Mød Noomi Rapace: Hollywoods nye superstjerne

Da svenske Noomi Rapace og den hårdtslående fiktive heltinde Lisbeth Salander i 2009 smeltede sammen til én uforglemmelig karakter i Mænd der hader kvinder, fødtes en superstjerne og et filmisk ikon over night. Hollywood fattede naturligvis straks interesse for den smukke skandinav, og i denne måned kan Noomi opleves i Ridley Scotts hypede science fiction-eventyr Prometheus, hvor hun bl.a. spiller over for Michael Fassbender og Charlize Theron. Vi har mødt Noomi i London.

Forud for interviewet med Noomi Rapace, den 32-årige dronning af svensk film p.t., samles en broget skare af journalister i et hotelværelse på Londons grandiose Dorchester Hotel. Man kan høre en knappenål lande i det tykke gulvtæppe, mens vi venter på stjernens ankomst, og en usynlig tåge af forventningsfuld spænding gør luften tung, som flere journalister kommer til. Enkelte nipper til de fremsatte kager, andre fumler med pressematerialet om filmen Prometheus, hvis trailer kører nonstop på et fjernsyn i et hjørne. En PR-pige med Lisbeth Salander-frisure og goth-makeup stikker hovedet ind i rummet. Noomi er klar “om 20.” Konfronteret med udsigten til at tilbringe de resterende lange minutter i eksamenslignende tavshed begynder de forsamlede langsomt at falde i snak. Er hun mon lige så tough i virkeligheden som sine roller på film?

Fortsætter på næste side...

Spekulationerne om virkelighedens Noomi Rapace er mange og rygterne tydeligvis endnu flere:

“Jeg har hørt, at hun er ret vanskelig at interviewe,” siger en kvindelig fransk journalist med dæmpet stemme, som var der fare for, at værelset blev aflyttet.

“Noget med attituden … ” istemmer en parisisk kollega.

“Hun skal vist indspille en film med sin eksmand,” siger en engelsk fyr med hentydning til filmen Knockout om den svenske bokser Bosse Högberg, der efter planen vil genforene de tidligere ægtefolk Noomi og Ola Rapace, i hvert fald på lærredet.

De to var sammen i ni år og har sønnen Lev på syv. Sammen besluttede Ola og Noomi at tage efternavnet Rapace, der på fransk betyder rovfugl.

Så står hun der igen, PR-pigen. Hun læser syv navne op fra en liste over de fremmødte, og første hold af journalister gennes ind i et tilstødende værelse og placeres om et rundt bord.

“Noomi kommer nu. Hun skal sidde dér,” siger PR-pigen og peger på en stol tættest ved døren.

Eksamensnervøsiteten er tilsyneladende tilbage, og ingen siger ét ord, mens båndoptagere og kuglepenne gøres klar.

Fem minutter senere kommer Noomi ind ad døren, og alle forudindtagede holdninger til hendes person brister som en sæbeboble. Hun er lille, selv i sine sorte høje hæle, utrolig smuk i et sort jakkesæt og hvid silkebluse og super venlig på den der svenske, umådelig høflige facon, vi i Danmark finder voldsomt charmerende. Noomi giver en feminint manicureret hånd til alle om bordet (to mandlige journalister springer op med en sådan iver, at deres stole næsten tipper bagover) og sørger for at få ordentlig øjenkontakt med hver af de tilstedeværende, da hun præsenterer sig selv:

“Hi, I’m Noomi,” siger hun med syngende svensk accent.

Ørnen er landet, og interviewet går i gang.

Fra Ripley til Lisbeth Salander

Eftermiddagens varmeste emne er Noomis med spænding ventede film, Prometheus, om en ekspedition af vidt forskellige mennesker, der drager ud i rummet for at finde svaret på det ældste af alle spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Med mesterinstruktøren Ridley Scott ved roret og et solidt cast bestående af Noomi, Michael Fassbender, Charlize Theron og Guy Pearce ser Prometheus ud til at blive årets science fiction-brag. Ikke mindst fordi der er tale om en selvstændig forløber til Ridley Scotts historiske klassiker Alien fra 1979. En film, hvis kvindelige hovedperson Ripley gjorde et stort indtryk på Noomi, da hun stiftede bekendtskab med hende første gang som 10-årig.

