"Jeg efterlader 18 børn til de to medhjælpere. Jeg efterlader også et indtryk af, at intet er, som det burde være"

DEBAT: Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Det er de dage, hvor jeg fortæller min knap 3-årige dreng, at han skal i børnehave. Det er der, jeg afleverer ham, inden jeg selv tager på arbejde i en daginstitution i samme område. Inderst inde ved jeg godt, at jeg forsøger at pynte mit sprog med det formål at gøre det mere spiseligt. En børnehave lyder trods alt som et hyggeligt sted. Et sted, hvor børn får lov til at gro i samspil med andre børn.

Jublen ville da heller ingen ende tage, da vi annoncerede, at vores barn skulle starte i børnehave. Godt nok skulle han starte, næsten fire måneder før han blev 3, men han skulle nok blive glad for det. Nye udfordringer, nye venner. Alle, han møder på sin vej, spørger begejstret til den nye børnehave. Bag ham står jeg, hans mor, klar til at kratte i lakken. Jeg er selv pædagog i en daginstitution.

LÆS OGSÅ: Har fædre også dårlig samvittighed?

Ti minutter efter at dørene har lukket sig bag min søn, er jeg klar til at tage imod andre menneskers børn. Børnene kommer fra familier med mange ressourcer og derudover en stærk vilje til at få børn og job til at gå op i en højere enhed. De signalerer, at kvalitet er noget, de er vant til, og som de genkender, når de ser det. Men kan de så genkende kvalitet i en daginstitution anno 2015? Mit ønske med dette opråb er at belyse den vigtigste tid i vores børns liv. Hvad sker der mellem 7 og 17 i en ganske almindelig daginstitution? Ordet trivsel bruges i flæng, men hvad skal man lægge i ordet, når det handler om trivsel i børnehøjde?

Vi tager imod jer med foldere og pamfletter om læring og leg. I denne kommune lærer børnene blandt andet engelsk, fra de er 3 år. Alt er tilrettelagt, og på overfladen ser det fint ud.

Rush hours

Klokken 7.00-9.00 siger jeg godmorgen til de 18 børn og forældre, som hører til på min stue. De er i alderen 9 måneder-5 år. En forælder hiver fat i mig. Hun har brug for en snak. Jeg lover at ringe, når der er plads og ro. Klokken 9 møder en ny pædagogmedhjælper ind. Børnene tilbydes frugt. 9.30 er de mindste på vej ud at sove. De store spørger, hvad de skal i dag? Egentlig skulle de have engelsk, men hende, der er sat på, er lånt ud til en anden stue på grund af sygdom.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du huske at fortælle dine børn om dit liv

Jeg forsøger at finde en løsning. Det ser ikke ud til at lykkes, så jeg fortæller dem, at de må lege selv i puderummet, imens jeg hjælper de børn, der skal ud, med at få tøj på. De voksne omkring dem arbejder hurtigt. Alle har små børn, som er på vej ud at sove. De mindste græder på armen, imens vi lyner flyverdragter på de 2-3-årige. Klokken 10 er de små puttet, og jeg finder den gruppe børn, jeg selv skal have aktivitet med. Jeg afbryder deres leg og samler gruppen.

I dag er temaet fokuseret opmærksomhed. Kigger ind til de store. De er kommet godt i gang med en leg. Da jeg går ud af stuen, åbner en anden voksen døren. "I skal have engelsk alligevel," siger hun og afbryder deres leg. Klokken 11 spiser vi frokost. Der er mødt flere voksne ind, så vi er heldigvis tre til spisning. Otte af vores børn er under 3 og har fortsat brug for hjælp. Efter frokost skal en del af børnene skiftes og sove lur. De store skal ud at lege, og de to mindste skal i pausen passes af skiftende voksne på en fællesstue i huset.

Klokken 14 går jeg hjem. Jeg efterlader 18 børn til de to medhjælpere. Jeg efterlader også et indtryk af, at intet er, som det burde være. Hverken for børn eller voksne. Jeg har uro i maven og masser af refleksioner. Jeg har registreret, at igen i dag var de små på arm hele formiddagen, da der ikke var hverken plads eller ro til, at de kunne lege på gulvet. Jeg mærkede uroen hos de større børn. Deres spørgsmål om, hvad de skulle i dag, og hvem af de voksne de skulle være sammen med. De stores resignation.Ved jeg, hvad der er på spil hos dem? Hvordan vil de klare sig følelsesmæssigt uden nærvær? Hvad med den konstante udskiftning af voksne? Hvad betyder det for deres koncentrationsevne, at der det meste af dagen hersker denne uforudsigelig uro? Er det disse faktorer, som er medspillere, når diskussionen går på, hvorfor det er så svært for børn at gå i skole? Er dette scenarie medvirkende, i forhold til at mange unge ikke trives hverken følelsesmæssigt eller socialt? Er daginstitutionernes højhastighed og uro medspillere?

Børnene har igen i dag stillet spørgsmål, men har jeg svaret? Har jeg talt med dit barn i dag?

Vil jeg byde mit eget barn denne virkelighed? Vil jeg tage ansvaret for andre menneskers børn i denne virkelighed? Svaret er nej, og derfor valgte jeg at sige op. Dette har betydet færre penge, men langt mere tid og overskud, da jeg ikke længere arbejder fuld tid. Lige nu er jeg inklusionspædagog i en mindre institution og påtænker at starte et hjælpeforum til forældre om, hvordan de vælger en institution og hvordan de finder en løsning, når barnet ikke trives. Mit eget barn er nu grundet min ihærdighed og en hel del held genplantet i en lille børnehave, hvor nærvær er det, der er allermest af. Mit håb er, at alle børn og forældre kan træffe et sådant valg.

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: "Vi vil se vores børn, mens det er lyst"

LÆS OGSÅ: 10 trin til en glad baby uden mors bryst

LÆS OGSÅ: Fotoreportage: En fødsels billede for billede