"Jeg har smidt den pæne pige og er begyndt at styre efter mit eget kompas"

KLUMME I januar blev jeg 46. Det er lidt som at falde ned på den anden side af en mur, hvorfra det er umuligt at komme tilbage. Man er uigenkaldeligt tættere på 50 end på de 40 og må se i øjnene, at huden næppe bliver helt stram igen, at det er for sent at forfølge en karriere som primaballerina, og at brysterne aldrig kommer tilbage i festhøjde uden hjælp fra enten en meget god bh eller en lige så god kirurg.

Der var ikke rigtigt noget at fejre, syntes jeg. Så jeg klagede mig til en jævnaldrende veninde. Hun gav mig først ret i, hvor hårdt det er at blive ældre, sådan som gode veninder skal, men bagefter tilføjede hun lidt eftertænksomt: Jeg kan egentlig godt lide at være i 40'erne, for det er sådan en "no bullshit" alder. Nu ved jeg, hvad jeg vil og ikke vil, og hvad jeg kan lide og ikke lide.

Og på trods af min utilfredshed med at blive ældre kunne jeg godt se, hun havde ret. Det er i 40'erne, jeg har smidt den pæne pige og er begyndt at styre efter mit eget kompas i stedet for flokkens. Endelig fik jeg den sidste teenagetid rystet af mig.

Det er i teenagetiden, begrænsningerne kommer. Jeg havde dem i hvert fald ikke som lille. Som barn var jeg aldrig i tvivl om, hvad jeg kunne lide eller ikke lide. Og jeg var heller ikke bange for at sige det højt. For eksempel er jeg i familien berømt for dengang, jeg som 4-5 årig til et fint selskab, blev budt anden gang af hovedretten og højt og klart proklamerede: "Jeg vil gerne have mere kød, men jeg vil ikke have flere paddehatte." Det korrekte udtryk var naturligvis champignoner, men meningen var god nok, og ingen var i tvivl. Heller ikke jeg. Jeg kunne godt lide kød, men ikke paddehatte. Og det faldt mig ikke ind at lytte til andres forhold til champignoner og rette mig efter det. Det kom først i puberteten. Der kom det til gengæld også for fulde drøn.

Som teenager ønskede jeg kun at passe ind. Se ud som de andre og synes det samme som de andre. Det forsøgte jeg så, og det hang ligesom ved. Det forsvandt desværre ikke med puberteten. På gymnasiet læste jeg Michael Strunge og prøvede at se deprimeret ud ligesom de andre, selvom jeg ikke rigtigt forstod hans digte. På universitetet lyttede jeg til moderne jazz og prøvede at se intellektuel ud, selvom jeg egentlig sad og længtes efter et omkvæd, man kunne synge med på. Jeg overværede perfomance-teater med skuespillere, der pillede appelsiner i evigheder, og forsøgte efter bedste evne at se interesseret ud, selvom jeg hellere ville have set en musical. Og da jeg kom ud i erhvervslivet som foredragsholder rullede jeg mig ind i sorte spadseredragter i et forsøg på at ligne en businesswoman i stedet for at ligne mig selv.

Tilpasningstrangen blev selvfølgelig mindre med årene, og måske var den næsten forsvundet i slutningen af 30'erne. Men min veninde har alligevel ret. Der er noget særligt ved 40'erne. Det er først nu, jeg er blevet så gammel, at jeg både ved, hvem jeg er, og hvad jeg mener, og i modsætning til i puberteten også tør sige det højt. 46 er med andre ord ikke så slemt. Måske skulle det ligefrem fejres med en middag. Og nogle ting ændrer sig aldrig : Jeg foretrækker stadig kød frem for paddehatte. 

LÆS OGSÅ: Sådan lærte Mabritt at tackle, at hun er særligt sensitiv

LÆS OGSÅ: Det lyder måske tosset, men disse spørgsmål kan gøre dig forelsket

LÆS OGSÅ: Sådan bliver dine nedture til opture