10 smukke og farverige blomster du roligt kan spise
Blomster er ikke kun smukke at se på. Mange af dem kan også sagtens spises og give dine middagsretter eller kager et ekstra pift eller pynte smukt i sommerens salater. Få gode råd til hvilke blomster, du kan spise – og tip til hvordan du bruger dem i madlavningen.
Der findes mange smukke og farvestrålende blomster, der ikke kun pynter i en vase på bordet men faktisk også kan spises. Mange af dem, kan du plukke i naturen, men du kan også vælge at dyrke dem selv. På den måde sikrer du dig ikke kun, at blomsterne ikke er giftige.
Du undgår også, at de er sprøjtede eller indeholder skadelige stoffer. At dyrke blomster til salatskålen kræver oven i købet ikke en stor køkkenhave. Faktisk kan du med stor succes dyrke blomsterne i altankasser, i krukker på terrassen - eller sågar i vindueskarmen.
Uanset om du plukker spiselige blomster i naturen eller hjemme i haven, så er det bedst at plukke dem, mens blomsterne stadig er spæde og gerne når duggen er fordampet. På den måde bevarer du blomsternes sprødhed, og samtidigt er de stadig fyldt med lækre smags- og duftstoffer.
10 spiselige blomster
1. Kornblomst (Centaurea cyanus)
Tiltrods for at kornblomsten oprindeligt stammer fra Sydøsteuropa, så er den alligevel indbegrebet af dansk sommer. Den smukke, blå blomst har en fin krydret smag, som kan sammenlignes lidt med kryddernellike.
Anvendelse:
Du kan spise blomsterne både friske og tørrede. De blå blomster kan bl.a. anvendes i salater, kryddersmør og smoothies eller som fin pynt på kager og koldskål eller i mysli.
2. Lakridstagetes (Tagetes pumila)
Lakridstagetes er både smuk at se på og en spiselig krydderplante. Lakridstagetes kaldes også mexicansk estragon, formentligt fordi den i tørre, varme lande, hvor den franske estragon ikke trives så godt, blev brugt som erstatning for estragon. De fine gule blomster har en tydelig lakridssmag.
Anvendelse:
Både blade og blomster kan spises og bruges meget i mexicansk mad. Blomsterne kan også bruges i saucer, kryddersmør, suppe og dressinger. Både blomster og blade egner sig desuden godt i urtete, gerne blandet med andet, fx mynte.
3. Morgenfrue (Calendula officinalis)
Morgenfrue er en rigtig sommerblomst, der med sine smukke gule og orange blomster lyser op i haven. Morgenfrue er en gammel lægeplante, og blomsterne siges at have antiseptiske egenskaber og virke helende på bl.a. sår og eksem. De kulørte blade har en let, ikke dominerende krydret smag, der gør dem velegnede i mange forskellige retter.
Anvendelse:
Morgenfrue egner sig både til det salte og det søde køkken. Blomsternes kronblade kan bruges både tørret og friske og på grund af deres milde smag, kan de anvendes i næsten al slags mad. Drys blomsterbladene over salater eller ris- og kartoffelretter eller brug dem som pynt på kager og desserter. Du kan også tørre blomsterbladene og støde dem til et gult pulver – ligesom safran. Det giver ris, brød og rodfrugter en flot solgul farve, når det koges eller bages med.
4. Tallerkensmækker (Tropaeolum majus)
Tallerkensmækker, blomsterkarse, bærkarse, landløber. Kært barn har mange navne. Den smukke krydderplante har gule, røde eller orangefarvede blomster og dyrkes i de fleste haver som en sommerblomst. De trompetformede blomster, der er spiselige, er rige på C-vitaminer og har en krydret karse-/peberagtig smag.
Anvendelse:
Tallerkensmækkerens blomster er smukke at se på og egner sig godt i salater og kødretter. Blomsterne kan også hakkes fint og blandes i smøreost eller kryddersmør. Frøene kan syltes, mens de stadig er grønne og umodne, og anvendes som kapers på smørrebrød.
