"Da jeg fik diagnosen, var det, som om der åbnede sig en lem i gulvet, og jeg røg 10 km ned i et sort hul"

Børnene havde lige fået efterårsferie, og der var ikke lagt nogen planer, så Julie Hastrup så frem til en uge, hvor hun kunne arbejde på sin krimi i ro og mag, mens William og Emma nød friheden fra skolen. Her på syvende år var hun så heldig at kunne leve af sit drømmejob som krimiforfatter.

Hudlægen ringede sent mandag aften. Julie havde egentlig glemt alt om det modermærke på inderlåret, hun havde fået fjernet måneden forinden. Hudlægen havde ment, at det så ganske normalt og fint ud, men Julie havde alligevel insisteret på at få det væk, fordi det sad et sted, som var svært at holde øje med. Hvis der var noget i vejen med mærket, ville hudlægen lade høre fra sig inden for to uger. Nu var der gået fire uger.

Julie sad alene i familiens køkken og så displayet blinke i mørket foran sig. Uvidende om den drejning, som hendes liv nu skulle tage, holdt hun telefonen op til øret. Hun fornemmede rystelsen i lægens stemme: Julie havde modermærkekræft.

– Da jeg fik diagnosen, var det, som om der åbnede sig en lem i gulvet, og jeg røg 10 km ned i et sort hul. Chokket var vildt, fordi jeg var helt og aldeles uforberedt. Godt nok havde jeg fået fjernet et modermærke, men det havde ikke set suspekt ud, og det var kun blevet fjernet, fordi jeg havde insisteret på det – jeg ville bare have det væk. Men eftersom der var gået langt over to uger, havde jeg glemt alt om det. Og så var det altså modermærkekræft! Og jeg skulle opereres hurtigst muligt. Det var virkelig my darkest hour, fortæller Julie og griber fat i bordkanten for at understrege alvoren.

– I det øjeblik jeg havde lagt røret på, kom min datter og mand ind ad døren, og jeg stod der og rystede. Det er løgn, det er løgn, det er bare løgn, tænkte jeg og brød så grædende sammen. Jeg kunne ikke skjule mine følelser, selvom min datter stod lige foran mig. Det var en hård besked at skulle give videre, og jeg ville gerne have haft tid til at fordøje chokket, inden jeg fortalte noget til dem.

Afledning

Ventetiden er hård, når man venter på en kræftoperation.

– Tiden går bare ulideligt langsomt, når du har fået en kræftdiagnose og går og venter på operationen. Tanken om at kræften kan brede sig yderligere, mens man venter, plagede mig, og jeg fik nærmest lyst til at skære det hele væk selv. De onde celler skulle bare væk så hurtigt som muligt.

I perioden efter diagnosen skulle Julie vænne sig til, at netop hun havde fået modermærkekræft.

– Ingen kan jo værne sig mod kræft eller anden dødelig sygdom. Men at netop jeg var blevet ramt af den her form for kræft, det var svært at kapere. Jeg havde jo altid passet på min hud, ikke solbadet særlig meget, brugt solcreme i faktor 30 og jævnligt fået tjekket mine mærker hos en hudlæge. Alligevel fik jeg modermærkekræft. Sådan kan livet jo være så uforudsigeligt.

Julie blev efterfølgende opereret på Rigshospitalet og var til flere samtaler med lægerne. Det var en anden del af livet, som hun blev præsenteret for.

– Det var meget chokerende for mig at træde ind i dette univers, hvor også helt unge patienter var dybt medtaget af sygdom. Dette aspekt af livet var jo heldigvis ikke noget, jeg gik og tænkte på til hverdag. Men da jeg så sad der... så fik jeg det smasket lige op i fjæset. Ambulatoriet lå i stueetagen, og det var blot en fedtet glasrude, der adskilte de syge fra de raske. Trangen til at spæne udenfor, væk fra kanyler, operationer og sygdom, fyldte mig, mens jeg sad og ventede dér blandt alle de syge.

Da operationen var overstået, anbefalede Julies egen læge hende at tage det med ro et godt stykke tid. Hun burde sygemelde sig og komme til kræfter – også selvom det betød, at hun skulle udskyde bogudgivelsen. Men Julie ønskede, at hverdagen skulle forløbe, som den plejede, og hun valgte derfor at handle stik modsat: Hun arbejdede målrettet på bogen, så hun kunne nå sin deadline.

