”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Den første, jeg kan huske, var Arne Nielsens Boulevard i Hvidovre, hvor jeg boede med min mor og min søster. Der var meget varme hos min mor, som er dejligt skør. Der var altid gang i den og en masse unger, som ikke altid var mine og min søsters venner, men nogen, der kom til min mor. Børn, der havde det svært. Der var for eksempel engang en pige, der kravlede op på vores altan for at lægge sig til at sove der, men min mor tilbød hende at komme ind og bo. Folk kan stadig huske min mor som alles mor. Hun er også ekstremt kreativ og byggede sådan en stenvæg i papmaché og malede bindingsværk på væggene.

Din levevej?

– Jeg var ikke så god til at gå i skole. Jeg lavede altid sådan en form for organiseret ballede, fordi jeg fandt ud af, at det at være sjov var en god måde at stikke af på. Engang skulle vi for eksempel fremlægge noget om de vigtigste mennesker i danmarkshistorien. Så lavede jeg et dukketeater med Backstreet Boys og min lærer, hvor de alle var homoseksuelle. Jeg skulle altid have folk til at grine. Min mor accepterede, at jeg gik ud af skolen, hvis jeg fik en læreplads. Så kom jeg i lære som husmaler, ligesom hun var. Det er verdens næstfedeste job at stå på et stillads og male vinduer, mens man hører musik og ryger smøger. Jeg var maler i syv år. En dag stod jeg og malede med min mor og spurgte hende: "Hvorfor er det, at jeg føler, at jeg ikke er i mål endnu?" Det skulle jeg snart finde ud af, sagde hun. En måned senere sad jeg og drak mig fuld i dårlig Bacardi med min ven Lars og så DM i comedy. Jeg tænke: "Hold op, hvor er det nemt, det kan jeg også." Jeg stillede op i 2004 og havde min debut i Esbjerg, hvor jeg kom med et par jokes om min mormor og gik i stå efter to minutter. Næste gang var i Vordingborg, og der gik det godt. Jeg kunne mærke, at jeg ville gå glip af noget, hvis jeg ikke gik ind i denne her branche. Jeg endte som nummer to ud af omkring 100. Det fedeste job i verden er at se alle de der Reumert-skuespillere, der ikke betragter standup som kunst, dø på deres røv, som vi siger. Standup er altså ikke bare drenge med strithår, der taler om pik og patter. Det er sgu ikke så nemt, som det ser ud til.

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg har haft stress, siden jeg var otte år. Engang da jeg var på turné, fik jeg sådan en hyletone for øret. Den forsvandt igen, men på min næste turne i 2011 døde min far, og jeg druknede sorgen i druk. Jeg overvejede at lægge hele showet ned, men det orkede jeg heller ikke, og det er mit livs fejl. I 2013 skulle jeg optræde på Skanderborg Festival, og der kom hyletonen tilbage med tredobbelt styrke. Lægen sagde, at det var stress. Jeg stod backstage, en halv time inden jeg skulle på scenen foran 30.000 mennesker og sagde: "Det kan jeg ikke". Det føltes, som om nogen havde puttet syre i min drink, og jeg skulle besvime. Jeg stod bare og rystede. Da de kom og sagde, at jeg var taget af programmet, føltes det, som om mine knæskaller forsvandt. Jeg blev tjekket for alt på hospitalet, men jeg havde ingen spor af stoer i blodet, og intet var brækket. Det var stress, og jeg var nødt til at stoppe med at arbejde. 

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej hen for at øve mig på mit nye show Linda P – Normal? Det handler blandt andet om min grundangst for at være kvinde. Ikke forstået sådan, at jeg går på scenen som en pailletpige og taler om, hvor dejlig neglelak er. Men jeg har levet et liv, hvor jeg i syv år drak og levede et vildt rock 'n' roll-liv. Da jeg blev ædru for tre år siden, syntes jeg, det var spændende at mærke nogle følelser for første gang som 28-årig. Hvorfor har jeg for eksempel altid tvunget mig selv til at klæde mig ud som en dreng? Det handler også om at blive ædru. Det var aldrig noget for mig med AA. Det handlede simpelthen om at vælge, om jeg ville have det godt eller have det dårligt. Jeg ser det overalt, mennesker, der vælger at have det godt med at have det dårligt, men jeg tror på, at du kan lære at have det godt. Jeg synes, jeg er kommet om på den anden side, og jeg synes helt ærligt, at jeg er lykkelig.

LÆS OGSÅ: Thomas Warberg: Bagstiv under Live fra Bremen

Hvad er dit livs omvej?

– Jeg mødte engang en flok lesbiske piger i Aarhus, som inviterede mig til en fest. Jeg tænkte: "Vi lever kun en gang". Bagefter spekulerede jeg over, om jeg havde haft det så dårligt altid, fordi jeg er lesbisk. Så mødte jeg Melissa, da jeg trængte mest til kærlighed. Hun var lige så underlig som mig selv. Vi var sammen i tre år, men det hele stak af i druk, og selv om vi prøvede parterapi, blev vi skilt. Jeg tror ikke på etiketter mere. Jeg tror på menneskekærlighed. Jeg er kæreste med Anders i dag, og jeg tror, der er noget biseksuelt i os alle. Nogen mere end andre. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Anders Grau. Jeg så ham første gang i Comedy Galla i 2012. Jeg har aldrig set en mand på scenen med så meget ro, der samtidig er så grundsjov. Jeg ville have ham med som en del af mit show, for jeg vidste med det samme, at vi ville have en sindssyg kemi. Han kom til møde med mig og var meget stille. Senere fandt jeg ud af, at han var decideret bange for mig, men jeg kan også godt være lidt utålmodig med folk og hundse med dem, når jeg er på arbejde. Efter første sæson var vi begge bange for, at vi ikke skulle ses igen. Det var let nok for mig at sige, at jeg ville savne ham, for jeg var jo bare hans lebbeveninde. Da vi sås til anden sæson, var han blevet single, og det blev jeg så mærkeligt glad for at høre. Jeg begyndte også at gå i lidt strammere bukser og mere makeup og sad og kom til at sige sådan nogle ting til ham om, at han havde pæne hænder. Engang vi var ude at spise, snakkede vi om, at vi skulle ud og finde nogle nye kærester. Jeg fortalte ham, at jeg måske var til mænd, og han fortalte om en pige, han havde mødt, og pludselig følte vi os begge jaloux. Næste dag kom han over og sagde: "Hey, skal vi ikke lige snakke om det her". Så snakkede vi i to uger. Ingen af os turde lægge os fladt ned af frygt for, at den anden skulle sige: "Hvad fanden havde du regnet med, din perverse idiot". Til sidst blev det mig, der sænkede paraderne og sagde: "Jeg er forelsket i dig". Jeg havde aldrig prøvet et forhold, der ikke var startet som et onenightstand. Men her blev vi faktisk kærester, inden vi havde kysset første gang. Så sad vi der og sagde: "Hvad gør vi nu?" Vi blev enige om at se en film, men hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært. Men alt det der kom bagefter – du ved, hvad jeg mener – det gik let nok. Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet vaskeægte åndelig romantik.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby om venskab, panikalder og Paprika Steen

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: Showman med defekte fødder