Susanne fik en hegnspæl gennem hovedet og snød døden: ”De siger, jeg er et mirakel”
Mød Susanne, som har følt døden ånde sig i nakken. Hør, hvilke tanker der for gennem hende, da hun frygtede, at hun ikke havde langt igen – og hvordan det føltes, da livet tilsmilede hende i sidste ende.
Det er sommer, sol og søndag.
Jeg skal male stuen sammen med min mand, John, men min datter, Maria, ringer og spørger, om jeg vil se børnebørnene ride ringridning.
Det kan jeg ikke sige nej til. På ridelejren er der opstillet en interimistisk indhegning, og jeg står tæt på den med Maria og mit fireårige barnebarn, Asta, der står på en stol foran mig. En urolig hest får pludselig sit ben viklet ind i hegnet og sparker løs for at komme fri. Jeg når lige at løfte Asta ned på græsset.
Så mærker jeg et enormt stød i hovedet. Jeg kigger på min datter og siger ”jeg tror, jeg er blevet sparket i hovedet af en hest.” Hun fører begge arme op til sit hoved og skriger som en sindssyg, og så kollapser hun. Jeg tager selv hænderne op og kan mærke hegnspælen gå tværs gennem mit hoved. Jeg tænker, at jeg skal dø.
Jeg mærker en brændende smerte, der ledsages af kvalme og svimmelhed. Jeg bliver optaget af, at nogen skal tage sig af min datter, og at mine børnebørn ikke skal se mig dø. Og så kommer jeg til at tænke på, hvad B.S. Christiansen har sagt, man skal gøre i en krise: Holde hjernen og sanserne i gang. Så jeg begynder at kværne telefonnumre, fødselsdatoer og cpr-numre – alt sammen for at holde mig i live.
”Gad vide, hvor lang tid jeg har tilbage?” tænker jeg. Og så beslutter jeg, at jeg ikke vil dø. Samme år har vores søn og svigerdatter fået et dødfødt barn, og de skal bare ikke opleve, at jeg også dør.
Jeg er kommet ned at sidde i græsset. Og min næste tanke er, at jeg ikke kan dø, før min mand er kommet. Jeg skal nå at sige til ham, at han skal leve livet, også uden mig. At han skal passe godt på børn og børnebørn. Min mand og svigersøn kommer, og det gør mig mere rolig. Min svigersøn bryder dog grædende sammen. Min mand tager mig bare stille og roligt i hånden. Han siger ikke noget. Står der bare som den klippe, han altid har været for mig.
Jernstangen er 1,2 meter, så jeg kan ikke komme ind i lægehelikopteren. Der må saves noget af, og da en boltsaks ikke duer, må en vinkelsliber forkorte pælen i begge ender. Der står gnister omkring mig, mens de saver. Folk bryder sammen. Jeg får noget smertestillende og besvimer i helikopteren. Jeg kommer til mig selv igen, da jeg kommer ud, og er ved fuld bevidsthed, til de lægger mig i narkose.
Efter operationen siger de, at jeg er et mirakel. Pælen har siddet meget heldigt, fra øre til øre. Jeg kommer flere uger på intensiv, hvilket er mit livs værste oplevelse. Langt værre end hegnspælen. Her ligger jeg alene uden omsorg. Jeg oplever, at personalet blot ser mig som del af en maskine. De sidder ude på stuen og holder øje uden at være inde hos mig, og min familie må heller ikke komme.
Jeg har en nærdødsoplevelse, der står knivskarpt: Jeg er blevet kørt ned i en kælder, fordi jeg skal til undersøgelse. Der isende koldt og kridhvidt. Jeg tænker ”hvorfor kommer der ingen?”. Så kan jeg høre noget pusle ved sengehesten. Jeg kigger ned og ser vores lille dødfødte barnebarn. Hun siger til mig: ”Farmor, du skal ikke op til mig nu. De andre har så meget brug for dig.” Den oplevelse står så stærkt for mig.
Der må være en mening med, at det var mig, der blev ramt. Jeg har en speciel humor og er rap i replikken og god til at tale om tingene. Det har hjulpet mig igennem. Og havde jeg ikke nået at sætte mit barnebarn ned på græsset, havde hun fået pælen i hovedet – og hun havde ikke overlevet.
Jeg har en smule mén, men det er småting. Jeg har svært ved at mærke mine tænder og er følelsesløs i min læbe. Jeg er blevet mere bange for at miste det, jeg har så kært. Min familie. Det var jo virkelig tæt på. Jeg er ikke blevet sådan én, der siger, at man skal leve livet hver dag – sådan var jeg allerede før ulykken. Jeg er livsnyder, elsker mit liv og elsker at være noget for andre.
