Louise Gade Sig: "Jeg troede, jeg var udødelig, men pludselig stod jeg med katastrofetanker"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var en lille villavej, Højbjergvej, i byen Kloster, som er en landsby mellem Ringkøbing og Søndervig.

Vi boede i et parcelhus omgivet af marker og godt eksponeret for vestenvinden. Om sommeren hoppede vi børn på halmballer, gik til høstfest og spiste snoller fra grænsen, når der skulle hygges. Det var et dejligt samfund, hvor du var noget i kraft af den, du var og ikke i kraft af det, du lavede.

Min far arbejdede som revisor og mor som pædagog. Jeg var ret genert og indadvendt, buttet, rødhåret og med tænder, som var kastet ind munden på mig med en skovl, så jeg fik også bøjle. Jeg var typen, der altid havde lyst til at kravle tilbage i min mors livmoder. Jeg sad som regel på min mors skød og længtes efter at lege med de andre børn. Heldigvis rummede mine forældre mig og lod mig forstå, at jeg var et dejligt barn, som jeg var, derfor har jeg et godt selvværd, som har givet mig mod på meget, blandt andet at være sammen med andre mennesker – og have det job, jeg har.

Læs også

Birgitte Hjort Sørensen: Det har jeg lært om kærlighed

Mine forældre blev skilt, da jeg var otte, og det kom til at præge min barndom. De var gode til at samarbejde i forhold til, hvad man elles hører. De opførte sig ordentligt, men de lavede den bommert at lave en demokratisk ligestilling, så min far fik min bror, og min mor fik mig. I en skilsmisse deler man ikke bare et sofaarrangement og et kaffestel, man deler også mennesker, og jeg mistede min far og bror i min hverdag, mennesker jeg elsker. Heldigvis var der aldrig smækken med dørene og råben og skrigen mellem mine forældre, men derimod afhentning hver anden fredag på klokkeslag med en H2O-taske i hånden. På papiret var det en lykkelig skilsmisse, men det var en af de største sorger i mit liv.

Morten og jeg har tre børn sammen, og som et af 1980’ernes mange skilsmissebørn har jeg et erklæret mål om at gå en ekstra mil for at få det til at fungere. Jeg tror desværre, det ofte er ønsketænkning og et forsøg på at retfærdiggøre beslutningen, når forældre siger, at skilsmissen også var godt for børnene.

Min generation er blevet stemplet som rodløs, men jeg tror faktisk, det skyldes, at vi er skilsmissebørn. Vi er fragmenterede individer. Jeg skulle til skole-hjem-samtale med min mor og to lærere nogen tid efter skilsmissen. De sagde noget i stil med: ”Fagligt kører det bare, du er pissedygtig. Men vi har talt om, at du virker ked af det”. I dag tænker jeg, at det er ret vildt, at jeg har udstrålet så meget, at skilsmissen og sorgen boede i mig."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg er uddannet journalist, for jeg elskede dansk i skolen og skrev historie op og historie ned, så jeg gik benhårdt efter at blive optaget på journalisthøjskolen. Jeg kom ikke ind i første forsøg og var ked af det, men anden gang lykkedes det, og jeg følte mig 100 procent hjemme fra dag ét på den uddannelse.

Første dag skulle vi trække en seddel i en skål, og på sedlen stod, hvor man skulle gå hen og finde en god historie. Jeg trak et kolonihavekvarter, og det var så grænseoverskridende at gå derud og snakke med vildt fremmede mennesker. Heldigvis er det jo et nemt sted, for folk er der for at hygge sig og havde tid til at snakke med en som mig. Jeg var helt høj bagefter. Tænk at få penge for at tage ud og snakke med mennesker.

Da jeg var færdig på skolen, blev jeg skrivende journalist på Politiken og senere Alt for Damerne. Men da jeg blev mor første gang, følte jeg mig trukket tilbage til Vestjylland, som en længsel tilbage til rødderne. Jeg savnede Jylland. Nogle gange når Morten og jeg skulle hjem til Vestjylland på besøg, visualiserede jeg, at vi havde et flyttelæs med. Til sidst var jeg nødt til at reagere på det, og jeg fik overbevist Morten.

Jeg var også ramt af en smule metaltræthed i en nedadgående branche. Nogle gange skrev jeg fede historier, som ikke kom bredt ud, så jeg ville prøve noget med større gennemslagskraft, som tv har. Jeg overvejede at blive for eksempel tilrettelægger, men jeg havde nul erfaring med det. Så var der en karrierevejleder, som anbefalede mig at prøve at blive vært, for det kræver ikke en egentlig uddannelse. Enten har du den, eller også har du den ikke.

Læs også

Marie Bach Hansen: "Kvindelig vrede kan flytte rigtig meget på en smuk måde"

Det var i 2018, og kort efter slog DR op, at de manglede en ny vejrvært. Jeg har faktisk en stor interesse for vejret uden at være meteorolog, for allerede som barn på Vestkysten havde jeg vejret inde på livet. Min fars familie var landmænd, som alle havde et stuebarometer hængende på væggen, som de bankede på med jævne mellemrum.

Der var 200, der søgte jobbet som vejrvært, så jeg følte mig heldig, at jeg fik det. Det kan godt være grænseoverskridende at afsløre sine drømme over for andre, for man kan hurtigt komme til at ligne en fiasko, men frygten for at fejle er den dummeste stopklods."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da jeg var 28 år og arbejdede på Alt for Damerne og fik konstateret celleforandringer i livmoderhalsen og skulle opereres. Jeg var ung og troede, jeg var udødelig, men pludselig stod jeg med katastrofetanker om infertilitet og tilbagefaldsprocenter. Jeg græd ud over hele klinikken, da jeg skulle opereres med et kompliceret keglesnit, fordi det var tæt på kræft.

