”Det er der, jeg forkæler mig selv allermest. Den time i kirken, hvor jeg sidder og tuder”

Mia Wagner var i begyndelsen af 20’erne og læste jura på Københavns Universitet. En del af undervisningen foregik tæt på Vor Frue Kirke, og en dag gik hun spontant derind. Hun var dårligt kommet ind i det store kirkerum, før hun begyndte at græde. Fuldstændig ustoppeligt.

"Jeg fattede ikke, hvad der skete. Jeg følte, at jeg var nødt til at gemme mig lidt, for jeg syntes, det var SÅ pinligt. Tænk at stå inde i en kirke i København med tårerne trillende ned ad kinderne uden nogen grund. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gik ind i den kirke, men jeg kan stadig huske, at det var sådan en overvældende og ukendt følelse at stå der."

Hvad skete der så?

"Så gik jeg ud ad kirken og holdt op med at græde. Og så besøgte jeg ikke det rum igen. Jeg følte en tiltrækning og en form for mening eller kald – der skete noget derinde i den kirke – men jeg var slet ikke klar til at fordøje det eller tage imod det."

Så du pakkede det væk?

"Ja, samtidig med, at der var en lille undselig del af mig, der følte, at der var noget, jeg skulle med kirken. Men resten af mig ville – eller turde – ikke lytte til det. Jeg var måske ikke moden nok til at lytte til det."

I dag er Mia moden nok til at lytte, hun er ikke bange for at give los for tårerne, og hun tør også godt sætte ord på den tro, hun har fundet. Kirke, tårer og tro er dog ikke det, man umiddelbart forbinder hende med.

Mia er kendt som den megaseje løvinde i DR programmet ”Løvens Hule”, og derudover er hun uddannet jurist. I en længere årrække arbejdede hun som advokat sammen med sin far, og i 2017 blev hun administrerende direktør i familiekoncernen Freeway.

Hun stopper op og griner lidt afvæbnende ad den sidste sætning.

"Eller … jeg vil næsten hellere sige, at jeg er kristen, tror jeg."

Hvad har det at være kristen betydet i din opvækst?

"Det første, jeg husker om det, er min konfirmation. Man er jo sådan en lille uvidende og naiv størrelse i den alder, men jeg kan huske, at kristendom dengang for mig handlede om, at Gud er kærlighed. Det troede jeg på, og så syntes jeg godt, at jeg kunne blive konfirmeret. Men ellers fyldte Gud overhovedet ikke i min hverdag.

Jeg er helt klart opdraget med nogle meget stærke menneskelige værdier. At være et ordentligt menneske. At gøre det gode. I mit barndomshjem og senere, da jeg blev advokat, havde vi meget fokus på at hjæpe andre. Hvis du kan hjælpe, så skal du gøre det."

Hvad skete der så?

"Så gik jeg ud ad kirken og holdt op med at græde. Og så besøgte jeg ikke det rum igen. Jeg følte en tiltrækning og en form for mening eller kald – der skete noget derinde i den kirke – men jeg var slet ikke klar til at fordøje det eller tage imod det."

Så du pakkede det væk?

"Ja, samtidig med, at der var en lille undselig del af mig, der følte, at der var noget, jeg skulle med kirken. Men resten af mig ville – eller turde – ikke lytte til det. Jeg var måske ikke moden nok til at lytte til det."

I dag er Mia moden nok til at lytte, hun er ikke bange for at give los for tårerne, og hun tør også godt sætte ord på den tro, hun har fundet. Kirke, tårer og tro er dog ikke det, man umiddelbart forbinder hende med.

Mia er kendt som den megaseje løvinde i DR programmet ”Løvens Hule”, og derudover er hun uddannet jurist. I en længere årrække arbejdede hun som advokat sammen med sin far, og i 2017 blev hun administrerende direktør i familiekoncernen Freeway.

Hun stopper op og griner lidt afvæbnende ad den sidste sætning.

