Derfor kaster modebranchen sig ind i tegneserie-gamet
Der er gået barndom i moden. Med flere og flere både internationale og danske designere, der kaster sig over tegneseriefigurer og legetøjsikoner, er der efterhånden tale om en renæssance.
Tegneseriefigurerne har med jævne mellemrum været i høj kurs blandt andre end børn. Og nu igen. Indenfor det seneste år har kultbutikken Colette i Paris haft fornøjelsen af både Batman, Garfield og Simpsons i deres sortiment, og med Wood Woods lancering af DxWW-kollektionen fik Disney som fashionabelt input en saltvandsindsprøjtning.
Det var Disney selv, der bød op til dans. Hos Wood Wood krævede det ikke megen overvejelse, fortæller designer Brian SS Jensen til Eurowoman.dk:
- Vi arbejder tit med symboler og ikoner og Mickey er jo et popkulturelt ikon. For mig var det interessante den ekstreme genkendelighed og en dobbelt symbolisme; nogen ser ham som noget meget barnligt og legesygt og andre som symbol på amerikansk forbrugerkultur, siger han.
Brian SS Jensen er manden bag de forvrængede Mickey-tryk, som er blevet fremstillet gennem manipuleringer i en kopimaskine. Om idéen forklarer han:
- Mange er blevet overrasket over vores samarbejde og det var en del af appellen, at det ikke var så oplagt, men samtidig har det også været vigtigt for os at skabe noget nyt og anderledes. At gøre Mickey Mouse til vores egen. Jeg synes, vi har formået at lave noget originalt ud fra et billede, som egentlig er meget indgroet i folks bevidsthed, siger han.
Wood Woods Disney-kollektion blev også solgt hos Colette, der syntes godt om mixet af cool skandinavisk brand og legesygt popfænomen, og som også tidligere har promoveret et lignende dansk samarbejde - mere om det senere.
I selskab med Barbie og Svampebob
For det er ikke kun de mindre mærker med knap så stor international appel og mere kant end de klassiske modehuse, der er brændt varm på Mickey og hans artsfæller.
Under SS15-modeugen i Milano trak italienske Moschino det tunge skyts frem og sendte reinkarnationen af Matells massive succes, Barbie, ned ad catwalken. En kollektion i lyserød lak, pang og 80'er-logoer trak overskrifter i modepressen.
Og det var ikke første gang Moschino fandt inspiration til en kollektion på legetøjsbutikkens hylder. Sæsonen før fik Svampebob Firkant sin catwalkdebut.
Ifølge Sara Ingemann, der er trendforecaster og har trendbureauet Quote the Future, peger designernes begejstring for de barnlige elementer ind i en klar tendens.
- Brugen af tegneseriefigurer i diverse kollektioner skyldes et stigende behov for at få humor, glæde og kreativitet tilbage i moden. Altså vende det hele på hovedet og finde inspiration i selv meget kommercielle ikke fashionable objekter som eksempelvis Barbie, Mc Donalds osv. Der er en tendens til at give slip og drømme og give mere plads til det absurde i modebilledet, siger hun til Eurowoman.dk.
Når hun kigger tilbage i spåkuglen til dengang, hvor hun og kollegerne forudså, hvad vi netop nu ville kaste vores opsparing efter, dukker et særligt ord op, som hun bruger til at forklare, hvorfor det netop nu, vi ser tendensen:
- For et par sæsoner siden forudså trend forecaster Li Edelkoort fra parisiske Trend Union "kidult trenden", som er en sammentrækning af 'kid' og 'adult'. En trend, som peger på at flygte fra virkeligheden grundet mange års krisesnak og stress og ind i et mere drømmelignende eventyr. Det peger på en stigende tendens blandt voksne, som er bange for at blive 'voksne', siger hun.
En elefant træder ind i arenaen
Tilbage hos Colette er Wood Woods Mickey Mouse gear ikke første eksempel på, at den trendsættende boutique har givet et dansk brand opmærksomhed for at hype et tegneseriefænomen. Det skete også tilbage i foråret 2013, hvor herretøjsmærket Soulland trådte ind i spotlyset i selskab med elefanten Babar.
- Vi fik idéen i 2012. Der havde selvfølgelig været eksempler på samarbejde med tegneseriefigurer før, men idéen føltes ret nyt, så vi tog kontakt til rettighedshaverne og fik lavet en aftale, siger Silas Adler, designer og stifter af Soulland til Eurowoman.dk.
Og idéen holdt vand. Kollektionen af skjorter og jerseyprodukter med elefanttrykket blev hurtigt udsolgt. Køberne var både mænd og kvinder, og de var vilde med den. Så vilde, at Soulland efterfølgende lancerede en særkollektion med Babar op til jul.
Men det var ikke kun på bundlinjen, 'Babar meets Soulland'-kollektionen var en succes.
- Jeg ser det som en måde, hvor moden kan få lov til at være lidt mere barnlig, og der er jo altid brug for at smile og have humor, siger Silas.
Wood Woods designer Brian SS Jensen er enig.
- Der er noget uhøjtideligt over at bruge en tegneseriefigur, jeg rigtig godt kan lide, og som virker enormt tiltalende.
Ifølge Sara Ingemann er Soullands og Wood Woods trang til at tage højtideligheden i branchen et nøk ned ikke så underlig.
- Vi er gået ind i en fase af den her flugt fra krise og alvor, hvor det også er ok at være barnlig. Der er ikke de samme grænser, regler og restriktioner for nye kollektioner. Det handler om at lade inspirationen få frit løb, drømme og være barnlig. Det er en tendens, hvor den ultimative sammensmeltning af modsætninger sker. Det trænger vi til, slutter hun.
LÆS OGSÅ: Begår du også disse grumme fejl med din kashmir?
LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Derfor skal du smide bh'en
LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Hvor kommer tendenserne fra?