Sara Marie Maltha August: "Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden"

Den første tid

– Jeg blev født i Slagelse, men havde en del af min opvækst i Jylland. Min far var arkitekt, og han kastede sig med stor nysgerrighed og entusiasme ud i forskellige projekter rundt om i landet. F.eks. boede vi en periode i Hobro på en ombygget skonnert. Intensionen var, at vi skulle sejle rundt i verden, men båden blev liggende, hvor den lå. Ombygningen krævede nok for meget, og vi var to voksne og fem børn, der skulle have mad på bordet. Min mor arbejdede som zone- og fodterapeut og tjente også penge, men der var ofte smalhals, og i den sammenhæng blev hun en ørn til at lave god mad af det, der var til rådighed; brændenælder, roer, bær fra haven etc. I dag er det muntert at fortælle om, men dengang var det ikke altid så sjovt. Der var mange flytninger, opbrud og mobning i skolen, fordi vi var en anderledes familie. Jeg har taget erfaringen med mig, og selv om vi – Bille, jeg og børnene – også har haft flere adresser, så er vi blevet i det samme område.

Tiden lige nu

– Optagelserne til anden sæson af Herrens Veje, hvor jeg har en rolle, er færdiggjort, og nu er der i omegnen af tusind projekter, jeg gerne vil i gang med. En stor del af dem handler om at skrive, og jeg har lige været nogle dage i Skotland på et soloophold med ro og tid til at arbejde på manuskripter og teaterstykke. Som skuespiller formidler jeg historier, og det her er en anden måde at gøre det på. Hvad skriveriet munder ud i konkret, er for tidligt at sige, men der er noget substantielt rart i det at skabe noget, som kompenserer for skuespilleres lidt ligegyldige eksistens. Sagt med et smil og med stor kærlighed til faget selvfølgelig.

Min bedste tid på dagen

– Det er helt ubetinget om aftenen, når alle er gået i seng, og der er så stille i huset, at jeg kan høre mine egne tanker uden at bliver forstyrret. Jeg er B-menneske og elsker at være sent oppe og skrive, læse og drikke te. Er det en lys sommernat, er det næsten magisk, og så skal jeg tvinge mig selv i seng. Heldigvis er det oftest Bille, der står tidligt op med børnene, så jeg kan godt tage en ekstra halv time under dynen om morgenen.

Når jeg kigger på klokken?

… ser jeg på mit Marc Jacobs ur, som jeg gav mig selv efter Ayas fødsel for fem år siden. Jeg manglede et ur og syntes, det var en fin anledning til selvforkælelse. Jeg har tre-fire ure i alt, som jeg skifter mellem alt afhængig af, hvilket tøj jeg har på. 

Min bedste tid på året

– Jeg kan lide bidder af alle årstider og synes, der er noget i forandringen og kontrasten, der passer godt til den menneskelige cyklus. Vi rummer også både lys og mørke. Er det gråt i gråt flere måneder, synes jeg dog, charmen ved Nordeuropa aftager. I den sammenhæng har det været perfekt, at vi som familie har kunnet rejse sammen, når Bille har haft forskellige filmprojekter rundt om i verden. De senere år har vi haft mere fast base i Danmark, for de to store børn har deres skole, venner og så videre, men så tager vi på kortere rejser. F.eks. er vi på filmfestival i Italien hvert år.

Min bedste tid i livet

– Umiddelbart kommer jeg til at tænke på somrene i Hornbæk. Sol, strand, vand og mine børns begejstring over små ting. Tiden har sin egen lethed, når man er barn, og en sommerferie er en uendelighed af dage og muligheder. Sådan er det stadig for min yngste datter, men de to store er som alle andre jævnaldrende blevet digitaliserede. Nu er der meget fokus på computer og telefoner, men så meget desto mere nyder jeg, når det lykkes at lægge al elektronikken væk og være fuldt tilstede i det, vi gør sammen.

Min værste tid i livet

– Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden i 2002. Jeg boede i London, men under et af mine kortere ophold i Danmark mødtes han og jeg til et arrangement. Jeg skulle tilbage til London og havde ingen planer om at blive romantisk involveret i noget her, men der skete noget, da han og jeg faldt i snak. Vi følte begge en meget stor genkendelighed hos den anden. Og en lyst til at blive ved og ved med at tale. 