"Eller … jeg vil næsten hellere sige, at jeg er kristen, tror jeg."

Hvad har det at være kristen betydet i din opvækst?

"Det første, jeg husker om det, er min konfirmation. Man er jo sådan en lille uvidende og naiv størrelse i den alder, men jeg kan huske, at kristendom dengang for mig handlede om, at Gud er kærlighed. Det troede jeg på, og så syntes jeg godt, at jeg kunne blive konfirmeret. Men ellers fyldte Gud overhovedet ikke i min hverdag.

Jeg er helt klart opdraget med nogle meget stærke menneskelige værdier. At være et ordentligt menneske. At gøre det gode. I mit barndomshjem og senere, da jeg blev advokat, havde vi meget fokus på at hjæpe andre. Hvis du kan hjælpe, så skal du gøre det."

Men ikke med en kristen undertone?

"Nej, men det samfund, vi lever i, er jo baseret på kristne værdier. Det opdager man i høj grad, hvis man begynder at læse jura. Der fylder det meget. Man kigger på hensigten, når man beskæftiger sig med jura. I strafferetten er det f.eks. i princippet nok, at du har til hensigt at ”synde”, du behøver ikke at have gjort det for at blive straffet. Men jeg tænkte ikke over de her ting i en kristen kontekst dengang, og derfor kan jeg heller ikke give en forklaring på, hvorfor jeg pludselig gik ind i Vor Frue Kirke den dag.

Når jeg ser tilbage på det, er det dog klart for mig, at jeg på en eller anden måde altid har været kaldet til den vej. Altså kaldet til kristendommen. Eller kaldet til Gud. Men jeg forfulgte det ikke. Jeg har altid været et stærkt rationelt menneske, og jeg læste medicin, før jeg læste jura, så jeg har også været meget glad for naturvidenskaben. Og der hører tro jo ikke hjemme. Min far og mine søskende er også jurister, og jeg er opvokset med diskussion og det logiske ræsonnements magt.

"Jeg havde to små børn og en mand, der læste jura. Vi havde kun min løn, så jeg var nødt til at kigge meget grundigt på vores budget. Et sted, hvor man kunne spare, var ved at melde sig ud af Folkekirken, så det gjorde jeg."

Så det var udelukkende en økonomisk betragtning?

"Ja, men jeg havde også altid deklareret mig som ateist, så det føltes meget naturligt. Vi havde meget få penge på det tidspunkt, et aftensmåltid for vores lille familie måtte f.eks. kun koste 30 kroner. Så det handlede meget konkret om at spare alle steder."

Var der ingen følelser forbundet med udmeldingen?

"Nej, det var helt rationelt. Mine børn er heller ikke døbt. De er navngivet. Så troen og kirken fyldte virkelig ikke for mig i de år. Alligevel var der en lille klokke, der ringede bagest inde i mit hoved. Jeg kunne godt mærke, at det var noget, jeg på et tidspunkt skulle forholde mig til, men det var først, da jeg i sommeren 2020 flyttede fra Viborg til Vedbæk, at jeg begyndte at lytte til den klokke."

For at forstå, hvor stort et skifte, der skete for Mia i 2020, er det nødvendigt lige at ridse hendes familiehistorie op. Mia var omkring 12 år, da hendes far første gang nævnte muligheden for, at hun kunne overtage hans advokatvirksomhed, hvilket hun også endte med at gøre, selvom hun har to ældre søskende, der også er jurister, og som også kunne have gjort det.

Da hun sammen med sin far besluttede at lukke advokatfirmaet i 2016, ville hun egentlig bruge noget tid på at finde ud af, hvad hun så skulle med sit arbejdsliv, men ret hurtigt blev hun tilbudt at blive koncerndirektør i familiens anden virksomehed, Freeway. Hun var med andre ord stærkt involveret i familien, som udgjorde både et personligt og erhvervsmæssigt anker for hende.

