Julekrans af småkager

Bagedystdommerens fineste julekrans

Find din indre konditor og den rolige hånd frem, og bag en spiselig krans, som du pynter med glasur i fine mønstre. Servér kransen til kaffeslabberas, eller lad den pynte på en dør eller i et vindue.

1 kagekrans + løse småkager

Total:42 minutter

Arbejdstid:30 minutter

Ingredienser

  • 330 gram mel
  • 100 gram flormelis
  • 200 gram koldt smør
  • 1 æg
  • 3 tsk stødt kanel
  • 2 tsk stødt nellike
  • evt. en smule æg til lim
  • 100 g flormelis
  • 1/2 dl æggehvider

Sådan gør du

  1. Ælt alle ingredienser sammen til en ensartet dej. Enten i hånden eller på en røremaskine. Lad dejen køle lidt.
  2. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  3. Rul dejen meget tyndt ud, ca. 3 mm.
  4. Stik dejen ud med en stjerneudstikkerform. Du skal bruge ca. 8 stjerner til denne krans afhængig af, hvor stor du ønsker kransen.
  5. Læg stjernerne på en bageplade i den form, du ønsker kransen, så de lapper let ind over hinanden. Du kan evt. bruge en smule æg til at lime stjernerne sammen. Resten af dejen kan du udstikke i andre former, som du ønsker.
  6. Bag kransen og småkagerne midt i ovnen, til de får en fin brun overflade, ca. 10-12 minutter.

Glasur

  1. Bland flormelis med æggehvider – kom hviderne i lidt ad gangen, indtil glasuren har en tilpas tyktflydende konsistens.
  2. Fyld glasuren i en sprøjtepose med meget tynd spids, og dekorer kransen eller kagerne i fine mønstre.
  3. Lad glasuren tørre helt, inden du sætter bånd i kransen og hænger den op med et pænt bånd.

Katrines tip: Kunsten at lægge glasur

  • Kun fantasien sætter grænser, og det er fint at kombinere mange forskellige mønstre.
  • Tjek evt. Pinterest eller lignende for ideer til mønstre, eller tegn dem op på papir først.
  • Vær sikker på dine mønstre, inden du går i gang, så du har en sikker hånd, når du begynder glaseringen.
  • Du kan også blande en smule frugtfarve i glasuren, hvis du vil have et mere kulørt udtryk.