Iris Gold fortæller sin barske historie for første gang: ”Jeg følte mig så magtesløs og alene om det”

Iris Gold står alene og ser sig selv i øjnene i spejlet, men hun ser ikke sig selv gennem de øjne, der kigger ind i spejlet. Det er, som om hun ser sig selv udefra. Hun er fjern fra sig selv, men alligevel helt tæt på.

”Det har været så uoverskueligt og så stort, at jeg har følt mig for lille til at tale om det,” fortæller sanger og sangskriver Iris Gold til alt.dk om et minde, der bliver ved med at vende tilbage i hendes tanker.

Læs også

Melissa Bentsen lagde håndklæder foran døren, så hun kunne græde i fred

Alene i 2022 blev der i Danmark ifølge Det Kriminalpræventive råd registreret 587 anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn under 12 år, mens Danner skriver, at 118.000 kvinder bliver udsat for partnervold hvert år.

Det er tal, som Iris Gold nu vil gøre sit for at mindske. For bag det guld og glimmer, som hun er kendt for, gemmer sig en barsk historie, som involverer bl.a. fysiske overgreb. En historie, som hun først er klar til at fortælle nu.

”Jeg har på mange måder følt mig forkert, og jeg har været bange for at blive sat i bås og havne i en offerposition,” fortæller hun.

”Men jeg er jo kun mig, og den her historie er en del af mig. Men det håber jeg ikke, at den bliver for andre – og derfor står jeg frem med min historie.”

Den ”svage powerkvinde”

Når Iris Gold skal optræde, har hun altid et stort stykke guldfarvet stof hængende fra halsen og ned ad ryggen, som mest af alt ligner en gulvlang kappe. Når hun står på scenen, tager hun fat i kappens to hjørner, hæver armene til hver sin side, og så står hun med det, der ligner to store guldvinger.

Læs også

En oplevelse til træning satte sig i Johannes Nymark – nu har han særlig bøn

Da vi møder Iris Gold, har hun ikke sine guldvinger med, men er bevidst mere afdæmpet. Det er første gang, at hun skal fortælle mere dybdegående om sin sang ’Boys Boys Boys’, som hun har udgivet i samarbejde med PlanBørnefonden, til en, som ikke er i hendes nærmiljø, crew eller som ikke er fagperson.

En sang, hvor hun synger om traumet fra, da hun som seksårig var udsat for et overgreb. Hvordan mænd dengang sagde, at de kunne lide hende. Og hvordan de sagde, at hun skulle lade være med at kæmpe imod. Hun synger om, hvordan hun som 12-årig blev smidt ud hjemmefra, og hvordan hun har været i et dysfunktionelt forhold. Hvordan hun blev nødt til hurtigt at blive voksen, og hvordan hun ikke talte om alt det, som hun gik igennem.

En sang om nogle ekstremt svære år, som har fulgt hende, og som kommer til at følge hende, indtil hun ikke er her mere.

Iris Gold vil over for offentligheden ikke komme nærmere ind på tidsperiode for, hvornår det skete for hende, men vil gerne sætte ord på de følelser, hun gik igennem.

”Sangen startede for flere år siden med at være et digt til mig selv – kun til mig selv, og det var ikke planen, at det skulle udgives. Det var et digt, som jeg brugte til at bearbejde de ting, som jeg havde været igennem. En form for terapi,” fortæller hun.

”De ting, som jeg oplevede, gik utrolig meget ud over mit selvværd. For hvordan kunne én, som var så stærk udadtil være så svag? Hvordan kunne jeg lade det ske?” spørger hun retorisk.

Det er tydeligt på Iris, at hun ikke er komfortabel, når hun snakker om det, som hun har gået igennem. Kropssproget er lukket, og øjnene er ofte våde. Hun holder mange og lange pauser.

”Der har været rigtig meget skam forbundet med det. Jeg har været flov over mig selv, fordi jeg har den her persona som Iris Gold med stor guldkappe og karatespark på scenen. Jeg har fået at vide af så mange kvinder, at de oplever mig som en powerkvinde. De kaldte mig superhelt, da jeg stod på scenen som gravid,” fortæller hun.

”Og det syntes jeg bare ikke passede sammen med dét, som jeg har gået igennem. Det kunne ikke være mig, der havde gennemgået alt det her, fordi jeg var jo stærk og sej.”

De fire vægge

De mange tanker og følelser, der har fyldt – og stadigvæk fylder hos Iris Gold, bruger hun nu i en stor kampagne i samarbejde med Planbørnefonden, hvor hun står frem med sin sang og sin historie for at sætte fokus på kønsbaseret vold.

”Jeg oplever, at der er meget berøringsangst, når der kommer til at snakke om vold og overgreb. Jeg er heldig, at jeg har en rigtig tæt familie, som jeg har kunne snakke ting igennem med, men der kan være så mange forskellige følelser i det, at man på trods af dét engang i mellem kan føle sig isoleret og alene i det, man går igennem, fordi det bare ikke er noget, der bliver snakket højt om.”

Læs også

”Jeg var glad for hende og stolt. Jeg elskede hende, selv om hun var død”

Særligt én oplevelse har fået Iris Gold til at tænke over, hvordan vi ser på vold i Danmark. For at optage musikvideoen til ’Boys Boys Boys’ rejste Iris Gold nemlig i samarbejde med PlanBørnefonden til Zimbabwe. Her blev musikvideoen optaget af og med en række af de lokale, der er med i Planbørnefondens program, og de står sammen frem og siger nej til kønsbaseret vold – og at nej betyder nej.

”Selvom de i Zimbabwe ikke umiddelbart selv har ressourcerne til at hjælpe alle dem, der har været udsat for vold og overgreb, så ser de det som et samfundsproblem, der skal løses i fællesskab – og ikke som et privat problem, som mange gør i herhjemme.”