Undervejs blev hun skilt fra faren til sine to døtre, hun stod uden bolig og flyttede derfor også tilbage i familiekollektivet, som hun tidligere havde boet i. Da hun frem mod 2020 kunne mærke, at hun var nødt til at rive sig løs og finde på noget nyt at lave, var det derfor ikke nogen let beslutning.

"Ja, det gjorde jeg. Her bagefter kan jeg jo godt se, at jeg har udvist en kæmpe loyalitet overfor familien i alle de år, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med min far og min bror, men da jeg sagde op, følte jeg, at jeg svigtede dem."

Mia og hendes to piger flyttede ind i deres nye hus i Vedbæk i juli 2020. Mia havde stadig et par måneders løn fra Freeway, og hun havde ”Løvens Hule”, men ellers skulle hun genopfinde sig selv.

"Jeg havde givet slip på de her meget klare rammer, som jeg er vokset op under, og jeg havde en følelse af, at jeg havde brug for at starte forfra i forståelsen af, hvad et ordentligt menneske er. Hvornår gør man det gode? Var det f.eks. ”det gode”, at jeg havde været så ekstremt loyal overfor min familie?

På mange måder havde jeg brugt den første halvdel af mit liv på at passe på alle andre end mig selv. Det havde jeg betalt prisen for. Jeg havde været nede med stress, og jeg havde heller ikke været skidegod til det med parforhold. Men jeg havde haft en oplevelse af, at det at lade andre menneskers behov fylde, var det gode. Nu kunne jeg mærke, at jeg skulle starte forfra. Tiden var inde til at se mig selv i spejlet og også æde alt det grimme."

Hvad var det grimme?

"Jeg følte – især på det tidspunkt – rigtig meget skyld. Skyld over ikke at have levet op til de forventninger, som min familie havde haft, men især skyld i forhold til børnene.

Efter min skilsmisse havde jeg forsøgt at lave en bonusfamilie med min nye kæreste og hans børn, fordi jeg havde et standardbillede af, at en familie består af en mand, en dame, nogle børn og et hus. Hvis jeg ikke kunne levere den pakke, var jeg simpelthen ikke en ordentlig mor. Meget sent gik det dog op for mig, at mine børn ikke trivedes i det.

Det, at jeg havde taget mine børn igennem min forståelse af ”en rigtig familie” og derefter at skulle flytte dem igen, gjorde, at jeg følte, at jeg havde fejlet som mor. At jeg ikke havde været god nok til at tage deres behov alvorligt. Jeg syntes simpelthen ikke, at jeg havde gjort det godt nok som mor. Jeg havde ikke levet op til mit ansvar."

Hvordan var det så at flytte fra Viborg til Vedbæk?

"Hun havde hørt en prædiken af Ingrid Halkjær-Lassen i Vedbæk kirke. Den havde handlet om det her storhedsvanvid – det er mit ord – som vi mennesker har, når vi bilder os ind, at vi skal bære hele verden på vores skuldre. Altså, hvad tror vi, at vi er? At man som menneske føler, at man skal tage SÅ meget ansvar, er simpelthen forkert.

Jeg kunne jo godt genkende følelsen af at tage – for meget – ansvar, så jeg tænkte okay, nu prøver jeg at gå med i kirke, for måske er der noget at hente der. Så jeg gik i kirke. Og så græd jeg! Og jeg græder stadigvæk, når jeg går i kirke. Hver gang."

Hvor tit kommer du der nu?

"Så tit, jeg kan."

Hvordan var det at komme i kirke igen efter så mange år og så få præcis samme reaktion som dengang i Vor Frue Kirke?

"Øhm … nu skal jeg passe på, at jeg ikke bliver bevæget, jeg er sådan en følsom dame …"

Hun holder lille pause og kigger væk.

Du bliver berørt bare af at tænke på det?

