Moniques underviser bad alle om at ringe til deres ekskærester – det blev en øjenåbner
Har du tænkt over, om dit liv løber i cirkler eller på en lige linje? Monique Spartalis har en livscirkel med sin afdøde far, med sin musik, med de børn, hun ikke fik, og med de mænd, hun har forladt. Og hun gør meget ud af at binde fine sløjfer på alle sine livscirkler.
Monique Spartalis tænker i cirkler. Livscirkler. For hende er det vigtigt at afslutte de cirkler, som livet er bygget op af, og det betyder noget for hende, at hun får bundet en fin mental sløjfe, når cirklerne er sluttet.
I 2023 er der en helt særlig cirkel, Monique har fokus på at få sluttet af. I år er det nemlig 40 år siden, hun underskrev sin første pladekontrakt med EMI Music, der troede på den dengang blot 17-årige piges talent og lod hende og bandet Notre Dame indspille singlen ”Kun os to”.
"Livscirkler er et begreb, jeg har fundet på, fordi jeg synes, at livet falder i etaper. Og de etaper ser jeg som cirkler, der skal afrundes. Der er sikkert mange, der omkring nytårstid sætter sig ned og kigger tilbage på året, der er gået, og runder det pænt af, men for mig følger livscirklerne ikke nødvendigvis årets gang. I år er jeg helt oppe på den store klinge med mit 40-års jubilæum som sangerinde, så det er en meget stor cirkel, der skal rundes af.
Ved at se på livet som cirkler, der skal rundes af, sørger jeg for at markere de vigtige ting i mit liv, og jeg sørger for, at jeg når alt det, jeg gerne vil nå i der her liv. Når jeg den 25. maj har release på mit jubilæumsalbum, betyder det, at jeg får sat en fin sløjfe på de 40 år, jeg har været i musikbranchen indtil videre. Jeg kommer til at holde et releaseparty, hvor mit gamle band, Notre Dame, selvfølgelig er inviteret med sammen med andre, der har været en del af mit musikalske liv. På den måde runder jeg den del af min karriere af. Og kan begynde på en ny."
Monique karakteriserer sig selv som et spirituelt menneske. Udover at være sanger har hun uddannet sig til psykoterapeut, life- og businesscoach, NLP Master og Enneagram Coach.
Den 5. februar stod hun på scenen i Operaen, da ALT for damerne sammen med bl.a. Rikke Hertz, Hella Joof og Mia Wagner bød velkommen til en dag i bevidsthedens tegn, og hun sang bl.a. sit store hit ”Vindens farver” fra Disneyfilmen 'Pocahontas'.
Det giver god mening, for sangen handler netop om, hvordan vi alle er forbundet med hinanden og med naturen ”i en ring, hvor alt bliver skabt på ny igen”.
Monique ser sine livscirkler lidt som de Olympiske Ringe, der så smukt går ind over hinanden i forskellige farver, og selvom 2023 står i musikkarrierens tegn, er der også en anden meget vigtig cirkel, der sluttes i år.
I januar 2017 mistede Monique sin elskede far efter en længere årrække, hvor han blev ramt af flere alvorlige sygdomme. Tyktarmscancer. En knude i halsen. Et aneurisme i hovedkranspulsåren. Og så til sidst Alzheimers. De sidste tre et halvt år boede han på et plejehjem og måtte have hjælp til det meste.
"Det var en kæmpe, kæmpe sorg for mig, da min far døde. Han var min soulmate og mit et og alt, og indtil da havde jeg aldrig prøvet at miste et menneske, jeg elskede så højt. Jeg havde det faktisk sådan på et tidspunkt, at jeg troede, at jeg skulle dø af sorg.
Min far var også en cirkelmand, og han tænkte enormt holistisk. Det har jeg taget med mig. Og måske er jeg blevet endnu mere bevidst om de her livscirkler, efter jeg har mistet ham. Det er jo sådan, at når der sker en voldsom livsændring, som det at miste et elsket menneske, så tager man livet op til revision.
For mig har min fars død betydet, at jeg ikke længere tager noget som helst for givet. Heller ikke at være her på jorden. Og det kan godt være, at det lyder helt mærkeligt, men efter jeg har mistet min far, har jeg planlagt min egen død. Altså ikke hvordan jeg dør, men hvordan min sidste rejse skal være.
