Lisbeth Wulff: Dette sted minder mig om, at jeg er blevet et familiemenneske igen

Et rigtigt familieprojekt

– Den første gang, jeg besøgte Bornholm, var jeg 8 år og på

cykelferie med min far og storebror. Jeg troede ikke, at det var Danmark. Det var så anderledes, både naturen og mentaliteten var en helt anden end i København. Jeg kan huske, at jeg følte, at landet pludselig var blevet større. Der var små bjerge, vi cyklede op og ned ad klipper og bakker og badede fra klipperne. Det var helt eksotisk. Det var en rigtig god ferie, men jeg besøgte ikke Bornholm igen, før Rasmus' søster og svoger, Malene og Henrik, besluttede sig for at købe Gæstgiveren i Allinge for ca. 16 år siden.

– Gæstgiveren var rimelig smadret, da de købte det. Det var ikke blevet vedligeholdt i mange år, og Rasmus og jeg tænkte bare: "Shit, er det her klogt?". Men Henrik og Malene er skidedygtige, meget entreprenante og finder altid steder, hvor der mangler noget, og som har et stort potentiale. De inviterede os til en arbejdsuge, hvor vi var med til at sætte det i stand, male det og alt det der. Siden er vi kommet på Gæstgiveren hver sommer i en-to uger. Vores søn, Wili, SKAL til Bornholm hver sommer. Hvis han har syv ugers sommerferie, skal han i hvert fald herover i en uge og gerne to gange. Hvis vi har valgt en uge, hvor Lukas Graham ikke synger, må han tilbage og se ham.

– Det helt særlige for os som familie er al den musik, der er på Gæstgiveren. Det er der, jeg har haft mine største koncertoplevelser. Der er kun plads til 500-800 mennesker, og selvom det lyder af mange, er det meget intimt. Man føler, at man er meget tæt på kunstnerne. Jeg har blandt andet set Peter Sommer, Lukas Graham, Marie Key, Mø, Christopher, Mikael Simpson... der har været SÅ mange bands herovre, og Wili er også meget glad for musik, selvom han kun er 11 år. Han ved alt om dansk musik, fordi vi har haft ham med til så mange koncerter. Man skal jo lære at gå til koncert, og når vi er hjemme, er vi også begyndt at tage ham med til koncerter i Vega og andre steder.

Lisbeth Wulff på Bornholm. Foto: Bjarke Ørsted.

Frihed som i 70'erne

– Gæstgiveren er et meget socialt sted. Det er et sted, man kun skal bo på, hvis man kan lide at møde andre mennesker. Her er højt til loftet, det er et stort fritidshjem for børn og voksne, og her er meget trygt at være. Børnene løber rundt og leger, og der er en kæmpe frihed i at være her – også for os voksne. Haven er stor, der er musik, god mad og klipper, ungerne kan kravle rundt på. Vi aner ikke, hvor de er, og det er lige præcis sådan, jeg husker min egen barndom. I 70'erne var der ingen, der havde styr på os børn. Vi løb ud og legede og kom hjem, når vi kom hjem. Vi havde ingen telefoner og var altid udenfor. Vi gik 20 km frem og tilbage til skole – også i snevejr, ha ha. Min barndom var meget fri, men den frihed kan indimellem være svær at give sine børn på samme måde i dag. Friheden skal man opsøge eller indrette sit liv efter for at finde, men sådan var det ikke i 70'erne. Og det gør mig så glad, at min søn kan få nogle af samme slags ferieoplevelser, som jeg fik som barn.

– Nu hvor min søn er enebarn, har Rasmus og jeg altid været meget opmærksomme på, at han fra en tidlig alder har skullet lære at have tillid og udvise åbenhed over for andre mennesker. Han skal vide, at verden er god, og at man ikke skal lukke af for omverdenen. Når vi gik på legeplads, på stranden eller var på ferier med ham som lille, var det meget naturligt for os altid at finde nogle andre børn, han kunne lege med, nu hvor han ikke havde en søster eller bror at lege på gyngerne med eller hoppe i bølgerne med. Han skulle ikke bare være sammen med sin mor og far hele tiden. At være åben og udadvendt er noget af det allervigtigste for mig at give videre til ham, og det synes jeg faktisk er lykkedes rigtig godt.