– At skrive "Mirakelmanden" holdt mig simpelthen oppe i den hårde tid. Krimien blev min måde at holde fast i normaliteten på. Når jeg skrev, havde jeg nemlig ikke tid til at fokusere på sygdommen og alle de tanker, som følger i kølvandet på en kræftdiagnose. Jeg lå kun ned i to-tre dage efter operationen, og så var jeg ellers i gang igen på fuld skrue. Jeg tog til Tyskland, hvor alle mine bøger er udkommet, og holdt foredrag. Jeg researchede. Gav interviews. Så jeg fortsatte, fortsatte, fortsatte. Det var helt bevidst, at jeg bare kørte den helt ud arbejdsmæssigt, så jeg ikke skulle forholde mig til kræften.

Chok nr. to

Det var ikke kun arbejdet, der tog fokus fra kræften. Få uger efter Julies diagnose skete dét, en mor frygter mest: At der sker noget med hendes barn.

Sønnen William på 15 havde altid følt sig hjemme i Københavns gader, og han havde flere gange taget hjem fra fester på egen hånd, selvom Julie og hendes mand helst så, at han tog en taxa eller ringede efter dem. Den unge dreng var mere tryg ved indre by og nattelivet end sine forældre, indtil den dag, hvor han blev overfaldet på Nørreport af en drengebande. Overfaldet skete på en almindelig hverdag ved 19-tiden:

– Min søn blev angrebet, mens han stille og roligt luntede afsted med sin musik i ørene. Heldigvis var der flere mennesker, som hjalp ham og dermed forhindrede, at det gik helt galt. Fysisk slap min søn med overfladiske skrammer, men det psykiske efterspil har været hårdt. Han blev så bange, og selvom han med det samme kom til krisepsykolog, tog det lang tid, før han bare havde det nogenlunde og turde gå udenfor om aftenen igen. Det har virkelig været hæsligt at se ham have det sådan. Tænk engang, at nogen kan gøre sådan noget mod én. Helt uden grund.

Nu var Julies egen sygdom kun det næststørste problem i hendes liv, og hendes fokus rykkede fra sig selv til William.

– Når ens barn udsættes for noget så grumt, så er det jo meget, meget større end én selv. Kærligheden til min søn rækker langt videre end kærligheden til mig selv, og jeg koncentrerede mig fuldt ud om at få ham på benene igen. Samtidig var jeg rasende og frustreret over, at nogen havde udsat mit barn for sådan noget. Jeg er taknemmelig over, at vi ikke har våbentilladelse her i Danmark.

Det sidste tilføjer hun med et skævt grin.

Julie Hastrup valgte at udnytte frustrationen i sin skriveproces. Vreden og angsten blev hamret ned i tastaturet og ud på bogens dystre sider, hvor makabre drab kunne gøre det ud for hendes indre kaos. Men efter nogle hektiske måneder, hvor både operation, sønnens overfald og arbejdet med bogen havde optaget hendes tid, begyndte de fortrængte følelser at overmande hende.

– Da bogen var ved at være færdig, kunne jeg ikke holde til det høje tempo længere. Jeg var som en trykkoger, fordi jeg ikke havde givet mig selv lov til at bearbejde alt det, der var sket. Mit blodtryk var tårnhøjt, og min krop dirrede konstant, mens min hjerne tågede. Jeg indså, at jeg var nødt til at stoppe op og mærke efter – give los for følelserne. Jeg stod flere gange i bruseren og tudede. Bagefter tørrede jeg øjnene og fortsatte. Det er jo det eneste, man kan gøre.

Ro i kaos

Alligevel fortryder Julie ikke, at hun mosede sådan på med bogen. For skrivningen virkede også som en slags terapi.

– Jeg prøvede at være konstruktiv midt i kaos, Jeg tænkte: når nu det her er sket, hvordan kan jeg så bruge det i mine bøger. Jeg skriver jo krimier, fordi jeg interesserer mig for menneskets psyke og for det mørke, vi alle bærer i os. Den nye sårbarhed, som jeg har fået, har jeg forsøgt at integrere i mit arbejde, og på den måde synes jeg, at disse oplevelser har givet mig muligheden for at tilføje et dybere lag i mit forfatterskab.

Nu, hvor diagnosen er kommet en smule på afstand, hvad betyder den så?

– Kræftdiagnosen aktiverede mit overlevelsesinstinkt. Jeg skal leve, indtil mine børn er rigtig voksne, og allerhelst til jeg får oldebørn. Med en kræftdiagnose følger også angsten. Angsten for at sygdommen kan komme tilbage, og den følelse må man prøve at tæmme så vidt muligt.

