Brunsvigerens Dag 2020

Elsker du brunsviger? 7 sjove ting, du (måske) IKKE ved om den fynske kage

I år er fejrer vi Brunsvigerens Dag den 8. oktober. Men vidste du, at verdens største brunsvigermand havde arme, som var OVER 10 meter lange – og kagen vejede omkring to ton (og den blev bagt på Fyn...)

1. Hvor kommer brunsvigeren fra?

Bad news, for faktisk er der ikke nogen, der med sikkerhed kender brunsvigerens oprindelsessted. De to stærkeste teorier er, at kagen enten er fra den tyske by Braunschweig eller den fynske bebyggelse Brunsvig. I ”Bogen om brunsvigeren” forklares det, at netop spørgsmålet om oprindelsen strides brunologerne (ja, det er betegnelsen for folk, der forsker i brunsvigere – og vi er vilde med det!) stadig om. Og med al sandsynlighed får vi aldrig svaret.

Danmark og den tyske by Braunschweig havde i 1700 og 1800-tallet mange handelsforbindelser, så (hvis kagen stammer derfra) er det oplagt at antage, at den kom til Fyn allerede i 1700-tallet.

Sikkert og vist er det dog, at avisen Fyens Stiftstidende nævnte brunsvigerkage første gang i 1829.

2. Brunsviger som pølse?

Men hvis du i dag i den tyske by Braunschweig bestiller en brunsviger (braunschweiger), så får du ikke en kage, men derimod: En pølse.

Og en person fra Braunschweig kaldes på dansk: En brunsviger.

3. Du kan hedde Brunsvig til efternavn

Er det landets mest geniale efternavn? Øh ja! For du KAN faktisk hedde Brunsvig til efternavn – og ifølge Danmarks Statistik går der i skrivende stund 85 heldige danskere rundt og kan prale af netop den ære.

4. En kagemand er lavet af brunsviger!

I hvert fald på Fyn. Brunsvigermanden er simpelthen den fynske udgave af en fødselsdagskage formet som en person – og pyntet med glasur og masser af slik. 

Det er en tradition, som ifølge ”Bogen om brunsvigeren” blev udbredt på Fyn i 1960’erne. Og det er den HELDIGVIS stadig i bedste velgående.

5. Fynske bagere køber 100-150 kg brun farin HVER uge

Det oplyser Erik Larsen fra Særslev, som i de seneste 40 år har kørt som sælger for firmaet Credin, hvor han sælger bagerprodukter til 53 af øens bagermestre.

– Brunsvigeren er helt klart mere udbredt på Fyn end andre steder. På Fyn kan jeg hver uge sælge 100-150 kilogram brun farin pr. bager. På Lolland Falster køber hver bager kun 25 kilogram hvert år, har han grinende fortalt til historikeren Anders W. Bertelsen i ”Bogen om Brunsvigeren”.

6. Verdens største brunsviger

I 1988 fyldte byen Odense 1.000 år, og hvordan fejrer man den slags på Fyn, fristes man næsten til at spørge? Naturligvis ved at bage verdens til dato største brunsvigerkagemand. Og hold fast på hat og briller, for her kommer målene på kagen:

  • Hver arm var 10,35 meter
  • Hvert ben var 14,40 meter (og 1,20 meter i bredden)
  • Hovedet på kagen havde en diameter på 3 meter
  • Den vejede omkring to ton og fyldte cirka 120 kvadrat meter
  • Omkring 40 bagere var med til at bage kagen

I alt blev der skåret 14.800 stykker kage ud af denne ene gigantiske brunsviger, og som en ”ekstra” bonus var der gemt 100 gavekort á 100 kroner inde i kagen, samt én særlig mønt, som udløste en rejse til New York til den heldige finder/vinder. Kagen blev naturligvis optaget i Guinness Rekordbog.

7. Brunsvigeren har sin egen lov

Hvordan kan du genkende en RIGTIG fynbo? Du spørger ind til brunsvigeren. For selvom oprindelsesstedet nok aldrig bliver afgjort, kan der i dag ikke herske tvivl om, at en brunsviger ER så fynsk, som den kan blive. Historikeren Anders W. Bertelsen forklarer, at kagen i dag ligefrem kan betragtes som en identitetsmarkør for fynboer (brunsviger er dog ikke den eneste markør, hvis du spørger os – ALT.dk har tidligere omtalt 17 andre yderst fynske ting, kun fynboer forstår lige her.)

I 2017 fik den populære kage derfor sin helt egen dag, da DR Fyn udnævnte 11. oktober til Brunsvigerens Dag. Allerede året efter var dagen så etableret på øen, at man mener, at det var den dato i verdenshistorien, hvor der blev solgt flest brunsvigere. I år bliver den fantastiske fynske brunsviger fejret torsdag den 8. oktober.

Sammen med deres lyttere har DR Fyn også udviklet en ægte brunsvigerlov: Brunloven, der er brunsvigerens svar på de 10 bud, og som alle brunsviger-elskere bør følge.

Brunloven.jpg

Bogen om Brunsvigeren

Vi har fået de fleste af de sjove og skønne oplysninger om brunsvigeren fra ”Bogen om Brunsvigeren”, som enhver brunsvigerfan naturligvis bør have i sin samling!

Bogen er skrevet af radiovært og journalist Erik Nielsen, der er den ene af de to ophavsmænd til Brunsvigerens Dag.

Bogen om Brunsvigeren (194 sider) af Erik Nielsen

Udgivet på Forlaget Turbine

Pris: 200 kroner 

Bogen om brunsvigeren Erik Nielsen.jpg

Den originale Brunlov. (Foto: DR Fyn)