Bagefter skulle jeg vente et halvt år, før jeg fik svar på, om det havde bredt sig, og i mellemtiden døde skuespilleren Mira Wanting af netop livmoderhalskræft. Statistikken var med mig, men min fornuft var ikke, og faktisk havde jeg dødsangst i det halve år, der gik, indtil jeg fik svar. Heldigvis var alt godt, og jeg har hverken haft problemer med at bliver gravid eller føde.

Hele oplevelsen gav mig dog et nyt udsyn og en banal reminder om, at man skal huske at nyde livet. Jeg har altid betragtet modgang, som noget der skulle overstås og begraves, men udfordringer er til for at gøre os klogere."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Morten, som jeg har været sammen med siden 2009. Han ringer faktisk lige nu, for han elsker at ringe og hyggesnakke i løbet af dagen, hvorimod jeg altid siger: ”Kan vi ikke bare ses i aften?”.

Vi har været sammen siden, vi mødtes i Aarhus, hvor han gik på købmandsskolen, og jeg gik på journalisthøjskolen. Selv om vi kommer fra to byer, der ligger med kun 20 kilometers afstand, kendte jeg ham ikke i forvejen, men vi kender begge den vestjyske mentalitet og har samme udgangspunkt. Vi faldt i snak i byen og boede faktisk tæt på hinanden i Aarhus.

Jeg var lige kommet ud af et længere forhold, da jeg mødte Morten. Han er to år yngre end mig og var elev i en tøjbutik, og jeg troede, jeg skulle have en ældre mand med en lang universitetsuddannelse. Morten var simpelthen ikke det, jeg havde forestillet mig, men han voksede i den grad på mig, og nu har det ene år taget det andet, og vi har stadig stor kærlighed til hinanden. Ja, det er presset leverpostejskalender og tre små børn.

Vi har været igennem alt fra syge forældre over syge børn til jobskifte. Der er lange arbejdsdage, korte nætter, lyserøde øjeblikke og gråvejrsdage. Jeg har brugt nogle år på at finde lykken lige der midt i leverpostejen. Lykken er en hat, vi går med på hovedet uden at opdage det."

Læs også

Karen Mukupa: ”Jeg har en erfaring og et bullshit-filter, som kun kommer med alderen”

Afslut sætningen ”vejen til det gode liv går gennem …”

"De mennesker, som vandrer med os på den vej gennem livet. Her tænker jeg især på mine venskaber, jeg har med mig fra Vestjylland. Nogle venskaber er flygtige, mens andre er for livet, men de er alle sammen vigtige.

Jeg har en håndfuld veninder, som jeg kender fra børnehaveklassen. Mange af os lever i dag meget forskellige liv, og hvorfor hænger vi stadig sammen i dag, hvor vi ikke har meget tilfælles? Det er fordi, vi er hinandens livsvidner, mennesker, der knytter hinandens fortid, nutid og fremtid sammen.

Det er dem, der kender forhistorien, de små mellemregninger og de store mønstre. Hvis du ikke har de gamle venskaber, bliver historien sløret. Der er også de venner, du aldrig ser, men som alligevel er dine nærmeste. Dem sætter jeg stor pris på. Jeg har en veninde, som stadig bor i Vestjylland og lever et helt andet liv end mig. Men vi forstår hinanden og taler jævnligt sammen."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Fint. Jeg har altid været typen, der naturligt falder i snak med folk i en kø. Det er forstærket nu, hvor jeg er vejrvært, men jeg har kun positive oplevelser med det. Nogle gange kommer folk og siger, at de skal holde havefest på lørdag og beder mig med et glimt i øjet trække i nogle tråde.

Hvis jeg er til 60-års i Vestjylland, kan jeg godt mærke, at der er flere kerneseere dér, end der er på et diskotek i Aarhus, men jeg elsker faktisk det indblik, jeg får i folks liv, når jeg snakker med dem. Der er altid freaks derude, og der er også nogle få, der skriver meget til mig og ikke forstår at stoppe, mens legen er god. Jeg er blevet meget bevidst om, at jeg ikke altid skal række dem en lillefinger, men passe på mig selv digitalt."

Hvad tænkte du på vej herhen?

"At jeg skal have et føl, altså en ny pige i oplæring som vejrvært, og jeg skal gøre mig umage og give hende mine bedste tip. Så kom jeg til at tænke på, hvordan jeg selv er blevet løftet af andre kvinder. Hver gang jeg har rakt ud, er jeg blevet grebet af gode kvinder, der har lagt et godt ord ind for mig eller for eksempel drøftet løn med mig. Også andre tv-værter som jeg ikke engang kender privat.

Det er stort søstersind i min branche, og derfor er jeg altid åben, når andre tager kontakt til mig. Når man selv har lirket en tung dør op, har man en forpligtelse til at holde døren åben for andre kvinder. Så det vil jeg også gøre i dag. Madeleine Albright (tidligere amerikansk udenrigsminister, red.) sagde, at der er en særlig plads i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden.

Man hører også, at kvinder er kvinder værst, og for ti år siden var der vist trangt i helvede, men vi er i en ny æra, og kvinder i dag står skulder ved skulder og deler deres succes med andre kvinder."