"Det er absurd, at folk skal være på arbejdspladsen hver dag, hvis de præsterer bedre derhjemme"
Mød Kirsten Stendevad til en snak om vores feminine fremtid.
– Nogle mænd reagerer med noget nær rædsel, når de ser titlen på min nye bog. "Fremtiden er feminin" – åh nej, er det nu kvinderne, der overtager verden, hvad skal der så blive af os? I USA har man allerede i et par år talt om The Century of Women, men i min optik handler det paradigmeskift, jeg beskriver, ikke om mænd og kvinder, men om feminine og maskuline værdier. En kvinde kan indeholde masser af maskulin energi, ligesom en mand kan indeholde masser af feminin energi. Så fremtiden er feminin, men det handler ikke om køn.
– Det 21. århundredes anatomi er forskellig fra det 20. århundredes, og de egenskaber, vi skal bruge for at have succes i dag, er nogle andre, end vi skulle bruge før. Tidligere havde vi fokus på produktivitet, og det var vigtigt, at man var rationel, fokuseret og handlingsorienteret. Disse egenskaber klassificerer man som maskuline. I det 21. århundrede skal vi derimod leve af innovation, og det kræver, at vi er kreative. Kreativitet er en egenskab, der er klassificeret som feminin.
LÆS OGSÅ: Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller
– Et af mine hovedbudskaber i bogen er, at vi som kultur i mange år har ignoreret, at der skal være ligeværdig balance mellem yin og yang. Vi har overprioriteret det ene aspekt, yang. Og hvad er så yin og yang? Yang-energien er den udadrettede energi. Den udstrålende, fremadrettede og erobrende kraft. Hvis man forestiller sig en plante, så er det yang-energien, den maskuline energi, der får planten til at komme op af jorden. Yin er den indadvendte kraft. Og hvis vi igen tager billedet med planten, så er det yin, der får frøet til at modnes nede i jorden. Hvis ikke frøet modnes, vil der aldrig kunne komme en stængel op, men yin-energien har et markedsføringsproblem, fordi den er usynlig. Derfor associeres yin ofte med det passive, det stillestående og det mindre vigtige, for hvad skal vi med noget, vi ikke kan se og røre? Siden oplysningstiden har vi kun beskæftiget os med ting, der kan måles og vejes, og når man ikke kan måle og veje den kraft, der stille og roligt modner noget, så er det nemmere at ignorere den. Yang-energien derimod er så dejlig synlig, og derfor har vi vægtet den. Dermed er der kommet en ubalance, som er ved at tippe os i afgrunden, og derfor er fremtiden NØDT til at være mere feminin i en periode, så vi kan få rettet op på den ubalance. Hvis vi fortsætter med at udpine jordens ressourcer og putte plastik i havene, og hvis vi bliver ved med at bekrige hinanden, så forsvinder vi. Den ultimative fremtid er ikke feminin, den er forhåbentlig balanceret, men vi skal igennem et mere feminint stadie for at nå dertil.
– Selvom det ikke er entydigt, er der mange positive tegn på, at vi bevæger os i en feminin retning. Vi ser f.eks. flere og flere grønne iværksættere. Iværksættere, som ikke sætter vækst først, men som gerne vil løse nogle problemer. Folk, der rydder op i havene, genbruger affald og fokuserer på det helhedsorienterede, det bæredygtige og processen. Alle disse ting hører til i yin-afdelingen. Det feminine er ikke noget, vi skal være bange for. Det er et sæt egenskaber, vi alle sammen har, og hvis vi anvender dem, kan vi opnå mere med mindre. Det er en supernøgle til mere power. Ved blot at dreje en lille smule på noget i dit indre, får du et andet resultat i det ydre. I stedet for presse sig selv og knokle, kan man for eksempel lytte. Være stille. Åbne sig. Og dermed modtage nogle bedre ideer. Rent neurologisk og nervemæssigt kan man forebygge stress ved at veksle mellem yin- og yang-gearet. Slow down to speed up, som jeg plejer at sige. Hvis du sænker farten, så du kan høre din egen kreativitet og intuition, så kommer du meget hurtigere på sporet i stedet for at løbe tusinde omveje. Vi klatrer så tit op ad rangstierne for blot at opdage, at shit, min stige stod op ad den forkerte mur. Det vil ikke ske i samme omfang, hvis vi bruger vores feminine energi noget mere og husker at stoppe op for at reflektere og mærke efter.
– Jeg er på en mission, der handler om at gøre det usynlige synligt for både kvinder og mænd. Ofte vægter vi kvinder nemlig ikke engang selv det feminine gear, selvom man skulle tro, at vi havde hovedfag i det. Vi har så utrolig travlt med at gøre tingene på den maskuline måde, specielt hvis vi vil have succes i erhvervslivet. Det feminine skal ikke erstatte det maskuline, det ville være frygteligt, for ubalance til yin-siden er lige så slemt. Så ville vi bare sidde i vores sofa og prøve at visualisere os til resultater, og vi ville ikke få handlet på vores drømme. Der er helt klart brug for det maskuline yang-gear, men yin-gearet skal kobles på, så tingene sker på en ordentlig måde, og så folk ikke går ned med stress.
