Få det parforhold, du drømmer om
Drømmer du også om mere kærlighed og færre skænderier? Parforholdscoach Mette Haulund giver dig her opskriften på, hvordan du forvandler den dårlige stemning til en glad nyforelskelse. Og selvom du måske håbede på at høre noget andet, så begynder det gode parforhold med dig selv.
"Han er simpelthen så fraværende! Jeg står med det hele alene: børnene, planlægningen, madlavningen, rengøringen. Vi taler aldrig sammen, og han forstår bare ikke, at jeg slet ikke har lyst til sex."
"Hun er altid sur, vil konstant have sin vilje og brokker sig næsten uanset, hvad jeg gør. Hun går mere op i børn, vasketøj og andre praktiske gøremål, end hun går op i os. Jeg har længe forsøgt bare at gøre, som hun siger, men alligevel bliver hun ved med at være sur. Vores sexliv er gået helt i stå, og det synes hun også, er min skyld, selvom jeg jo faktisk stadigvæk har lyst til sex."
Det lyder som en kliche, men måske kan du alligevel nikke forsigtigt genkendende til situationen? Min erfaring siger mig i hvert fald, at rigtig mange par havner i netop den problemstilling. Men hvis man vil undgå, at det til sidst ender med en skilsmisse, handler det om at tage skeen i den anden hånd og gøre noget nyt.
Jeg savner dig!
Mange begår den fejl, at de hele tiden brokker sig over deres partner og fokuserer på alle hans fejl og mangler. Men i stedet for at få det, de ønsker, nemlig et bedre parforhold, opnår de det stik modsatte – meget mere afstand.
Prøv at kigge indad i stedet for at fokusere på din partner. Jeg oplever ofte, at par skændes over de samme ting igen og igen uden at komme i nærheden af at finde ind til kernen af problemet.
Når kvinden skælder ud over, at han ikke deltager nok i derhjemme, arbejder for meget og overlader det praktiske til hende, så siger hun reelt, at hun savner ham, at hun ikke føler sig prioriteret. Hvis du står med samme problem, så prøv at lægge brokkeriet lidt på hylden – selvom det kan være svært. Sig i stedet for: "Jeg savner dig, for jeg elsker at lave ting sammen med dig og mærke vores fællesskab." For dét kunne meget vel være problemets kerne.
Jeg oplever også jævnligt, at det er kvinden, der siger nej til sex. Hun bliver sur over, at han ikke kan forstå, at hun er sygeligt træt oven på en lang dag.
Men også her kan det være en fordel med en ny formulering: "Jeg vil rigtig gerne have et godt sexliv, men lige nu er jeg bare så træt, at jeg ikke orker det." Samtidig kan du vise, at du gerne vil ham, og spørge, om I ikke skal lave en hyggeaften næste dag og lade de praktiske opgaver ligge.
Læs også: Derfor forelsker vi os i folk, der ligner os selv
Det er en rigtig god idé at stoppe op og vurdere din egen adfærd i stedet for at skælde ud og fokusere på fejl og mangler hos din partner. Vis det nærvær og den kærlighed, du efterlyser hos din mand. Hvilken mand vil ikke blive oprigtigt glad og gøre en forskel, hvis han oplever en glad, kærlig og nærværende kvinde, som viser, at hun holder af ham og har brug for ham?
Det er for nemt at lægge hele ansvaret over på din partner. Selvfølgelig er det trist, når parforholdet ikke fungerer, men hvis du konstant skælder ud og afventer forandringer hos din kæreste eller mand, så har du sat dig selv i en offerrolle.
Der er tre tommelfingerregler, du i stedet for skal huske:
• Jo mere du brokker dig, jo dårligere et parforhold får du.
• Jo mere du taler negativt om din mand, jo mere fokus vil du få på hans negative sider.
• Jo mere du angriber, jo større konflikt og jo dårligere en mavefornemmelse får du.
Tal (positivt) om problemerne
Det er videnskabeligt bevist, at par, der har en god og tæt dialog – og som kender til hinandens tanker og følelser – har en større chance for at blive gamle sammen.
