”Jeg havde ikke troet, at det var så vigtigt at have en partner under graviditeten, men det er det”

Hvordan har din krop forandret sig indtil nu under din graviditet?

"Den har forandret sig hurtigt og drastisk. Så meget, at jeg begyndte at mistænke, at der gemte sig tvillinger derinde. På fire uger tog jeg 2,5 kilo på, og så ramte vi 10. uge, hvor kvalmen startede. Ikke morgenkvalme, men kvalme fra jeg åbnede mine øjne, til jeg lukkede dem igen om aftenen. Den eneste måde, jeg kunne dulme kvalmen, var at spise, så inden for to måneder havde jeg taget otte kilo på, og jeg er altså kun 1,50 m høj. Det kunne tydeligt mærkes i mine led, og jeg fik også vand i benene, fordi jeg stod så meget op på mit arbejde. På daværende tidspunkt filmede jeg både Masterchef og stod i køkkenet samtidigt".

"Jeg har altid været typen, der har tænkt: “Hvor svært kan det være? Selvfølgelig kan jeg det!” Jeg er nok ret firkantet og vant til at bestemme, så det der med at se kroppen forandre sig på den her måde, er lidt af et kontroltab. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at min graviditet er det fedeste i hele verden. Det er det bare ikke. Det har været lige så hårdt fysisk som psykisk at være gravid".

Har du på noget tidspunkt følt dig hæmmet af din krop i dit arbejde som kok?

"Ja! Nogle morgener har jeg været nødt til at møde ind senere, fordi mit blodsukker var lavt, eller fordi jeg var svimmel. Indimellem har jeg været nødt til at sidde på en mælkekasse og dirigere hele køkkenet derfra. Hvis der skal sættes en gryde med vand over, kan jeg ikke gå ned og hente den. Den er tung, den kan rumme 50 liter, og står i kælderen. Normalt ville jeg bare hente den, men nu er jeg helt bevidst om, at så gør det ondt i kroppen næste dag, hvis jeg gør det. Det er helt absurd og kan gøre mig så irritabel!"

"Lørdag og søndag var jeg på restauranten for at se til drengene. Det var bare otte timer, og jeg hakkede kun grøntsager. Alligevel kunne jeg næsten ikke rejse mig fra sofaen for at gå ud at tisse, da jeg kom hjem. Mine ben summede, og min lænd gjorde ondt. Og jeg havde kun lavet en brøkdel af, hvad jeg plejer i køkkenet! Det er først dagen efter, hvor min krop er helt smadret, at det går op for mig, at jeg har presset mig selv for hårdt".

"Min læge har været bekymret for, at jeg skulle få bækkenløsning – allerede i uge 15 havde jeg plukveer. Simpelthen fordi jeg er så meget på benene og har en stresset hverdag. Så coronaepidemien er kommet lidt belejligt, for den har tvunget mig til at skrue ned for tempoet. Nu slutter arbejdsdagen klokken 22, ellers er jeg bange for, at jeg havde kørt derudaf til klokken 02 og arbejdet 100 timer om ugen, som jeg plejer".

Hvordan ser en typisk dag ud som michelinkok?

"Jeg møder som regel klokken 11.30 og gennemgår dagen med min kollega, og så er jeg i køkkenet fra klokken 12 til 23, under nedlukningen har jeg dog skiftevis været hjemsendt og haft tidligere fri. Jeg kan ikke rigtig sidde ned og lave noget. Som kok er jeg hele tiden i bevægelse. Kiin Kiin er tilmed placeret i et boligkompleks i tre etager, så der er trapper alle steder, og at vente på at nogen har tid til at hjælpe mig, er jeg bare rigtig dårlig til. Så jeg gør det selv".

"Men pludselig blev det lidt farligt at stille sig op på en mælkekasse for at nå et eller andet på øverste hylde. Det blev farligt at løbe op og ned ad trapperne, så det hele gik meget langsomt, og jeg nåede ikke det, jeg gerne ville nå. Pludselig var jeg begrænset af den her mave".

"Jeg føler lidt, jeg er en byrde for andre. Jeg er der altid, når vi møder, og jeg er der altid, når vi går. Sådan har jeg altid arbejdet. Det er sådan, man motiverer sine medarbejdere – man går forrest som chef. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg var nødt til at gå før hjem end de andre. Drengene synes jo bare, jeg skal passe på mig selv, og mange aftener har de sagt: “Gå nu hjem!” Men det har været svært for mig".

Hvornår går du på barsel?

"Jeg er blevet klogere og har valgt at gå på barsel 2,5 måned før min termin, fordi min søvnrytme er så dårlig. I går havde jeg totalt meltdown – igen. For jeg sover ikke særligt lang tid ad gangen. Fra fem til otte om morgenen lykkes det som regel at sove i ét langt stræk, men ellers er det tyve minutters lure, og så vågner jeg – enten fordi jeg har varmeknopper over hele kroppen, som klør, eller fordi jeg har ondt".

"Det er ikke holdbart at få tre timers søvn og så skulle på arbejde. Det går ud over kvaliteten, mig selv og mine kollegaer. Det frustrerer mig, indimellem gør det mig også sur og ked af det, for jeg føler mig så begrænset, og så får jeg også dårlig samvittighed over, at jeg er så negativ omkring hele graviditetsforløbet, for jeg vil jo gerne have et barn, det har jeg villet i så lang tid. Anders vil så gerne hjælpe, men det kan han ikke rigtigt. Indimellem skal jeg bare lige have lov til at ligge og tude på sofaen".

Hvor lang barsel kommer du til at holde?