– Sygdommen har givet mig en større sårbarhed, en ny skrøbelighed. Jeg synes i forvejen, at jeg har kæmpet rigeligt med flere fysiske skavanker som et par medfødte rygsygdomme og også et knust håndled, men jeg har ikke før haft noget potentielt dødeligt inde på livet.

I dag er Julie Hastrup, set fra et medicinsk synspunkt, kræftfri. Siden operationen har hun fået fjernet yderligere to mistænkelige modermærker "for at være på den sikre side". Modermærkekræft er heldigvis en sygdom, som kan kureres, hvis den opdages tidligt, men oplevelsen har skærpet hendes fokus på sin krop.

– Det sværeste har egentlig været at acceptere, at selvom man er opmærksom på sine modermærker, og selvom man bliver tjekket hos en hudlæge, så er der desværre ikke nogen garanti for, at man ikke kan få sygdommen. Min modermærkekræft blev heldigvis opdaget på et tidligt stadie, men tænk, hvis jeg ikke havde insisteret på at få mærket fjernet... den tanke tør jeg slet ikke tænke til ende.

Eftervirkninger

I dag er "Mirakelmanden" ude i butikkerne, og set udefra er hendes liv begyndt at ligne sig selv igen.

– Jeg er stadig i gang med at fordøje det hele, og det er en proces. Lige da jeg fik diagnosen, opfordrede lægerne mig til at melde mig ind i diverse grupper for folk med modermærkekræft, og det nægtede jeg. Men nu har jeg gjort det, og måske er der noget at hente i sådan en gruppe på sigt... jeg ved det ikke endnu. Jeg har heldigvis en veninde, som også har haft modermærkekræft, og hun forstår de her tanker.

Julie Hastrup får tårer i øjnene. Hun fortæller, at hun har følt sig alene med sygdommen til trods for, at hun har omgivet sig med sine nærmeste.

– Det har overasket mig, hvor alene man er med en kræftdiagnose. På trods af at jeg er omgivet af gode mennesker, familie og venner, var det alligevel forbløffende få, der formåede at være der for mig og stadig er det. I starten er folk søde og "på", men når man er blevet opereret og fysisk er helet, formoder de fleste, at alt er som før. Men intet bliver som før.

Krisen over hele forløbet rammer først Julie nu, hvor der er faldet ro på, og hun har tid til at bearbejde det i dybden.

– Det er faktisk dér, når det hele er overstået, at den psykiske krise begynder. For i starten fyldte chokket så meget, at jeg reelt ikke forstod, hvad der skete, og jeg brugte al min energi på at klare operationen og forstå informationerne. Bagefter overrumplede tankerne mig, og jeg forstod, at jeg havde båret rundt på noget, der kunne have slået mig ihjel. Den lille uskyldige plet på mit inderlår var i virkeligheden mørk, syg og dødelig.

Glemt bliver det aldrig. Oplevelserne sidder i hende og har bekræftet hendes mørke og kyniske livssyn.

– Man må bære sin skæbne. Der er jo ikke noget valg. Men hvis man kan lære noget af min historie, så er det først og fremmest, at man skal stole på sig selv. Jeg insisterede på at få modermærket fjernet. Fornemmede jeg, at det var kræft på det tidspunkt? Nej. Men jeg ville have det fjernet. Og derudover skal man bestræbe sig på at leve et liv, som giver mening. Uanset hvad. Sygdom eller ej.

Vi afbrydes kort i interviewet. Julies mand, Morten, og familiens labrador, Bella, tumler ind i lejligheden. Morten har en pose mini-muffins med fra Emmerys, som bliver lagt frem til os på bordet. Hunden lægger sig lydigt i sin kurv i hjørnet. Julie slipper tankerne om alt det vemodige og vender tilbage til nutiden.

Det sidste tumultariske halve år har mindet hende om, at hun i bund og grund lever et godt liv. Et liv med mening.

– Man læser så tit om mennesker, der, når de rammes af alvorlig sygdom, laver en kovending og skaber sig en helt ny tilværelse. Det kommer jeg ikke til. For mig har kræftdiagnosen blot bekræftet, at det, jeg i forvejen har fyldt mit liv med, er det vigtigste for mig. Jeg har altid sat min familie højest, ligesom jeg altid har prioriteret mine nære venner, og jeg ønsker ikke at beskæftige mig med noget andet end det, jeg gør – at være forfatter. Jeg håber, at jeg kan forsætte et langt og lykkeligt liv på denne måde.

LÆS OGSÅ: ”Her er mine bedste råd til forældre med et barn i krise”

LÆS OGSÅ: ”Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse”

LÆS OGSÅ: Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”