Liselott Blixt

Liselott Blixt: ”Det var også en stor del af, at vi blev skilt”

Den 55-årige DF-politiker Liselott Blixt har efter sin skilsmisse fundet ud af noget vigtigt om mænd. Det fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Liselott Blixt har altid gået sine egne veje.

Da hun i 2007 blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, var der ikke mange, der troede, det kunne lade sig gøre.

En hjemmehjælper fra Lolland, som godt kunne ”lide at sparke dæk og drikke øl”, kunne da umuligt blive Christiansborg-politiker.

På samme måde har hun ikke villet lade sig diktere i sit kærlighedsliv. Derfor blev hun og eksmanden skilt for 16 år siden – og siden har hun gjort lige, hvad der passer hende.

Det fortæller hun i et stort interview i Hendes Verden.

”Min mand og jeg var nok lidt af et pragmatisk par, som opbyggede kærligheden med årene. At jeg gik ind i politik, var også en stor del af, at vi blev skilt, for han ville gerne have, at jeg bare havde et almindeligt 8-16- job, og så ville han have mig til at fjerne mine tatoveringer,” fortæller Liselott Blixt.

”Det ville jeg ikke, og jeg har kun fået flere, siden vi blev skilt.”

Mænd vil ikke være nummer to

I dag bor Liselott Blixt i Greve – alene. Efter skilsmissen har der været mænd i hendes liv, men hun har for meget at se til i forhold til at være i et forhold, siger hun til ugebladet.

Foruden sit arbejde på Christiansborg, bruger DF-politikeren nemlig også meget af sin tid på at køre på motorcykel og passe sine børnebørn. Så det med mændene har der ikke rigtig været tid til, lyder det fra Liselott Blixt.

”Jeg er single nu, for jeg har ikke tid til andet. Jeg har rigeligt at gøre med mit arbejde, børn, børnebørn og en syg mor. Jeg har da været i forhold, siden jeg blev skilt, men mænd siger altid, at jeg skal prioritere mit arbejde, men når det kommer til stykket, forstår de ikke, at jeg tager min telefon, når den ringer under en påskefrokost,” siger hun og tilføjer:

”Mænd vil ikke være nummer to. Jeg kan i øvrigt også godt lide at komme hjem om aftenen efter en travl dag, og der er stille, og jeg ikke skal tale med nogen. Der er bare ro og fred.”

Læs hele interviewet med DF-politikeren Liselott Blixt i denne uges Hendes Verden, hvor hun også fortæller om at fejre jul med hjemløse og dø lykkelig på sin motorcykel.

Om Liselott Blixt, 55 år

  • Født i Sverige, men vokset op på Lolland
  • Har været hjemmehjælper og arbejdede på plejehjem i 20 år, inden hun i 2001 blev valgt ind i Greve Byråd for Dansk Folkeparti og i 2007 kom på Christiansborg
  • I dag blandt andet medlem af Folketingets Sundhedsudvalg
  • Har to voksne børn og to børnebørn. Bor i Greve