"Ja, det gør jeg. Og samtidig sidder jeg lige nu og tænker på, at det svære ved at fortælle om de her ting er, hvordan andre mennesker vælger at tolke det. Man kan jo vælge at læse alt muligt mellem linjerne, hvis man vil, og det bekymrer mig lidt. Men okay …

Det, der er det helt store for mig i kirken, er følelsen af, at her kan jeg være. Punktum. I kirken er jeg velkommen, fuldstændig, som jeg er. Jeg er elsket, alene fordi jeg eksisterer. Og det er det, der altid får mig til at græde. Den her fordringsløse kærlighed. Jeg synes simpelthen, det er så smukt."

Har du aldrig følt det ellers?

Og det har kirken hjulpet dig til at finde ud af?

"Ja. Kirken er jo et åbent rum, du kan bare komme ind og være. Du har en plads, uden at du skal gøre noget for det. Det er bare din plads."

Har du så meldt dig ind i Folkekirken igen?

"Det er en længere historie, haha. Ved at begynde at gå i kirke så jeg mig selv i øjnene i forhold til det, jeg opfattede som en synd. Altså, at jeg havde fejlet i forhold til mine børn, fordi jeg ikke kunne lave den kernefamilie til dem. Men når man besøger de kristne værdier og kirkens åndelige rum, finder man ud af, at sådan er det ikke. Vi er jo bare mennesker. Og vi er enormt fejlbarlige. Begrebet ”Guds fred” handler om at acceptere, at vi alle er syndere.

Det vil sikkert virke enormt provokerende på nogen, men for mig er det tværtimod en befrielse, fordi det er en accept af, at det er sindssygt svært at være et godt menneske. Det korte af det lange er, at jeg gik i kirke uden at være medlem af Folkekirken i et halvt års tid. Og jeg gik derind på en ny måde i forhold til meget andet, jeg laver.

Jeg gik derind uden at forberede mig. Uden at lave nogen undersøgelser, uden at læse Biblen, uden noget som helst. Jeg sad der bare og lod tingene ske. Og tudede en masse. Det var en slags prøveperiode, jeg gav mig selv, uden at forsøge at definere noget. Og det er jo det, der også er det fede ved Folkekirken.

"Når det hele i perioder var ved at spidse til, satte jeg mig ned og bad Fadervor. Det blev en ny forankring for mig. Jeg brugte det som en slags mantra, om du vil. Og jeg bruger det også som en vej til at finde ud af, hvad det vil sige at bede. Hvad er det egentlig, en bøn kan?

Det har jeg ikke fundet ud af endnu, men jeg øver mig. Det, der er det vilde, når man beder, er, at man jo faktisk må bede om alt. Det er en fed mulighed og en smuk måde at navigere i verden på. Også erhvervsmæssigt. I forhold til det, jeg arbejder med i dag – kvinder som iværksættere og erhvervsdrivende – så er det vigtigt at turde have fokus på alt det, vi GERNE vil have.

Vi har haft Metoo og alt muligt og har i en lang periode brugt en masse energi på alt det, vi IKKE vil have – og det har bestemt været meget vigtigt – men nu skal vi også bruge vores kræfter på det, vi ønsker os og gerne vil have. Det kommer der en meget positiv og konstruktiv energi ud af, og det er sjovt og dejligt at styre efter. Så jeg øver mig faktisk i at turde bede om et eller andet crazy shit."

Hun griner højt.

"Men jeg tænker stadig for meget i strategier og begrænsninger, når jeg går i gang med at bede om noget. Jeg skynder mig altid at sige, at jeg selvfølgelig nok selv skal sørge for det og det, så det ikke bliver for meget at bede om … Men han er sgu da ligeglad."

Hun griner igen.

Nu siger du ”han”?

"Ja, og det er så noget andet, jeg synes er vildt fedt. For mig er religionen helt min egen. Og derfor er det også lidt spændende, hvad der sker, når jeg fortæller, at jeg er troende. Tidligere har jeg tænkt, at religion skulle begrundes rationelt, hvilket jo er noget vrøvl, for det er jo netop TRO. I dag synes jeg ikke, at det er mit ansvar at definere troen eller sætte rammer for den. Det er nok for mig, at jeg føler mig godt tilpas i min tro. Og hvis jeg synes, at jeg i en eller anden forstand skal ”ringe Gud op”, så er det helt op til mig selv, hvordan jeg gør det.