Klippevandring

– Vi har ikke nogen særlige traditioner på Bornholm... og dog, for hver sommer, når vi kører ombord på færgen fra Ystad til Bornholm, skal vi have en rejemad med æg og mayonnaise i cafeteriet. Det er på ingen måde en delikatesse, men det er bare noget, vi skal have. Når færgen er i havn, og de spiller "Bornholm, Bornholm, Bornholm", har vi alle tre røde kinder af ren og skær lykke. I løbet af ugen skal vi op til flere gange spise Sol over Gudhjem på røgeriet i Allinge, og så SKAL vi ud og gå på klipperne med vores søn. Det gør vi hvert år. Vi har opfundet en leg, hvor han er stifinder og går forrest, og så følger Rasmus og jeg efter. Det gælder om at bestige så mange klipper som overhovedet muligt, og så springer vi i vandet nogle steder og hopper videre. Det er god motion og skidesjovt, tiden flyver afsted, mens vi er på klipperne. Det lyder nørdet, og vi møder også folk, der kigger på os fra stierne og råber: "Hvad fanden laver I?". "Jamen, vi hopper bare på klipper".

– Det er de små ting, der gør mig utroligt lykkelig her på Bornholm. Man skal ikke jage de store oplevelser, når man er på ferie. Det handler om nærvær og bare at være sammen. Det er de bittesmå ting som at gå forbi røgeriet, når der er nyrøget sild, eller købe deres nylavede fiskefrikadeller og et bæger remoulade, sætte sig på håndklædet på stranden sammen med familien og vores gode venner og deres børn og med sand på fingrene spise fiskefrikadeller fra posen. Det er alle de der små øjeblikke, der er de helt store, når vi er her på Bornholm.

Et godt makkerpar

– Næsten hvert år er Rasmus og jeg til Folkemødet og bor på Gæstgiveren. I år skulle vi begge optræde, Rasmus med Rytteriet, og jeg med Bodil Jørgensen, hvor vi lavede vores mor-datter-telefonsamtaler, "Du forstår ikke din egen mor". Allinge bliver i de dage til en helt anden by, fordi der er så massivt mange mennesker. Det er voldsomt at se ens perle blive invaderet, græsset bliver mast helt fladt, men samtidig er der også en stor glæde i at se, hvordan byen bare egner sig til sådan et møde. Der er en særligt intens stemning, når byen ikke er større.

– Rasmus og jeg har altid arbejdet meget sammen. Der er en stor glæde i at opleve, at vi både har det godt som par og som makkerpar. Det er ikke alle par, der bliver tvunget ud i at skulle arbejde sammen, men det er vi ligesom blevet gennem tiden. Nogle gange er vi havnet på et projekt, hvor vi begge er blevet ansat som skuespillere, både i teaterforestillinger eller film. I starten tvivlede vi lidt på, om det var en god ide at arbejde sammen. Åh nej, bliver det for meget, vi skal jo også kunne tage hjem og slippe arbejdet, tænkte vi. Men nu er det begyndt at blive selvvalgt at arbejde sammen. Vi kan rigtig godt lide det, det er trygt, og vi er gode til det.

– Og når Rasmus og Martin (Buch, red.) laver et stort show, er jeg også involveret både på tekstplan og også som en slags konsulent. Når man arbejder meget intenst med et projekt, er det godt at få nogle andre til at se tingene ude fra, og det bruger Rasmus og jeg meget hinanden til.

– Men vi er også gode til at minde hinanden om at holde fri. For som kunstner lægger man aldrig sit arbejdsliv fra sig, og nu, hvor vi begge er selvstændige, er det endnu sværere, men vi ved, hvor vi kan koble af, og det er vigtigt at have særlige steder, hvor vi ved, at vi kan gøre det. Ud over at være på Bornholm om sommeren har vi også et sommerhus, hvor vi lukker helt ned. Der lukker jeg af for verden og for at være social, og jeg fordyber mig i bøger og skriver på nye projekter. Det kan jeg ikke her på Bornholm, men til gengæld bliver jeg altid inspireret, når vi er her. Bornholmernes særlige mentalitet inspirerer mig. De er meget rolige og passer på hinanden. Det er vigtigt for dem, at naboen har det godt, og det føles meget landsbyagtigt – også selvom Bornholm har fået et boost de sidste fem år.