“Den film ændrede mit syn på mange ting, for det var første gang, jeg så en kvinde på film gøre de ting, Sigourney Weaver gjorde som Ripley. Vi havde ikke så mange seje kvindelige rollemodeller i min generation – dengang var det meget en mandeverden. Som barn så jeg faktisk altid mig selv mere som en dreng end en pige, men Alien redefinerede nogle traditionelle kønsroller på film. Jeg havde en oplevelse af, at wow, her kom noget helt nyt. Derfor har Ridley Scott også altid stået som lidt af en helt for mig,” fortæller Noomi.

Hun smiler næsten lidt genert, da hun bliver gjort opmærksom på, at hun selv skabte et lignende ikon for de nye generationer med sin Lisbeth Salander. Noomi siger, at hun ellers til at starte med syntes, at Lisbeth var ret irriterende, da hun læste Stieg Larssons Millennium-trilogi. Men karakteren voksede på hende, indtil hun var nødt til at have rollen. Til trods for at den danske instruktør Niels Arden Oplev ikke var helt overbevist til at starte med.

“Han syntes nok, jeg var for feminin og tuttenuttet,” fniser Noomi.

Hun overtalte dog Oplev til at give hende en chance og lovede, at hun ville gøre hvad som helst for at blive en troværdig Lisbeth.

Og netop denne evne til fysisk at forvandle sig til sine roller, så man som seer har svært ved at skelne, hvor den virkelige Noomi holder op, og karakteren begynder, er den lille svenskers mest famøse kendetegn. Hun viser en både fysisk og psykisk indlevelse, der får Tom Hanks vægttab i Cast Away til at ligne en sydhavsferie, og taler gerne om sine karakterer, som var de levende personer. Inden optagelserne til Mænd der hader kvinder gik i gang, trænede hun kickboksning i syv måneder for både at tabe sig og komme af med sine feminine former, tog motorcykelkørekort, piercede sig selv i ansigtet og klippede sit hår kort.

Men det er, når kameraet kører, at man for alvor bliver vidne til Noomis passionerede kamp for at få alle scener til at virke så realistiske som muligt – også selv om det indebærer, at publikum krymper sig i biografsæderne, som tilfældet fx var med den brutale voldtægtsscene i Mænd der hader kvinder, eller hendes kontroversielle præstation som opslidt småbørnsmor med stjernedrømme i den prisbelønnede danske film Daisy Diamond (2007), som indbragte Noomi både en Robert og en Bodil for Bedste kvindelige hovedrolle.

“Jeg vil ikke snige mig uden om barske situationer eller prøve at blødgøre en scene, bare fordi det er voldsomt og foruroligende at se på,” slår Noomi fast.

Omvendt vil hun heller ikke filme voldelige scener bare for effektens skyld – det skal give mening i historien, og under forberedelserne til et nyt projekt bruger Noomi lang tid på at sætte sig ind i hele universet omkring den givne film. Inden optagelserne til Prometheus gik i gang, lyttede skuespillerinden således udelukkende til engelske sangerinder (hun spiller englænder i filmen) og gjorde sig mange tanker om et af Prometheus’ mest centrale emner: spørgsmålet om, hvorvidt der er en gud eller ej.

Troen på engle og dæmoner

“Jeg har spillet så mange ødelagte karakterer med beskadigede sjæle – folk på kanten og folk drevet af had og vrede. Forskeren Elizabeth i Prometheus er en person, som har været igennem en masse, men som har formået at forblive konstruktiv og har fundet en måde at se det positive i tilværelsen. Hun er engelsk, men vokset op i Afrika. Derfor har hun også været i kontakt med mange forskellige kulturer og religioner fra en tidlig alder,” fortæller Noomi.

Ifølge hende har ‘hendes’ Elizabeth et åbent hjerte og, vigtigst af alt for historien, en stærk gudetro:

“Hun føler, at hun har denne her forbindelse med Gud hele tiden. Og selv i de mørkeste og mest forfærdelige situationer finder hun altid styrke i sin tro. Der er en sjov konflikt i forholdet mellem hendes faktaorienterede profession og hendes tro, og det var fantastisk at få lov til at spille hende og finde hende i mig. Det åbnede nogle nye døre i mig selv. Jeg kan ikke lide at lade som om, når jeg skaber en karakter – jeg vil bruge ting fra min egen person,” lyder det, måske lidt overraskende, fra Noomi, hvis arbejde man ellers forestiller sig nødvendigvis må kræve en vis forestillingsevne. Men hver skuespiller sin hest.