LÆS OGSÅ: ”Der er ingen begrænsninger. Det er kun mig selv, der afgør, hvordan det her ender.”
Tag lederskab, kvinde
– På mange arbejdspladser er det stadig yang-gearet, der tæller mest, men udviklingen er som et langt, langt tog. De forreste vogne er nået frem til den feminine station og arbejder på en helt anden måde. På de progressive arbejdspladser er man ligeglade med, hvornår og hvor folk arbejder, bare de leverer resultaterne. Det er absurd, at folk skal være på arbejdspladsen hver dag, hvis de præsterer bedre derhjemme. Arbejdspladser, der forventer, at folk "stempler ind og ud" hver dag, har i mine øjne slet ikke forstået den nye tid. Det samme gælder arbejdspladser, der indretter storrumskontorer uden mulighed for stillerum og hjemmearbejdspladser. Forskningen viser, at det tager en person i gennemsnit 30 minutter at komme ind i en opgave igen, efter at vedkommende er blevet forstyrret, og at flertallet oplever koncentrationsbesvær i et storrumskontor.
– I privatlivet har vi også i høj grad adopteret det maskuline. Alle har travlt med at præstere. Det betyder, at nærværet med børnene og den tid, hvor vi gør noget sammen, er svundet ind. På hjemmefronten kunne man helt klart også skrue op for det feminine. Mange børn – og voksne – savner mere ro og nærvær. I parforholdet har begge køn også adopteret en ensartet stil, og så forsvinder polerne i forholdet. Hvis alle tænker i effektivitet derhjemme, kommer det feminine bløde, åbne, sårbare og varme til at mangle, og vi bliver praktiske familiekollegaer i stedet for passionerede par. Hvis vi derimod er mere opmærksomme på, at begge køn skal bruge begge gear og veksler bevidst mellem dem, kan vi genskabe gnisten. Egentlig skal vi lidt tilbage til nogle værdier, vi er kommet til at slippe i farten, men vi skal være bevidste om, hvornår vi skal bruge hvilket gear, så vi ikke bliver blinde slaver på autopilot. Vi kan jo ikke holde ud, at alle skal sidde ved middagsbordet hver dag kl. 18, men vi kan godt samle hele familien om et måltid god mad et par gange om ugen. Ellers bliver hjemmet hurtigt en hovedbanegård.
LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet
– Danske mænd og kvinder er blandt nogle af de mest avancerede i verden på det her felt, så her snakker vi om, at det skal gå fra godt til bedre. Det kunne være fint at få skilsmisseraten lidt ned. Jeg tror, at den er så høj, fordi vi ikke har tid til hinanden, og fordi vi går galt af hinanden. Pludselig kommer vi til at repræsentere det negativt feminine og det negativt maskuline. Det negativt feminine er offeret, den manipulerende, sladdertasken og furien. Det negativt maskuline er diktatoren, arbejdsnarkomanen og terroristen – my way or the high way. I stedet skal vi fokusere på den positive version af det kvindelige og det mandlige. Her er kvinden den kraftfulde dronning, gudinde og healer. Hun er kærlig, rummelig, hengiven – og stærk. Den positivt maskuline er ridderen og helten. Ham, der ved, hvad han vil, nu med åbent hjerte, følsomhed og empati. Turen ned i det negative tager vi hver gang, vi bliver stressede, pressede og trætte. Så bliver vi den karikerede version af os selv.
– Fremtiden er ikke automatisk feminin, vi skal alle tage medansvar for at skabe en verden i balance, og vi kvinder er de bedste ambassadører for den feminine kraft. Vi kan ikke forlange, at mænd skal tage teten, for de har hovedfag i de maskuline værdier og har succes med det. Lige altså bortset fra, at mange bliver skilt, syge, fyret og dør tidligere – og at de egenskaber, der har givet succes indtil nu, næppe gør det alene i fremtiden. Jeg tror, kvinder vil lide mere under en fremtid, der ikke er mere feminin, for det kommer til at gå ud over vores børn og børnebørn, og den tanke er svær for kvinder. Derfor skal kvinder tage lederskab nu – på nye måder, end de gjorde i 1968. Det var en utrolig vigtig kamp, de kvinder tog, og vi skylder dem stor tak for det pionerarbejde. Men nu handler det om at invitere mændene ind, så vi i fællesskab kan frembringe det samarbejdende samfund. Så længe mænd og kvinder tager afstand fra det feminine, kommer vi ingen vegne, og det har vi ikke råd til længere.
LÆS OGSÅ: Sådan klarer du dig på det nye arbejdsmarked
LÆS OGSÅ: Jeg har meldt mig ud af trædemøllen. Nej tak til fast arbejde og økonomisk stabilitet
LÆS OGSÅ: Dit netværk er større, end du tror - men tør du bruge det?