Lejlighed i to etager

Luftige rum og kulørte detaljer

Designer Anne Hubert har indrettet sin og familiens lejlighed med humor og himmelblå nuancer for at jage gråvejret på flugt. Det er i den grad lykkedes!

Hvem: Designer Anne Hubert, hendes mand, Jean-Francois og børnene Violette på 2 år og Louise på 15 år.

Hvad: Lejlighed på 5. og 6. sal.

Hvor: Paris.

Anne Hubert er designer og indehaver af firmaet La Cerise Sur Le Gâteau, et helt univers af bløde viskestykker, sengetøj og puder i friske farver med funky print og polkaprikker. Det finurlige firmanavn betyder ‘kirsebærret på kagen’ og er inspireret af, at Anne elsker at bage fantastiske kager i flere etager, som hun altid pynter med et kirsebær på toppen. Samme uhøjtidelige og humoristiske stil fra både design og kager går igen i hendes og familiens femværelses lejlighed i en gammel bygning midt i Paris.

Hellere himmelblå end grå

Anne, Jean-Francois og døtrene Violette og Louise bor på femte og sjette sal øverst i ejendommen. Anne led nemlig i årevis under at bo under en lejlighed, hvor beboeren spillede klaver i en uendelighed. Efter det svor hun, at hun altid ville bo øverst! Bonus ved den beslutning er, at solen har fri adgang til rummene, så de virker luftige, selvom de er forholdsvis lavloftede. For at fjerne opmærksomheden fra den ringe loftshøjde har Anne valgt at male nogle af gulvene i smukke nuancer af blå og grøn. Så kigger man nemlig ned! De fleste vægge er hvide som sne, undtagen langs  trappen imellem de to etager, som er malet i en himmelblå nuance, der går igen i detaljer som bakker og puder, men også på et fantastisk hjemmelavet indbygget skab, der går fra væg til væg i  soveværelset øverst oppe under taget. For hellere himmelblå end grå – grå himmel ser vi jo rigeligt til, mener Anne.

Få møbler

Farverne betyder tydeligvis meget for Anne, og de får lov til at fylde meget i lejligheden. Men det bliver aldrig for meget, for Anne forstår at indrette, så de ikke tager magten. Tricket er blandt andet at have hvide vægge som baggrund, men også at lade være med at proppe for mange møbler ind i rummene. Så kan limegrøn, neonpink – og himmelblå – få lov til at sprælle frit på gulve, møbler og detaljer.

Stolen er et arvestykke med nyt betræk og en pude fra La Cerise Sur Le Gâteau af Liberty stof med print af en cykel. Fugleburet er skabt af kunstner Sylvia Marius.

Væggen langs trappen imellem de to etager er malet en skøn himmelblå, som går igen flere steder i lejligheden.

IDE

Anne har malet en pink stribe i overgangen mellem trappe og gulv – nemt og med stor effekt!

Spisebordsstolene er gamle skolestole, så de er temmelig lave, og bordet er lavet, så det passer i højden. Anne har selv skabt de blå stole på væggen til en butiksudstilling.

IDE

Kulørte snore med clips på er spændt ud fra væg til væg og bliver brugt som en farvestrålende opslagstavle af familien.

Anne har indrettet stuen med en blød sofa fra Habitat, skiltebogstaver fra en gammel butik, polkaprikkede gardiner, puder af eget design – og danske Susan Liebes porcelænsfugle på væggen.

De praktiske skabe er lavet af en snedker, og lågerne er på typisk Anne-maner malet i hver sin nuance. Sengetøjet er fra Lacerisesurlegateau.fr, stolen er et loppefund.

Et bambustøjstativ skabt af Anne selv. Det kan du læse mere om på hendes blog, som både er på fransk og engelsk. Klik på ‘Le blog’ på Annes hjemmeside Lacerisesurlegateau.fr.

I forældresoveværelset er valgt hvide flader for roens skyld – og så et skrigpink sengetæppe, så man ikke er i tvivl om, hvem man er hjemme hos. Sengen er redt med sengetøj fra Annes eget firma, og lampen er fra Habitat.

IDE

Anne har selv lavet sengebordene af træstubbe. De stod først et par måneder udenfor og tørrede, så barken løsnede sig, og så blev overfladen slebet glat med sandpapir. Siderne malede Anne med blank hvid maling.

Nyt og gammelt i fin harmoni. Hånden blev i sin tid brugt til handskefremstilling.

► SE OGSÅ: Rå og hyggelig loftstil

► SE OGSÅ: Varme toner i funkisvillaen

► SE OGSÅ: Charlotte Jul: Vælg med hjertet