Sådan tager man glansen af sin datters prinsessedrøm

Jeg er så langt bagud at jeg kan høre skadefryden buldre ud af fjernsynet sammen med den seneste Disney- eller Pixar-hitfilm, og jeg tænker, at dette kun er starten på mit pinefulde, langtrukne og episke nederlag som mor overfor en underholdningsindustri, som tromler et antikvarisk, crazy-komisk kønsrollemønster ind i hovederne på mine kære små.

Erkendelsen kom, da jeg en dag så min frække, kække datter i øjnene og spurgte: “Vil du være læge, når du bliver stor? Eller måske marinebiolog eller flymekaniker?”

“Nej, jeg skal være prinsesse,” svarede ungen uden at blinke.

Skal jeg flå fladskærmen ud af væggen?

Min første indskydelse var at binde hende til et stoleben og udsætte hende for et halvanden times foredrag om livets realiteter. Så overvejede jeg at flå fladskærmen af væggen og fyre den ud over en af vores balkoner (vi bor i Madrid), og sende de otte klæd-ud-prinsessekjoler, de tre tiaraer og alle barbie-dukkerne samme vej. Måske lave et lille bål i køkkenvasken og symbolsk ofre den sart-rosa rygsæk med påskriften: “Quand je serai grand, je serai princesse.” Så vandt besindelsen og jeg satte mig ned. Måske kunne slaget vindes.  

“Er det ikke lidt ærgerligt? En prinsesse laver ikke andet end at have fint tøj på og frisere hår, mens hun venter på noget eller nogen. Måske synger hun en sang en gang imellem,” sagde jeg og tilføjede så trumfen: “Og så har hun ikke nogen mor!”

Høj mødredødelighed i Disney-land

Det var måske at strække den. Det ville være mere korrekt at sige: “Med stor sandsynlighed har hun ingen mor og har hun veninder, så taler alt for, at de enten er overnaturlige væsner eller tilhører dyreverdenen.” For det er påfaldende, så høj mødredødeligheden er i Disney-land. Her er baghjul til de rystende statistikker i Chad og Somalia, hvor en procent godt og vel dør i barselseng. De færreste mødre overlever de første ti minutter af en Disney-film, hvis de altså ikke er afgået ved døden et godt stykke tid i forvejen. Snehvide, Askepot og den lille havfrue er blandt de historiske, moderløse, stakkels små-prinsesser med et stort behov for en beskyttende mand ved deres side.

Men de bliver fulgt af en hær af nyere store hovedpersoner, som er skabt uden en mor-figur (Giselle fra Enchanted, Pocahontas og Ratatouille for eksempel) eller med en mor, som afgår ved døden lige med det samme, således “Find Nemo,” hvor Nemos mor indledningsvist spises af en  barracuda, “Mads og Mikkel,” hvor Mikkel Rævs mor hurtigt skydes af en jæger, Bambis mor og elefanten Babars mor, som lider samme skæbne, sidstnævnte dog uden af være en Disney-produktion, og Junglebogen, hvor Shere Khan har spist Mowglis mor, hvilket næsten er nådigt i forhold til Dumbos mor, som beskyldes for at være gået fra forstanden og indespærres i total isolation. Værd at bemærke er også at Disney ikke diskriminerer mellem prinsesser og dyr, når det kommer til mødre, - de skal alle sammen dø.

Onde piger og kvinder

Og derfor er det potent, argumentet om moderløshed overfor alle små, tyl-behængte, glitter-indfedtede prinsesse-aspiranter. Det samme er perspektivet om et liv afskåret fra de veninder, der ellers udgør et solidt fundament i de fleste piger og kvinders liv. For Disneys bipersoner af hunkøn er som regel nedrige, sladdervorne og onde i sulet, ofte i misundelse på hovedpersonens fysiske skønhed. Og hjælpen kommer altid i form af overjordiske skabninger, dyr eller mænd, herunder mandlige dværge.

Man kan spekulere på, hvorfor fortællingerne næsten alle er lavet over samme formel, og finde svar som, at moderløsheden naturligvis er velegnet til at højne dramaet og skabe identifikation med hovedpersonen, at risikoen for barselsrelaterede dødsfald var højere i tidligere tider, og at kvinden i et patriarkalsk system skal være ung og fødedygtig, og ellers helst ikke være overhovedet eller i hvert fald ikke ses, og da slet ikke bistående andre kvinder. Men det vil muligvis føre for vidt.

Efter prinsessedrømmen kommer...

Indtil videre vil jeg lægge våbnene i tilfredshed med at have vundet mit første slag i krigen. Efter moden overvejelse af fordele og ulemper har barnet nemlig skiftet standpunkt. Hun vil ikke længere være prinsesse, når hun bliver stor.

Hun vil være fe.      

LÆS FLERE KLUMMER AF ANNE SOFIE ALLARP: