Ting mødre skjuler

Mor-hemmeligheder: 10 ting vi mødre gør, når ingen kigger...

Føler du af og til, at du gør nogle ting i dit moderskab, som er både grænseoverskridende, vanvittige, pinlige og måske en lille smule håbløse? Du er på ingen måde alene. Klummeskribent Mette Søberg har samlet en liste over ti ting, som de fleste mødre gør (tit), men som vi måske glemmer at snakke højt om.

Du er en velfungerende mor. Selvfølgelig er du det. Nogle gange glemmer du måske bare at fortælle om alle de mindre flatterende life hacks, der gør, at du er sådan rigtigt velfungerende, ikke?

Om alle de gange, du har tørret ungernes snot af i en gammel sok eller bestukket dit barn med is i forsøget på at få selvsamme rolling til at indtage sine grøntsager.

Ja, livet med børn kan være festligt på dén der ikke så festlige måde.

Her får du 10 ting, som jeg har opdaget, at de fleste mødre gør i skjul. Ja, også dig!

1. Du opfører dig væsentligt mere klamt, end du har lyst til at stå ved.

Har du for eksempel aldrig prøvet at lure nysgerrigt i dit barns ble? Tørret ungernes snotnæser af i dine handsker i mangel på Kleenex? Samlet en sut op fra fortovet og slikket den ren, for at skåne dit barn for bakterier? Ej, og nu hvor vi alligevel er ærlige, så har du sikkert også tørret en bussemand af i din sok, fordi du ikke orkede at rejse dig efter køkkenrullen. Jo, du har så. Jeg kan se det på dig!

2. Du sammenligner konstant dig selv og dit barn med alt og alle.

Sammenlignet med alle andre mødre, er det helt normalt. Bare rolig. Men altså – måske er det en af de ting, vi mødre godt kunne blive bedre til at skrue lidt ned for. Dit barn skal nok lære at kravle, spise fast føde, smide bleen, hoppe med samlede ben og cykle, lige præcis når han/hun/hen er klar til det.

3. Savner tiden før du blev mor. 

Det er dejligt at være mor. Virkelig dejligt. Men det var også virkelig dejligt at tage på weekendtur uden at skulle proppe en stationcar til randen med barnevogn, klapvogn, løbecykel, puslepude, slyngevugge, to pakker bleer og tredive sæt skiftetøj i tilfælde af gylp/afføring/tis/flyvende mad. Det var også dejligt at tage ud og drikke øl og danse, uden at tænke på, at man nok højst sandsynligt skulle op før klokken 06 næste morgen. Og så var det dejligt at have tid til at færdiggøre en samtale med et andet voksent menneske. Den tid kommer heldigvis igen.

4. Du føler dig måske ikke altid helt lige så voksen som de andre mødre.

Apropos voksne mennesker, så tænker du faktisk ret ofte, at de andre mødre har mere styr på det der voksenliv, end du selv har. De virker bare mere modne, når de kommer med input til forældremødet, melder sig ind i bestyrelsen eller ved, hvordan man ændrer komme/gåtider inde på Aula.

5. Du serverer ikke helt så varieret kost, som kostrådene anbefaler.

Faktisk er det lidt af en bedrift at sammensætte et måltid, der opfylder alle krav og forventninger til, hvad sådan et lille menneske i voksealderen skal indtage. Det tager sådan cirka alt for lang tid og alt for meget af dit overskud, men så er det heldigt, at der efterhånden findes rigtig meget alletiders mad på frost. Og som en klog mor fra ”De unge mødre” engang sagde, så er pommes fritter også en slags grøntsag.

6. Du lader dine frustrationer gå ud over dit barn.

Hvis du har haft en virkelig lang dag på arbejde, og en eller anden tosse har punkteret din cykel og de ellers udmærkede nuggets fra frost, du havde tænkt dig at servere til aftensmad, er blevet for gamle, så skal der ikke så meget til for at få dig op i det røde felt. Og et barn er i sig selv meget. Sådan nogle unger kan være relativt belastende, når de vil vide hvad 43 gange solskin plus rød er, når de nægter at vaske hænder, selvom de er smurt ind i børnehavesnask, eller når de for gang nummer 5073 vælter en kop mælk, som laver mælkesprøjt overalt på den Tripp Trapp stol, som i forvejen var ret klam. Her kan du komme til at hæve stemmen mere, end du ville have gjort, hvis du var helt fyldt til randen af overskud og positiv energi, men det er der ingen mennesker, der kan være hele tiden. Slet ikke mødre.

7. Du bruger dit barn som undskyldning for ikke at deltage i arrangementer, du ikke orker.

”Ej hvor ærgerligt, at det lige skulle blive i dag, at vi blev ramt af omgangssyge! (Vi havde ellers virkelig glædet os til at køre 200 kilometer for en kop kaffe og et stykke lagkage med nogle mennesker, vi ikke rigtig kan finde på noget at tale om med.)”

8. Du længes efter alenetid - til at lave ingenting.

Når ungerne bliver passet, er det ofte, fordi du skal noget: Ud med veninderne eller på date med din bedre halvdel. Men i virkeligheden savner du bare et helt døgn (eller en weekend), hvor du kan ligge på sofaen og se serier, spise din egen pose slik og bare lave absolut ingenting.

9. Du truer eller bestikker dit barn.

”Hvis du ikke tager tøj på nu, så får du aldrig mere fredagsslik.” ”Hvis du selv går ud til bilen, så kan vi tage i legeland i weekenden.” ”Hvis du spiser hele din rugbrødsmad, kan du få en is.” ”Hvis du ikke børster tænder, inden du skal sove, så får du huller, og så skal vi en tur til tandlægen (sig samme lyd som en boremaskine) av av – det gider vi ikke, vel?” Fortsæt selv listen med vidunderlige trusler og bestikkelsesmetoder fra et afbalanceret moderskab.

10. Du spiser dine børns snacks.

Uh mælkesnitter, Danonino yoghurt, figenstænger, rester af fredagsslik, ungerne har glemt, at de har levnet, is fra Hjem-is bilens børnepakke og måske en enkelt babybel, hvis du er en ægte feinschmecker (de er jo absurd dyre) – det er altså luksus-tapas for en småbørnsmor! Jeg kan aldrig rigtig forklare, hvordan der kan forsvinde fem mælkesnitter i to madpakker. Det må være det samme sorte hul som hårnålene og børnepengene forsvinder ned i.

Om skribenten

Mette_Soeberg.jpg

Mette Søberg er 33 år og forfatter til bogen “Morgåder”, som handler om alle de ærlige, underholdende og tankevækkende gåder om at være blevet nogens mor.

Hun er mor til Frederik fra 2016 og Anna fra 2018 og deler ud af det vidunderlige, vanvittige forælderskab på instagramprofilen @morforsoeg.