Jesper og Sofus står bag ny mandecamp: Mange mænd er fucking bange for, hvad de ser i spejlet

Der sidder to gråsprængte power-mænd foran mig. Jakkesæt og seler. Velgroomet skæg og muskuløse overarme. Manspreading og direkte øjenkontakt. Den maskuline energi er til at tage og føle på. Men ikke på den der "af banen, her kommer jeg"-måde. Tværtimod er der noget sårbart og broderligt

over deres version af mand.

– Jeg er faktisk ret nervøs. Jeg har det med at kamuflere min egen utilstrækkelighed med smart tøj og store biler. Men nu planlægger vi en hel weekend kun med mænd, hvor alle statusmarkører er fjernet. Hvor vi er helt blottede og skal se hinanden i øjnene, siger Jesper Krog.

Udover at være pensionschef er han en af initiativtagerne bag Mand21. Et mandeevent på Teaterøen i København, der løb af stablen d 25.-27. juni. Her skulle 150 mænd lære hinanden og sig selv bedre at kende gennem workshops som "Skru op for sexlivet med samtykke" og "Hold op med at lyve – nu!" og mandegrupper, så alle kan gå derfra med inspiration til at blive en bedre udgave af sig selv.

Og det er langt fra første mandefællesskab, der har sat sig for at udvide mænds selvopfattelse. I de seneste år er det poppet op med mandegrupper og fællesskaber, og flere og flere mænd viser interesse i at forstå sig selv som køn og blive en del af et broderligt fællesskab. For hvad vil det egentlig sige at være mand anno 2021, og hvordan bliver man en bedre en af slagsen?

– Da jeg startede for 15 år siden, var der bare mig og Carl-Mar Møller. Nu er vi rigtig mange, der laver mandegrupper. Og selvom der stadig er markant flere kvinder, der finder sammen i fællesskaber og har fokus på selvudvikling, så er procentstigningen blandt mænd heftig. Det er blevet mere tilladt for mænd at beskæftige sig med sig selv og tale om følelser og bekymringer, siger mandeterapeut Tomas Friis, der faciliterer mandegrupper og mande-retreats.

Formålet med at være en del af et mandefællesskab er vidt forskelligt fra mand til mand, og derfor findes der også et hav af grupper med hvert sit fokus. Hvor nogle tænker tilbage med længsel på den autoritære patriark og gerne vil den bløde mand til livs gennem manddomsprøver og primalskrig, er der andre, der netop vil inspirere mænd til at finde nye måder at være en mere nærværende og afbalanceret mand. Alt fra det spirituelle, det rå og det terapeutiske er at finde på markedet for mandefællesskaber.

– Mænd har ikke italesat sig selv som køn. De har glemt at se sig selv, andet end når de bliver skældt ud for at være mænd. Endelig er de begyndt at opdage sig selv. 50 år efter kvinderne, bevares, men nu sker der noget.

Og for nogle handler det om at holde maskulinitetsfanen højt og dyrke den gammeldags forståelse af en "rigtig" mand. Men for langt de fleste handler det om at afsøge en ny og tidssvarende måde at være mand på, hvor det i højere grad handler om at være en omsorgsfuld far, siger mandeforsker Svend Aage Madsen.

Den ensomme, fraskilte singlemand

Hvor kvindebevægelsen i starten af 1970'erne medførte en ny bevidsthed blandt kvinder om deres eget køns kulturelle og biologiske kendetegn og fik dem til at udfordre de begrænsende kønsnormer, har mænd ikke været nødsaget til at kigge indad på samme måde. Mange mænd havde dengang en fordelagtig position i familien og i samfundet som patriarken og eneforsørgeren, så da kvindernes liv ændrede sig radikalt med indtrædelsen på arbejdsmarkedet og p-pillen, fortsatte mændene i nogenlunde samme rille som før.

Bortset fra én ganske vigtig detalje. Kvinderne blev mere og mere uafhængige. Mænd var ikke længere familiens eneste skaffedyr, og deres primære rolle i livet blev stille og roligt eroderet. Skilsmisserne bredte sig sammen med et gruopvækkende spørgsmål blandt mænd: Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er familiens eneste forsøger? Hvilken mand er der brug for nu?

