Og hvorfor er en stor del af danskerne så optaget af det?
Det er spørgsmål, som ikke kun de kulørte blade er optaget af i øjeblikket, men også et seriøst dagblad som Politiken, der søndag i et portræt af Allan Simonsen, gav et bud på svaret. Under overskriften "Når man fejlcaster klovnen", er forklaringen nemlig, at TV2 har castet ikke mindre end en national helt til deres fredagsunderholdningsshow.
En helt, der har taget i en stor del af befolkningen, der måske ikke sædvanligvis sidder klinet til skærmen, når parrene skrider ind over de bonede gulve i Vild med dans, men som derimod tænker meget høje tanker om Danmarks tidligere fodboldhelt.
"Man lader ingen dommere i hele verden - heller ikke dansedommere - ydmyge en sportshelt, som sørgede for at Danmark kom til slutrunden i 1984," skriver Politiken.
Hadegrupper og breve
Men den store opbakning i form af sms-stemmer til Allan Simonsen fra danskere, der ikke nødvendigvis ser programmet, har skabt harme blandt nogle af dem, der elsker det. Allan Simonson har således modtaget hadebreve. Der er blevet skrevet arrige læserbreve og der er oprettet grupper imod hans deltagelse i danseprogrammet på Facebook.
Til Politiken siger fodboldspilleren selv om sin deltagelse og de mange reaktioner:
- Jeg tager Vild med dans for dét, det er - ren underholdning. Og det er en del af spillet, at nogle kan lide mig, mens andre ønsker, at jeg bliver sendt hen, hvor peberet gror. Der er altid nogle, som er imod, og nogle andre som er for. Sådan er det - og det lever jeg faktisk strålende med.., siger han.
Vild med Allan
Selvom programmet har skabt seerrekord i år med 1,4 mio. seere, går en del af debatten på, at der er blevet skabt så meget hype, at også folk, der ikke ser programmet, stemmer på Allan Simonsen.
I et forsøg på at dæmme op for de udefrakommende stemmer blev sms-koderne sidste gang ændret og et loft på fem sms'er pr. telefon vedtaget.
Det skete efter adskillige protester fra nogle af seerne, som mente, at Vild med dans blev spoleret. Nogle af de vrede seere mistænker måske også opbakningen til Allan Simonsen for at bunde i et forsøg på at ødelægge programmet.
På den anden side står blandt andet en anonym 27-årig mand, der har stiftet gruppen "Vild med Allan" på Facebook. Han får dagligt trusler af folk, der langt fra er tilfredse med hans initiativ, skriver Metroexpress.
Fremtiden for Vild med dans
Årets omgang af Vild med dans, hvor Allan Simonsen danser med Sofie Kruuse, er på nogle punkter kommet bagpå TV2's kanalchef Gitte Madsen. Det forklarer hun i et interview med Mediawatch.dk – et nyhedssite om mediebranchen.
- Vi er vant til at VMD trækker stor opmærksomhed, men jeg er overrasket over den aggressivitet, der hersker i debatten. Den er ny, siger hun.
Hvad konsekvensen af denne sæsons forløb, hvor der er opstået en uhørt stor hype omkring én enkelt deltager, Allan Simonsen, bliver for næste sæson, har kanalchefen endnu ikke ville afgøre, og da Gitte Madsen 18. november snakkede med Mediawatch.dk lød beskeden således:
- Som altid vil vi, når finalen er vel overstået, evaluere sæsonen. Hvad gjorde vi rigtigt og forkert? Hvordan tog seerne imod os? Hvad synes seerne om sæsonen? Og hvad kan vi gøre endnu stærkere næste år? Jeg har bestemt ikke konkluderet noget som helst endnu, da der er to uger tilbage på dansegulvet. VMD har udviklet sig til et sandt nationalt drama, og det skal bestemt lige have sin afslutning, før jeg begynder at kloge mig på noget som helst," siger Gitte Madsen.
Hvad mener du: Er det for meget at hidse sig så voldsomt op over Allan-hypen eller ødelægger det programmet?
DU KAN DELTAGE I AFSTEMNINGEN TIL VENSTRE.