"Det gør mig simpelthen glad. Og jeg elsker det der søndagsritual i kirken. Jeg føler, at det er der, jeg forkæler mig selv allermest. Den time i kirken, hvor jeg sidder og tuder. Selvom jeg har haft meget kaos i mit liv, har jeg altid haft noget fred inde i mig selv, men det er blevet forstærket de sidste par år, hvor jeg er kommet i kirken. Det er svært at sætte ord på, kan jeg mærke, jeg er slet ikke vant til at snakke om de her ting. Hun holder en lille pause."

"Er det ikke sjovt, at tro og religion føles så ekstemt privat at tale om? Jeg tror, at mange mennesker næsten hellere vil tale om sex end om tro."

Hvorfor tror du, at det er sådan?

"Det er virkelig et godt spørgsmål. Hvis jeg tænker tilbage, så har det typisk været sådan i min omgangskreds, at der har været en lyst og en trang til at konfrontere folk, der var troende. Hvis nogen sagde, at de troede på Gud, så skulle de forsvare sig. Sådan er det måske stadig. Men det sjove er, at man for alt i verden ikke må konfrontere f.eks. en lesbisk kvinde og spørge: ”Hvorfor er du dog det?”.

Det spørgsmål må man godt stille, når det handler om religion. Men religion egner sig bare ikke til en konfronterende diskussion, for det er jo netop tro. Og det er det, jeg synes, er så fantastisk. At vi kan have det privilegium, men også den meget, meget store udfordring, det er bare at tro. Uden at man skal forankre det i viden. Og hvis jeg skal svare på, hvorfor det er så svært for MIG at tale om religion og Gud, så er det måske netop fordi, jeg er bange for, at folk så tænker, at jeg er irrationel."

Og det gider du ikke være?

"Jeg ved det ikke. Jeg prøver at forstå det selv. Men måske handler det mest af alt om, at troen indtil nu bare har været helt min egen. Jeg har ikke lyst til, at der er andre, der skal påvirke min måde at tro på."

Læs også

Lisbet Dahl blev mor som 19-årig og 44-årig: Dette var den største forskel

Og alligevel vælger du nu at sige det højt her i ALT for damerne?

"Ja, det var, fordi du spurgte mig. Og jeg svarer altid, når jeg bliver spurgt."

Hun griner højt.

"Men det handler også om, at jeg kan mærke, at troen og kirken betyder enormt meget for mig. Det giver mig en lykkefølelse, og det vil jeg gerne dele. Fordi det føles så rigtigt, og fordi andre måske kan bruge mine erfaringer. Ved at følge det kald, jeg i virkeligheden altid har haft, har jeg på kort tid formået at skabe mig et liv, hvor jeg navigerer efter det indre. Efter det, der giver mening for mig. Ved at navigere efter det indre har jeg været med til at skabe en virksomhed, som passer til mig.

Jeg bor i det dejligste lille hus, som er indrettet præcis, som pigerne og jeg vil have det. Og jeg føler også, at kirkerummet på mange måder er blevet mit eget domæne. Jeg tror, at det er det, der giver mig fred. Fred er et godt ord. Det sjove er, at jeg før i tiden, når børnene eller andre spurgte, hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave, altid sagde, at jeg ønskede mig fred og ro.

Og der var en periode i mit liv, hvor jeg hvert nytår tænkte: ”Kan jeg ikke bare få ET år, hvor mit liv er rutine”. Der har ikke været rutine i de ti år, der er gået, siden jeg blev skilt, og jeg tror heller ikke længere, at der kommer en tid med rutine. Så det er jeg holdt op med at bede om. Men fred og ro. Det har jeg fået."