– De store strukturelle ting har ændret sig sindssygt hurtigt. Jeg er vokset op med en far på arbejde og en mor, der gik derhjemme. Mine børn er vokset op med to forældre på arbejde. Så kvinders situation har ændret sig både rettighedsmæssigt, frihedsmæssigt, arbejdsmæssigt og seksuelt. Men mændene gør bare det samme, som de altid har gjort. Så de er kommet bagud i udviklingen, og det har hobet sig

op, siger Tomas Friis.

I dag er kvinder langt mere uddannede, end mænd er. Det gælder ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Og det har været et afgørende element i hele kvindernes frigørelses-projekt. Men med uddannelse kom uafhængigheden, og det har haft kolossale konsekvenser for mange mænd.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Jeg stod mutters alene og tudede af glæde"

– 45 procent af alle ufaglærte mænd er singler hele livet og dør alene på et plejehjem. Op mod 25 procent af alle mænd fra alle niveauer af samfundet får aldrig børn. Over 40 procent af alle par bliver skilt, og i de fleste tilfælde bliver moren den primære forælder. Hvis mænd så heller ikke er en del af et fællesskab, så sætter det dem i en enormt sårbar situation. For så er det kun de mænd, der formår at få en kvinde, der har en tæt fortrolig i livet. Og det gør mænd mere afhængige af kvinder, end kvinder er af mænd, siger Svend Aage Madsen.

Udover mandeeventet Mand21 og de mandegrupper, som Tomas Friis står bag, findes der også Mænds Mødesteder, DareGenders mandegrupper, Foreningen Far og et utal af andre fædregrupper og mandefællesskaber, der på hver deres måde giver mænd mulighed for at arbejde med sig selv sammen med andre. Og ifølge Svend Aage Madsen er det netop fælleskabet, der er mænds helt store mangel - og også deres redning.

– Nu skal mænd i gang med deres eget frigørelsesprojekt, og det handler i høj grad om at skabe mandefællesskaber. At skabe relationer til andre mænd og udradere ensomhed. For hvis man ikke er i fællesskaber, er man i risiko for at få psykiske og fysiske lidelser. Manglen på relationer er en af årsagerne til, at mange mænd dør langt tidligere end kvinder. Relationer er helt afgørende for livstilfredshed, lykke og generel sundhed, og man er ekstremt sårbar uden fællesskaber. Og med den store gruppe af singler og fraskilte er behovet for fællesskaber enormt, siger han.

Når midtvejskrisen rammer

De fire mænd bag Mand21 har alle været i mandegrupper længe. Både sammen og hver for sig. Og de er ikke i tvivl om, hvor stor betydning sådan et fællesskab har. For i modsætning til at snakke med kæresten eller vennerne er mandegruppen et frirum, hvor man kan komme i dybden med sine personlige problemer, uden at nogen kigger skævt til en. Samtidig er det helt afseksualiseret og uden intern konkurrence, fordi der ikke er nogen kvinder at konkurrere om.

– Det er virkelig en mandeverden. Hvis der kom en kvinde ind, ville hun sige "ej, hvad er det her for noget!" For der er rigtig meget testosteron og ikke så meget østrogen. Men det er broderligt, fordi al konkurrence er udraderet. Det handler ikke om, hvem der har den største Volvo på parkeringspladsen, og en stor erhvervsmand kan pludselig føle sig lille, mens en studerende kan føle sig stor. Der opstår en ligeværdighed i et mandefælleskab, siger Jesper Krog.

Ved hans side sidder Sofus Midtgaaard, der er tidligere udviklingschef i DR. Han har levet et hardcore karriereliv, men ramte muren for et par år siden. Nogenlunde samtidig som rigtig mange andre mænd dykker i lykkefølelse. Nogen kalder det midtvejskrisen. Andre et faseskift fra ung og testosteronpumpet til ældre og mere reflekteret. Uanset hvad så er det typisk her, hvor mange bliver tvunget til at stoppe op og kigge indad, lige meget hvor ubehageligt det er.

