Danica Curcic: Her er oplevelsen, der lærte mig at følge mit hjerte

– Året var 2007, og jeg havde gået et år på Dell' Arte International School of Physical Theatre i Californien. Jeg havde været så heldig efterfølgende at få en plads på masteruddannelsen. Stipendium og alt var klar, så jeg kunne komme tilbage og tage to år mere på skolen. Jeg vidste bare ikke, om det var det, jeg skulle. Skulle jeg tage tilbage og starte et liv i USA, eller skulle jeg prøve at komme ind på Statens Teaterskole, hvor der er 800, der søger optagelse? Jeg var meget, meget i tvivl, jeg følte virkelig, at jeg stod foran en skillevej. Selv om jeg var i tvivl, tog jeg flyet til San Francisco to dage inden, jeg skulle starte på skolen. Jeg græd hele vejen i flyveren.

– Jeg vidste, at hvis jeg kom op på skolen, så ville jeg blive og gennemføre de to år. Jeg vidste også inderst inde, at skolen nok havde givet mig det, den kunne, og at jeg i virkeligheden savnede at arbejde mere med tekster. Skolen i USA var en meget fysisk teaterskole med klovne- og maskearbejde. Men jeg tænkte alligevel, nej, det er jo en kæmpe mulighed, jeg har fået, så nu gør jeg det sgu.

LÆS OGSÅ: "Min datter kom til verden ved et akut kejsersnit"

– Da jeg kom til San Francisco, lejede jeg en bil og prøvede fire gange at køre op til skolen, som ligger fire timers kørsel fra San Francisco. Første gang kom jeg over Bay Bridge, så vendte jeg om og kørte tilbage. Næste dag prøvede jeg igen, kom lidt længere, men kunne ikke køre hele vejen. Jeg kunne mærke, at alt vendte sig i min mave, når jeg prøvede at køre mod skolen. Min krop sagde til mig, at det ikke var rigtigt for mig, men hovedet sagde: "Come on – du kan få en master her i USA – come on!" Skolen ringede for at høre, om de skulle komme og hente mig, men jeg sagde nej, for hvis de hentede mig, ville det ikke rigtig være mig, der tog af sted. Fjerde gang jeg kørte, nåede jeg halvvejs til skolen, men så måtte jeg stoppe på en benzintank, hvor jeg brød helt sammen. Jeg ringede til skolen og sagde: "Jeg KAN bare ikke køre op til jer". Grundlæggende kunne jeg mærke, at jeg var klar til at søge ind på den skole herhjemme, som jeg samtidig næsten ikke engang turde drømme om, at jeg nogensinde kunne komme ind på. Da jeg havde afsluttet samtalen med den amerikanske skole, ringede jeg til min lillebror og sagde: "Jeg kommer hjem, jeg skal ind på Statens Teaterskole!". Tænk, det sagde jeg til ham! Jeg var så lettet, da jeg stod der på benzintanken efter at have været et nervevrag i flere uger. Jeg – som aldrig har røget – var begyndt at ryge, og jeg havde tabt mig en masse, fordi jeg ikke kunne spise noget. Det var så stort et valg for mig.

– Det var hårdt at komme tilbage til Danmark. Jeg havde boet i udlandet nogle år og skulle genfinde mig selv på dansk. Jeg søgte ind på Statens Teaterskole, og til min tredje prøve brækkede jeg næsen. Vi lavede noget dyreimprovisation, og jeg var en løve, der kom lidt for tæt på en mus. Det var heldigvis mod slutningen, for jeg måtte sidde og se på til resten af prøven, men jeg kom alligevel ind på skolen! Det var for vildt.

– Hele forløbet har lært mig, at hvis man virkelig har en drøm, tror på den og går efter den, så kan den gå i opfyldelse. Det var et bevis på, at man godt kan følge sit hjerte og gøre noget, som ellers kan se umuligt ud. Det har virkelig givet mig en tro på mig selv. Jeg tør drømme stort. Jeg har lært, at man ikke skal tale ting ned og bare være tilfreds. Man skal virkelig mærke efter, hvad det er, man vil. Den beslutning jeg tog, indebar jo også, at jeg sagde nej til noget andet meget stort. For mig er det blevet en drivkraft i livet og arbejdet at gå efter noget stort.

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst: Når man er ensom, bliver man let fristet