Annonse
Hvad jeg godt kunne tænke mig, at der skal synges og siges til ceremonien og så videre. Jeg ved godt, at det måske lyder lidt kontrolfreakagtigt, men da min far blev syg, nåede jeg simpelthen alt det, jeg gerne ville i forhold til ham, og det gav mig så meget ro. Jeg nåede at få sagt farvel.
Jeg nåede at sige til ham, hvor højt jeg elskede ham, og hvad jeg ville gøre, når han ikke var her mere. Og jeg nåede at planlægge hans begravelse, som var så smuk. Det var en stor forløsning. Der var ikke noget usagt eller ugjort."
Hvordan har du det med din fars død i dag?
"Jeg føler, at min far altid er med mig. Han sidder i mit hjerte og kigger ud gennem mine øjne. Det giver mig en form for trøst. Jeg tror på, at vi lever videre på en eller anden måde, og jeg tror på noget, der er større end os selv. Jeg taler med min far hver dag, og jeg har også oprettet en facebookprofil til ham.
Den lavede jeg, mens han var i live, for at ære ham og hans liv, og jeg har fortsat den efter hans død, for jeg føler, at jeg på den måde får rundet hans livscirkel smukt af. Både overfor mig selv, men også overfor alle hans familiemedlemmer og hans venner, som er glade for at kunne mindes ham der.
Mit kommende jubilæumsalbum er også en hyldest til min far. Hele min arabiske familie talte fransk, og jeg er opvokset med fransk musik. Så albummet er et fransk album, der på den måde er med til at give hyldest og afrunde den del af mit liv. Min cirkel med min far."
Du taler med din far, siger du, er det højt eller indeni dig selv?
"Jeg taler højt med ham. F.eks. i sidste uge, hvor jeg skulle tage stilling til, hvor jeg skulle holde min releasefest. Jeg overvejede at holde festen et sted, der er rigtig dyrt, og jeg havde brug for et råd.
I min stue har jeg et smukt billede af min far, og jeg lå på gulvet og hørte musik i radioen, og så spurgte jeg ham: ”Hvad tænker du, far, skal jeg holde festen det dyre sted, eller skal jeg finde et billigere sted?”. I samme øjeblik bragede en gammel sang med Frankie Goes To Hollywood ud af radioen: ”Relax, don’t do it”. Det tog jeg som et tegn fra min far, som sagde, nej, lad være med at bruge så mange penge på det.
Jeg ved, at det lyder skørt, men det sker hele tiden, at jeg føler, han svarer mig. På et tidspunkt kort efter hans død var jeg på retreat i Grækenland, hvor min fars familie oprindeligt kom fra. Jeg sad på mit hotelværelse og spillede Wordfeud og savnede ham rigtig meget. Og så sagde jeg ud i luften: ”Far, kan du ikke give mig et tegn på, at du er med mig her i Grækenland?”.
I samme øjeblik fik jeg bogstaverne PAPAGJØ op på Wordfeud. Det eneste, jeg skulle gøre, var at bytte rundt på de to sidste bogstaver, så stod der det navn, som min far havde kaldt mig hele livet: Papagøj. Jeg får fuldstændig gåsehud, bare jeg fortæller om det, og jeg har gemt et screenshot af bogstaverne for aldrig at være i tvivl om, at det var det, der stod."
En tredje livscirkel, som Monique har fået sluttet, handler om mændene i hendes liv.
"På et tidspunkt fik alle på psykoterapistudiet en opgave. Vores lærer sagde til os, at vi skulle ringe til alle vores ekskærester og andre uafsluttede relationer, vi havde i vore liv, og bede om tilgivelse. Jeg har haft kærester, siden jeg var 16 år og indtil nogle måneder efter, at min far døde. Og jeg kan se, at jeg har haft et mønster, hvor det altid har været mig, der er gået.
For at kunne leve livet fuldt ud fremadrettet mente vores lærer, at vi alle skulle konfrontere alt det uafsluttede i vores liv, herunder for mit vedkommende altså alle de forhold, som jeg havde stoppet. Helt konkret skulle jeg ringe mændene op og sige: ”Du må undskylde, hvis jeg nogensinde har såret dig, det har aldrig været min mening, og jeg håber, at du kan tilgive mig”."
Annonse
Hvordan var det?
"Det er nok noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort. De fleste var jo mænd, jeg ikke havde talt med i årevis. Først var jeg temmelig nervøs og bange, for frygten for afvisning ligger der jo altid, når man på den måde konfronterer sin fortid.