5. Nelliker (Dianthus)
Nelliker er smukke at se på og så findes de i et væld af flotte farver. De fleste kender sikkert den søde duft af nelliker, men det er ikke alle, der ved, at kronbladene faktisk kan spises. Det er dog kun de velduftende varianter af nelliker, der smager godt.
Anvendelse:
Nellikens farvestrålende blade kan anvendes i salater eller som pynt på konfekt, kager eller desserter.
6. Lavendel (Lavandula)
Lavendler stammer oprindeligt fra Middelhavsområdet og findes i mange forskellige sorter, der alle kan spises. Lavendler indeholder en række æteriske olier, og såvel blomster som blade kan bruges i madlavningen.
Anvendelse:
Lavendler kan bruges i alt fra gryderetter, brød og kager til is og desserter. Blomsterne kan også bruges til at lave saft af og som smagsgiver i hjemmelavet snaps.
7. Hornviol (Viola cornuta)
Hornviol er en urt med blå, hvide, rosa, sorte, gule og flerfarvede blomster. Hornviolens blomster, der er spiselige, har en let krydret sødlig smag med et touch af tyggegummi (Jenka).
Anvendelse:
Du kan bruge de friske blomster som et farverigt drys på salaten eller i kød- og fiskeretter eller retter med f.eks. pasta. Bladene kan også kandiseres og anvendes som drys på desserter eller kager, ligesom du kan bruge de friske blomster i urtete.
8. Kamille (Chamomilla recutita)
Kamille (ægte kamille) vokser over det meste af Europa. Kamilleplanten anvendes bl.a. indenfor naturmedicin og har gennem århundreder været kendt for sine helende egenskaber. De færreste ved dog, at man rent faktisk kan spise plantens smukke blomster. I tørret form bruges hele blomsten, men hvis du anvender frisk kamille, bør du udelukkende anvende blomstens hvide kronblade, der har en frugtig og blomsteragtig smag.
Anvendelse:
Udover at være god i te, så er kamille en velsmagende blomst, der kan bruges i forskellige retter – ikke mindst i det søde køkken, hvor den giver en særlig aroma. Udtræk af kamille er fx velegnet til at marinere fisk og kød i, ligesom blomsterne kan bruges i kager, cremer, sirup og is eller sammen med sommerens jordbær.
9. Solsikke (Helianthus annuus)
Solsikken kendes typisk på det store gule blomsterhoved, der kan blive op til 50 cm i diameter. Solsikker findes også i en rød, sort og orange udgave og har siden 1600-tallet været brugt til bagning, ristet kaffeerstatning og senere som olie.
Anvendelse:
Udover at kernerne og olien derfra kan spises eller bruges i bagværk og madlavning, så kan du også spise kronbladene, der kan tørres og bruges i bl.a. mysli, kager og desserter. Solsikker er beslægtet med artiskokker, og faktisk kan de spæde solsikkeblomster tilberedes og spises præcis ligesom artiskokker.
10. Katost (Malva)
Denne blomst har gennem århundreder været brugt som lægeurt, og trods sit navn hverken dufter eller smager den af ost. Der findes flere forskellige arter, der kan spises og farven kan variere fra hvid, lyserosa og mørkerosa til blålig. Både frugter, blade og blomster er spiselige og har en mild smag.
Anvendelse:
Du kan anvende både blade og blomster i madlavning, fx i salater eller som pynt på kager og desserter. De små, grønne frugter er gode i supper og stuvninger, ligesom de kan syltes og bruges som erstatning for kapers. Da plantens blade indeholder nogle særlige slimstoffer, kan de bruges til at tykne saucer og gryderetter og som vegansk erstatning for æggehvide.
Kilder: Fødevarestyrelsen, arla.dk, Haveselskabet og froebutikken.dk
Opskrifter med spiselige blomster
-
Stikkelsbærtærte med marengs og pelargonie
-
Islagkage med jordbær og spiselige blomster
-
Lemonadeispinde med spiselige blomster
-
Marcipansmåkager med spiselige blomster
-
Shortbread med tørret lavendel
-
Blåbærsnitter
-
Sommerlige citrondonuts
-
Pizza bianco med parmaskinke og tallerkensmækkere
-
Risotto med ærter og tagetes
-
Hurtig og enkel sommersalat