Er du selv troende?

“Ja, det er jeg – på min egen måde. Da jeg var barn, snakkede jeg med engle. Jeg var overbevist om, at der fløj engle rundt om mig og beskyttede mig. Men jeg troede overhovedet ikke på Gud. Ideen om en gammel mand på en sky gav ingen mening for mig. Engle med store vinger, det var straks en anden sag. Der var jo en forklaring på, hvordan de kunne flyve,” smiler Noomi.

Hun morer sig lidt over sin snusfornuftige barne-logik.

“I dag tror jeg på, at der er en slags større god ‘kraft’, som man kan komme i kontakt med, hvis man er på rette vej. Og omvendt tror jeg også på, at der er en mørk kraft, der følger én, hvis man går den anden vej, og som kan gøre én stærkere, hvis man giver efter for den. Men disse kræfter er inden i én og ‘flyver’ ikke rundt. For nogle mennesker hjælper det at tænke, at der er noget, der omgiver dem, og det forstår jeg godt. Det er da også en skræmmende tanke, at man skulle være helt alene i verden,” siger Noomi.

En flamencodansende far

Noomi Rapace blev født Noomi Norén i Sverige i 1979. Hendes far var en spansk flamencodanser, som flygtede fra Francos styre, og hendes mor en svensk hippie. Forældrene skiltes tidligt, og da moderen giftede sig med en islandsk mand, rykkede Noomi med til Island som femårig. Sin rigtige far mødte hun kun et par gange efterfølgende, inden han døde for et par år siden. Noomi har lillesøsteren Særún Norén, som i dag er fotograf, og har tidligere fortalt i interviews, at det var kærligheden til Ola Rapace, der bragte hende stabilitet i 20’erne efter nogle hektisk søgende teenageår. I dag, efter bruddet med Ola, er hun ikke meget for at snakke om menneskene i privatlivet. Barndommen vender hun dog gerne tilbage til, især den del, der omhandler hendes første møde med skuespillet.

“Da jeg var syv, var jeg statist i en islandsk film, der hedder Ravnens skygge med den her vanvittig intense islandske instruktør. Det var en rigtig væmmelig og vildt blodig vikinge-kærlighedshistorie, og jeg elskede bare at være med i de tre uger, optagelserne varede. Jeg var helt besat og ville slet ikke hjem igen. Det var, som om en helt ny verden åbenbarede sig for mig, og jeg ville bare blive i den for altid – jeg syntes, det var himmelsk. Fra da af vidste jeg, at jeg ville være skuespiller,” fortæller Noomi.

Selv om attituden med årene er blødt væsentligt op, og hun tilmed er blevet mor, gør Noomi i hjertet stadig stille oprør mod det pertentlige svenske samfund, som hun måske nok på overfladen passer fuldstændig ind i, men som hun føler fortrænger en vifte af sociale problemer såsom vold mod kvinder, integrationsspørgsmål og politiske højrefløjsekstremister. På den måde er hun faktisk meget lig sin mest berømte rolle til dato, Lisbeth Salander. Et faktum, Noomi virker lidt stolt af.

“Jeg kastede rollen op”

I dag hvor skuespillerinden har lagt punkrock-årene og ungdomsdrukken bag sig, kommer hendes fascination af menneskets mere komplicerede sider til udtryk i hendes valg af projekter.

“Jeg kan godt lide roller, der er fyldt med konflikter. Jeg synes, det er spændende, når det ikke er nemt at holde af eller forstå en karakter – når det føles, som om der er et helt liv i rollen med mange lag og dimensioner. Så når jeg læser et manuskript og tænker: “Wauw, det her er umuligt, det kan jeg ikke klare”, så bliver det først for alvor en besættelse for mig at gøre det,” forklarer Noomi.

Hun er dog godt træt af, at folk efterhånden går ud fra, at hun også selv må være ret mørk og mystisk, bare fordi hendes roller er det.