Men jeg fik fat i de fleste af dem, også flere af dem, der boede i udlandet, og det fantastiske var, at de var så kærlige, modtagelige og åbne. Det gjorde, at jeg bagefter følte en kæmpe lettelse. Wauw, sikke et gennembrud. Det var så powerfuldt, og jeg var så glad for, at jeg fik gjort det. Jeg fik lukket endnu en livscirkel på smukkeste vis og fik lagt den på plads inde i mig selv."
Hvorfor har du gennem tiden været den, der har stoppet forholdene, tror du?
Hun griner højt.
"Ja, det har jeg arbejdet meget med at prøve at finde ud af. Som psykoterapeut har jeg været igennem afsindigt mange timers egenterapi, for det skal man som led i uddannelsen, og jeg er kommet frem til, at jeg har et udtalt frihedsgen. Jeg vil opleve alting. Jeg vil ikke begrænses. Og så har jeg også noget med kedsomhed. Så der er flere lag i det."
Så i dag er du single?
"Ja, for første gang i mit liv, og jeg nyder det rigtig meget. Jeg er føler mig så lykkelig."
Du savner ikke nærhed eller andet?
"Selvfølgelig er der en masse ting, jeg ikke får, men så får jeg så meget andet. Familieliv er jo ikke altid ubetinget godt, og jeg hører desværre tit om parforhold og ægteskaber, der ikke fungerer. Jeg ønsker ikke at være i et forhold bare for at være det.
Jeg har et ansvar for det liv, jeg er blevet givet, og jeg vil hellere være uden kæreste end at være i noget, der ikke føles fantastisk. Til gengæld vil jeg også sige, at skulle jeg møde en, der føles som mit match, så er jeg klar. Ikke fordi jeg tror på, at to halve giver en hel, men fordi jeg selvfølgelig også somme tider savner den intimitet og nærhed og helt specielle relation, man kan have med en kæreste. Indimellem savner jeg en, der har lyst til de samme ting som mig.
Som er videbegærlig, livsglad og nysgerrig. Et godt parforhold er en smuk dans og også en livscirkel, som det er værd at værne om. Det gælder selvfølgelig særligt, hvis man har børn sammen."
Netop børn er temaet for Moniques fjerde livscirkel. En cirkel, der har været meget smertelig, men som er blevet rundet så fint af.
"Jeg har ønsket mig at få et barn, siden jeg var 19 år, og i 2004 blev jeg så endelig gravid. Min daværende kæreste og jeg var helt oppe og køre, det var så fantastisk, og jeg glædede mig så meget. Men en dag, da jeg var cirka fire måneder henne, mærkede jeg pludselig sådan et pling inde i min krop.
Jeg var alene hjemme og ringede straks til min søster og sagde, at der var noget galt. Nej, nej, slap nu af, alt er godt, sagde hun. Dagen efter skulle vi til scanning, og der blev meget hurtigt helt stille på stuen. Der var ingen hjertelyd. Barnet var dødt. Ingen kunne sige hvorfor, eller hvad der var sket.
Det var en kæmpe sorg, og også der havde jeg en følelse af, at jeg var lige ved selv at tjekke ud af det her liv. Jeg var så utroligt ulykkelig og følte, at jeg ikke kunne komme videre. I sådan en situation er der altid et menneske, der træder til. Som hjælper.
På det tidspunkt spillede jeg hovedrollen i musicalen 'Rocky Horror Show' på Nørrebro Teater, og da jeg kom over på teateret dagen efter, at mit barn var dødt, for at sige op, tog koreografen fat i mig. ”Du kan enten gå hjem og grave dig endnu længere ned i din sorg, eller også kan du komme her hver dag og sidde og tude, mens du kigger på alle dine kollegaer, der øver”, sagde hun til mig.
Umiddelbart kan det virke temmelig køligt, men – fandt jeg ud af – det var det eneste rigtige at sige til mig på det tidspunkt. Jeg besluttede mig for at gøre det sidste, og for hver dag der gik, mens jeg sad på teateret, fik jeg det bedre og bedre."
Men du prøvede ikke at blive gravid igen?
"Jo, jo, OM jeg prøvede. Jeg prøvede, til jeg var 46 år. Så kunne man ikke længere få lov. Det barn, jeg mistede, var skabt på naturlig vis, men efterfølgende var jeg i fertilitetsbehandling i det, der føltes som en evighed, for at blive gravid. Måned efter måned. Men det lykkedes aldrig."