Vi forelskede os og er stadig sammen 16 år senere, men det var svært at gå ind i et forhold til en mand med hans status og private bagage. I flere sammenhænge blev jeg mistænkeliggjort; var jeg ikke bare sammen med ham, fordi det kunne give mig fede roller i store film. Jeg følte, jeg skulle forsvare mit privatliv overfor folk, det slet ikke vedkom. Som årene er gået, og Bille og jeg både er blevet gift og har fået tre børn, er det blevet nemmere, men der sidder stadig en torn fra dengang, og måske er det en af grundene til, at det er så vigtigt for mig at lave mine helt egne ting.

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg: "Jeg har aldrig haft lyst til at dele selfies, for så interessant er mit ansigt heller ikke"

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til tiden før 2013, hvor min mor døde af kræft. Jeg ville være mere sammen med hende, og jeg ville tage de snakke, vi aldrig nåede. Hendes og mit forhold var ikke ukompliceret, og der var noget usagt mellem os. Hun var en fantastisk mor i praktisk henseende, men der var noget med følelsesmæssig nærhed, hun ikke magtede. Helt sikkert fordi hun heller ikke selv var vokset op med det. Den arv fra generation til generation har jeg været bevidst om at bryde, og det har været en proces for mig at lære at rumme alle mine børns følelser, men nu kan jeg give en god stafet videre.

Man siger, tid er penge?

– Helt sikkert. Tid er blevet en luksus, som mange prioriterer som en slags statussymbol. Kig på de sociale medier, hvor vi allesammen praler af rejser, udflugter og frikvarterer med familie og venner. Jeg skal ikke gøre mig selv bedre, jeg elsker også den frihed, der følger med økonomisk ubekymring. En del højere end materielle ting faktisk, og jeg er ikke hende, der går shopamok i de fine butikker i Hellerup. Senest har jeg købt to par sandaler på udsalg, og derudover bruger jeg penge på god mad til familien. Og på rengøringshjælp. Det er jo også ”tid er penge”, for hjælpen frigiver nogle timer, hvor jeg kan arbejde.

Om biddet fra tidens tand

– Biddet tygger i alle, og der er intet mærkeligt i, at man som 46-årig ikke ser ud som om, man er 26. I mit faglige liv har aldringen den betydning, at typen af roller, jeg får tilbudt, er anderledes. Nu er det mor- eller bedstemorkarakterer eller måske roller, hvor jeg skal have pondus som advokat eller professor. 

Jeg vil ikke ud i noget drastisk kirurgisk i et forsøg på at skrue tiden tilbage, men jeg passer nogenlunde på mig selv. Med sund mad uden for meget sukker og forarbejdede råvarer. Og jeg bruger cyklen som transportmiddel, dyrker lidt yoga og havbader. Derudover må det gå sin gang med det ydre. Går skuespillet i stå, må jeg finde en anden vej, og er det egentlig ikke en spændende tanke, at der ligger noget helt nyt og venter? At det vigtigste, jeg skal med mit faglige liv, måske ikke engang er begyndt endnu!

LÆS OGSÅ: Anette Støvelbæk om sit livs sværeste valg: ”Det forandrede mit liv, men det var jo det helt rigtige"

Den sidste tid

– Det er svært at spå om fremtiden, men jeg nægter at ende mine dage uforløst og bitter. Jeg synes ikke, der er noget værre end gamle mennesker, der slutter livet med utilfredshed over det, de har gjort eller ikke gjort. Jeg satser på at tilbringe mine sidste år på landet eller i bjergene. Masser af stauder og stilhed. Og måske høns og et citrontræ. Der skal være god plads til børn og børnebørn, som forhåbentlig godt gider besøge mig. 

Hvem er Sara Marie Maltha August?

Sara Marie Maltha August, 46

• Privat: Gift med Bille August, mor til Amaryllis (15), Albert (13) og Aya Anemone (5).
• Bonusmor til Billes øvrige fem børn.
• Fagligt: Skuespiller. Har arbejdet med film og teater i London en del år. I Danmark har hun medvirket i blandt andet Taxa, Klovn, Forbrydelsen, Broen – og i anden sæson af Herrens Veje.

Livet må for guds skyld ikke ende uværdigt ved, at jeg forandrer mig radikalt og ikke kan tage mig af mig selv. Sker det, er jeg nødt til at have en plan for, hvordan jeg kommer herfra. Man kan ikke bede sine børn tage livet af en, men måske kommer der en lov, der giver syge mennesker retten til at dø, når de vil. 

Døden er jeg ikke bange for. Jeg er ikke troende i bibelsk forstand, men jeg tror på, at der er noget sjæleligt i os, som bliver her. Som en erindring i vores kæres bevidsthed og som en fornemmelse i de rum, hvor vi har levet vores liv.