“Jeg er ikke en mørk person – livet er jo altid både skygge og lys, det skifter fra dag til dag. Men jeg kan godt lide at balancere på kanten og føle, at jeg kan vippe i begge retninger. Det er dén balance, der gør livet værd at leve for mig. Tilfredshed kan være kedsommeligt, og derfor er jeg også automatisk tiltrukket af folk, som tager chancer, er modige, og som leder efter noget. Dét er spændende,” konkluderer Noomi.

Hvorvidt hun p.t. ser en mand, der lever op til disse krav, vil hun dog ikke ud med, men blinker bare drilsk, da en tysk journalist presser på.

Går du målrettet efter en Hollywood-karriere fra nu af? vil en engelsk journalist så vide og skifter dermed spor, inden bordet får en reprimande fra den allestedsnærværende PR-pige, som har givet strenge instrukser om ikke at spørge ind til Noomis kærlighedsliv.

“Nej, ikke rigtigt. De roller, jeg har fået i amerikanske og engelske film, er indtil videre kommet dumpende, uden at jeg egentlig har planlagt det sådan. Især Prometheus var en stor, fantastisk overraskelse. Det viste sig, at Ridley havde set Mænd der hader kvinder flere gange og var helt vild med den – og åbenbart også med mit skuespil. Så da jeg var i L.A. i efteråret 2010, ville han personligt mødes med mig,” smiler Noomi.

Det næste, hun skal i gang med, er en Brian De Palma-film, der skal skydes i Berlin, og derefter skal skuespillerinden til New York i et par måneder. Endelig fortæller hun, at hun regner med at flytte til London i slutningen af året.

“Det er her, jeg kommer til at have min base, og ikke i Hollywood,” fortæller Noomi.

Siden teenageårene har hun kæmpet med en følelse af rodløshed, som selv ikke den nu faste strøm af arbejde helt har kunnet lindre. Men hun håber, at tingene vil ændre sig. Ikke mindst når hun får et mere permanent hjem at trække sig tilbage til, hver gang hun slipper en filmrolle – den intense indlevelse i rollerne tærer nemlig på hende, særligt fordi Noomi naturligvis insisterer på at lave så mange af sine stunts, som hun kan selv.

“Efter vi havde filmet den sidste scene i Millennium-trilogien, kom producerne med champagne, og alle ville fejre, at vi var færdige med projektet. Jeg var derimod nødt til at løbe på toilettet og kaste op. Det var, som om min krop rent fysisk prøvede at smide Lisbeth ud,” fortæller Noomi, som tidligere har sagt, at hun havde det, som om hun “skulle dø”, da hun filmende de tre krimier.

Også på Prometheus-settet fik Noomi en del knubs.

“Nogle af scenerne i den film var virkelig foruroligende og svære at lave. Min krop var helt smadret, og jeg havde så mange blå mærker og hudafskrabninger. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at der var særligt én scene, der var ret ekstrem. Der var ingen andre skuespillere med, og det tog en uge at filme den. Ridley spurgte mig flere gange, om jeg havde ondt, og jeg svarede altid nej. “O.k., så skyder vi scenen igen,” sagde han så. Jeg var helt færdig! Men jeg ville holde ud, og Ridley var super. Han har den her ægte engelske humor, og vi havde det ret sjovt undervejs,” fortæller Noomi.

Hun griner som en fræk skoledreng, og den skægge kontrast mellem det feminine outfit, de lange negle, makeuppen og den vilde tomboy, der tydeligvis gemmer sig i hendes lille krop, er slående.

Så siger hun med et mere voksent smil:

“Jeg håber virkelig bare, at jeg kan fortsætte med at arbejde med instruktører og skuespillere, som jeg respekterer. For mig er skuespillet en endless lovestory. Hvis jeg kan dét, så ved jeg, at jeg nok skal blive lykkelig.”

Noomi rejser sig og siger et hastigt farvel, idet tre pressedamer omringer hende for at sætte skub i dagens videre program. Den sidste sætning bliver hængende. Anedes der et gran af stille træthed i Noomis tonefald? Kvinden, der siden teenageårene har ladet krævende fiktive karakterer overtage både krop og psyke, virkede til tider næsten skrøbelig i sit eget skind. Jagten på lykken fortsætter, når kameraerne ruller igen.