogenplaster eller gel samt en hormonspiral er et eksempel på kombinationsbehandling.
  • Kvinder, der har fået livmoderen fjernet, skal bruge ren østrogenbehandling.
  • Hvis gener i underlivet er det eneste symptom, bør man bruge lokalbehandling.

Kilde: sundhed.dk

Hvad er bioidentiske hormoner?

Måske er du også stødt på begrebet bioidentiske hormoner. Brugen af disse hormoner har ifølge Ditte Trolle grebet om sig i USA, hvor man traditionelt ikke har brugt det.

– Men faktisk er det østrogen, vi bruger i Danmark også bioidentisk. Det hedder østradiol, og er det samme, som æggestokkene danner, forklarer hun. Bioidentisk gestagen hedder progesteron, og i Danmark bruges det ifølge Ditte Trolle kun i forbindelse med fertilitetsbehandling.

– Man ved endnu ikke, i hvor stor udstrækning progesteron kan beskytte livmoderslimhinden mod celleforandringer, så derfor bruges det ikke efter overgangsalderen. Men det kan altså fås.