Iris Gold mener, at vi i Danmark bør lære noget af zimbabwerne.

”Jeg synes, at det er underligt, for hvis der var en, der blev slået ned på gaden, så ville vi jo gøre noget og ringe til politiet. Det kan pludselig blive alles problem. Men hvorfor er det ikke det, hvis det sker i hjemmet? Jeg har oplevet, at folk har en tendens til at tænke: ”det er mellem jer, det skal jeg ikke blande mig i”. Men bare fordi det sker bag fire vægge, er det ikke nødvendigvis mindre voldsomt,” siger hun.

Læs også

Mormoren gav Özlem det bedste råd, hun nogensinde har fået – nu giver hun det videre til sin datter

”Det er ikke kun den udsatte, der er påvirket af vold og overgreb. Det påvirker også alle involverede i den udsattes liv. Hele familien. Vennerne. Arbejdspladsen. Derfor er det ikke kun et privat problem.”

Et særligt fællesskab

I en rigtig svær periode af sit liv kom Iris på krisecenter. Her fik hun hjælp fra psykologer og sociale rådgivere til at bearbejde sårene. Traumerne forsvinder aldrig helt, men det gjorde det nemmere for hende at åbne op.

”Det hjalp at snakke med fagfolk – og blive anerkendt i mine oplevelser. Jeg har talt det igennem med min familie og venner mange gange, men det er ikke altid, at de kan overskue at snakke om det, når jeg lige har behov for det. Det er jo også hårdt for dem at høre, hvad jeg har været igennem – og måske begynder de at bebrejde sig selv, fordi de ikke så noget. Og så kører det i en spiral, hvor alle bare har det rigtig dårligt,” fortæller hun.

”På krisecenteret var vi samlet så mange forskellige kvinder, der havde oplevet det samme, på ét sted. Alle samfundsklasser, alle racer og alle religioner. Der gik det for alvor op for mig, at det er ikke kun mig, det her er sket for. Det kan ske for alle. Det var der også noget styrke i, fordi jeg havde følt mig så magtesløs og alene om det.”

Iris behøvede ikke at forklare de andre kvinder på krisecenteret, hvad hun havde været igennem. For de vidste det godt. Ikke nødvendigvis, hvad hun specifikt havde oplevet, men de havde en idé – for de havde selv været ude for det.

”Der var en særlig form for fællesskab. Der var en fin respekt for hinanden, som jeg ikke havde oplevet på samme måde før. Det var rigtig rart at være sammen med andre, som har været igennem det samme som én selv, så jeg ikke behøvede at forklare mig og gennemleve de ting, jeg har oplevet igen – for det gør jeg hver gang, jeg fortæller min historie, og det er virkelig, virkelig hårdt.”

Nej betyder nej

I forbindelse med optagelserne til musikvideoen til ’Boys Boys Boys’ talte Iris Gold med nogle af de børn og unge i Zimbabwe, som har historier, der ligner hendes. Der gik det for alvor op for hende, hvor privilegeret hun har været ved at komme på krisecenter – og hvad det betyder at have mennesker omkring dig, der kan hjælpe, når du har været igennem noget svært.

Læs også

Christine Antorini: ”Han kunne næsten ikke fortælle det, som vi allerede godt vidste, hvad var”

Det har for Iris gjort, at hun har lært at passe på sig selv. Både når der er noget, hun ikke vil fortælle om, ikke vil uddybe, eller ikke vil gøre.

Hun vil fx ikke sætte nærmere ord på overgrebet, det dysfunktionelle forhold, eller hvornår hun var på krisecenter, da vi spørger. Men det er flere år tilbage.

”Jeg har virkelig lært at sætte grænser. Særligt, når det kommer til mig selv, min historie og mine følelser. For det er jo ikke en buffet. Jeg skal passe på mig selv. Jeg vil ikke længere gøre noget, som jeg er utryg ved,” fortæller hun.

”Jeg har lært at sige nej – og stå fast på mit nej. For nej betyder nej, hvilket også er det helt store budskab i min sang og min video.”

Guldvingerne

I musikvideoen har Iris Gold har ikke sine guldvinger på, som hun plejer, men er i en lang, hvid kjole generelt mere nedtonet i forhold til guld og glimmer, end hun plejer at være.

”Jeg kan bedst forklare, hvordan jeg har det i dag, ved at sige, at det er som solstråler, der bryder en sort sky. Skyerne er der måske stadigvæk, men der er stråler, der kommer igennem skyerne,” siger hun, og fortæller, at det bl.a. også er derfor, at hun helt bevidst har valgt, at der skulle være upbeat musik bag den barske tekst på ’Boys Boys Boys’.

”Jeg vil gerne vise, at man både kan gå igennem svære ting, men stadig være alle mulige andre ting. Være sexet, være mor, være veninde, være fjollet. Ja, alle de ting, som vi alle sammen er. Bare fordi jeg kommer med den her sang om alt det, som jeg er gået igennem, betyder det ikke, at jeg skal klæde mig selv i sort og spille akustisk guitar.”

Iris Gold er i musikvideoen sammen med en pige, der ligner hende som barn. På ryggen har den lille pige et par vinger. I guld, selvfølgelig.

”Mine vinger har altid været der. Jeg har altid været ’fabulous’. Der har bare været nogle små knæk i vingerne nogle gange, og det er der stadig, kan man sige. Det, som jeg har været igennem, skal ikke definere mig,” fortæller hun.

”Dét, der definerer én og viser, hvem man er, er, hvordan man kommer ud af de svære ting. Så jeg er fucking stærk.”