"Jeg har besluttet mig for at se, hvor mit barn bærer mig hen. Jeg havde et billede af, at det hele nok skulle gå. Nem graviditet, hurtig fødsel og tilbage på pinden igen. Men min graviditet har været så hård, at det har slået mig lidt ud. Det skal ikke være en stressfaktor for mig, at jeg skal tilbage til Kiin Kiin hurtigst muligt, eller hvad der skal ske efter min barsel. Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke er færdig med at lave mad og søge nye udfordringer".

"Mange har sagt: “Nu kommer du aldrig til at stå i et køkken mere.” Og nej, det gør jeg måske ikke på samme måde som før, men det kan jeg heller ikke sidde og græde snot over. Jeg har givet den gas, siden jeg var 17, og nu er jeg 34, så jeg skylder også mig selv at sige: “Okay, nu er der måske noget andet i mit liv, der også skal have lov til at fylde.”

"Hvis ikke jeg vender tilbage, er det ikke jordens undergang. På sin vis har jeg haft mit hoved oppe i min egen popo. Jeg har troet, at jeg var uundværlig. Det er også det, der har drevet mig. Det synes jeg ikke, man skal undskylde for, for jeg har knoklet for det. Men man skal også nå til en eller anden realistisk konklusion: Kiin Kiin eksisterede jo før mig og kørte fint, inden jeg kom til. Jeg har bare fået lov til at være med. Nu er det en andens tur. Det har været pissesvært at sige højt, for siden jeg var 17, er der kun én ting, der har været vigtig for mig: Min karriere. Jeg tager lige en pause. At være michelinkok er en titel, det er ikke den, jeg er, selvom jeg i mange år troede det".

Hvorfor udelukker du partout, at du kan være mor og michelinkok samtidig?

"Der er mange af mine mandlige kollegaer, som siger: “Du er sgu ikke færdig i branchen endnu.” Og så begynder de at namedroppe de fem kvinder i verden, der laver mad på michelinniveau. Der findes ikke mange. Men de har det til fælles, at de har en partner, som er en del af branchen og forstår det: De lange dage, skæve arbejdstider. Anders er ikke en del af den her verden".

"Nogle af mine mandlige kollegaer er gået glip af deres barns første skoledag eller andre vigtige mærkedage. Ikke fordi de ikke gerne ville være der, men fordi det kræver en helt særlig form for dedikation at lave mad på det niveau. Der er da dem, som har et godt ægteskab og en kone, der forstår, det er bare få af dem. Vi kokke er ultraegoistiske, det indrømmer vi blankt, og det kan godt være svært at finde en partner, som kan håndtere det". 

"Jeg vil ikke være sådan en køkkenchef, der aldrig er der, fordi hun lige skal passe sit barn, og jeg ville heller aldrig sætte et barn i verden for at være væk fra hende de første fire år af hendes liv eller for kun at kunne putte én gang om ugen – hvis hun er heldig. Så tror jeg hverken, jeg vil kunne nyde mit arbejde eller familielivet. Service ligger konsekvent mellem klokken 18-21, så hvis jeg fortsætter, kommer jeg aldrig til at putte mit barn, og det vil jeg aldrig nogensinde gå glip af som mor. Så kan man måske sige: “Jamen, kan du ikke bare være der hver anden dag?” Men jeg kan ikke kun give mig halvt. Jeg er for ærekær over for det, jeg laver".

Du og Anders har boet hver for sig under graviditeten. Hvordan kan det være?

"Anders er administrerende direktør på Mads Vads danseskole i Aarhus, og jeg driver en restaurant på Nørrebro i København, så det har aldrig ligget i kortene. Det har fungeret fint, fordi vi begge er drevet af vores job".

"Hvis man har en bedre halvdel, der sidder derhjemme og venter, så bliver man småirriteret. Anders har kunnet tage fra Aarhus fredag aften, så var han her, når jeg havde fri, så arbejdede vi lørdag og havde søndagen sammen. Men nu skal vi jo have et barn sammen, så nu er det vist på tide, vi flytter sammen".

Har det sommetider været udfordrende at være alene i hverdagen under din graviditet?

"Meget. I går kunne jeg godt mærke, at jeg bare havde brug for, at han var her. At jeg kunne få lov til at græde ud, og han bare kunne holde om mig, så jeg ikke føler, jeg står alene med frustrationerne. Der er også grænser for, hvad ens veninder gider blive ved med at høre på, men han skal fandme, det er jo hans barn, jeg bærer rundt på".

"Jeg havde måske ikke troet, at det var så vigtigt at have en partner ved sin side under graviditeten, men det er det. Hvis jeg taber noget, kan jeg knapt nok bukke mig ned for at samle det op, og hvis jeg skal købe ind, kan jeg ikke nå mine snørebånd".

Hvordan har han demonstreret sin glæde på afstand?

"Anders er meget engageret og har været med til alle scanninger. Det er dejligt! Han kan ikke være her hver dag, men alligevel mærker jeg hans hjælp. Han googler løs og finder ud af, hvordan jeg kan få bugt med mine varmeknopper og få en bedre søvnrytme".

"Han læser mere om graviditeten, end jeg gør. Jeg får al min info fra Anders. Det er også ham, der kommer til at stå for indkøb af barnevogn. Han ved lige, hvad det skal være for en. Han har en hel liste med babyudstyr og har tilmeldt sig et forum, hvor man får besked om, hvem der har varen på lager. Så jeg er helt tryg ved, at han skal være far til vores barn. Som han siger: “Du skal bare koncentrere dig om at bære vores baby, så klarer jeg resten.” Han er uundværlig".