En negativ kommunikation lyder ofte sådan: "Du hører heller aldrig efter, hvad jeg siger", "du er aldrig hjemme", "du er da også bare altid så sur". Hvis kommunikationen derimod er positivt ladet – og du taler ud fra dine egne følelser og behov i stedet for at angribe din mand, vil samme sætninger lyde sådan: "Jeg savner vores tætte dialog og er ked af, at jeg nogle gange føler mig misforstået", "jeg ville ønske, at vi havde lidt mere tid sammen, for jeg savner dig", "hvad kan jeg gøre for at gøre dig glad?" Eller: "Kunne vi ikke prøve at lave en aftale om, hvem der gør hvad herhjemme, for så har jeg nemmere ved at prioritere min tid".
Hvis du synes, dit parforhold halter lidt, hvad så meget at beslutte, at 2013 skal bruges på at kickstarte den gode og konstruktive dialog mellem jer. At det er nu, I skal snakke om tanker, følelser, behov og mål for fremtiden.
Måske tænker du, at det er nemmere sagt end gjort, og det er det også, men jo mindre du gør for dit parforhold, jo dårligere bliver det.
Læs også: Er han den rette? Få svaret her
Gør ham glad
Den gode kommunikation gør det ikke alene. Der skal handling bag, hvis dit parforhold trænger til fornyelse. Vis din mand eller kæreste, at du elsker ham. Prioriter ham, før de praktiske opgaver, tag initiativ til hyggelige og rare ting og gør noget for ham, som gør ham glad. På den måde fokuserer du på din egen adfærd og gør de ting, som du ville ønske, din mand gjorde for dig. Du går forrest i at skabe de positive forandringer, men oftest vil du faktisk opleve, at din mand stille og roligt også ændrer adfærd i takt med, at du gør det. På den måde opnår du forandringer, som du måske længe har ønsket, men som du bare ikke har fået kommunikeret ud på den bedste måde.
DEN GODE SAMTALE
Uanset om du er lykkelig sammen med din partner, eller gerne vil give jeres forhold et boost, er det en rigtig god idé at indfører statusmøder mindst én gang om måneden af en times varighed, og en til to gange om året af 2-3 timers varighed.
En gang om måneden kan I snakke om:
• Hvordan I har det
• Hvilke positive ting I har oplevet hos hinanden siden sidst
• Hvornår I har været rigtig gode sammen
• Hvad der har været mindre godt
• Hvad I gerne vil sætte lidt mere fokus på
• Problemer I ikke har fået løst
Hvert halve år kan I snakke om:
• Hvilke fremtidsplaner I har
• Hvordan de praktiske opgaver i hjemmet er fordelt
• Har i fokus nok på hinanden?
• Hvorfor er I gode sammen?
• Tre ting, som I sætter pris på hos den anden.
Få flere "opgaver" til dit parforhold på Parforholdsraad.dk.
KIG INDAD
Det gode forhold handler om dig, prøv derfor at svare på følgende spørgsmål:
• Hvor tit har du fortalt din mand, at du holder af ham?
• Hvor ofte har du taget initiativ til at lave noget hyggeligt sammen med din mand?
• Hvor ofte har du stoppet op og brugt to minutter på at kigge ham dybt i øjnene?
• Hvor ofte er du glad og i godt humør?
•Hvor meget har du skældt ud og talt om din mands fejl og mangler?
• Hvordan vil du gerne fremstå over for din mand?
• Hvad kan du gøre for at fremstå, som du gerne vil?
Sådan får du et bedre forhold
• Beslut dig for at nedprioritere to andre ting til fordel for dit parforhold.
• Skriv en liste over ting, som du godt kan lide at lave sammen med din mand.
• Fortæl din mand, at du vil bruge 2013 på at blive en bedre partner.
• Vis dine følelser!
• Lad dårlige oplevelser fra fortiden ligge og fokusere i stedet for på fremtiden.