– Jeg arbejdede solen sort i mediebranchen. Jeg kan først se nu, efter jeg er steppet lidt ud af ræset, hvor travlt jeg havde. Og hvad jeg er kommet hjem med af manglende energi til resten af familien. Jeg var altid på jagt efter at udkonkurrere og sætte nye flag. Drikke, knalde og vinde. Altid i fart. Selvom jeg var en god far, så havde jeg måske brændt min energi af på arbejdet. Da jeg indså det, gik jeg helt kold og mistede gnisten. Så slukkede lyset i mig, og min kone og jeg blev skilt. Og jeg ser det samme ske i mange mænd omkring mig. De knokler med store karrierer og bruger resten af energien på Carbon-racercykler. Men det, de faktisk gør, er at flygte fra at mærke. De tør ikke stå stille, for de er fucking bange for, hvad de ser i spejlet, siger han.

Efter de er startet i mandegruppe, har de lært at tune ind i sig selv og åbne op over for andre. Jesper dyrker meditation dagligt, og de bruger hinanden aktivt til at forstå sig selv bedre og udvikle sig som mænd.

– Vi lavede forleden en øvelse i, hvornår man lyver. Jeg lyver selv, når jeg bliver bange for at gøre nogen kede af det og skabe drama. Sidst løj jeg overfor en kvinde. Jeg havde egentlig knaldet med en anden, dagen før vi mødtes. Men jeg løj og sagde, at jeg ikke havde lavet noget. Jeg troede ellers, at jeg var helt færdig med at lyve. Men det var jeg åbenbart ikke, siger Sofus Midtgaard og giver bolden videre til Jesper Krog.

– Jeg lyver ved at overdrive. Hvis jeg tjener 775.000, så runder jeg lige op til en million. Og så undlader jeg også ting, hvilket jo også er en form for løgn. Men egentlig bør man jo altid sige sandheden og ikke tage så meget hensyn til, hvordan det vil påvirke andre. Du er ansvarlig for din egen lykke, og hvis du begynder at lyve for at skåne andre, så går det mest ud

over dig selv.

LÆS OGSÅ: Hungrer du efter fællesskab, kultur og kram? Cathrine opdagede noget særligt, da hun så tv med kæresten...

Kvinder er født med et formål

Udover at rigtig mange mænd i dag er skilte eller barnløse, så er der også en række eksistentielle problemstillinger, som de fleste mænd bakser med. Selvom spørgsmålet om, hvad en god mand er, har en eviggyldig karakter, så er svaret alligevel blevet endnu mere komplekst og skiftende i dag, end det nogensinde har været før. Og det gør det svært for mænd at navigere i.

– Mænd bøvler med de samme fem ting. Meningen med livet, kvinder og parforhold, faderskab, forholdet til andre mænd, og hvad det vil sige at være en rigtig mand. Hvad angår det første, så er der sket to afgørende ting. Det er ikke længere forudbestemt, hvad mænd skal, og så er der mere konkurrence om arbejdet. Evolutionært er kvinder født med et formål, hvorimod mænd skal ud og opfinde deres. Og når vores kultur samtidig ændrer sig så hurtigt, har manden svært ved at følge med. Det, der var mandens formål i går, er noget andet end i dag. Når det generelle billede af mænd og maskulinitet samtidig er så negativt, så forvirrer det mænd yderligere. For det kan de slet ikke genkende sig selv i, siger Tomas Friis.

Hvis man følger lidt med i medierne, kan man godt få indtrykket af, at mænd står bag stort set alt dårligt her i verden. Klimakrisen, krige, vold, kriminalitet og generel undertrykkelse. Og hvis mænd ikke er ondsindede sexister, så er de nogen bløde tøffelhelte med hang til store fadøl. De her negative mandebilleder har ikke gjort det nemmere for mænd at forstå sig selv som køn. For udover at mange af dem har svært ved at spejle sig i billedet som enten magtmisbrugeren eller vatnissen, så kan det også så en tvivl om, hvad kvinder egentlig gerne vil have for en mand.