Hvordan blev den livscirkel så afsluttet?
"Jeg havde meget svært ved at acceptere og komme mig over, at jeg ikke skulle være mor, give liv videre og leve det liv, jeg havde ønsket mig så længe. Men så – helt ud af det blå – stødte jeg en dag på Landsforeningen for ufrivilligt barnløse, som jeg aldrig før havde hørt om. De hjælper mennesker, der af en eller anden grund ikke kan få børn.
Det arbejde, de laver, gav så meget mening for mig, så jeg blev ambassadør for organisationen. Det har jeg været meget glad for. Efterfølgende har jeg lavet mit helt eget børneunivers, 'Monique's Verden'. En børneapp fyldt med nogle af de mest kendte og elskede børnesange, eventyr, historier og fire flotte tøjdyr. På den måde er min livscirkel omkring børn blevet bundet sammen med den fineste sløjfe."
Den sidste cirkel, Monique har lyst til at nævne, er en cirkel, der handler om bevidsthed. Det giver så meget mening, fordi det jo netop var temaet for 'Bevidsthedsdagen' den 5. februar i Den Kongelige Opera, som hun glædede sig meget til at være en del af, men det giver også mening, fordi bevidsthed med tiden er blevet en stor del af hendes egen dagsorden.
"Jeg er meget bevidst om, hvad jeg bruger min tid på. Og jeg er bevidst om, hvilke mennesker jeg omgiver mig med. Jeg har en gammel veninde, som på et tidspunkt sagde: ”Du skal lægge mærke til, om du er sammen med løftere eller trykkere”. Og det har jeg været opmærksom på lige siden.
Jeg vil ikke bruge tid på mennesker, der ikke løfter hinanden op. For mig handler livet om, at vi skal hjælpe hinanden, støtte hinanden og være kærlige overfor hinanden. Siden jeg var helt lille, har jeg kunnet mærke andre menneskers energi, men det er blevet tifold forstærket efter min fars død.
I bund og grund tror jeg, at alle mennesker kan mærke energi, men der er mange, der lukker af og ned for det. Det gør jeg ikke. Når jeg kommer ind i et rum, kan jeg tydeligt mærke, om der er nogen, der ikke har det godt, og instinktivt ved jeg også, hvad der skal til for at løfte deres energi.
Og det handler om bevidsthed. For mig er bevidsthed at være vågen i sit liv. Det gælder om at være til stede, mærke efter og stoppe op, hvis der er behov for det, i stedet for bare at lade stå til og slå autopiloten til. Hvert år inden den 31. december sætter jeg mig ned og laver status over det forgangne år.
Hvordan har det været? Er der noget, jeg godt kunne tænke mig var anderledes? Og hvad kan jeg godt tænke mig, at det kommende år skal indeholde? Hvis tingene ikke er, som jeg lyst til, at de skal være, så prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg kan gøre dem bedre.
Jeg er bl.a. blevet meget bevidst om, at jeg skal være der for min mor, så længe jeg har hende. Så i stedet for at tage til en stor nytårsfest her ved årsskiftet inviterede jeg hende hjem til mig, så vi kunne være sammen på årets sidste aften. Jeg var engang på kursus i Indien hos Eckhart Tolle, der har skrevet 'Nuets kraft', og han talte naturligvis meget om, hvor vigtigt det er at være i nuet.
Og sidste år slog det mig bare, at jeg ikke kan tage for givet, at min mor lever til næste nytår, og så vil jeg være ked af, hvis jeg ikke har været sammen med hende så meget som muligt både til jul, fødselsdage, nytår og på rejser. Det handler om samhørighed.
I den tid, vi lever, kan tingene let blive meget fragmenterede, men jeg føler, at spiritualiteten er ved at få mere plads. At vi er ved at få øje på, at vi er en del af noget større, og at vi alle er forbundet. Vi har de samme følelser, vi kender alle til smerte og kærlighed, og når vi gør noget godt for andre, gør vi i virkeligheden noget godt for os selv.
Jeg vil gerne gøre mig umage og gøre det så godt, som jeg kan, i dette liv. Både for min mor, for resten af min familie, for mine venner og for mig selv. Men også for alle dem, jeg møder på min vej. For det største, vi kan give hinanden, er kærlighed."
