Piger går tidligere i pubertet: Det øger risikoen for social isolation og sygdomme
Piger helt ned til 9 år går i pubertet. Det viser en ny, dansk undersøgelse – og det bekymrer forskerne bag undersøgelsen.
Herhjemme og i udlandet går piger et år tidligere i pubertet, end de gjorde i 1970’erne.
Det viser en ny undersøgelse, som forskere fra Rigshospitalet står bag sammen med flere udenlandske fagfolk.
Undersøgelsen viser, at piger siden 1977 i gennemsnit har udviklet bryster, som er et af de første tegn på kvindelig pubertet, tre måneder tidligere for hvert årti. Forskerne har i den forbindelse sammenholdt og identificeret 30 studier, hvor brystudvikling har været en indikator for pubertetens debut.
Forskerne fandt blandt andet ud af, at piger i Europa i gennemsnit udvikler bryster i 10-11-årsalderen, mens det for Asien og USA i gennemsnit er 9-11-årsalderen, og for Afrika er 10-13-årsalderen.
Det er første gang, at forskere så systematisk har målt, hvordan pubertetsalderen globalt set har forandret sig over flere årtier.
Overvægt kan påvirke puberteten
Men årsagerne til disse forandringer er endnu ukendte, og det bekymrer forskerne bag undersøgelsen, fortæller Alexander Busch, forsker i vækst og reproduktion på Rigshospitalet og medforfatter til undersøgelsen, til amerikanske U.S. News.
”Der er ikke mange studier derude, der handler om de implikationer, som for tidlig brystudvikling kan have for kvinders helbred på længere sigt,” siger han.
Selvom forskerne ikke kan give et konkret svar på, hvorfor alderen for pigers pubertet er faldet, forklarer Alexander Busch, at blandt andet overvægt og hormonforstyrrende stoffer kan være medvirkende til for tidlig pubertet.
”Fedtvævet er en vigtig del af hormonsystemet, der både producerer og metaboliserer hormoner. Derfor vil en højere aldersspecifik BMI bidrage til for tidlig pubertetsudvikling,” siger han til U.S. News.
Øget risiko for sygdomme
Ifølge forskerne bag undersøgelsen er det ikke risikofrit for unge piger at gå for tidligt i puberteten.
Risikoen for at udvikle brystkræft, hjertesygdomme samt diabetes øges, fortæller Anders Juul, initiativtager til undersøgelsen og ledende overlæge på Rigshospitalet og professor på Københavns Universitet, til DR.
Men det kan også give psykiske problemer, lyder det fra professoren.
"Hvis piger helt ned i første klasse får en meget tidligere pubertet end deres jævnaldrende, reagerer de ofte psykisk med social isolation. De er triste og flove og kan ikke følge med deres krop," siger han til DR og uddyber, at den tidligere pubertet desuden kan være medvirkende til tidligere seksuel debut, seksuelt misbrug, stofmisbrug og selvmordsforsøg blandt unge piger.