– Udover billedet af den undertrykkende krænker er der er tabermanden. Den ufaglærte, som drikker for mange øl og har svært ved at få en kæreste. Og der er Berlingo-manden, som er lidt for blød og uden sexappel. Nogle ret triste stereotyper, som mange mænd har brug for at tage afstand fra ved i fællesskab at afsøge et andet mande-billede. Igen er der også mænd, som organiserer sig, fordi de simpelthen føler sig forbigået og ikke kan forstå, hvorfor kvinder er utilfredse, når kvinderne har flere muligheder, end de her mænd har, siger Svend Aage Madsen.

En anden årsag til at mange mænd har brug for inspiration og sparring om, hvad det egentlig vil sige at være en god mand, er manglen på rollemodeller. For deres egne fædre, som egentlig skulle være deres læremestre i livet, var i de fleste familier ophængt med arbejde og derfor ganske fraværende. Så hvis mænd ikke vil kopiere deres fædres version af en mand, bliver de nødt til at kigge andre steder hen for at finde bud på en ny og bedre mandetype.

– Siden manden begyndte at gå på arbejde, har faderfiguren manglet i børns liv. Det kan godt være, at mange mænd er blevet mere forældre de sidste par årtier, men det er fra 0 til 20 procent. Mange fædre er stadig fraværende, og det skyldes især, at deres egen far var det. De har ikke haft en rollemodel, der har vist, hvordan man er en nærværende far, siger Tomas Friis og fortsætter:

– Her kan mandefællesskaber give dem mulighed for at spejle sig i andre mænd. Være hinandens læremestre i at være en god far og mand. I en mandegruppe ser de mange forskellige mænd og får derfor et mere nuanceret billede på, hvad det vil sige at være mand. Og når de udvikler sig som mennesker, spreder det sig som ringe i vandet. For så bliver de selv bedre rollemodeller over for deres egne børn. Og hvis der er noget, der kan få mænd op af stolen og ind i et fællesskab, så er det visheden om, at det gør en forskel for deres børn.

Fællesskabet for de velstillede

I Jesper Krogs og Sofus Midtgaards mandegruppe arbejder de med at finde balancen mellem de mange forskellige roller som både far, kæreste, kollega, søn, ven og karrieremand, så det ikke kun er én af rollerne, der får al energien. Og det vil også være et af formålene med Mand21. Gennem embodiment, hvor de træner vejrtrækning og kropskontakt, og samtaler i grupper skal mændene

komme i dybden med det, der gør ondt. Jesper Krog og Sofus Midtgaard håber på, at det vil give deltagerne værktøjer til at arbejde videre med sig selv og finde en balance i tilværelsen.

– Mange er gode i én rolle, men dårlige i en anden. For hvis man kun har prioriteret kollegarollen, har man ikke gemt noget overskud til rollen som partner eller far. Derfor må man tage ansvar for alle rollerne. Måske skulle man lade være med at tage lycra-bukserne på og køre cykel i to timer, når man kommer hjem fra arbejde. For det handler om at finde en balance og både være noget for andre og for sig selv, siger Jesper Krog.

LÆS OGSÅ: L.O.C: Alle burde tage denne snak med deres kæreste

Og så håber de helt grundlæggende på at få afmystificeret mandefællesskaber, så flere mænd begynder at mødes og bruge hinanden som støtte. Lige nu er det stadig mest de ressourcestærke, hvide mænd, der har overskuddet til at finde vej til mandefællesskaberne. De mænd, der lever på bunden af samfundet, har svært ved at se sig inkluderet i de etablerede grupper. Og det er synd, synes Sofus Midtgaard, For det kan noget helt særligt at sidde i en cirkel med ti-tyve mænd og fortælle om noget svært for så finde ud af, at flere af de andre har det på samme måde.

– Alle kan nogle gange føle sig utilstrækkelige og trænge til at dele sine bekymringer med andre. For det kan give en følelse af, at man ikke er alene. Så det ville være helt fantastisk, hvis vi kunne gøre mandefælleskaber til allemandseje, som mænd fra alle grene af samfundet var en del af. Ikke kun eliten, de spirituelle og de unge, men også alle andre mænd, der har brug for nogen at blive inspireret af. DET er drømmen, siger han.