– Jeg har ikke tidligere overvejet at flytte på landet eller til Bornholm, men det kommer til at fylde mere og mere i min bevidsthed, jo ældre jeg bliver. Naturen er blevet vigtigere og vigtigere for mig. I København bliver jeg hele tiden afbrudt, og jeg bliver nødt til at tvinge mig selv ind i et lukket rum for at få en fornemmelse af kontakt med mig selv. Den kan jeg bedre få, når jeg er tæt på naturen.

Lisbeth Wulff foran Gæstgivergaarden. Foto: Bjarke Ørsted.

Det indre barn

– Der er noget enormt lykkeligt over at se, hvordan ens barn udvikler sig år for år, og de må skridt ser jeg meget tydeligere, når vi vender tilbage til det samme sted hvert år. Sidste år begyndte min søn at springe på hovedet fra klipperne på

Bornholm, og jeg var helt oppe at peake på mit lykkebarometer, da jeg så hans glæde ved at springe ud fra klipperne igen og igen og igen. Det kunne han ikke forrige år. Det er så sjovt at se, at han bliver ældre.

– Jeg føler egentlig kun, at det er børnene, der ændrer sig. Jeg synes ikke, at der sker så meget med os voksne. Jeg ser mig ikke omkring og tænker: "Gud, hvor er vi blevet gamle". Jeg tænker mere: "Så er vi er igen. Tiden står stille, hurra!". For mig er ferie enten at fordybe sig eller finde sit indre barn frem, og her på Bornholm er det helt klart mit indre barn, der går forrest. Og det bliver aldrig gammelt, det vil altid have det sjovt.

– For mig er Bornholm blevet et af de steder, der minder mig om, at jeg er blevet et familiemenneske igen. Når man får børn, bliver ens identitet meget at være mor og være en del af en familie, ligesom da jeg selv var barn. Der var nogle år som ung, hvor jeg var selvkørende, hvor jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle uddanne mig til, hvor jeg var på vej hen, og hvad jeg ville med mit liv, men nu er jeg igen en del af en familie. At stifte familie er forbundet med en enorm tryghed, hvor det ikke kun handler om mig-mig-mig. Da jeg blev mor, begyndte jeg at tænke kollektivt igen. Der var pludselig andres behov, der var større end mine egne. Og det er ikke, fordi der er noget galt med ungdommens mig-mig-mig-periode, den skal bare ikke fylde hele livet. Når man får et barn, skal der pludselig være plads til alle, og alles behov skal tages alvorligt. Det var lidt af en omvæltning – men en rigtig sund en af slagsen.

Optagelse på seniorholdet

Hvem er Lisbeth Wulff?

• Lisbeth Wulff, 46 år.
• Skuespiller/komiker kendt fra "Anna Pihl", "Borgen" og "Live fra Bremen".
• Gift med skuespiller Rasmus Botoft, som hun har sønnen Wili, 11, med.
• Bor på Vesterbro i København.

– Rasmus og jeg har en gruppe af venner, som vi har lært at kende på Bornholm. De er en del af en ny vennekreds, som både består af lokale bornholmere og andre, der kommer og holder ferie ligesom os. Vi tager på ture, besøger de gode restauranter eller tager på stranden. Det er også meget rart, at de ikke har noget med vores branche at gøre. I det hele taget dyrker vi ikke branchen særlig meget på venneplan. Det er klart, at vi automatisk har fået mange nære skuespillervenner, fordi vi går igennem mange svære, hårde og sjove ting sammen, men vi kan godt lide at få nye venner forskellige steder fra.

– Vi elsker bare at være her på Bornholm, og jeg er sikker på, at Rasmus, Wili og jeg vil blive ved med at komme på Gæstgiveren hver sommer – også når vi bliver ældre. Min mor er kommet på Gæstgiverens seniorhold. Det er ældre mennesker, der bliver inviteret herover af Henrik og Malene lige før sæsonstart i maj og lige efter i august/september. Det er en slags lille, åben højskole, hvor de ældre hygger om Gæstgiveren, tager på ture og går rigtig meget op i at tilberede mad af de fineste bornholmske råvarer og drikke gode druer. Jeg er selv 46 år nu, så jeg håber snart, jeg kan blive optaget på seniorholdet. Min mor siger, at jeg er ved at være der... Jeg ved ikke, om jeg skal tage det som et kompliment eller ej, men jeg vælger at tage det som et kompliment, for den gruppe vil jeg gerne være en del af.